THOMAS SØRENSEN
Tilbage til Nørvang-Herred.

Top
Thomas Oversigt
Slægtsbog redigeret
Slægtsbog Originaltekst
Thomas Aner
Thomas Bearbejning
Thomas Breve
Thomas Biografi
Thomas Tuberkulose 1901
Thomas Barndomsminder
SLÆGTSBOG REDIGERET

Top
Om Slægtsbogen
Indledning
Dørslund Slægten (Brande)
Skerris Slægten (Brande)
Hjemmet (Thyregod)
Nørholm Slægten (Brande)
Sandfeld (Brande)
Skibbild (Arnborg)
Jens Peder Thomasens efterkom
Ramskov (Give)
½søstre Kirsten og Ane Kirstine
Thomas Digte
 


Siden oprettet 2012
Sidst opdateret 09. november 2017

Thomas Sørensens Slægtsbog Redigeret

Thomas Sørensens Slægtsbog. Skrevet 1934 - 1956. Mest om folk i Brande sogn.
Redigeret udskrift.
Thomas staver kompliceret. På den ene side staves samme navn ofte på tre eller fire forskellige måder, på den anden side er der en jysk konstans i hans stavemåde. Således:
Tel for til, indtrøk for indtryk, hindes for hendes, kuns for kun, døktig for dygtig, givt for gift.
Navnene er et problem. Han staver mest Neils med nogle undtagelser. Med Thomsen, Thomasen og Thommasen er der ingen regler.

Mine (Villy M. Sorensen) rettelser og familieoversigter står fx således i rød skrift:
Karen Pedersdatter, hvor Thomas skrev Pedersen.
Mine kommentarer fx således i gråt:
{Stodderkonge funktionen afskaffet 1803.}
Tal med c bag ved som 1772c betyder ca. 1772 i retning af +-5 år altså 1767-77.
1750cc betyder 1750 +-15 år altså 1735-65.
1750+ skal læses som i 1750 eller derefter.
1750- som i 1750 eller før.


Indholdsfortegnelse



OM THOMAS SØRENSENS SLÆGTSBOG

Slægtsbogens opbygning.

Slægtsbogen falder i groft set fem dele (sideantal i originalteksten ca. A5 størrelse):

1. 10 sider. Dørslund slægten, hans fars familie, skrevet sammenhængende 1934
2. 30 sider. Skerris slægten, hans mors familie, skrevet sammenhængende 1935
3. 29 sider. Hjemmet i Thyregod, skrevet næsten sammenhængende 1945-46
4. 6 sider. Nørholm slægten, hans kone Lines familie, skrevet sammenhængende 1946.
5. 84 sider. Tilføjelser ofte bidraget af andre i slægten, skrevet usammenhængende 1947-56.

De fire første dele er skrevet sammenhængende og efter en udarbejdet plan og indeholder en mængde pointerede småhistorier - hvordan hans far slog en ræv ihjel osv. - sådan som Thomas fortalte dem mundtligt. Den sidste del, som er større end de fire andre tilsammen, er skrevet når en slægtning er død eller når Thomas har fået en slægtning til at skrive noget om en bestemt del af familien.
I denne sidste del har han mange steder afsat tre eller fire sider til et emne, men skrevet videre fire sider derefter på et andet emne, men det første emne er blevet for langt så han må springe over nogle sider og fortsætte, derved bliver emnerne lidt vanskelige at følge. Thomas er organiseret, det hænger altsammen (næsten) rigtigt sammen, det er bare lidt vanskeligt at hoppe rundt i. Derfor er emnerne som "Nørtoft slægten" i denne redigerede udgave trukket sammen, hvor de hører til. Dette er ikke nogen kritik af Thomas, tværtimod, han gjorde et organiseret godt arbejde med fuld udnyttelse af de midler han havde.
Undtagelsen til dette er "Hjemmet i Thyregod", hvor der går en rød tråd gennem fortællingerne, som ikke skal brydes i den redigerede version. Tvillingerne fra 1853, som blev født en hel generation før Thomas, har mange efterkommere. Deres beskrivelse er henlagt mod enden, nogenlunde som Thomas gjorde det.
Den tidslige rækkefølge kan ikke helt belyses. Thomas købte notitsbogen i 1923, som han har skrevet på indbindingen. Hans mor døde dette år, men han begyndte først at skrive i 1934 og det er ikke klart, hvad anledningen da var. Hjemmet i Thyregod er skrevet efter Thomas overgav gården til sønnen Niels i 1944 og dermed havde tid tilovers. Fra 1945 - 54 bliver der næsten hvert år skrevet mere ind i slægtsbogen, så er der en pause. I 1956 skriver han som den sidste tekst digtet til Line ind i slægtsbogen, fordi han vil at digtet skal bevares. Thomas er klar over, at af alle sager han har skrevet, vil slægtsbogen overleve længst.
Sine egne børn og børnebørn har Thomas ikke taget med - han tager dog sine fætre og kusiners børn og børnebørn og videre med næsten overalt.
Thomas kunne ikke læse gotisk skrift og således ikke bruge de gamle kirkebøger. I Brande fik han de fleste af sine tidlige - før 1850 groft set - informationer fra den navnkundige gårdhistoriker der Peder Larsen Dørslund †1935, der har skrevet "Peder Larsens Protokol" om gårdene i Brande og deres beboere.

Navneskik før i tiden.

Thomas Sørensens far hed Søren Madsen, så man skulle tro, han forstod den tidligere navngivning, men det er ikke tilfældet. Han vil næsten altid have personer til at have det samme efternavn som faderen. Den første kendte kone i Dørslund slægten hedder Maren Poulsdatter og Thomas fik den rigtige fader af Peder Larsen, nemlig Poul Jakobsen, men han laver det om til det forkerte Jakob Poulsen for at få (næsten) samme efternavn. Madsdatter eller lignende ændrer han oftest til Madsen.
For dem der ikke er fortrolige med tidligere navneskik (eksempel):
Poul NN
Døtre: Fornavn + Poulsdatter. Fx Karen Poulsdatter.
Sønner: Fornavn + Poulsen. Fx Niels Poulsen.
Loven af 1828, at alle skulle have et slægtsnavn, var et vidunderligt eksempel på en komplet forfejlet lov, for der blev millioner af sen-er (de ansvarlige sidder forhåbentlig i skærsilden). Hansener, Jensener, Pedersener etc. Den bevirkede at pigerne også blev kaldt -sen ikke mere -datter, men med faderens fornavn foran. I 1856 blev reglerne indskærpet, så de fleste efter den tid har samme efternavn som faderen. Men fædre, der allerede før havde navngivet børn med fornavn plus -sen, blev for det meste ved den regel, også Thomas far Søren Madsen, hvis sidste søn i 1878 blev døbt Mathias Sørensen.

Stavning.

Thomas staver jysk og efter lyden. Han ved godt, at visse korrekte jyske ord ikke bruges på rigsdansk, fx ved en person, som er korrekt jysk, bliver til hos en person. Men ellers staver han løst, som det udtales på korrekt jysk, for lyst/læst i det fjerne rigsdansk, nærver, Tekkere, Sjou. Til hedder på korrekt jysk te, så Thomas skriver tel, korrekt stell bliver til stelle (stille). Han bruger ikke det korrekte hjolle (længere nordpå hjølle), men le. Folk bliver korrekt givt, evt. korrekt pluselig, nogenlunde korrekt hessig (hidsig). Intetkøn - selve ordet er en anmasning - findes ikke på jysk, der som moderne sprog som engelsk kun har et universalt køn, men Thomas ved at dette unøttige og uheldige fænomen spiller en vis, mærkværdig rolle i rigsdansk, så han sprinkler lidt intetkøn ind her og der som dekoration; at nogen vil diskutere om distributionen er ikke Thomas problem men deres. Thomas har en vis ordblindhed, men den er ikke stor, fx Neils for Niels. Thomas skriver vigtige ord med stort, hvad det er for ord - udsagnsord, biord, eller tillægsord, ja det må ordene selv om. Thomas var selv klar over, at hans stavning ikke var ortodoks: i et brev til broderen Mathias fra 1904, beretter han at en mand så lidt mærkelig ud, da han læste Thomas' brev: "Det er nok stavningen, det er galt med," noterer Thomas. Thomas søn Niels Martin Sørensen, der var sognerådsformand, var flov over hans fars stavning og sagde: "Man kan ikke sende breve væk, som han skriver." Han mente for eksempel til myndighederne. Men hvad sønnen Niels var flov over, er nu til stor glæde for alle, der vil læse en god historie i en ægte, original stavning.

Tegnsætning.

Thomas bruger ikke spørgsmåltegn, udråbstegn, kolon eller semikolon. Efter specielt vigtige paragrafer indføjer han et ".-." eller hvis det er enorm vigtigt et ".-.-"; et eksempel:

Neils Thomasen røsted de gamle Lokker og sagde hvad vil du da med det lille støkke Jord.-.-

Det gik om gartnerjord på Fyn mod en anstændig hedegård i Arnborg med lidt plads i markerne. Thomas brug af punktum skal man vænne sig lidt til (her Thomas om hans aner):

Saa meget kand jeg forstaa, de har været Bønder. Boende i Hedeegne, ingen skivten Stand eller Levevej. De har dørket Jorden. Ingen Embesmænd Præster Lærer eller Herremænd.

Thomas vil sige, "de har været bønder", her holder han mundtlig inde, eftertrykket er på bønder. Og føjer så to beskrivelser til som begge møntes på bønder: de boede i hedeegne og ingen af dem var af sådan skivten stand som embedsmænd, præster, lærer, herremænd eller andet utøj. At dyrke jorden er naturligvis den eneste hæderlige, oprindelige måde at føde sig på. En skriftlig formulering deraf kunne se sådan ud:

Efter hvad jeg kan forstå, har de været bønder i hedeegne derimod ingen af skivten stand eller levevej. De har dyrket Jorden. Der var ingen embedsmænd, præster, lærer eller herremænd imellem dem.

Det første punktum i næste paragraf efter "tel" slår sætningen i stykker efter normale regler. Tager man punktumet væk er det en nogenlunde normal sætning.

Da Forældre i 1911 ikke længere magtede at drive Føde Gaarden fordi Helbredet og Kræfterne ikke slog tel. Syntes Erik Nørholm at Gaarden burde blive i Slægtens Eje. Drog derfor Hjem og overtog Gaarden.

Skrive af.

Thomas kan ikke skrive af, det magter han ikke. Han drøvtygger teksten og skriver den så med jyske vokaler og ofte en anden ordstilling. Et eksempel er Helge Overgaard Madsens lange beretning, der efter Thomas redaktion ned på det halve, stadig fylder fem sider i Thomas' originaltekst. Man må anerkende, at Thomas redaktion strammer teksten gevaldigt op og giver den farve på steder, hvor floskler var blevet brugt. Se Thomas Sørensens Brug af Kilder.
Thomas var en mundtlig mand - han fortalte historier med pointer og timing. Man ser det i hans småhistorier, som består af sætningsfragmenter som i mundtlig tale. Få ord, stor virkning. Dvs Thomas er ikke på hjemmebane i en skriftlig slægtsbog, han kæder sjældent sætningerne sammen, han er lidt ujævn at læse, sætningerne glider ikke. Og tegnsætningen stopper læsningen på forkerte steder i stedet for at inddele teksten.

Idealer.

Thomas største ideal er Højskolen. Han ville selv have været på een, men han kunne ikke væk fra gården - "jeg er stænget", skriver han 1904 til broderen Mathias, som da opholder sig i den store verden udenfor i København. Han er utålmodig, hvis han synes folk ikke skønner nok på højskolebevægelsen.
I 1962 tog jeg studentereksamen, kort efter hentede jeg en søndag i bilen min bedstefar Mathias ved Thomas, hvor han havde spist, og jeg blev bedt ind, min bedstefar var stolt af mig. Thomas spurgte forskelligt og skrev om det bagefter i hans dagbog. Men jeg var af den "sorte skole" ikke af den entusiastiske, ja delvis åndelige højskole og jeg kunne mærke en vis skepsis i Thomas.
Hans andet ideal er menighedslivet efter Grundtvigs opskrift: det levende ord.

Kristendommen.

For Thomas består kristendommen i salmer først og fremmest, dernæst meninghedslivet med kirkegang. Når han citerer en religiøs tanke er det mest som en linie eller to af et salmevers. Der er ikke en eneste referens til et bibelsted - et par henkastede nævnelser af "død træt og mæt af dage som det siges om de gamle i bibelen" viser tværtimod, hvor lidt Thomas har beskæftiget sig med den.
Thomas religion var mundtlig - det levende ord, salmerne og kirken. Hans venskab, mest gennem breve, med salmeskriveren K. L. Aastrup domprovst på Fyn sprang fra salmerne. Man må sige, at Thomas havde sans for kvalitet i salmer, for Aastrup er en af de få der har fået en del salmer optaget i salmebogen. Aastrup var dog ikke grundtvigsk men tidehverv (gode gerninger kan ikke frelse, næsten Kierkegaard), men det har sikkert mindre betydning i salmerne.
Thomas er generelt ikke nogen boglig person, man ser ham ikke - modsat hans bror Mathias - citere bøger eller nævne dem. Han læste aviser og fulgte med i politik, som det ses af hans breve i 1904.
Når Thomas i hans indledning spørger om hans forfædre har delt tro på Gud, så stiller han i kernen det spørgsmål, om de aktivt har bejaet stammens myter. Alle stammer — selv endda læserens — har myter om hvordan jorden blev skabt, hvordan mennesket blev til, hvordan skæbnen funktionerer. Det er Thomas ikke nok, at forfædrene lader deres børn initiere osv efter stammens riter, nej han vil vide, om de deltog fuldt og aktivt i udfoldelsen af riterne og tro på myterne. Folk flest følger jo officelt mest de overleverede riter, men nogle er privat passive og skeptiske om trosartikler, det er det Thomas ikke gerne vil se i hans forfædre.
Læg mærke til at Thomas ikke spørger, om forfædrene troede på myterne, nej han spørger om de har "delt" troen på myterne - medvirket i deres vedligeholdelse. Det drejer sig om at høre stammen til, at dele i menigheden.

Bidrag fra andre i slægten.

Disse bidrag fra andre har Thomas bearbejdet og han er, som sagt, konstitutionelt ikke i stand til at skrive af. Ikke desto mindre var de naturligvis vigtige for slægtsbogen. De største bidrag er (sidetallet talt i originalteksten):

Mads Ramskov: slægten i Ramskov, Give, 6 sider.
Helge Overgaard Madsen: Slægten i Dørslund, Brande 5 sider.
Mathias Sørensen: hans kones død, Thyregod, 3 sider.

INDLEDNING

Jeg vel hermed paabegønde opnotering af min Slægt, jeg haaber saa der er andre, der vel fortsette. Men jeg ved saa lit om de første af Slægten, der har levet for 100 - 200 Aar siden. Hvor vilde jeg gjerne, at jeg kunne have læs om, hvordan de saa ud og under de Vilkaar, de har levet. Saa meget kand jeg forstaa, de har været Bønder i Hedeegne - ingen skivten Stand eller Levevej. De har dørket jorden. Ingen Embesmænd Præster Lærer eller Herremænd. Men har de saa været ærlige og Tro? Har de havt Længsel og Haab efter det Evige? Har de troet paa Gud? Ja, det har dem jeg har kjendt. Der er noge Ord, som jeg hørte ved en stor Møde i Horsens 1934 af Misionær L. P. Larsen, gid min Slægt maa tænke over de Ord som lød:

Du skal leve med Tiden, men Aande i Evigheden.

Ja kand vi det, ærlig og sand, saa har vi ikke levet forgjæves.
Den 11-12-1934.

DØRSLUND SLÆGTEN I BRANDE

{Se Dørslund generelt i Brande Steder og Folk.}

Poul Jakobsen i Husum

Den første vi ved Navn paa er Poul Jakobsen {Thomas havde Jakob Poulsen, hvilket ikke passer med datteren}, Husom, Brande *1726c †1798 - 73 Aar. Det er saa vor Stamfader.
{Se Husum generelt i Brande Steder og Folk.}

Søren Nielsen og Maren Poulsdatter

Hans Datter Maren Poulsdatter *1755c †1830 blev givt med Søren Nielsen født *1745c †1820. Søren Nielsen, var en daarlig Landmand, han gik ud og Tækkede for Folk og hans Kone Maren og Sønnen Mads Sørensen pasede saa Gaarden. De havde 5 {10, 5 tilføjet nedenfor} Børn.
Niels Sørensen *1782, sidst set FT 1787 hjemme i Dørslund. Tvilling til Poul.
Poul Sørensen *1782 †1810-11 opvokset i Husum, Brande. Givt 1800 med Maren Nielsdatter, Drantum, Brande.
Mads *1784 †1786 to aar gammel.
Christen *1786 †1786 ni uger gammel. Tvilling til Jakob.
Jakob Sørensen *1786 †1826. Givt med Ane Magrete Christensen Tornvig
Margrethe Sørensdatter *1788 †1872 givt 1821 med Anders Pedersen, Lundfod
Ane Marie Sørensdatter *1789 givt 1812 med Christen Christensen Tornvig, Arnborg.
Mads Sørensen *1791 †1873 givt 1823 med Ane Kirstine Jakobsdatter *1799 †1869.
Maren *1793 †1794 nitten uger gammel.
Maren Sørensdatter *1795 †1795 fire uger gammel.

Søren Madsens Barndoms Hjem i Dørslund, Brande

Min Slægt er fra Brande, baade Faders og Moders Slægter har levet i Brande i de 200 Aar vi har oplysning om. Nu først Fars Slægt som kom fra en Gaard 2 Kilometer Nord for Brande i Dørslund. Lit Norøst for Gaarden er der en Bakke.

Udsigt fra Nordbjerg i Dørslund i 1880


Bakken har Generalstabs Maalepongt og heder Norbjerg. Den ligger saa højt, at man kan staa og se ud over Sognet, ja mand kand se Mile vidt. Saa sent som 1880 kand jeg huske hvordan det saa ud fra Norbjerg. Saa man i Syd var det først Brande By med Kirken i sin midte, der var kuns faa Huse. Længere mod Syd Brandlund Bakker med Gaarde og Huse og endnu længere mod Syd Langkjær med mange Gaarde. Det var den Frogtbareste del af Sognet. Mod Øst var en del Hede, længst ude Thyregod Kirke. Paa den Tid var der ingen Plandtning, det var før Hedeselskabet tog fat. I Norøst saa man Hede i Nord Hede og atter Hede. I Vest Hede med enkelte spredte Gaarde. Ja der var jo Arvad Mølle øst for Norbjerg og saa 4 a 5 Gaarde syd for Aaen.

Men saa for 200 Aar siden hvordan har det da set ud? Nu de mange Aar efter ser man mange Grandplantasier og Plandtninger omkring Gaarde og Huse. Nu er Heden forsvonden. Mange nye Hjem er Byget op.

Udsigt fra Nordbjerg i Dørslund i 1953


Den 16. Juli 1953 stod jeg igjen paa Norbjerg. Men hvad ser man nu, naar man ser ud over Egnen. Det er Granner man ser, ja det er som en Skovegn. I 1880 var det Løngen der kunde sees Mile vidt, en Træ fattig egn - nu er der store stabler af Træ savet til Brænde ved hver Hjem. Man kan lige se et lille Hjørne af Brande By. Men den gamle Slægtgaards Marker har grimme Pletter og det er de nøgne opgravede Kulminer.

Hvor meget Jord der var tel Gaarden paa den Tid, da den første af Slægten vi ved navn paa levede der, ved jeg ikke. Men i min Faders Barndom var der 266 Tønder land til den mest Hede. Oppe paa Bakken Øst for Gaarden var Jorden god med Lerunderlag. Der var rigelig mergel kuns 2 alen ned og med tør Bond. Men Gaarden laa den gang ved begøndelsen af 1800 nede ved Aaen syd for Norbjerg og var en Fæstegaard under Brande kirke i en kirkestiftelse efter provst Jens Lauridsen Risom (†1757 i Brande). Den Mand der fløttede Gaarden op paa Bakken hed Søren Nielsen.

Søren Madsens jagtheld som dreng i Dørslund, Brande


En Vindterdag med Sne over Mark og Hede sad Fader, som var omkring 14 aar, inde og kartede for sin Mor. Det var just ikke det Arbejde der huede Drengen, han var jo imellem en vend ude for at røre Benene.
Da traf det sig, som han løb om Hushjørnet at han fik Øje paa en Ræv, ikke langt fra Gaarden. Men der var slet ingen Fart eller sving over Mikkel i Dag som saa ofte før. Far satte efter Ræven, og var snart ved den, saa tog Drengen sin ene Træsko og slog efter den, Ræven bed i Drengens Træsko. Men Far blev ved med at slaa løs paa Ræven og omsider maatte Ræven bide i Sneen. Far havde slaaet Ræven ihjel, det var nok en bedreft.
Da saa Far kom ind tel sin mor med Ræven, blev der ikke mere med at røkke i Karterne den Dag. Da saa Fader var ved at tage Skindet af ræven, viste det sig at Ræven havde faaet en Snøre om Halsen. Paa den Tid satte Folk Snører ude i Heden eller i Kornet for Harerne. Snøren bestod af tønt Messing Traad, stellet op hvor Haren havde sin gang. Den var stellet saadan, at Haren fik Hovedet i Løkken, og det endte saa med at den døde. Det var nu en hel telfeldighed at Ræven var kommen i Harens Sted; men en Ræv var for stor og stærk, den kunne ikke fanges paa den maade og var kommen løs, men havde faaet den fine skarpe Traad laaset saa fast om halsen, saa af den grond var Mikkel syg, og det havde nok endt med døden alligevel. Men nu blev det ved en Træsko. Det blev senere forbudt at bruge Snører for Harer eller Fugle, det var jo gremt Dyreplageri.
En anden gang Fader fortalte om hans Jagt held. En Efteraars Aften gik Far vest paa ud i Heden. Han havde faaet Studene spændt fra Ploven men lagde mærke tel at der rørte sig noget paa steder ude i Mosen i Tørvegravene der hvor Svaner og Vildegæs over Nattede paa Vej til Syden. Da Far tog bøssen siger hans Far til hans Mor:

Set nu Gryden paa Ilden, Søren gaar paa Jagt.

Far var ualmendelig heldig. Da han var kommen tel sæde ude i Heden ved Tørvegravene kom der en Flok Svaner og slog sig ned. Far skød saa paa Flokken og der blev to Svaner paa Pletten. Far tog, sagde han, sin ene Hosebaand og bandt Hovederne sammen ogsaa paa Nakken, den ene for den anden bag, saa gik det hjem ad.

Mads Sørensen og Ane Kirstine Jakobsdatter i Dørslund

Det var i en ung Alder Mads Sørensen overtog hans Fødegaard, han besad den tet ved 60 Aar. Mads Sørensen var døgtig, en haar slider, meget Hede drev han op, og Mærklede, det fandtes jo oppe ved Gaarden. Der blev velstand. Hans Hustru Ane Kirstine Jakobsdatter var fra Assing, *1799 †1869. De blev givt 1823 og var meget forskjellige. Mads var meget optaget af Gaardens Drift og ikke med meget sands for Aandelig Liv. Derimod var Ane Kirstine mere optaget af det Aandelig. Efter hvad Fader fortalte har Bestemor {Ane Kirstine} været Tongsindig. Men hun har været en Gudhengiven Kvinde, som samlede sine Børn om sig paa Søndag Morgene og paa Højtider og læste for dem af en Andagtsbogen eller Bibelen. Mads Sørensen ved jeg ikke, om han saadan har delt Tro paa Gud. Men jeg er vis paa, at min Fader Søren Madsen har det efter sin Moder. Fader var hele hans Liv en ærlig og dybtænkende Sjel. Men jeg ved saa lit om mine Besteforældre. Jeg havde ingen forstaaelse af hvor godt det havde været, at vide hvordan de levede. Fader fortalte saa lit og jeg forstod ikke dengang at spørge. Men Mads Sørensen var døgtig og blev velhavende efter den Tid. Gaarden var Fæste under Brande kirke. Mads Sørensen kjøbte den meget sent fri og blev selvjer 1861 {Thomas: omkring ved 1830}. Prisen var 400 Rigsbank Daler.
Mads og Ane Kristine sled trolig sammen, om det saa var i mergelgraven hjalp Ane Kirstine med. Heden skulde jo opdørkes og mergelen fandtes lige uden for Døren. mergelen var den store løftestang for opdørkningen. Mange maatte hente den langt borte. Mads og hans Nabo i Nørtoft tog engang imellem tel Købstad, det var Horsens paa den Tid. En lille Fortælling fra saadan en Tur, som jo nok har været en oplevelse for Hedeboerne, at komme ind i Østeregnen. Det var nu ikke Egnen, eller Narturen eller Folkene, der berette om. Men noget hel andet.

Heste kunde se Varsler


Der er lang fra Dørslund tel Horsens, saa Nattetimerne maatte tages med. Det var godt at være flere i følge, det var Hede og Øde. En sent Nattetime da de kjørte Hjem ad skete der dem noget hel mærkelig, som paa den tid ogsaa andre Vejsfarende har berettet om. Hestene nægtede pluselig at gaa Fremad. Nu ved vi efter Sagn, at Heste kunde se varseler, men Kusken ikke. Mads og hans Nabo stod af for at undersøge, hvad der kunde være i Vejen, men kunde indtet opdage. Endelig gik Hesten Fremad igjen.

Mads Sørensens Børn i Dørslund, Brande

Mads Sørensen og Ane Kirstine Havde 9 Børn.
Maren Madsdatter *1825 †1871 - 46 Aar blev givt 1848 med Enkemand Christen Hansen Nørholm *1811 †1849 - 38 Aar, Givt anden gang med Niels Andresen Drandom *1820 †1862 - 41 Aar. Maren givtede sig tredie gang med Niels Nielsen Risager fra Vester Sogn *1834 †1895 - 63 Aar.
Dernæst min Fader Søren Madsen *1827 †1888 i Thyregod - 61 Aar, givt 1852 med Karen Pederdatter Sandfæld *1827 †1856 - 29 Aar. Disse to havde gaaet tel Præst samm og der fortælles at de var fortrolige allerede dengang. (De blev givt da de var 25 Aar).
Søren Madsen givtede sig anden gang med Petrine Thomasen fra Skerris *1836 †1923 - 87 Aar.
Dernæst Kirstine Mads Datter *1829 Givt 1852 med Anders Madsen Ramskov Give Sogn.
Dernæst Marie Madsdatter *1830 †1901+ Givt med Chresten Johansen, *1827c †1890-1901 Skovsende, Sønder Omme. I 1890 på aftægt ved dattern Maren Kirstine Johansen og hendes mand Johan Peder Jepsen. I 1901 er Marie Madsdatter enke.
Saa Jacob Madsen *1833 †1893 - 60 Aar. Givt 1867 med Ane Brande Iversen Krogager Give.
Saa Poul Madsen *1835 †1865 - 30 Aar ugivt.
Saa Karen Madsdatter *1838 givt 1865 med Søren Jensen fra Grarup, som ejede en Gaard der, Søren Jensen var en døgtig Bonde.
Saa Peder Madsen *1841 †1901 lille og Pukkelrygget men energisk døgtig var en drevtig Landmand tros det han var Indvalid. Han fik 85 tønder land hede udstykket fra fødegaarden. Der blev Velstand. Hans Kone var fra Skarrild og hed Ida Christensen. Hun var en eje god Kvinde, hindes Datter Line sagde: "Jeg har aldrig set Mor vred." Peder Madsen havde 7 børn. Men jeg ved saa lit om dem:
Den Ældste Mads Overgaard Pedersen *11.06.1869 †23.07.1945 fik Fødegaarden Han blev givt 31.03.1908 med Syersk Maria Elisabeth Nielsen *05.04.1879 Vium, Troldhede †13.02.1943. Hindes Fader var Landmand og hed Søren Nielsen, hindes Moder hed Anna Maria i dette Hjem var der 4 Sønner og en Datter.
Maria Elisabeth kom i sylære da hun var 14 Aar. De rejste den gang rondt fra Gaard til Gaard og syede for folk. Siden rejste hun til Vejleegnen og tog tjeneste. Kom saa til Brande Sogn og Uhre der drog hun saa en Tid omkring og syede for Folk. Saa tog hun Plads som Husbestyreind i Borup. Kom saa til Mads Overgaar som Husbestyreind i 1907. Mads Overgaard og Maria Elisebeth var livlige Mennesker begge to, men Maria var især et bevægelig og livlig Menneske rigtig et Solskins Barn. Mads gjorde sig ofte unødig Bekymringer. Men det var tungt for Mads, da hun døde et par Aar før ham. Mads og Maria havde kuns et barn som fik Farmors Navn:
Ida Madsen *27.04.1909. Hun blev givt med Arnold Julius Søndergaard *06.12.1904 i Halundbæk Ejstrupholm †19.11.1988 søn af Landmand Christian Søndergaard og Hustru Anna Kirstine Madsine Mikkeline Sørensen. Børn:
Martin Overgaar Søndergaard *08.06.1933.
Edith Søndergaard *12.05.1935.
Maria Søndergaard *14.04.1941.
Ane Kirstine (Stine) Madsen *07.05.1874 blev Givt 18.04.1899 med en Forretnings Mand i Brande By som hed Borgaard, Niels Peder Borgaard Jensen *27.09.1867 Assing †1939.
Ane Madsen *14.05.1876.
Christen Madsen *28.09.1878.
Maren Madsen *05.02.1882 blev givt 30.03.1905 med Gaardejer Martin Sørensen Grarup *23.03.1874. Bosat Grarup.
Karen Marie Madsen *24.12.1885 †03.03.1918 Stokke, Norge, omkom ved et Ulyketilfælde.
Pouline (Line) Madsen *14.03.1888 blev givt med Valdemar Madsen i Hesselbjerre, Thyregod
Saa Ane Magrete Madsen eller som det den gang hed Madsdater *1843 givt 1867 med Kræsten Sørensen Bredager Give Sogn. Ane Magrete var smuk godt begavet en rar og elskelig Kvinde. Hindes Mand var en meget hidsig men ordentlig Mand og de ejede en god Gaard. Han var saa akurat og pellen, men just døgtig Landmand var han ikke.

Faders Søstre - Kirstine, Mari og Ane Magrete - i deres Hjem kom vi saa lit. Mari i Sønder Omme har jeg ikke kent, der har jeg aldrig været. Men ved faders Brødre Jakob, som fik fødegaarden og Peder som fik udstykket 85 tønder land Hede mod vest fra den, kom vi engang imellem og de kom ogsaa i vor Hjem. Ligesaa besøgte vi Fars Søster Karen som var gift og boede i Grarup. Faders Søskende var alle velstaaende bønder enærgisk og døgtig, forstod at samle sammen. De har ogsaa lig som deres Moder havt syn for det Aandelige.

Sikken en herlighed

{Thomas Sørensen som tiaarig paa besøg 1880 i Dørslund, Brande}
En Tur sammen med Fader ned for at besøge Farbrødrene i 1880, da jeg var 10 Aar.
Det var en stor oplevelse for mig, men det var en lang spaseretur for en 10 Aars Dreng. Vi kom godt derned og blev Natten over. Der var jo noget at se. Der var Arvad Mølle med Aaen og sluseværker, Mølledammen og de mange Huse og Heden før og efter Arvad Mølle. Og endelig kom vi tel Faders Føde Gaard. Her havde Far vogset op og gaaet og legt som lille Dreng og passet Faarene ude i Heden. Da saa Fader blev støre har han fortalt om, hvordan han gik paa Jagt ude i Heden. Han fortalte om hans første Rævejagt.
Det var saa Faders Fødehjem jeg nu var med for at se. Men jeg var bleven baade træt og suldten under Turen. Men der var noget at se. En saa stor Gaard, Husene var meget større ind Hjemme. Mødingen midt i Gaarden og der gik mange Høns Gæs Ænder og Duer. Saa mange saa jeg aldrig havde set mage, især Duer.
Vi kom ind, alt var saa stelle, saa endelig gik en Dør op ind traadte Faster, saa stelle saa alvorlig. Hun bød os Haanden og sagde Velkommen, hvordan har Trine og børnene det. (Det var Mor og min Søskende). Værsaagod sid ned, - saa gled Faster ligesaa stelle ud igjen. Vi sad saa der mig og Far, en hel Time, saa omsider kom Faster ind begøndte at dække bord.
Saa kom Farbror Jakob ind han havde faaet sig vasket og snaken kom i gang. Faster havde en god Spisekammer, men hvor var jeg bleven Sulten. Da vi havde spist, var vi med Farbror ude i Hans Rige med mange Kør og Kalve, store Stude og fede Heste. Ja siken en Herlighed. Vi var der saa Natten over og var ogsaa nede for at besøge min Fars anden bror Peder Madsen eller som det hed Pejer Maden.
Faster var en Myndig og døgtig Kone, var faster i godt Humør var alt godt. Farbror Jakob var god og rar.

Jakob Madsen i Dørslund

Fader skyldte Jakob Madsen 900 Kroner. Dem havde Fader skøldt ham siden hans første Hustru døde 1856. Der var 3 børn i første Ægteskab, de blev ved Skivtereten telkent 300 Kr hvær. De 900 Kr have Fader saa skøldt sin Broder i 43 Aar. Jeg betalte dem i 1899. Jeg var nede i Dørslund for at betale dem, Faster Ane tog imod Pengen, da var Farbror Jakob død. Det var min Hustrus Arv fra Nørholm. Vi havde saa betalt Farbror Jakob i leje af de 900 Kr i 43 Aar 1548 Kr. Men det tænkte jeg ikke paa den gang.
Jakob Madsen og Ane havde to Børn Stine og Iver. Iver Madsen fik Skøde paa Gaarden 1905.
Der var jo Velstand da Jakob Madsen og Ane Brande havde Fødegaarden i Dørslund, men i næste Slægtled gid det den modsatte Vej indtel Krigsaarene 1941 og 42, da der blev funden Brunkul paa Gaarden. Ivers søn Helge Madsen fik skøde paa gaarden i 1950, han er tredie Slægled efter min Faders Barndom og Ungdom.

Iver Madsen og Ane Brande Iversen

Meddelt af Helge Madsen i Dørslund:
Min Fader Iver Madsen, var fød i Dørslund den *15.12.1878 †19.03.1951. Han var Søn af Jakob Madsen der ejede Slægtsgaarden her, og Ane Brande Iversen der var fra Krogagergaard i Ringive. De blev givt i 1867. Fader havde en søster Kirstine, hun var 9 Aar ældre hun døde den †02.01.1954 - 83 Aar. Fader er paa den maade næsten opdraget som ene barn. Han ejede noget af sin Faders Jakob Madsen store godhed, og har altid omtalt sine Forældre paa en særlig øm og respektfuld maade. Far var kuns 15 Aar da hans Fader døde. Noget af det sidste han Fader sagde før han døde var, vær god ved din Moder." Dette har gjort sit til at Fader aldrig har været uden for Hjemmet, ud over den Tid da han var Soldat i 1900.
En del Aar var der Bestyrer paa Gaarden her, det gik vil ikke altid lige godt, men Fader havde jo saa lejlighed til at bedømme mange Ting.
Far er vokset op paa en Egn som var barsk, det var ritig det Jydske flade Land hvor Vinden havde fri fart. Man kunde se viden om. Det var Naturlig at Plandnings Sagen vagte indteresse, hos den unge Landmand.Far var med til at plandte de første Læbælter i 1895 Det var 4 rækker hvid Gran. Far havde ogsaa indteresse for Kvægavl, som 17 Aarig rejste han til Vestbirk og købte et par Kvier, var med til at oprette en Kvægavlsforening. I 1914 købte Far den Hoppe som blev Stammoder til den Hestefamilie, der nu 50 Aar efter staar paa Gaarden.
Far var ogsaa Jæger, det glædede ham da Raavildtet tog den 20 Td Ld store Plandtasi i besidelse, der havde Far løbet som Dreng, og passet faarenen. Den Plandtasi havde han været med til at Plandte, og set vokse op.
Den 25 Oktober blev Far og Moder gift. Moder Julie Petrine Madsen var fra Uhre fød *14.07.1882 - død den †03.09.1948. Moder Forældre var Niels Madsen han stammer fra Langkær. Moderen var fra Skovbølling ved Jelling hun hed Maren Markusen, hun blev 90 Aar hun døde 1929.
Moder Julie Petrine Madsen, var vokset op under Kaar, der var præget af Arbejde og Nøjsumhed.Moder var fortrolig med alt Arbejde ude og inde, som det formede sig i et Bondehjem paa den Tid. Moder var en meget opvakt Kvinde i sin Ungdom, og indtereserede sig meget for det Folkelige. Hun var Elev paa Testrup Højskole ved Aarhus 1906 hos Forstander Frede Nørregaar. Livet paa Skolen har i mange maader præget Moder, saa det har været en Ballast for hele hindes Liv. Gennem Breve jeg har fonden fra den Tid, giver hun tydelig Udtrøk for den Krestne Tro, hun var i besidelse af. Hun siger et sted til Fader, som hun da var Forlovet med..."Vor Barne=Tro kan bære os over meget mens vi er unge, lad os haabe at vi kan bevare den, til den Tid vi bliver gamle." Saadan har Mor altid set Fremad. Egenlig ønsked Mor ikke at blive saa gammel at hun skulde blive sig sel og andre til Byrde. Det blev heller ikke saadan, da Sygdommen jo meldte sig forinden.
Moder var en udpræget Hjemmets Menneske der aldrig svigtede sit Arbejde der. Far var ogsaa med i Arbejdet og Fulgte det med stor Indteresse fra Dag til Dag. Men han var med ude i Sognet og Byen det lagde stor beslag paa hans Tid.
Han var Sognefoged en del Aar, og Lægsmand blev han i 1919 og var Lægsmand i 30 Aar. - Og blev i 1949 dekoreret med Dannebrogsmædenes Hæderstegn. I 1930vernes Krisetid var det haart nok at klare for Fader, men han fik meget rettet op i de efterfølgende Aar. Men saa kom, som fader sagde Hitler og slog det hele i Støkker.
Far og Mor fortalte meget om den første Verdens Krig. Da den anden Verdens Krig brød ud, førte det med sig at der blev fonden Brunkul paa Gaarden Jorder. Der blev i de Aar gravet Kul i 30 Td Ld. Der blev gravet ca. 230,000 Tons Kul som blev betalt met 1 Kr. per Tons. Gravningen begøndte her i Februar 1943 og slutede i August 1947. Kulene laa indtil 3 Lag og maalte tilsammen 3 til 4 Meter i Tykelse, og hvor der var mest Overjord, blev Gravene 15 Meter dybe. Far var ikke glad ved at faa saadan et Saar i sin Ejendom, men det kunde næppe undgaaes. Der er nu begønd at plandte, en gang i Fremtiden vil Saarene blive lægte.
Samtidig med Krigens gang blev ogsaa Modstandden, i det skjulte mere og mere omfattende. Mange af de Mænd der Arbejdede i Kullene var med i Bevægelsen og paa en ganske naturlig maade, gled vi alle med ind i Bevægelsen her paa gaarden. Her har været mange Vaaben og mange Tons Ammunition og Sprængstof gemt her i Kulgavene, og i Platasien, og paa Gaarden har flere Mennesker, der var gaaet under Jorden haft deres tilhold.
Det var svæt for saa nasionalt og folkelig indstele Mennesker som Far og Mor at se hvodan Løgn og Ringeagten for Menneske Liv regerede Verden i den Tid. - Men den onde Tid fik end for Danmark. Og saa kom 5 Mai 1945. Far og Mor var med i den store Glæde, som det var for hele vor Folk.
Tiden kom da Moder Helbred svigtede, og efter at hun havde ligget i Sengen en tid hjem, blev hun indlagt paa Sygehuset i Brande, hvor hun laa i 10 Maaneder før hun døde, den 3 Sebtember 1948. Efter den Tid gik det ogsaa ned ad med Faders Helbred. Han døde i sit Hjem den †19.03.1951. Naar Mennesker er mærket af Døden, kan man ligesom lærer noget af dem, (Livsvisdom).
Den Tid da Fader sad ved Moder Sygeleje, og læste de Salmer, som de elskede mest, og den Tid, da Fader herhjemme fik Besøg af sine gamle Venner der kom for at tage Afsked, vil altid for mig staa som Udtrøk for noget af det beste Mennesker kan eje: Gudsfrygt og Menneskekærlighed.
Fader og Moder lærte os at sige Tak, og at bede. Den gang vidste vi vil ikke helt hvilken Værdi der er i det, nu da vi kuns har Minderne tilbage om Far og Mor, kan vi bedre forstaa det.

SKERRIS SLÆGTEN I BRANDE

{Se Skerris generelt i Brande Steder og Folk.}
Min Moders slægt fra Skerris i Brande
Min Moders Slægt Stammer fra Skærris i Brande Sogn. Deres navne er hentet fra Kirkebøgerne, optegnet af en Mand fra Dørslund Peder Larsen *1854 †1935, som var over 80 Aar, da jeg besøgte ham. Han var saa indtereseret i de Gamle Slægter i Brande, kjendte de gamle Slægts Gaarde og havde en hel del optegnet. Han havde kjendt Bestefader Mads Sørensen i Dørslund og fortalte en del om ham. Peder Larsen var født paa en Gaard der laa nede ved Aaen lidt Øst for Faders Fødegaard. Han havde ogsaa kjendt Moder Slægt men ikke saa nøje. Navnene havde han optegnet og jeg fik en hel del at vide.

Clemmen Andersen

Den Ældste vi ved navn paa i Mors slægt er Clemmen Andersen.
Clemmen Andersen er født i Skjærris *1731 †1802 - 74 Aar. han var gift 3 Gange. Hans første Hustru var Karen Pedersdatter *1734c Uhre (datter af Peder Thomasen) †1775 - 40 Aar, hvor hun stammer fra ved vi ikke. De havde en Datter Maren, som blev født fire maaneder før Moderen døde.
Anders Clemmensen *1763c Skerris, †1800 Helsingør.
Peder Clemmensen *1764c Skerris, †1834 Dørslund, Brande.
Ane Clemmensdatter *1768c Skerris, †1826 Thyregod.
Maren Clemmensdatter *1774 Skerris, †1839 Brande.
Clemen Andersen givtede sig anden gang 1775, med Margrethe Christensdatter *1750c †1788, hun blev heller ikke uden 40 Aar. I deres Ægteskab var der 7 børn, en søn Christen døde 6 Uger gammel 1776, en anden Søn død 2 aar gammel 1779. En søn *1779 som fik navnet Jens. 1780 igjen en dødfødt søn. 1782 en Datter Karen †1864 i Blæsbjerg - 82 Aar. 1783 en Søn Christen. 1787 en dødfødt Barn. Vi {Peder Larsen og Thomas Sørensen} ved ikke mere om de børn af anden Ægteskab.
Christen *1776 Skerris †6 uger.
Christen *1777 Skerris †2 år.
Jens Clemmensen *1778 Skerris, †1831 Brandlund, Brande.
Karen Clemmensdatter *1782 Skerris, †1864 Blæsbjerg, Brande.
Christen Clemmensen *1783 Skerris, lever i skiftet 1802.
Clemmen givtede sig tredie gang med Ane Thomasdatter fra Jelling. Ane tjente i Brande Præstegaard. Clemmen Andersen anden Hustru Magrette have ligeledes være Pige i Brande Præstegaar, da de blev givt. Det blev saa Ane Thomasdater der blev vor Slægts Moder. Der findes et Støkke Personal over hinde i slægten et gammel støkke. Vi ved ikke hvem der har skreven det. Men vi tror, det er en af hindes Sønner nemlig Jens Clemmensen som var en meget oplyst Mand der havde Tjent i Jelleng i flere Aar. Saa han har kjent hindes Slægt. {Teksten nedenfor ser ud til at være en begravelsesprædiken, vel skrevet af præsten i Brande - gudsfrygt, dyd, modtager i evigheden - en søn ville ikke være så salvelsesfuld. Men sønnen har givet præsten oplysningerne.} Her vel jeg saa gjengive det, som det blev skrevet ned for de mange Aar siden.

Ane Thomasdater

Personalie over salig afdøde Ane Thomasdater af Skjæris.
Den salig afdøde er født i Jelling, den 29 sebtember 1759 Datter af Gaardmand Thomas Pedersen og Hustru Johanne Jensdatter. Sin Ungdom var hun Hjemme hos sine forældre, der stedse holdt denne deres datter tel Gudsfrøgt og dyd, hvelken sali afdøde ogsaa lagde for Dagen i hele hindes Liv igjennem.

Da hun var i den Alder, at hun kunde tjene sit Brød, beslutede hun med sine Forældres Samtøkke, der ikke behøvede hinde Hjemme, at tjene for sit Brød blandt Fremmede, og da hun aldtid havde vist sig som et stelle og ordenlig Menneske faldt det hinde ej heller vanskelig af faa Tjenest. Og hun fik den ogsaa i sin egen Fødeby i Jelling Præstegaar, hvor hun tjente i 3 Aar. Og erhværvede hindes Hosbond og Madmoder Tellid, et godt Navn og Røgte blandt hindes Medmennesker. Med god Vidnesby forlod hun denne Tjeneste, men ogsaa inde Fødeby. Ti dernæst fik hun Tjeneste i en for hinde hel ukjent nemlig i Brande Præstegaard hos Hr. Pastor Breum.
Efter at have Tjendt der et Aar - hvor hun ligeledes erhværvede sig et god Vidnesbyrd - indtraate hun i 1788 i Ægteskab i sit 29 Aar med Enkemand Clemmen Andersen af Skjerris, og traate i moders sted for hans uopdragne Børn, som hun stadig sørgede for med Moderlig omhu og lod dem oplære i Dyd og Gudsfrøgt. Med denne hindes Mand levede hun et rolig og fornøjelig Ægteskab i 14 Aar og blev af Gud velsignet med 3 sønner 2 Døttre hvor af en Søn og en Datter modtager der kjære Moder i Evigheden. Men da disse 14 Aar var forløben maatte den Salig afdøde friste den Tunge Skjæbne, at hindes kjære Mand ved en Salig Død indgik tel de Saliges Opholdsted i Aaret 1802 og efterlod hinde med 4 uopdragne Børn.
Men den gode Gud kand ogsaa læg det viste sig ogsaa her. Han havde ikke glemt hinde, men forudset den der igjen skulde være hindes Trøst og glæde i Livet. Og efter at hun havde været Enke en Tid, indtraate hun igjen i Ægteskab med Ungkarl Peder Knudsen af Skjærris med denne hindes Mand levede hun et rolig og fornøjelig Ægteskab i 42 Førretyve Aar og næsten 3 Maaneder og blev Moder tel en Søn der ligeledes modtager hinde i Evigheden.
I Aaret 1824 afstod de Gaarden tel deres Søn, da hun begøndte at blive svagelig og ikke sel kunde forestaa Husholdningen, men desuagtet vist hun sig dog verksom, hjalp hvor hun kunde og trøstede hindes nærmeste med at formane dem tel rolig hengivelse i gud Villie, som nok skulde hjelpe, ligesom han havde hjolpen hinde. Hindes Børnebørn søgte hun at faa oplært i den Krestelig Religion, saa at de kunde blive Gudfrøgtig og gode Mennesker med Tro paa Gud og et Evig Liv. Stedse veblev hun at værke tel Sygdom og Svaghed gjorde sig gjældende og det var hinde umulig at verke mere. Men dog var hun aldtid telfreds med sin Skjæbne.
Hindes død saa hun rolig imøde, og ventede med glæde det Øjeblik, da Gud vilde kalde hinde herfra og befri hinde for Jordens Sorg og Møje. Ja det forventede Øjeblik kom ogsaa den 25 Februar {1845}, da hun forlod denne Verden og indgik tel den evige hvile ved en rolig og stelle død i hindes Alder af 85 Aar og næsten 5 Maaneder.

Clemmen Andersen og Ane Thomas Datter havde 5 Børn.
*1790 En Datter blev døbt anden Paaske Dag fik navnet Margrethe Clemmensdatter, Barnet bares tel Daaben af Pastor Breums Frue Kirstine Andersdatter Alle.
*1792 En Datter blev døbt Paaskedag, og bares tel Daaben af Clemmens ældse Datter Ane. Fik Navnet Johanne Clemmensdatter.
*1794 en Søn, baaret tel Daaben af Moderens HalvSøster, Mette Bærtelsen Jelling. Drengen fik Navnet Thomas Clemmensen.
*1797 en Søn fik i Daaben navnet Bertel Clemmensen. Døde 3 Aar gammel.
*1800 en Søn fik i Daaben navnet Jens Clemmensen.

Clemmen Andersen Skjærris døde †03.10.1802 - 74 Aar. Hans Enke Ane Thomasdatter givtede sig igjen samme Aar første Søndag i Advent med Ungkarl Peder Knudsen af Skerris født i Lundfod. De havde en Søn der døde som lille. De afstod gaarden tel Sønnen Thomas Clemmensen i 1824. Ane og Peder Knudsen var paa Aftægt i 21 Aar. Ane Thomasdatter døde 1845, da havde de været givt i 42 Aar. Peder Knudsen givtede sig igjen med Pigen Kirsten Marie Kjersgaard *1804 Give By. Hvor hun var fra ved jeg ikke, men hun havde tjent i Horsens hos Brødrene Staldknægt, hvor hun havde holdt Hus i flere Aar. Hun var afholdt for Troskab og døgtighed. Jeg ved fra min Mor, at hendes søskende holdt meget af Kirsten Marie som bedstemor. Ogsaa af min Mors forældre Thomas Clemmensen og hans Hustru Karen var Kirstine afholt. Men Peder Knudsen var nok ikke saa rar, han kom jo temlig tidlig paa Aftægt. Der hærskede ikke altid den beste forstaaelse mellem Thomas Clemmesen og ham (Stedfaderen). Peder Knudsen var nok lit ejendommelig paa flere maader. Han havde ladet sin Ligkiste lave flere aar før sin Død. Den stod oppe paa Loftet og Mor fortalte, vi børn var bange for at gaa forbi den.
Peder Knudsen døde 1856 - 82 Aar. Men Sorgen var ikke stor, da han døde, det fremgaar af følgende: Thomas og Karens Børn var da vogsne. Paa begravelsesdagen om Aftenen var de samlet ude i Karlekamret. Mundtre har den flok været og den Aften var der Dans, det var jo en afsides sted. Alligevel for at det ikke skulde høres blev der en sat tel at holde en Dyne for Vinduet ud tel Gaarden for at dæmpe Tonerne og sjærme for Lyset. Clemmen, som var en af de yngste, stod op i Sengen og strøg Violinen.
Jeg vel lige vende telbag tel Peder Knudsens Enke Kirsten Marie. Hun givtede sig saa med Christen Hansen og kom tel at bo ved Goldbæk imellem Borup og Brande, men fløttede siden tel Sønderholm. Hun var blevet Stedmoder tel de to bekjente Mænd Morten og Hans Sønderholm. Denne Slægt bor indnu i Brande Sogn. Kirsten Marie boede i et lille Hus, der laa mellem de to Brødres Ejendome. Jeg var der et Ærende i 1883. Hun døde først i Halvfemserne.

En anden monter Historie, som har Større værdi, viser os lit af den Tids Retsvæsen Sognepoliti.

Stodderkongen i Brande Peder Krænsen


Omkring 1850 hed Stoder Kongen i Sognet Peder Krænsen. Han skulde sørge for at holde fremmede Tekkere uden for Sognets Grændser. Som Øvrigheds Person blev han Lønnet paa den maade, at Folk i sognet især de store Gaarde efter Hartkorn skuld give ham ophold og Kost visse Dage i Omgang. Stoder Kongen var i Skerris en Søndag, hvor de gamle var i Kirke og de Unge ene Hjem. Det traf sig saa, at Kongen bokser trængte tel rebarasion. Den ældste datter Ane havde paataget sig at sy dem. Nu sad Kongen for bordenden uden Bokser i en Vadmels-Frakke med lange Skøder, som naaede ham tel Knæerne. Samtidig var hans Tobakspung utæt, den sad han nu og syede paa i mens Ane tog sig af bokserne. Men de urolige Drenge havde her opdaget en lejlighed tel Sjou. Peder Christensen, som Stodder Kongens verkelige navn var, havd helt Pungens indhold ud paa Bordet ved siden af sig. Ham og Ane var optaget af deres Arbejde, men i Stuen var der en Dør fra Køkkenet og modsat en Dør ud i forstuen lige ved siden af Kongen. Freden blev pludselig afbrut da en af Drengene kom fra Køkkenet og ud ad den anden dør ved siden af Kongen. I forbifarten strøg Drengen tobaken paa Jorden. Per Krænsen op og efter Drengen ud i Gaarden uden Bokser. Fraken og Skjorten flagrede om Benene paa ham tel stor Morskab for Drengen. Ane fik tobakken samlet op, men Stoder Kongen var gruelig gal. Ane blev færdig med bogserne og fik ro over Gemyterne inden Thomas og Karen vente Hjem fra Kirken.

{Stodderkonge funktionen afskaffet 1803.}
Det var min Moders Hjem i Skjæris. Hindes Fader Thomas Clemmesen fik i 1824 skøde paa Gaarden. Ham og Karen fra Askjær ejede Hjemmet i Skjerris i 36 Aar. Aaret 1860 blev deres Ældste Søn Jens Thomasen givt og overtog Gaarden, som han ejede i 41 aar tel han døde i 1901. Hans Hustru Mette Johanne Madsdatter havde skøde paa gaarden 1901 tel 1908, hvor en søn fik den.

Thomas Clemmensen og Karen Jensdatters børn

Nu vel jeg nedskrive hvad jeg ved om de Børn der udgik fra Skjæris. Altsaa Moder Søskende.
Den Ælste Ane Thomasen *1826 †1896 - 70 Aar.
Jens Thomasen *1830 †1895 - 65 Aar.
Ane Johanne Thomsen *1833 †1922 - 89 Aar.
Petrine Thomasen *1836 †1923 - 87 Aar.
Clemmen Thomasen *1838 †1920 - 82 Aar.
Frands Thomasen *1841 †1864 - 23 Aar.
Jens Peder Thomsen *1843 †1914 - 71 Aar.

Ane Thomasen og Christen Hahl Christensen

Den Ældste Ane Thomasen blev Givt 1855 med Kræsten Hahl Kræstensen fra Gjellerup ved Herning. Kræsten var kommen som Karl tel Fabrikant Kjæld i Stampen ved Brande. De kom tel at bo paa en Støkke Hede mellem skjæris og Langkjær paa 25 Td Ld. En del fra Fødegaarden og et støkke kjøbt fra en Gaard i Langkjær. Det var kuns opdørket lit hvor Huset blev bygger, resten laa i Kjær og Mose. Der blev byget saa smaat som det kunde gaa an. En vinkelbygning stuehus i norsiden, i vest tel Kreaturerne.
De havde tel at begønde med en Ko et par Faar og nogle Høns. Men de fik dog snart et Par Stude. Lejligheder var lille, en Stue 2 Fag over hele Huset. Det var baade Daglistue og væve Stue. Moster vævede for fremmede. Væven tog meget Plads. Morbror fik ogsaa lært at Væve han var stærk, og jeg syndtes ofte det gik saa Huset røstede. det var jo en god hjelp de første aar, det som de tjente i Væven. Saa havde de en Sovekammer 3 alen paa den ene led og 5 alen paa den anden, en spisekammer og et lille Gæstekammer i Øst. Køkenet og Forstue i Vest. Saa smaat, aaben Skorsten. Forstue og Køken var gulvet af toppet smaa sten. I Stuen Sovekammer Spisekammer og Gæstekammer var der gulv af stampet Ler.
De første Aaringer gik Morbror ud i Dagleje hos Naboerne. Men snart fik Christen saa meget af Heden og Mosen vendt og mergle saa der var rigelig Arbejde hjemme. Da jeg kom derne i 1880 som 10 Aars Dreng. Var Heden snart forsvonden. Nu var der Føde tel baade Folk og Fæ. 2 Stude 2 Kør 3 Faar og en Flok Høns.- Der stod 4 Kornstakker vest for Huset. Og om Huset var der Plandtet en Læbældte og en Have. Moster og Morbror havde været givt i 25 Aar. det kand nok være der var sket stor forandring. De havde ingen Gjæld, de var telfrese i deres Kaar. Men Huset var der ingen ting lavet ved, det vel da sige, det var jo holdt vedlig med tag, som bestod af Straa og Lyng.
De havde havt 4 Børn 3 Piger og en Dreng. Men han var død, det var den yngste en dejlig velbegavet Dreng, 12 Aar gammel. Det var en stor sorg for de to gamle. Drengen hed Jens Clemmesen Chrestensen. Han døde af Hjærnebetændelse, han havde lidt saa meget. Taarerne løb ned ad Kinderne paa Moster ane naar hun fortalte om Jens. De opbevarede Drengens nye Klæder i mange Aar.
Pigerne Karen, Magrete, og Mine, var fløjen ud af Reden nu saa de Gamle telbage ene to. De tængte saa paa Søster Trine i Thyregod, hun havde en stor Flok. En Morgen før Sol stod op var Kræsten paa Vej efter Thyregod. Enden blev inden Kræsten forlod mit Hjem at Far og Mor skulle afstaa mig og komme tel Skjerris med mig om November. vi skal nok lære Drengen at bestelle noget, sagde Morbror Kræsten. Mor og Far kjørte saa med mig tel skjæris. Jeg husker godt den Rejsefar, men det var nu saa som saa med Humøret, da Far og Mor drog Hjem ad, og jeg blev ene med de to, jeg kjendte dem jo slet ikke.
Men de var gode imod mig. Moster saa eje god, hinde kunde man da ikke nenne at gjøre imod. Men hvor var de forskjellige i Sind. Moster saa ejegod. Kræsten saa hessig og stræng. Kræsten Midelhøj bredskuldret stær, Rød Haar og Skjæg, stærk Hælbred. Han kunde dog snart glemme igjen. En mærkelig Dobelt Væsen var Morbror, dyb alvorlig Ærlig og sand. Jeg Mindes ved Juletid. Se Morbroder for Bordenden efter at have sjunget Julesalmer, saa tel stlut folde Hænderne om Salmebogen, Bekjende Troen, og bede Fadervor. Lige saa paa Nytaars Aften. Der var en Højtid, og Ydmyghed over de to Gamle, over deres Sang og bøn, som jeg aldrig glemmer.-
Kræsten havde mange Fejl, men hvor stor en Byrde er mon ikke et hæftig Sind blev der sagt ved hans Baare. Der var noget ved Kræsten, vi kunde se ikke var rar, men inderst var Kræsten et stor Barn, som troed paa Gud og længtes mod ham. Kræsten var en oplyst Mand læste meget, fulgte med baa i Kirke og skole Spørgsmaal. Begivenheder i Politik og Landet vel havde hans store indteresse. Han skrev godt og var en god oplæser. De to Gamle gik meget i Kirke og tel Foredrag. Da der i Brande blev stivtet en Læseforening var de med fra begøndelsen, ved at støtte Sagen. Han var Morgen Mand, skulde han et Ærende i By tel Slægt eller Venner, gik han helst før Dag eller tidlig Morgen. Men om Aftenen var han Hjemme, gik gjerne i Seng om Sommeren ved Solnedgang. Kræsten havde god Haandelag, hvad der angik Skovl og Spade, saa og Høste, en Flitig Arbejder. Men Hammer Sav og Høvl forstod han sig ikke paa.
Moster var lille men døgtig og sparsomlig ja flitig. Hun forstod at Hygge et Hjem, det var saa tryg i hindes nærhed, mand kunde ikke nænne at gjøre hinde imod, saa dejlig og mild et Ansegt. Hvor var Moster Ane Tolmodig. Hun havde Prøvet en Del. Jeg saa hinde aldrig vred eller fornærmet i de 4 Aar jeg kaldte hinde Mor. Hun blev gammel og Rynker var der mange af, men den mildhed og Fred som var over dette kjære Ansegt var lige ren og skjøn. Ja, moster var nok havnet der som der staar i Salmen.- Onder dine vinger Skykge der kun der er Livets Løkke. Aandes Barnehjem paa Jord. Moster og Morbroder var enig i Troen paa vorherre og Frælser.
De tre Piger som gik ud fra den lille Fattige Hjem alle tre var paa Højskole. Karen hos Kold, Grette og Mine hos Dael i Aale. De Piger bragte ogsaa meget Hjem af al det gode de havde nemmet fra Højskolen. De var gode tel at synge, det blev brugt flitig i det lille Hjem. Karen blev givt med Murer Peder Johansen. Magrette blev givt med Augustinus Sørensen Dons. Mine blev givt med Andreas Nielsen Nørholm. Mine døde 3 Uger efter deres Brylup. Det var hurtig Tæring. Det var saa den Æste af Mors Søskende Ane Thomasen.

Jens Thomasen og Ane Mette Johanne Madsen

Saa kommer Jens Thomasen født *1830 Givt 1860 med Ane Mette Johanne Madsen Ure i Brande Sogn født *1841. Jens og Ane Mette fik saa Føde Gaarden i Skjærris. Thomas Clemmesen og Karen kom saa paa Aftægt. Thomas døde 4 Aar efter. Morbror Jens var midelhøj, stærk byget Sort Haar og Skjæg. Skildres om godheden selv, men bestemt, havde han sagt nej tel vi Børn, tel et eller andet, saa viste vi hvad vi havde at rette os efter. (Skrev en af hans Børn). Men han var ikke optaget af den Aandelig, som den gang tog sin begøndelse i Brande Sogn. De kom ikke tel Møder eller Foredrag fra Skjærris. Ane Mette bragte ikke noget med af Aandelig Liv, hun var døgtig og sparsomlig. Jens var optaget af Gaardens drevt, sled haart det blev ogsaa kjændt, han var en døgtig Landmand. De fik 5 Sønner og 2 Døtre, de blev opdraget tel sparsomlighed og flid. De lærte tidlig at indteressere sig for Penge og de Værdier
De 4 af Sønnerne blev Gaardmænd og Pigerne Gaardmænds Koner, en af Sønnerne blev Sneker og Tømrer. Men allesammen velhavende og døgtige Folk. Kom mand tel Skjærris da Jens og Ane Mette havde alle Børn hjemme, var der aldtid haløj, Liv og Løstighed, men ogsaa tel Tider Skjænderi og spetakel. Da Børnene blev Vogsne, var det tit stor Ungbesøgt med Telt og Dans. Den Ælste var Musiker. De Børn fra Sjærris kom med tel Baller og Dans i vid omkres. Der var kuns et af de Børn der tog paa Højskole, det var Juliane, hun blev givt meede en Gaardmand i Hoven. Juliane skrev tel mig om Hjemmet i Skjærris. Fader tog om Søndagen Prædikensbogen ned fra Hylden og læste i den. Fader bad os ofte i Mørkningen at synge for sig, men vi var tit kostbar og ikke oplagt tel at synge, som vi siden har fortrut.-

Johanne Thomasen og Mathis Jensen Grarup

Saa Johanne Thomasen fød *1833 død †1922 blev givt 1858, med Mathis Jensen Grarup født 1828 død 1874. Mathis Jensen fik Fødegaarden i Grarup. Da laa Gaarden nede ved Landevejen, paa den Tid laa der 3 Gaarde tæt sammen. Mathis Jensen fløttede Gaarden et støkke mod Nor paa en Bakke Lerbjerg. Mathis Jensen døde som ung Mand. Maaske fordi han var umaadeholden med stærke Drekke. Det var nok en Sky paa Moster Hannes Himmel.
Hun sad saa Enke med 6 Børn. Det var en stor Hedegaard. Moster Hanne som vi kaldte hinde var en forstandig og klog Kone. Hun havde en særlig evne tel at have tjenestefolk, de var aldtid glad ved at være hos hanne Mathisen. Det løkkedes hinde at faa en Ældre og døgtig Bestyrer. Den Løkke synnes jeg hun aldtid har havt. Det varede ikke saa længe inden Sønnerne vogsede tel. Det blev med Tiden en god Gaard og mang Tjeneste Folk. Men de var aldtid godt fornøjet.
Mine to halv søstere Ane Kirstine og Kirsten, Søster Sine og Broder Mads tjente hos Moster Hanne. Moster Hanne var en elskværdig og god Kone, en prægtig Hjem at komme ind tel. Den maade Moster kunde byde Velkommen paa var saa Hjærtelig og mild saa man strags følte Hjemmet Hygge og Gæstfrihed var Ægte. Moster havde en egen Evne tel at kunde vinde de Unges Fortrolighed. Den Evne bevarede hun højt op i alderdommen. Der var mange Piglil, der en stelle Mørknintime betroede Moster deres store Hemmelighed. Moster Kaffekande var aldrig kold.
Ane Johanne Thomasdatter, 1902, Grarup, Brande.
Ane Johanne Thomasdatter 1902, 69 år. "Hjærtelig og mild".
(Billede stillet til rådighed af Aksel Thomsen, 2014.)

Moster Hanne havde ogsaa besværlig med at faa hindes i Stelling.- En stor sorg ramte Hjemmet da den Ældste af Sønnerne døde 18 Aar gammel han hed Jens. Saa Thomas, Maren. Karen, Frands og Mariane. En godt Hjem har de børn haft, under deres Moder vejlednin. Det var i flere Aar Hanne Mathiesen havde Lærrerne i Kost fra Askjær Skole. embedet var lille og kuns for Vindteren for det meste. Men det var Unge Seminarister. De bragte en Pust med sig ude fra den store Verden.
Der hvor Ungdom er, samles der flere tel. Moster havde Evne tel at samle de Unge om sig. Der var Liv og Løs, Oplæsning og Sang. Musik ikke at forglemme. Det bragte meget med, de unge Lørere ind i Hjemme, som havde stor betydning for hindes Børn. Der var saa Hygelig og saa fri. Det har hindes Børn især Pigerne synnes jeg, forstaaet at bringe med ud tel deres Hjem.
Der var meget Jord tel Garden. Hede og Mose, med det blev Opdørket. mergelen fandtes paa Ejendommen. Det bragte velstand. Men haar slid om Somren med mergel opgravning om Vindteren med at kjøre det ud paa Jorden. Og saa om vindteren, med at tærske Kornet, den gang var Maskinerne ikke almendelig. da svang de unge Karle Plejlen, i Tagfaste slag, fra Morgen tel Aften. Mand kunde høre hvordan Arbejdet gik en stelle Vindter Dag. Om Somren svang de Leen i Engen, og i Høsten blev Kornet høstet med Le. Met det gik med Liv og Løs. Moster Hanne var blomster elseker og det baade inde og ude. Hindes Have var den fineste i stor omkres. Mange sjældne Træer og Blomster fandtes i hindes Have. Da Sønnen Thomas blev vogsen, blev han ligesom Moderen optaget af at plandte. Der blev plandtet Læbældter i Marken og en stor Plandtasi blev anlagt vest for gaarden og Syd og Nor var der Læ, og ikke at forglemme Have i Øst. Gaarden kom tel at ligge saa lunt og smuk en dejlig Gaard.
Johanne Mathisen var Aandelig indtereseret. Hun fuldte med i Menighedslivet, tel Kirke og Foredrag. Hun var gavmild mod de fatige. Hun sørgede med de Sorgbetøngede, glædedes med de glade. Hun blev 89 Aar. Hindes Datter Karen sad ved hindes Seng, og sagde tel mig Mor sov stelle ind i Døden. Thomas Mathisen overtog Fødegaarden. Frands Mathisen fik et støkke af Jorden. det Norligste, der blev der saa byget en Gaard. Hans Mor fløttede med, da saa Frands blev givt, fløtted Hanne Mathisen hjem tel den gamle Gaar, hvor hun levede resten af sine mange Aar, Agtet og Æret af alle.

Clemmen Thomasen og Kirsten Marie Pedersdatter

Saa Clemmen Thomasen født *1838 død †1920 {1923} - 82 Aar. givt 1866 {1867} med Kjesten Marie Pedersen {Pedersdatter}, født *1839 Rind død †1871 - 32 Aar. De kom tel at bo i Borup, Nor for Brande by, lig syd for Dørslund Aa. Det var en lille Hedelod, hvor der knap kunde fødes 2 Køer, Lejligheden var lille og simpel, kuns en Stue med 2 faste Senge, et Bord med fast Bænk. Det jeg nu skriver er medelt mig af hans Søn Thomas Clemmesen, han var da han skrev de tel mig 67 Aar {1935}.

Det første der staar klar for min Hukommels var den Dag min Moder døde, jeg var da 3 Aar. Jeg kand ikke huske, hvordan hun saa ud. Men der var to Koner der den Dag. Det var Bestemor Karen og Mette Johanne fra Skjærris. De løftede mig op for at min Mor Kunde se mig to tage Afsked med mig og hun telføjede, Gud være med dig min lille Dreng. (Hvad hun sagde kan jeg ikke huske, men det har Fader siden fortalt). Da de satte mig ned paa Gulvet løb jeg hen tel Fader, han tog mig op tel sig, og jeg husker tydelig at Fader græd.
Fader blev siden givt med Petrine Pedersen fød *1849 døde †1884, kuns 35 Aar. Hun blev Moder tel to Piger Kjesten Marie og Ane Marie. Petrine var i alle maader en god Moder for mig, men hun blev jo heller ikke gamel. Saa var Fader ene med os Børn, i en lang spand af Aar. Jeg har tit tængt paa den evne han besad, for at faa os tel at lyde, uden nævneværdig Revselse. Det var lige som noget der ikke kunde falde os ind at gjøre ham imod. Fader kunde læse op og fortælle for os baade alvor og skjæmt paa en maade som vi ikke kand glemme. Naa vi gik og han skulde være ene, sagde hand aldtid, gaa i Guds Navn, eller vorherre være med jer. Jeg husker, da jeg rejste tel København for at aftjene min Værneplegt. Han sagde da:
Lad mig nu se at du vogter dig for Vien og Kvinder. Saa jeg og din Søstre ikke faar skam af dig.

Det var saa en Søns Vidnesbyr om hans Far og mor. Her er en skildring af Ane Marie Søndertoft om sin Fader:

Min Fader Klemmen Thomasen, født i Skjerris, søn af Thomas Klemmesen og Karen Jensdatter fra Askjær. Da han var 16 Aar kom Klemmen Thomasen i Snekerlære hos Sneker Sommer en orginal Mand. Fader fortalte forskjellig Træk fra hans Læretid, der var to Aar. Derefter kom han tel en meget dygti Mester ved navn Thomas Laursen, der fik Klemmen udlært Fader aftjente sin Værnepligt i 1861 i København. Efter endt Tjenestetid, kom han atter tel Thomas Laursen og var der tel Efteraaret 1863, blev indkalt tel Krigen.
Han var iblandt den Afdeling der blev indeslutet i Frederisia i Februar Maanet. Oplevelserne fra Belejringen talte Farder tit om med Alvor og Bevægelse. Han omtalte to Kammerater fra Brande Sogn Knud Risbjerg og Niels Arvad. Begge var med paa Tebagetoget fra Danneverke. Knud Nielsen var i besidelse af et saakaldt Himmelbrev. Det var der mange der havde under Krigen, det var en almendelig opfattels at Himmjelbrevet, beskøttede den bærer mod Fjenders Kuler Knud Nielsen foreslog min Fader, at faa en Afskrevt Ved lejlighed fik Far Pen og Blæk og fik den skreven af. De var alle tre optaget af dets indhold, men siden overlod Klemmen Brevet til en anden Kammerat. Fader kunde den udenad Inholdet var meget Religiøs.
Under belejringen nærmede Fjenden sig Byen, en Dag de var meget nærgaaende, gav Kaptegnen Ordre tel at gaa frem tel en Dige i Æresømose for at komme dem paa nærmere hold. Kaptegnen opmundtre Soldaterne med Disse Ord: "Kom nu Drenge der er slet ingen Fare." Niel Arvad, der laa yderst paa højre Fløj, rejste sig og sagde: "Jo gu er der saa Hr. Kaptajn" men gik dog frem, de andre fulgte efter. Et Øjeblek efter blev Kaptajnens Hest skudt, en anden blev bragt ham, og Kompagniet styrtede frem mod Diget, hvor de holdt Stellingen.
Under dette Udfald, blev der mange døde og saarede. Far som var Sygepasser, var med tel at bære de Saarede bort.- Det der gjorde stærkest Indtrøk paa Fader, som han aldrig glemte, var en af de haart saarede, hvis halve bagparti fulstendig skudt væk. Uden at klage sig blev han ført fra Erritsømos tel Østervold Laseret, her blev han først behandlet to Timer senere Far græd naar han fortalte om det. Lægerne havde ogsaa beklaget sig over, at han maate vendte saa længe, før han blev forbunden.
Fra Frederisia kom Far med en Batalion tel Mors, og undgik derved at komme med i Slaget ved Nørre Trandes, hvor baade Niels Arvad og Knud Nielsen var med. Paa Mors blev Far indkvarteret hos en Sneker. Her lærte Far at tegne og afskrive en Portbue blandt andet, som han ikke før havde været med tel. Her saa han ogsaa en Roesaamaskine som han senere lavede en en Del af. Samme Sted saa han ogsaa en Vandsnegl som han senere lavede mage tel.
Efter Krigen kom Far tel sin gamle Mester Thomas Laursen, efter at Fader blev Givt købte han Thomas Laursens Ejendom. Her levede Far hele sit Liv, han fik sin del af Livets Sorger og Glæder. Han blev givt i 1867 med Kirsten Marie Pedersen fra Vejen i Rind Sogn. Deres første og eneste Barn blev født 1868 fik Navn efter Bestefader i Skjerris Thomas Klemmesen Thomsen. Et par Aar efter fik de indnu en Søn, som fik Navn efter Fader Broder, som døde under Krigen i Holbæk "Frands", faa Dage efter Barnets Fødsel, døde Kirsten Marie og Barnet.
Nu stod Fader allene med den lille Thomas. Fader givtede sig samme Aar med Petrine Pedersen fra Vester Arvad. Som blev Moder tel Søster Kirsten Marie og mig. Saavidt jeg ved var hun en god Moder for os alle tre. Men i en ung Alder blev hun angrebet af Tuberkulos, og da jeg var 10 Aar døde hun fra os. Det staar kun dunkelt for mig hvordan hun saa ud, dog husker jeg hun var høj, men ikke ret fyldig. Fra de Aar hun fik Lov at leve sammen med os, husker jeg forskjellig smaa Teldragelser. En Juleaften vi havde en lille Juletræ, jeg husker en Aften da vi Børn var bragt i Seng i en lille Kammer, at Broder Thomas sagde, nu vel jeg lære dig en Bøn, og lærte han mig Verset "Nu lukke jeg mit Øje."
Mor var jo saa ung da hun fik den uhyggelige Sygdom, saa det maa have været sværdt for hinde at blive fortrolig med den Tanke, at hun skulde dø fra Far og vi Børn. Jeg husker hun talte om salmen "Tolmodighed behøves". Jeg husker ogsaa, at hun spurgte Thomas Laursen:
Vil du følge mig tel mit sidste Hvilested?
Den Dag hun blev begravet, græd jeg saa utrøstelig, skønt jeg vel knap forstod, hvor meget jeg havde mistet, men Lærer Madsen fra Brande, som var der, kom og trak mig bort fra Kisten. Jo ældre jeg blev, des bedre forstod jeg, hvor strængt det har været for min kære Fader, at miste sin første Hustru og saa min Mor, og saa staa allene med vi tre Børn, men Sorgen og Savnet og med den Ensomhedsfølelse. Far havde saa Husbestyrerinde, indtel min Søster blev saa gammel, at hun kunde bestyre Huset. Siden skivtedes vi tel at være hjemme tel Thomas {halvbroderen, sønnen af første ægteskab} blev gift.
Fader blev ved at bruge sin Haandværk fremdeles, saa længe Hælbredet telod det. I sin Ungdom lærte han at spille Violin det var mest Dansemelodier. Vi Børn glædede os naar Far spellede.- Vi var dog særlig optaget af at høre ham fortælle om Barndomshjemmet i Skjerris. Min Bestemor {Karen Nielsdatter} har været en djerv Kvinde som ved Lejlihed kunde sette en Trumf paa, men med Hjerte paa rette sted.
De fire Brødre i Skjerris, har være ude om uskyldig Løjer. Den gang var der jo ingen Fodbold, man levede en mere stelfærdig Liv i Hjemmene, saa maatte der jo engang imellem hittes paa noge at faa Tiden tel at gaa med. Ja Vindter aftener skulde der ogsaa arbejdes, da snoede Karlene Simmer og Pigerne Kartede Ulden og spand, der var jo stor Faarehold i de Tider. Det var jo en stor Arbejde med at faa Ulden telberet tel Klæder tel hele Familien. Det satte en døgtig Husmor stor Ære i at faa udført i Vindtertiden inden Solen igjen stod højt paa Himlen.
Naar jeg tænker paa at Far var Enkemand i snart 30 Aar saa forstaar jeg godt, at han har følt Ensomheden og for at forjage den har levet sit Liv om igjen i Minderne. I sin tidligste Ungdom var han to Vindtere Omgangslærer i den sydligte Del af Brande Sogn. Den gang var Skolevæsenet ikke saa fremskreden, kuns i Brande og Uhre var der faste Lærere. Saa var der jo ogsaa paa den Tid mangel paa Lærekræfter. Saa hjalp Folk sig paa en hel Fornuftig og pragtisk maade, ved at tage de beste af Sognets Unge som lærere for Børnene. For at komme betragtnin skulde de møde hos Sognepræsten tel overhøring. De vegtigste Fag var Religion Læsning Skrivning og Regning.
I 1877 blev Fader valgt ind i Sogneraadet og var der i Segs Aar; fra 1880 til 1881 var han Formand. Han var en stelle beskeden Mand, der kunde tale baade i Alvor og Gammen.
Han fik Lov at opleve en fredfyldt Alderdom. Men Aarenes Tal gør afmægtig og sløv, de sidste Aar han levede, var han meget Affældig; men blev plejet trofast af min Svigerinde Mariane.- Han døde †1922 godt 84 Aar, mædt af Dage. Vi savnede ham, men han trængte til Hvile. Jeg tænker paa et Værs af Jeppe Aakjær, hvor han skriver om sin Mor:
Nu ligger hun hist under Stendigets Hæld
i Krogen hvor Valmuen staar.
Gør Verden Fortræd,
tog Sorgen min Fred
saa langsom {sagte} med Laagen jeg gaar.


Dette er sent mig af Klemen Thomsens Datter Ane Marie Søndertoft.- indført i Degsember 1947. {Skolelærerinde Ane Marie Arvad Thomsen *1874 Borup, Brande †1961 Søndertoft, Brande var gift med Lars Søndertoft, som Thomas også fik materiale af.}

Naar mand kom der i besøg, fik man et godt indrøk af Hjemmet. Der var et godt Forhold imellem Faderen og Børnene. Man kunde faa en god samtale med Morbroder Clemmen, en alvorlig troende Christen. Clemmen havde læst meget, og var en lunt fortæller.
Han havde lært Musik i sin Ungdom hos en gammel Lansbymusker det var Violin. Nu var det nok en ejendomlig Mand hand hed Sommer. Naar vi saa fik Farbror Clemmen tel at spelle gamle Sommer Yndlig Støkke, morede vi os rigtig. Det var ikke allene Tonerne, men saa den gamles mimik ja hele Personen Sommer, kund Clemmen fremtrylle for os.
Clemmen Thomsen, 1905, Borup, Brande.
Clemmen Thomsen 1905, 67 år. Snedker, spillede violin, hedebondens søn.
(Billede stillet til rådighed af Aksel Thomsen, 2014.)

Hjemmet i Borup, var jo fra begøndelse Fattig og smaat, Hede og Sand, mager Jord. Clemmen Thomasen havde lært Sneker Haandværke som ung, det var en stor hjælp for det lille Hjem. Det laa jo lige oven for Aaen, langs Aaen paa bege sider var der Lyngbaken, men mellem Aaen og Bakerne var der Eng som Clemmen havde anlagt og overrislet. Det blev en stor hjelp tel Landbruget, Hø tel dyrene om vindteren, og Græs i Eftersomren. Der blev plandtet om Ejendomen, en dejlig Have og Læbældterne i Marken. Aabrinkerne beplandtet, Jorden opdørket og mærklet. Arbejdet i Marken tog tel, og Tiden og Arbejde i Snekerværstede tog af. Jorden krævede sin Mand. Clemmen fulgte hans Fædres Kald som Bonde, han fulgte godt med i Oplysning som tiden bragte baade om Landbruget og hvad der kom frem i skole og Menigheds Livet.
Kom man der en Foraarsdag, og saa ud over Aaen og Engen den spejelblanke Aa, den grønne Eng, med de mange Blomster og Fuglene, der Sang og Glæd, og den lille Hjems beboere Gestfrihed og telfreshed. Ja da kunde man forstaa hvad her var øvet af daad.
Det var Hedebondens Søn.

Frands Thomasen

Saa Frands Thomasen født *1841 død †1864 - 23 Aar.
Frands ved vi ikke ret meget om, ud over hvad min Mor fortalte. Han var en god søn og Kjær Broder, løstig og morsom. Der fortaltes mange morsome Historier om ham, her er en. Det foregik i hans søster Hanne Mathiesens Hjem i Grarup. Der tjente Frands. Hans Broder var der for at snekere. Der tjente samtidig en Pige ved Navn Trine Tofteløs. Det er jo mange Aar siden.
Det var før stenoliens tid, da belysning var Tællelys, som bonden lavede af faarefedt eller Tælle. De lange Vindter Aftener telbragte Bønderne rondt i Gaardene med a telberede Ulde af Faarene tel Klæder. Piger spand, Karelene kartede Ulden i Tejer. Ja Hubonden og Madmor deltog selfølgelig ogsaa i arbejdet, nogle bandt Strømper eller syede. Alle var paa deres sædvanlig Pladser i en Rondkres paa Gulvet i daglistuen. Lyset hængte saa i en Lysestage som var fastgjort paa en Søm i Loftet, midt i Kresen. Det kunde to tel Tider være Træls og ensformig. Men snakke gik jo da for det meste hel godt. Arbejdet krævede to ikke meget tankearbejde. Der blev fortal Historier om Hekser om kloge Kvider og Mænde om varsler og Genfær. Men der var jo den gang som nu Personer som ejede Evner tel at fortælle og underholde med Alvor og Skemt. tel dem hørte

Den forgjorte rok


Frans Tomsen, han sad og Kartede Tjer efter Tejer. Hans broder Snekeren Clemmen sad og læste for enden af Langbordet, han hørte jo ikke tel den egelige Arbejskres paa gaarden. Pigen Trine var at Ærende ude i Køkenet. Da Frands nu var trær af at røkke i Kratere eller det var for ensformig, ja det melder Historien ikke noget om. Trine kom ind satte sig ved Rokken og Tejerne forsvandt som Traa indpaa tenen, Frands hev i Karterne, Rokken snorrede. Men pludselig gav rokken et hop, Pigen standsede rokken satte den paa Plas igjen. Snart snorrede Rokken som før Frands og Clemmen mærkede ingen Ting. Nu gav Rokken nok et hop, Trine blev urolig og saa Rokken efter, den plejde da at staa stelle med Benene, Frands blev nu ogsaa opmærksom, Clemmen sad opmærksom ved Bogen. Rokken slog nok et slag med Benene. Pige blev bange og saa sky tel Rokken, Frands ligsaa, Moster Hanne saa forundret op fra sit Arbejde. Klemmen blev vækket af sin studie. Nu tog Frands Afærre tog Rokken i Øjesyn følte paa den betragtede den nøje. Saa gav Rokken nok et spjædt. Nu var Frands vis i sin antagelse, rokken var forgjort, Frands holdt fast paa Rokken og fremsatte en Maneformular for slige trolderi. Nu maa vi huske paa for 80 Aar sidenvar der mange der troede paa Varsler og andet Overtro. Ingen Lys ingen Morskab, saa de skulde jo selv lave noget, og der var jo dem der kunde finde paa det, tel morskab for de andre. Det blev jo da ogsaa opdaget det her som Frandds havde sat i Sene. En Snor fra Rokken Ben hen om Clemmens Storetaa.

Ja der var Hjemme produksion af Klæder Madvarer Morskab og meget andet. Men Frands Thomasen blev indkaldt tel Soldat i 1864 først tel København, siden fløttet tel Holbæk. Der blev han syg af Lungebetendelse og døde, blev Jordet paa Holbæk Kirkegaar. Kammeraterne rejste en Minde paa hans Grav.

Jens Peder Thomasen og Klaudiane Jensen

Se listen med deres efterkommere.
Saa den Yngste af Moder søskende Jens Peder Thomasen født *1843 død †1914 - 71 Aar. Givt 1874 , med Klaudiane Jensen død †1887. Morbror Peder som vi kaldte ham var den yngste af Moder søskende. Han lærte i sin Ungdom Sneker Haandværket som sin broder Clemmen men var tellige ved Møllebygeriet en tid. Men nogle af hans nærmeste, ja ham selv inbefatte havde anet at han skulde blive en døgtig Landmand. Jens Peder har vi sa god et Belede af, men den vel jo falme med Tiden derfor vel jeg nu skrive lit om ham. Jeg har saa mange gode Minder, og mange gode Raad har jeg modtaget af ham. Da jeg som ganske Ung begøndte som Landmand.
Peder Thomasen og Klaudiane kom tel at bo ude i Aagaar den yderste Hjørne af Thyregod Sogn. Skjønt hørende tel Thyregod, blev han dog stedse ved at holde sig tel Brande {Aagaard blev senere spaltet fra Thyregod og tillagt Brande sogn}. Der søgte de tel Kirke og foredrag og Møder. Der købte og soldte de. Men Børnene gik tel Skole i Thyregod, de velsig Kokborg Skole. Det var en lang vej ¾ Mil. Der blev mange smaa i dette Hjem i Aagaar, som har gaaet den lange Vej. Da var der ingen sykle.- Vejen gik gjennem Hastrup Plandtasi. Tit var det ogsaa træls i daarlig Vejer. Ders Fader har ogsaa mangen vindter Dag, naar det satte ind med Snefog, gaaet dem i Møde.-
Jens Peder var et Aar ved Møllebygeriet i Skjærren i vestjylland der fandt han sin telkommende Hustru Klaudiane. Der kom Peder tel at arbejde i en Mølle i lægere Tid om sommeren. Dammen som Møllen laa ved var der smuk omkring, og Ungdommen yndede at ro paa Søen, i Baaden var det dejlig en Sommer Aften. Pige som senere blev Jens Peder Kone, var en livsglad og kjøn Pige. Da de skildtes, og Jens Peder rejste Hjem sagde han tel sin Elskende, mor dig kuns med din Venner, jeg stoler paa dig. det fik han siden bekrævte paa mange maader siden hen i Livet.
De levede meget Løkklig sammen Liv. Det var en dejlig Hjem at komme i, det fik mand indtrøk af naar man besøgte dem. de kom tel at bo paa et Støkke Hede i Aagaar paa 45 Td Land. Jens Peder der var Sneker og Møllebyger byggede selv deres Hjem. en vinkelbygning. det var smaa Kaar at begønde med. Men de to tog fat med Tro og Haab. De Elskede hinanden, og delte det beste, troen paa gudfader den Almægtig. De var begge optaget af menigheds Livet i Kirken, og fulgte med tel Foredrag og Møder. Politik og Landbruget udvikling fuldte Jens Peder med i, han læste meget, var med i Læseforeningen i Brande.
Jens Peder besad en forunderlig Evne tel at kunde huske og meddele havd han hørte og læste, tel andre, paa en udmærket maade. En Samtale med denne Mand var aldrig kedelig man gik beriget fra ham. Havde Jens Peder læst en god Bog, og man kom i Samtalen, ind paa det han havde læst, og han mærkede man interesserede sig for emnet og hørte efter, kunde han glemme Tid og sted, og Fortælle om det gode og Ædle om Liv og Død saa Taarerne randt ned ad hans Kinder. Hvor kunde han fremstelle det dybe og gode som forfatteren vilde fremstelle for sine Læsere. Var det en Prædiken et foredrag han havde hørt.- Ja det var nok paa anden Haand men gløden var bevaret.
Jeg har tit undredes over at den brydsomme Slid med Heden og Jorden, og de smaa Kaar, og Siden Sorgen ikke Trøkkede ham ned, men Jordbonden blev den Mand aldrig.-
Ja det var slid mergelen maatte hendtes i Arvad med studespand 3 Kilometer. Mergelen skulde jo først kastes op, det var jo strengt Arbejde. Han fortqalte, at en Læs mergel kostede ham 1 Kr per Læs, men saa kunde han ogsaa høste den første Aar for 2 Kr hvor Læset blev sat, jeg fik det indrøk at Jens peder syndtes det var godt. Et bevis paa Hedebondens nøjsomhed.

Hugorme i heden


Saa fortalte Jens Peder hvor fuld Heden var af Hugorme, naar han Kjørte den lange vej efter mergel igjennem Heden. Ormene laa i vejkandten i de varme Somer Dage og Solede sig. Studene gik deres jævne gang og Jens Peder sad paa den nedlagte sidefjæl, jeg havde da en skarp spade med den kunde jeg side og stikke dem med. Men en Dag var jeg saa optage, hvordan det gik tel ved jeg ikke, men en Fejlbevægelse med Spade, og jeg dompede lige ned over Ormene. Det kand nok være jeg kom op i en Fart.

Aarene gik og Heden forsvandt. der blev mange børn 8te i alt. Saa traf den store sorg dette lille Hjem. Klaudiane døde i barselseng. Nu stod Jens Peder ene med Otte smaa børn, (det var Barlselsfeber). Morbror kom om ad mit Hjem for at medele hans store Sorg tel hans Søster, min Mor. Jens Peder havde været oppe ved sogne Præstgen for at meddele Præsten hans Husrus død og bestemme Begravelsen. Jeg har aldrig set en Mand saa fortvivlet af sorg og Nattevaagen. Ja et menneske i saa knugende Sorg. (Jeg var den gang 17 Aar) bleg og for grædt, jeg husker han sagde tel Mor. Og saa havde Præsten ikke saa meget som et Trøstens Or tel mig i min Sorg,
Men Morbror havde jo mange Børn og Livet skulde leves videre. Nu maatte Jens Peder have Fremmede Husholdere. Der var jo indnu smaa Kaar, men det var jo ved at vende sig, skulde man jo Tro. Men hans Elskende Klaudianes Død var jo en Frøgtelig Slag, for det lille Hjem. Familien tog de 4 minste da moderen døde.- Tiden gik Heden blev opdørket der blev bedre Kaar. Børnene b lev vogsne. Jeg har et Brev fra hans Ældste Datte Karen nu 61 Aar. Hun skriver,

vor Hjem havde vel været anderledes, havde Moder levet. Vi børn havde vor Frihed, paa alle Maader, der b lev ikke lagt nogen Tvang paa os. Fader kunde vi tale med om alt. Havde vi læst en Bog. eller været i Kirke tel Foredrag, vi kunde trygt gaa tel ham. vi kunde ligsom bedre forstaa og fatte det, naar vi havde drøvtet det med Fader.

(Det var en Datter Vidnesbyr).
Jens Peder var en døgtig Jæger, men ikke paa den maad, at han drev Jagt i Tide og utide. Men der blev bragt Forsyning ude fra heden ind tel Huslholdning, som har været velkommen og tel hjelp, og saa samtidig, bragte Jagten Jens Peder spendig og Fornøjels.

Jens Peder Thomasen på jagt


Det var ikke ved hjelp af Hund, Jens Peder drev Jagt. Nej han lette selv Vildtet op, han besad en forunderlig Evne tel at finde Vildtet. Var mand med ham paa Jagt, var det man oplevede som en Kursus i Jagtens mange Forteelse. Saa side en Aftenstund og høre hvordan det gik tel ude i Heden naar det gjaldt Jagt paa Ræv. Ræven Pels falder jo i Farve sammen med Hedens, saa det er meget vanskelig at opdage Ræven paa ret lang Afstand. ræven har aldtid opdaget en længe før ind en sel, og var man saa lige i retning af ræven, skulde den nok forsvinde i Tide. Men naar Ræven opdagede noget mistænkelig, rettede den øjeblikkelig Hovedet i den Retning og Ørene stod da ret op, og saa er Haarene i Rævens Ører gule. Det ved den erfarne Jæger. Det ser da ud som sad der to guldspurve lang borte i en stor Lyngbosk. Nu skulde mand passe paa ikke at gaa lige stek mod ræven, for paa den maade kom mand den ikke nær nok, nejg gaa som man dreje forbi. De to Gule Prikker blev stadig ved at følge med. Og saa Naar Jægeren var nær nok, saa var det om man var rap paa Øjet og Fingren.


Nu har jeg skildret Mor Søskende fra Skjærris. De Søskende bevarede Søskende Forholdet Livet igjennem. Mellem Johanne Mathisen og Jens Peder var der særlig varm hjelpsomhed. Søster og Broder var Naboer og havde Avisen sammen, Jens Peder var ovre hos Søsteren ofte hvær Dag. Johanne var ham en god Søster især i Modgangens Dage. Clemmen og Jens Peder var Enkemænd i mange Aar. De kom da op tel Thyregod og besøgte Søster Trine. Mit Hjem, Mor var jo ogsaa Enke i mange Aar. Det var rørende, naar de gamle Søskende Mødtes, hvor glade de var ved hinanden. Side og lytte tel deres Samtale. baade Alvor og skjmt. Naar de saa tog Afsked. Nu Farvel Trine maske det er siste gang vi sees Gud være med dig. Mor svared Tak i Ligemaade. Det var i mange Aar, blevn Sædvane for de to Brødre at de kom spaserende tel Thyregod for at besøge Mor, sist i Juledagene, de var aldtid Natten over.
Saa er her et Brev, der kom tel Jens Peder Thomsen faa Timer efter han døde. Brevskriveren var en søster Datter fra Brande.

Brev til Jens Peder Thomasen på dødsengen


Brande den 28 Mai 1914
Kære Morbroder Peder,
Da jeg hørte du er bleven Sengeliggende, vel jeg lige sende dig et par Ord. Da jeg maaske ikke faar talt med dig mer. Man ved jo ikke om det maakse skal føje sig saadan for dig at du er nær ved din Livsbanes Ende. Ingen af os ved sig rolig for, naar Døden vel gjæste os. Men naar vi paa din Alader skal ligge et Sygeleje, kommer man tel for alvor at tænke paa, om det kandske ikke skal vorundes os at komme op igjen, og færdes blant vore Kære. Først vel jeg takke dig for alt hvad vi har delt sammen i alle vore Dage. Jeg husker dig, mens jeg som lille Pige der hjemme hos Far og Mor, at der var Fest, naar du kom og i fik jer en Samtale du og Far. Siden da jeg blev Vogsen, hvor tit vi har telt alvorlige Tanker og Mening. Siden da du og Klaudiane satte Bo. Hvor var det godt at komme hos jer. Og siden hen, ja hvor sært, Tiden er er gleden saa rask. Det er nu allerede mange Aar Siden Klaudiane døde. Hvor rart for dig nu du har din lille Klaudiane hos dig. Maaske det bliver hinde der skalv være hos dig i din sisteste Stund.- Da hindes Mor forlængst er gaaet forud. Jeg vel bede den kære Gud og Frælser være hos dig og med dig. Han har paa Korset Træ brudt Dødens Brod, at den ingen Magt skal have over os eller hvær Menneske Sjæl som tror, og tager mod Frælsen og Naaden, gjennem Guds vor Frøser dyrebare Blod. Det er kuns en indgang gjennem Døden tel de Evige Liv. Og naa Herren er med os hvo kand da være imod os. Der staar i en Salme.
Du Herre Krest,
min Frælser est,
tel dig jeg haaber ene
jeg tror paa dig,
o bliv hos mig Evendelig
alt med dit Ord det rene.
Jeg husker hvordan Bestemor din Mor altsaa naar vi som børn var hos hinde, og vi saa gik, saa sagde hun aldtid, Vorherre være med Jer." Jeg har tængt paa de Or mangen engang siden, vi Forældre kunde ikke ønske vore Børn større Løkke og velsignelse ind hvad de Or rommer Jeg tror det var Bestemors største bøn for os. vi kand ej heller tønkes os bedre følge gjennem Livet. Naa vorherre er med os vel alt blive godt. Han følger os gjennem Dødens Port. Hans Naade giver, at vi maa være blandt dem som det en gang vel lyde Kommer hid tel mig i min Faders Velsignede, og arve det Rige, som er eder beredt, før Verdens Grondvold blev lagt. Tak for alt godt, om det sker at du bliver rask igjen kanv vi lige fuld mødes med Glæde, og tale sammen efter dette Vorherre være med os alle.
Glædelig Pindse, ønskes jer alle.
Din Søster Datter Karen Johansen. Brande.

Det var saa Moders og fader Søskende jeg har skildret.

HJEMMET I THYREGOD (LERBJERGGAARD)

Nu vel jeg skildre mit Hjem saa godt jeg formaar her i Thyregod. Fader fød *1827 død †1888 i Thyregod.

Søren Madsen og 1. kone Karen Pedersdatter

Søren Madsen blev givt 1852 med Karen Pedersdatter fra Store Sandfæld i Brande Sogn. De to havde være Kjærester fra den tid de gik tel Præst, de var paa en alder. De blev givt da de var 25 Aar. Men Karens Fader Pæ Sandfeld (Peder Pedersen) kunde ikke lide Søren Madsen. Maaske det var fordi Søren ikke skulde have Fødegaarden i Dørslund. Saa den skulde Mads Sørensen hans Fader have sagt tel sønnen, Søren Madsen.

Rejs aa e Sovn saa æ do da et saa nær i e Nejs o ham.

Søren Madsen siger da tel sin Far, ja men saa skal jeg jo have min arvepart udbetalt.

De ka do fo mæ de sam

og derved blev det. Søren Madsen havde stevtet Bekjentskab med en Mand fra Thyregod han hed Frederik Damgaar og boede i Kokborg. Den Mand gav Søren Madsen anvisning paa en Ejendom syd for Thyregod By. En Søndag spaserede Søren og Karen tel Thyregod, for at bese Ejendommen. Søren Madsen købte Ejendommen i Thyregod Matrikels No. 4b Thyregod. den 28 Juni 1852 for Købesum af 400 Rigsbank Daler.
De Unge blev givt samme Aar og bosatte sig i Thyregod. Der var 52 Td ld tel ejendommen. Bygningerne var gamle og smaa. Gaarden havde ligget før i Tiden nede i Thyregod By, Øst for Kirken. Der var solt Jord fra i Syd 70 Td Ld i Nor 10-a-15 Td Ld, noget af det beste Jord. Men Harkornet blev ved Ejendommen {Dette turde være en misforståelse, hartkornet hører til markerne, der bliver solgt, ikke til gården.} En del Hedebakker ned i det Norlige Ende af Marken paa 10 Td Ld. Det øvrige var Agermark. Søren Madsen maate en af de første Aaringe tel at bygge Stuehus. Der var kuns to smaa Huse, et i Nor det var Stuehus, en i Vest tel Dyr og Avl. Men meget smaat var det. Ejendommen var meget forsømt. Men Søren var god tel at reparere og lavede sel en del. Han kunde smede fik et lille Værksted i en Ovenhus Øst for Gaarden. Det syntes som alt gik god for de Unge fra Brande Sogn. Aaret 1854 Bygede Søren Masen et Stuehus i Østsiden 8 Fag 9 Alen vid. Det var jo en stor forbedring paa den Tid. Stenen blev brænt sammen med en Nabo i vest.
Da der var gaaet et Aar, kom der tvilliger i Hjemmet. Aaret efter et 3die Barn.- Men dette Barn kostede Karens Liv, hun døde i Barselseng. Nu mistede Søren sin kjære Karen, og de smaa deres Moder. Tvillingerne fik navnene Kirsten og Ane Kirstine Sørensen fød *1853 Ane Kirstine død i Thyregod †1915 var givt med Clemmen Peder Jensen fra Grarup i Brande. De to tvillingssøstre blev begge givt den 5 Degsember 1873. Kirsten Sørensen fød 1853 død †1895 blev givt med Thomas Christensen Grarup.
Den 3die pige blev født *1856. Hun blev døbt ved sin Moder Kisten den Dag hun blev begravet og fik sin Moders navn: Karen. Hun lever indnu i Aaret 1946 og bor i Fasterholt, var givt med Troels Eriksen i over 50 Aar, bliver 90 i aar. Hun ligner sin Fader Søren Madsen den Dag i Dag. Hun lever Lykkelig midt imellem sine Børn og Børnebørn.
Karen Sørensen blev 90 aar den 14 August 1946. Hun døde den †29.11.1946 i Fasterholt. Se længere telbag i Bogen.
Nu sad Søren Madsen Enke. Hans Ungdoms Elskende Karen var død, og de 3 Moderløse børn. Saa brat ramte den store Sorg. Den lille Karen tog Moster Stine, en Søster tel Barnets Moder, med Hjem tel den store Hedegaard Harrild i Brande, hvor hun blev i hele sin Ungdom. Stine, Johanne Kirstine Pedersen, var givt med Thomas Pedersen {Thomas havde: Peder Thomasen, men det er sønnen, som havde gården senere i Thomas' tid. Se folketællingerne 1860, 1870 og i 1880, hvor Karen er 23 år og "hjemme"}.

Søren Madsen og 2. kone Petrine Thomasen

Søren Madsen givtede sig anden gang med en Ung Pige fra Skjærris i Brande, Petrine {døbt Peerthrine} Thomasen, hun var da 21 Aar. De blev givt 1857 og der findes en bryllupsang. Moder fortalte om da Far og Mor blev Forlovet. Der boede en mand i Hindskov han hed Andreas og var Moders Morbroder {onkel: Andreas Nees Mathiasen var gift med hendes moster, altså mors søster Ane Helvig Jensdatter i Hindskov, Thyregod}. Denne Mand kom som Bejler for Enkemand Søren Madsen i Thyregod. Søren Madsen var jo fra Dørslund i Brande saa de to familier har nok kjend hinanden. Trine tjente paa den Tid hos Købmand Sperling i Brande. Der havde hun tjent i flere Aar. Den heldig Bejler fik ja.
Vi Søskende syndtes, det var sær at Mor og Far saadan blev parret sammen, men saadan har det været paa den Tid. Men vi kand se at det var ved at vende sig. Saa de Unge selv afgjorde denne vegtige Sag. I blandt Moder Søskende ved vi at ved Ane Clemmen og Peder, var det de Unge selv der valgte. Moder var først Kjæreste med Mathis Jensen Grarup, men hævede Kjæresteriet. Moder skulde da havde sagt, du kand jo tag Johanne og saadan blev det. Mor sagd siden,

Jeg turde ikke givte mig med Mathis Jensen, han var umaadeholden med stærke Drekke.

Det blev ogsaa en Sky paa Moster Hannes Himmel. Men Trine Thomasen sagde ja tel Bejleren fra Thyregod, og der stod stor Bryllup i 2 Dage i Skjærris. Trine fløttede saa tel Thyregod. Kuns 21 Aar. blev Stemoder tel Fader tvillinger. Ane Kirstin og Kirsten var da 4 Aar. Den lille Karen var jo i Pleje i Harild. Vi kand forstaa det har været strængt for Mor, der blev mange Børn. Mor har vist nok været god i mod Stedbørnene. Jeg ved de holdt meget ved Hjemmet i Thyregod, der var god forhold mellem dem hele Livet. Ja der var en Tid i tøsealderen, da var de ikke saa gode i mod Mor. Ane Kirstine var Fader Øjesten. Der blev mange børn i andet Ægteskab. Den første Karen døde som lille, saa Sine Sørensen. Karen. Mads. Thomas. Søren Martin han døde som 9 Aar og en Pige Mine hun døde da hun var 13 Aar. Saa Mathis sørensen. Det var saa vi Børn.
Fader og Moder var meget forskjellig i Sind og væremaade. Men et var de fælles om, og det var i Troen paa Gud. Det kand jeg forstaa har baaret over mange vanskeligheder og knøttet dem sammen i Sorg og Glæde. Fader var midelhøj men ikke særlig stærk bygget, sort Haar, blaa Øjne lit Skjæg om Hagen. Proper og pellen i Klædedragt, og Fodtøj, der stod altid et par fine Træsko parat tel at stekke paa tel en Ærende i Byen. Ligesaa hans Støvlier, de var aldtid i fin stand, (et par varede i mange Aar) Akurat med sit arbejde. Men stærk af Hælbred var Fader ikke. Han havde havt Lungebetændelse i sin beste alder. Siden var han aldrig rigtig stærk. Aldtid sløj med Helbredet om foraaret, men saa hen paa sommeren blev det bedre. Fader var Or knap sagde ikke saa meget, men det han sagde kunde man stole paa. Jeg traf en Mand flere Aar efter at Far var død. I Samtales løb spurgte Manden om hvor jeg var fra. Da han hørte jeg var fra Thyregod og Søren Madsens søn. Sagde Manden:

Nu er du Søren Madsens Søn. Ham kjendte jeg godt, han sagde ikke meget, men hvad han sagde det kunde man stole paa.

Det gjorde mig saa godt. Jeg følte, det var saa sandt. Far forstod at faa os børn tel at lyde, et blik fra Fader var nok, skulde der mere tel var Far streng det var noget der bed. Jeg husker ved enkilde Lejligheder da det sved.

Naar det sved


Vi børn var i Byen Søndag, vi spellede veppend. Jeg kom da tel at give Pinden en forkert retning, den havnede midt i en Rude i Stuehuset. Men jeg fik Ris i Enden Morgen efter.
Spille pind fra Min vestjyske barndom (Knud Erik Green, Skarrild Grene):
’Pind’. Man tog 2 mursten, en lille pind til at lægge på tværs – og en større til at slå med. Her var reglerne ret indviklede. Først delte man deltagerne i et ’inde’- og et ’udehold. Spillet havde 3 omgange. 1. Man sætter slåpinden under den lille pind, og vipper pinden så langt ud som mulig. Gribes den er man ude – og den næste tager over. Gribes den ikke, lægger man slåpinden på tværs af stenene, og én fra udeholdet skal kaste kortpinden i forsøg på at slå den store pind ned. Lykkes det, er spilleren ude – hvis ikke, kommer vi til 2. sværhedsgrad: den lille pind holdes i hånden, og slås ud med den store (herefter samme procedure, som ved ’vippet’. 3. sværhedsgrad: pinden lægges igen på stenene, og skal nu vippes op i luften, hvorefter man slår den ud. Her er det vigtigt, at man på forhånd aftaler, hvor mange forsøg spilleren har!
En anden gang Søren Peder og jeg var gaaet i Huggehuset uden forlov, det var i Mørkningen, det var nu ikke det værste, men vi var kommen op at slaaes om et støkke bredt. Døren stod aaben, den var delt i to halv Døre. Pluselig blev det mørk i Døren. Fader kom ind lukkede den nederste Dør, fant en ris eller Kjæp, han sagde indtet, tog først mig, gav mig et par ordentlig rap smed mig ud, saa kom turen tel Søren.

Jeg husker Fader i kristiske Øjeblikke i vor Hjem. rask og beslutsom kunde han handle.

Søren Madsen rask og beslutsom


En Dag fik vi besøg af en fuld og gal Mand. Han vilde have Punser bandede og skjældte ud. Saa kom fader ind, han bad Manden om at gaa, men Manden fortsatte. Da sage Far bestemt gaa, ellers smider jeg dig ud. Du kan, som han saa kunde bande paa, ikke smide mig ud. Fader tog fat i Manden, denne satte sig tel modværge i Døren. Men Manden kom ud. Da han saa var kommen uden for, tog han en fyldt Brændevins Flaske op af Lommen og truede med at sætte den i Hovedet paa Far. Mor raabte tel Far "tag dig i agt Søren". Nu gik Far tæt ind paa Manden, og sagde du kand lige prøve det, da slog den Gale Mand flasken ned mod stenbroen og forsvant. Vi drenge havde aldrig troet fader var saa stærk.

Fader var den eneste af hans brødre, der havde været Soldat, blev indkaldt under Krigen og skulde Møde i København. der var de en Maanet, det var unge Rekrutter, for at blive uddannet. Saa blev de Sejlet tel Femmeren, var der nogle Dage. Kom saa tel Jyland, nogle Dage efter Slaget ved Idsted, blev sat ind i Gilederne mellem de Gamle Soldatter, for at erstatte dem der var falden.
Fader var som Landmand ikke med Tiden, da der kom en afgjort Omlægning af Landbruget sidst i 70serne fra Kornavl tel Husdyrbrug, og dermed Rodfrogtavl. Kunde Fader ikke følge med, han blev ved at drive Ejendommen paa den gamle maade. Besetningen var i 1880 2 Stude 4 Kør, 7 a 8 Faar, nogle faa Svin. Lille Svinehold var der allesteder her omkring. Fader var nøjsom, der gik indtet telspilde. Ogsaa var Fader saa Haandsnild, kunde lave alt udi Bedrevten. Lige fra Plov og Harve tel mange smaa Ting inde hos Mor. Var Far god tel at holde sammen paa alt ude, var Mor det ligesaa inde, døgtig og sparsomlig.
Far gik meget i Kirke, næsten hvær Søndag, Moder, var jo mere bonden mange Børn og tit ingen Pige. Søndag var hellig Dag i vor Hjem, da laa ald Arbejde stelle, vi kom i ny Klæder fra Morgenstunden af. Naar Fader havde været ude og fodre Kreaturerne, og vi havde spist Davre, tog Far Salmebogen læste Dagens Evangelium bad Fader Vor ogsaa den gamle gode bøn, Gud vær mig arme Sønder Naadig og Barmhjærtig. Vi Børn skulde være stelle vilde vi ud kunde vi gaa, det maatte vi godt, Mor havde travlt om Søndag formid. Saa gik Far og Mor tel Kirke. vore Naboer gik ogsaa meget i Kirke Peder Pedersen Mads Nielsen Mathis Andersen.
Jeg har tit undret mig over, hvordan Mor og Far kunde faa det tel at slaa tel, vi var jo mange men Fattigdom mærket vi aldrig tel, nok at spise og godt i tøj. Men vi blev vandt tel at Arbejde og tel sparsomlighed. vi kom ud at tjene naar Far og Mor kunde undvære os. Vi fik lært at klare os selv. Men vi var slem til at længe naar vi kom ud, Søster Sine Søren Peder og Thomas, de 3 især. Nu har jeg saa skildret Far.
De var saa forskjellig Far og Mor. Mor var, det første vi Børn kand huske som en Dag i April. Hun kunde være højt op men ogsaa langt nede. Hvor kunde hun være overgiven og morsom hun kunde faa Folk tel at le. Naar vi Tænker paa Julebesøg i vor Hjem. Naboerne var samtlet, kunde Mor slaa sig løs. Vi Børn blev forundret, det var som vi kjendte ikke Mor Jeg husker en Aften i Julen. De var færdig med at spise det gik hel alvorlig og stelle af. Saa kom Kortene paa bordet. Der blev spellet om Pebenøder. Der blev Beter, de blev skrevet ud for vedkommend paa Bordet, men Mor var saa rask tel at tøre Beterne ud, saa var der en stor smed med, han var fuld af Løjer, Smeden rejste sig og skrev Beterne paa Loftet over vedkommende. Men Mor var døgtig, hund spand og strekkede, vi havde jo mange Faar, Mor lavede garnet færdig tel af sendes tel Væveren tel Klæder tel os Børn, Tøj tel Far og sig selv. Hun bagte og Bryge, lavede sel Smørret og Ost.

Børneliste:

Den førstefødte Karen Sørensen døde som lille, *06.07.1858 †15.12.1859 Lerbjergaard, Thyregod - 1½ år.
Masine Sørensen *15.06.1861, †02.05.1899 Nygaard, Give - 37 år (Give kirkebog har fejlagtigt 38 år).
Karen Sørensen *14.06.1864 †03.05.1931 Møllebakken 12, Brande By - 66 år, gift Langkjær..
Thomine Sørensen *07.03.1866 †17.06.1878 Lerbjerggaard, Thyregod - 12 år
Mads Sørensen *09.06.1868 †25.04.1949 Løsning - 81 Aar
Thomas Frandsen Sørensen *25.05.1870 †13.02.1963 Damhuset, Thyregod By - 92 år.
Søren Peder Sørensen *07.06.1872 †16.02.1960 De gamles Hjem, Thyregod - 87 år
Martin Sørensen *23.03.1875 død †18.11.1882 Lerbjerggaard, Thyregod - 7 år.
Mathis Sørensen *30.06.1878 †11.12.1967 Højgaard, Thyregod - 89 år

Søster Mines død

Saa naar Sygdom og Døden, og Sorgen var gæst, i vor Hjem. Jeg husker en Sommer at en Søster døde hund hed Mine var født den 7 Marts 1866. Døde i Juni 1878. Mine havde været svaglig i mange Aar, det var Mavetæring. Mine havde liget i Sengen i længere Tid, det gik ned ad. Mine var Barn af Alder men Vogsen i Sind og Tanker. Hun var saa Taalmodig og mild, jeg sad ofte ved hindes Seng om Aftenen naa Mor og Far var ude at Malke, jeg sad og strøg hindes Haar og klappede hindes Kind. Mine viste hvad der forestod, Mine var et Guds Barn, og Troede paa Gud. Hun talte med Mor om det, som var hun Vogsen. Hun spurgte, Mor tror du at du kand sove den første nat efter at jeg er død. Hun viste at Mor ventede en Lille. Jeg vil saa gjerne leve saa længe jeg fik det lille Barn at se. (Hun døde 14 Dage før).
De vaagede hos hinde i lang Tid om Natten. Var der saa Tider at Smærterne ikke var saa slem kunde Mine sig, jeg vilde jo gjerne leve og bliv Rask. Mor trøstede hinde da med at sige, det kand jo da godt være at det er Guds Villie lad os bede ham der om. Saa laa de Haand i Haand og bad, Fader Vor, og bad om det var Gud Vilie at lille Mine maatte blive rask. En Dag fik de besøg af Pastor Bjerring vor da værende Præst, ja det var ikke førstegang. Præsten var saa flink og god, talte med Søster om Vorherre og bad sammen med hinde og Mor. Saa spurgte Præsten:

Kan du spise noget lille Mine?

Saa siger Mor:

Lit, naar det er nyt.

Lit efter Præsten var kommen hjem, kom en af hans Piger med en Due tel Mine. Den var død, men laa paa en Talerken i en Krands af Blomster med en udsprungen Syren Blomst i Næbet. Mine var saa lykkelig ved Duen og Blomsterne. Præsten kom telfældig den Dag Mine døde. Broder Mads var sendt tel Riis efter Medesin tel Mine. Men hun døde inden Mads Naade Hjem. Præsten og Moder kunde se at Døden var nær, men det skette før de havde anet det. Præsten sagd, nu kommer du nok snart Hjem lille Mine, skal vi saa bede Fader Vor sammen. Da præsten havde endt Bønnen siger han:

Jeg tror Aanden er fløjet bort under Bønnen.

Lille Mine var død. Der var Sorg, men alligevel glæde over en saa god og rar lille Sjæl var gaaet Hjem tel Gud i Barnlig Tro.
Nogle Aar efter døde en eller rask og døgtig Dreng Martin Sørensen af Nyrebetendelse, han led saa meget. Han var født den 23 Mart 1875 død 1884 {Thomas var da i Skerris i Brande og har ikke oplevet det}. Ja Far og Mor har grædt sammen, meget Modgang har de havt.

Bror Søren Peders sygdom

Saa blev i 1886 Søren Peder meget syg, det Aar han gik tel Præst. En Eftermidag, og vi havde havt Lægen fra Brande. Far og Mor og vi Børn, dem der var Hjemme, var samlet i Sovekamret om Søren Peder Seng. Vi kunde se paa Far og Mor at de var i stor Vånde for Søren. Søren laa paa Puden saa bleg og daarlig. Mor sad og holt hans Haand i sin og Græd. Drengen laa i en forfærdelig Kamp. Hans Læber blev hel Blaa. Far og Mor var jo vis paa at Drengen døde. Søren Peder blev mere rolig, Far og mig gik ud at Fodre Kreaturerne. Jeg Græd og klagede mig for Søren. Ja det kand jo da være det er Gud Villie at Søren maa blive ras igjen, sagde Fader. Der gik lang Tid men Søren Peder kom over det og blev siden rask og Stærk. Nu da disse Linier skrives, staa Søren Peder hvær dag i sin Smidie i Thyregod og Arbejder som han har gjort i mang Aar, han er ras og stærk tros de 73 aar. Den 23.01.1946.

Faderen Søren Madsen som jæger

Fader var en døgtig Jæger. Det havde han været hel fra sin Ungdom. Mor sagde ofte tel Fader, vel du ikke ud med Bøssen Søren Vejret er godt. Det var naar Mor kunde se Fader var i daarlig Humør og ikke var rask. Det kunde bedre paa Far Humør. Naar han kom Hjem og havde noget i Tasken. Naar vi hørte Faders Bøsse var vi aldtid vis paa at der var Fankst. Far spildte ikke sine Skud. Hans Bøsse, en rigtig gammel lang Forlader. Men far kunde rette den ind og der faldt mange Harer og Ræve for den gamle Kanon.

Thomas hjemme i Lerbjerggaard 1885-87

Jeg var saa kommen Hjem fra Skjærris. Nu var jeg Konfirmeret. Mads var ude at Tjene nu var det saa Søren og Mig, der skulde hjelpe Fader. Men Landbruget gik telbage, Far forstod ikke de nye som Tiden bragte med sig. Rodfrogtavlen var paa vise Egne begøndt og en bedre Fodring af Kreaturerne. Men det vilde Fader ikke ind paa. Jeg fik endelig lov af Fader at saa en Ager med Tornipser, da jeg kom Hjem i 1885. Men saa Aaret efter kunde Fader se at Kornet ikke var saa godt paa den Ager der havde været Tornipser i saa var vi færdig med at dørke Roer. Jeg husker den Sommer da jeg havde den Ager med Tornipser. Jeg blev syg hen paa Somren laa i Sengen i 14 Dage. Søren Peder havde passet Roerne i mens, da jeg kom op, var det første jeg foretog mig at se tel Roerne. Jeg græd af af Glæde, da jeg saa saa godt de var Vogset.
Men det var smaat med Avling. Vi talte om det en Dag. Jeg foreslog at vi skulde tel at Mærgle Jorden. Nu kand jeg godt forstaa Fader. Han havde ikke Kræfter tel at kaste Mærgel, og vi var for Unge havde heller ikke Kræfter tel saa haart Arbejde. Og Pengene var det smaat med. Vi fik da begønt med at tage Overjord af en Mærgelsgrav, men derved blev det. Far sagde en Dag tel mig, da jeg kom herop og begøndte. Da kunde Jorden give meget mere. Det gamle Danske Rug gav 7 a 8 Skjæpper af Traven nu 2 a 3 Skjæpper. Nej det bliver mindre og mindre. Det var hen paa Somren Søren var bleven rask.

Thomas i Dons ved Kolding 1887-88

Nu maa du Thomas tage ud og Tjene. Jeg forlangte saa at komme i Urmagerlære, men det sagde Fader nej tel, du skal jo staa 4 Aar i Lære jeg har ikke raad tel at hjelpe dig. Jeg blev vred paa Fader, som jeg siden fortrød. Far glemte det ogsaa. Nu vilde jeg langt væk og saa vilde jeg selv bestemme, hvad jeg skulde tage fat paa.
Jeg fik saa Plads i Dons ved Kolding ved en Mand der hed Augustinus Sørensen. Jeg rejste saa Hjemme fra om November 1887. Jeg skulle være Røgter. Jeg kunde forstaa paa Fader at han syndtes ikke om at jeg tog saa langt væk. Fader var 60 Aar og telmed svagelig. Med det kand nok være jeg kom ind i andre Forhold. Mit Mod var tit langt nede, jeg skrev lange Breve Hjem, jeg længtes, men jeg havde jo selv bestemt, det jeg nu var havnet i.
Jeg husker Julen, jeg havde knap været borte i 2 Maaneder. Jeg saa for mig Hjemmet i Thyregod, forberedelserne tel Julen. Lille Juledag Da var vi Børn saa flittig alt gik med liv og løs, vi hjalp Far og Mor. Jeg viste hvor travlt Mor havde havt tel Jul. Tøj tel Børnene Nu Uldtrøje tel Fader, det fik han Altid tel Jul. Ogsaa Jule Aften. Midagsmad var Lillejuledag, Grønlang Kaal og Flæsk. Og saa Juleaften Hønsekødsoppe og Æbleskiver.
Jeg husker Fader siste Jul jeg var Hjemme. Det var Aldtid Moder der bad Bordbønnen. Da Moder sluttede med Bønnen, Fader tak for Dagligbrød Tak for Sjæleføde giv os aldtid Naadens Brød her men lad os Møde hiset ved dit Højtidsbord naar vi fløtte skal fra Jord Frælstes af din Naade. Tog Fader Bønnens traad op. Han sad i Benkekrogen. Støtte Albuerne paa Bordet, med Hænderne for Ansegte. Far bad højt tel vor Himmkelske Fader. For os Børn for Mor og sig selv, og om det er din Villie kjære Himmelske Fader, at en af os skal ikke være bland os, tel næste Jul, om en af os skal dø. Tag os da Hjem tel dig Vor Herre og Frælser. Jeg saa Taarerne randt fra Fader Hænder og Kinder. Ja det blev den siste Jul sammen med Fader. Jeg saa Hjemmet i Thyregod saa grandt saa Skjøn saa Skjøn.
Men der var langt mellem Dons og Thyregod. Jeg maatte nøjes med at gjæste Barndom Hjemmet i Tanker. Jeg var jo sel rejst Hjemme fra fordi jeg ikke fik min Villie. Saa den Juleaften jeg oplevede i Dons, slet ikke at ligne ved Jul i Thyregod. Slid havde jeg mer ind nok af Nu fik jeg lov at Fodre med Roer, jeg maatte hente dem paa en Trækvogn et støkke fra Gaarden i Jule Dagene, og det knøg. Jeg tængte paa hvor lunt de havde det Hjemme. Men jeg skrev lange Breve tel dem der Hjemme. Moder skrev igjen. Fader skrev Aldrig. Han var god nok tel at skrive, men faa Or og Tanker kædet sammen det kunde Fader ikke. Men det kunde Moder, hun var saa godt Lært, god tel at regne, det var Mor der hjalp os med Lærdommen. Vindteren gik, jeg var kuns en gang i Kirke. Det var smaat med Frihed og alt var jo Fremmet.

Faderen Søren Madsens død

Saa i slutning af Mai, kom der Brev fra Mor. Far er meget syg, han vel gjerne tale med dig, men du maa komme snart Fader lever ikke ret længe. Jeg fik brevet om Midag og fik strags lov at rejse Hjem. Der var 2½ Mil tel Vejle. Jeg var ikke sikker paa jeg kunde naa Dagvognen før den kjørt fra Vejle, jeg gik saa lige end fra Dons over Vingsted Mølle Bræstengaarde Bræsten tel Harisø Kro der plejed Dagvognen at bede. Saa med Dagvognen tel Hjortsballe Kro. Gik saa den halve Mil tel Thyregod. Jeg naaede Hjem mellem 10 og 11 om Aftenen det var en drøj Tur det blæste og Ruskregnede jeg havde Vinden lit i mod skraat paa siden.
Far var meget syg kunde jeg forstaa. Det var saa stelle alle var saa tause. Jeg var lige inde hos ham, men der blev ikke talt ret meget. Fader var bleven saa bleg. Jeg skulde afsted næste Morgen Kl 5 med Dagvognen tel Vejle. Moder kaldte paa mig i god Tid. Jeg var saa inde for at sige Farvel tel Fader for siste gang. Sovekamret var mod Øst. Solen var lige staaet op. Da jeg aabnede Døren og traate ind Sovekamret var et straalend Lys. Fader Seng stod med Hovedenden ved siden af den ene Vindue. Jeg blev hel betaget ved Synet, det var som laa der en Glorie af Straaler om Fader. Og Fader saa saa ubeskrivelig Lykkelig ud. Jeg havde aldrig set Far saa glad. Fader sagde, vel du tage hjem tel din Mor om November. Jeg græd gav Fader min Haand. Lad mig nu se du er en god Dreng. Saa vel vi bede Vorherre om, at han vel lade sin Naades sol oprinde for os, saa vi maa samles Hjemme hos ham. Det er siste gang vi ses her. Jeg sagde Ja tel Fader Bøn, trøkede hans Hand for siste gang, tel Farvel. Jeg glemmer aldrig saa glad og Løkkelig som Far saa ud. Og saa at han viste, at han snart skulde Dø.-.-
Jeg var saa med Dagvognen tel Vejle. Gik saa de 2½ Mil tel Dons. Kom der i Midagstunden. Men jeg havde Smærte i venstre Ben, og den var hovnet saa jeg ikke kunde have Støvlen paa. Dagen efter var det være. Min Husbond viste mig over tel en Klog Mand i Alminde. Jeg maatte gaa, men jeg havde nær aldrig kommen hjem igjen. Den kloge Mand sagde, det var Rosen jeg havde i Benet. Jeg skulle gaa tel Sengs, og han gav mig Medesin tel min Syge Ben. Saa skule jeg hilse min Husbond fra den Kloge Mand, at det var meget forkert han ikke havde kjørt for mig. Det var en dejlig varm Sommer Dag, men jeg frøs saa Tænderne klaprede i Monden paa mig. Men tel Dons kom jeg da omsider. Saa laa jeg i Sengen. Benet blev saa tyk hel ud over Tæerne, en Dag jeg var staaet op for at rede min Seng, da jeg saa fik Benet ned ad, gik der hul, og der løb ligesom Vand og andet Væske ned paa Gulvet.
Fader døde 3 Dage efter jeg havde sagt ham Farvel. Jeg naaede at blive rask, saa jeg kom hjem tel Begravelsen. Moder fortalte om Fader siste Tid. Far var saa god, det var saa nemt at gjøre ham telpas. Fader havde sagt skal i blive ved Ejendommen skal der passes paa. Men det var ikke det Fader var mest optaget af, men det var den forestaaend Rejse. Men ingen gru for Døden, men som en stigende Glæde. Det som jeg havde set i Fader Ansegt da jeg sagde Farvel, var ingen paataget Glæde, den var ægte, fra Vorherre selv. Far havde faaet forvisning om at hans Sønd, var tegivet. Guds Naades Sol var opronden over Fader. Vor Frælser Jesus Krestus vilde hendte ham Hjem tel sig. Og det skette saa forunderlig verkelig. Far har ikke set eller føldt Døden. Mor sad ved hans Seng, Far var hel klar. De havde talt sammen og bedt sammen. Mor kunde skjønne at det var paa det siste. Nu kommer Jesus og hendter mig hviskede Far, kand du ikke se ham. Fader stirrede hen for sig, og løftede sine Arme som tel Omfavnelse. Med et dejlig Smil sank hans arme ned. Fader døde med dettte Smil over sit Ansegt. En Løkkelig Død. Det er ligesaa sikkert Fader har set Vorfrælser inden hans Øjne brestede.

Fader Minde
Vor Frælser Naade har været stor
med dig vor Fader paa denne Jord
du følte ej Dødens bittere ve
men klart vor Frælser du fik at se.

Vi Søskende har mangen gang talt om Far, med duget Øjne, med Tak tel Gud, for hans store Naade imod Fader. Samtid bedt om at Vorherre vilde hendte os Hjem tel sig, som han hendtede Far. Saa var ald vor Løkke gjort. Jeg mindes Salmistens Or:
Pris ham Gamle, Pris ham Unge
Pris hans Navn hvær Barne Tunge

Jeg kom telbage i min Plads i Dons. Nu var alle mine Planer vældtet. Jeg havd længere Tid gaaet og tængt over min Fremtid. Urmageriet, var jo min store Maal, men jeg kunde indse det kunde jeg ikke sel magte, gaa i 4 Aar uden at tjene noget. Den Drøm havde jeg ladet fare. Men jeg havde beslutet at jeg vilde se at komme i lære en kort Tid som Blikkenslager, det havde jeg sydslet med fra jeg var dreng. Derved var jeg standset før Fader døde. Jeg syndtes ikke, jeg kunde blive ved Landbruget jeg var lille og spinkel. Jeg vejed kuns 100 Pund, da jeg var 18 Aar og Kræfterne smaa. Men nu var det kuns en Drøm, jeg havde lovet Far og Mor at komme Hjem om November. Nu samledes hele mine Planer sig om Hjemmet i Thyregod. Jeg længtes efter November. Men den Aar i Dons, var en god forberedelse tel det jeg gik indtel. Det at forbedre vort Barndoms Hjem. Den Sommer fik jo ogsaa ende.

Thomas hjemme i Lerbjerggaard

Og jeg kom Hjem tel Moder. Jeg kunde forstaa Mor var glad ved mig. Mor havde fuld op af Arbejde og Bekymring. Arbejdet gik godt. Mads tjendte i Nabogaarden, men da Far døde, kom Mads hjem den halve Tid, Søren Peder det andet halve Tid, i Nabogaarden. Mads var døgt og stærk. Han skuld ind som Soldat tel Foraar. Søren Peder kom ud at Tjene. Vi var saa Hjem Mads og Mathis og mig. Men Mathis var jo kuns 10 Aar. Den Vindter Mads var Hjemme kan det nok være der blev gang i Arbejdet. Mads rejste saa ind først i April. Nu var vi saa kuns to om Arbjedet.
Mine Planer og Luftkasteller, var mange. Mor og mine Søstre var bekymret, (for det kunde jo let gaa galt). Det lo jeg ad. Jeg havde en vældig Mod paa den opgave jeg nu havde faaet. Mit Barndoms Hjem, min Mor og saa Løftet tel Fader. Det vilde jeg Arbejde og slide for. Mor kunde jo godt se, jeg gjorde mig umage, men hun var jo bange for al det nye, jeg pønsede paa. Saa kunde Mor slutte hindes Formaninger og Bekymringer, med at udbryde:

Ja det hjælper nok ikke, du gjør nok ligesom du selv vel.

eg var saa Hjemme i 11 Aar. Moder og mig hjalp hinanden trolig. De andre Søskende glædede sig med os det gik Fremad. Saa fik vi pluselig en stor Sorg.

Søster Sine dør i Nygaard, Give

Søster Sine Døde. Hun var givt med en Gaardmand Hans Krestian Nygaar. Efter 1½ Aars Ægteskab fødte Sine en Søn, men efter 9 Dages svære Lidelser døde Sine. Det var en stor Sorg for os Søskende og for Moder. Men aller mest for hindes Mand og den lille Dreng. Sine var en god og Kjærlig Søster hun blev 38 Aar. Sine havde tjent snart alle sine Dag. Men tros det, holdt hun inderlig ved Hjemme i Thyregod, og var os alle usigelig kjær.
Sine havde tjent ved Degnefamilien i Thyregod, ved Præstefamilien Kjersgaard, i Brande Præstegaard ved pastor Nissen begge steder som Kokkepige. Fløttede med Pastor Nissens Familie tel Mors. Var saa paa Galdtrup Højskole, boede fridt hos Præste Familien i mens. Sine var meget afholdt, hvor hun tjendte. Sine var døgtig og Tro. Sine var med i det Aandelig Liv i de Grondviske Menigheder. Fuldte med tel Kirke og foredrag. Sine var den den eneste af Vi Søskende der kunde synge. Hun har glædet os med sin Sang. Jeg havde meget at takke hinde for, hun kunde dele ud af sit Aandelige Pund, baade i Samtale og sang. Vi kunde saa godt sammen vi forstod hinanden. Sine havd nok havt sin Ungdoms-Kjærlighed ope paa Mors en stelle og ordenlig Karl af god Familie, som hun kom meget sammen med. Men det gik forbi, det strandede nok paa at Sine skulde fløtte der op. Sine, der alle sine Dag var saa slem tel at Længes, syndtes ikke hun kunde rejse saa langt fra os Søskende og Mor.
Hun kom saa Hjem tel Egnen, fik Plads som Husholder i Hesselbjerre. Der blev hun saa kjent med Hans Krestian i Nygaard, som var enkemand og havde en lille Pige paa 2½ Aar. Nygaard var en stor Gaard med mange folk. Men hvor forundret blev jeg, da jeg lærte den Mand at kjænde.- Sine havde rigtig nok sagt tel mig eller betroet mig, at hun ikke saadan kunde dele alt med Hans Krestian,

som nu med dig Thomas, men den, tror jeg aldrig jeg finder. (Det vilde jeg saa gjerne). Men tror du ikke nok det kand komme.

Hvad skulde jeg svare, det var jo afgjort imellem dem. Men da jeg saa lærte Hans Krestian at kjende, kunde jeg ikke forstaa søster Sine. De var saa forskjellig. Der var slet indte at udsette paa Hans Krestian. en ordenlig og forstandig Mand, og pæn flink og Elsværdig.- Indtet at udsette paa hans Moral eller Vandel. Men Aandelig vaagen var han ikke, manglede syn og sands for Højskolen og det Grondtvigske Menighedsliv, det var der, som jeg kunde forstaa, at de var saa forskjellig. Hans Krestians Nabolag, hans omgangsfæller, kunde en hel Aften side og tale sammen om en Studehandel, Hestehandel, Folkets særheder eller skjævheder, ja tel langt ud paa natten. Heller ogsaa Kortspel. At side og høre paa saadan noget Vaas. Nej jeg syndtes tit var inda Politik eller Landbrugssprøgsmaal, eller man kunde, ja ret kom op at Toppes med dem om et eller andet indteresandt Spørgsmaal, naar vi traf og var der tel Gilde.
Jeg kunde snart forstaa, Sine led i disse Forhold. En stor Gaard, men Hans Krestian var ingen døgtig Landmand, det gik ikke saa nøje tel. Men Sine saa døgtig og akurat, to modsetninger. Sine led af en Kronisk Hovedpine. Kom de saa sent hjem efter en saadan Aften, saa kunde Sine ikke sove, det gjorde jo slet ingen indtrøk paa Hans Kristian, han kunde sove lige godt, han kunde taale alt. Og der tel, at de ikke kunde dele med hinanden det Aandelig, deres Kresten Tro. Men jeg er bange for, at Sine har set tel den gode Økonomiske Hjem hun kunde faa. Jeg var tit ked af at se, at Sine satte, syntes jeg for meget ind for, at vise hvad hun som Kone i Nygaar kunde byde sine Gæster. Der holdt Hans Krestan ikke telbage.
Men Sines Tid blev kort i Nygaard, hun besøgte os tit Hjemme. Hans Krestian lige saa, han var god imod Mor. Vi mærkede ingen Ting om deres Forhold vi fik ogsaa bevis for, at sine var god imod Hans Krestians lille Pige Johanne. Sine fødte saa deres Barn, men blev hurtig meget syg, Fødslen kom hun godt over. En forgivtning under Fødslen eller Barselfeber. Søster Karen var paa den Tid Sygeplejerske paa Give Sygehus, fik lov tel at komme og pleje Sine. Jeg var der ude hvær Dag, en Tid. Det blev os snart klar at Sine lever ikke. Jeg kom der ud en Dag hun havde ventet meg. Sine spurgte:

Tror du, Thomas, det er Guds Vilie, jeg skal dø?

Jeg kunde ikke svare Søster paa hindes Spørgsmaal. Hun forsatte:

Jeg vilde saa gjerne leve og give den lille Dreng Brøst.-

Sine led store Smærter og tabte Forstanden. Sine talte i Vildelse i lang Tid, uafladelig. Da var det jo ikke som nu, med Indsprøtning, hun fik nok Medesin, men hun fik kun Fred saa kort. Sine kom tel Bevisthed inden hun døde. Hun kunde da vaagne op og spørge:

Er jeg indnu i Nygaard, jeg Drømte jeg var Hjemme i Thyregod.

En anden gang hun vaagnede kort før sin Død.

Jeg syndtes jeg var i Himlen, de sang saa yndig jeg hørte Klokkerne ringe.

Sine døde efter 9 Dages svære Lidelser. Hindes lille Dreng hed Sigfred, han lignede sin Mor. Drengen var meget afholdt. Han fik saa den Spanske Syge og døde 23 aar gammel. Det var en stor Sorg for Hans Kristian, der saa døde pluselig †1928 af Tuberkulose. De liger alle 3 Begravet paa Give Kirkegaard. Paa Søsters Grav Plandtede jeg en Sørge Træ. Den er nu stor.- Sine døde †1899. Nu 36 Aar efter er Sine glemt i Nygaard. Vi hindes Søskende har gode Minder efter hinde fra den Tid hun var mellem os. Hun sang tit den lille kjønne Sang {gammel skillingsvise}:

Hvorfra kommer du, du lille Stjerne
som oprinder i mit Øje blaa,
kommer du fra ubekjente Fjerne,
eller kommer ud fra Hjertets tause Vraa.

Nej jeg kommer fra en ukjendt bolig,
som min Gud mig i min Barndom gav
for at følge dig i Livet trolig
fra din vugge tel din stelle Grav.

Ja Søster har tit havt besøg af den lille Stjærne, den har ofte bragt hinde Trøst og Fred.- En anden af hindes Sange fra hindes unge Dage var {Ingemann}:

Der staa et Slot i Vesterled,
tækket med Gyldne Skjolde.

Sine lærte tidlig at søge ind i Bøn og Tro tel Vorherre og Frælser. Gud glæd dem, Sine, Hans Kristian og deres Dreng oppe hos dig i dit Rige.

Petrine Thomasen paa aftægt

Jeg blev saa givt den 15 November 1899, med min Kusine Line {døbt Pouline} Nielsen {se digtet til hende} fra Nørholm i Brande og fik Gaarden.
Thomas Frandsen Sørensen og Pouline Nielsen i 1904c med sønnen Søren Madsen, Thyregod Mark.
Thomas, 34, og Pouline Nielsen, 35, i 1904c med sønnen Søren Madsen.

Moder kom paa Aftægt. Hindes Stue var mellem vor Sovekammer og Daglistuen. Mor delte alt med os, hun fulgte med i alt baade ude og inde, i Mark og Stald. Hun glædede sig over Børnene, passede dem saa længe hun kunde. Om Mor kand vi sige, hun følte sig aldrig allene eller telover. Jeg har aldrig hørt, at Mor og Line var noget imellem i de 23 Aar hun var paa Aftægt hos os. Mine Søskende kom jævnlig Hjem tel Mor og os. Paa hindes Fødselsdag var de altid samlet i vor gamle Hjem. Saa lød Sang og Tale da naar Mor var rask. Vi sang da aldtid No. 100 i Salmebogen {Grundtvig}:

For dig o Herre som Dage kun,
Aarhundrede {årtusinder} at regne,

og mange andre gode Salmer. Mor var Aandsfresk lige tel det siste, hun blev 87½. Havde jeg læst noget, godt kunde jeg dele det med hinde, jeg læste ofte i den siste tid højt for hinde. Da var Synet jo svækket en del, men Hørelsen var nogenlunde. Hun læste selv meget. Mor var god tel at huske og fortalte gjærne om vor Slægt, som jeg har nedskrevet en del af. Mor havde oplevet meget, havde prøve meget baad Sorg og Glæde. Saa havde hun jo megen glæde af at følge hindes Børn og Børnebørn. Men hun havde hindes besvær, de siste 20 Aar kunde hun ikke gaa ret langt, kuns i Huset og Haven. Jeg kjørte saa Mor og Børnene rondt i Marke for at se tel Korn, Roer og Græs, det var hun jo svær glad ved. Mine Søskende var jo glade ved at besøge Mor, hun var klog og forstandig. Mor havde lært os, vi Børn, at folde vore Hænder. Gjennem hinde og Far har vi fonden vejen ind tel Gud.
Petrine Thomasen, ca. 1904, Thyregod Mark.
Petrine Thomasen 1904c 68 år. Som en dag i april, højt oppe og langt nede.

Moder var meget daarlig de siste 1½ Aar. Da var det meget strengt for Line, hun passede Moder selv. Ja Line ofrede sig hel for min gamle Mor. Da Mor var død blev Line syg og laa tel sengs i længere Tid. Det havde taget for haart paa hinde. Det siste vi hørte Mor sig var Tak Tak, det gjalt særlig Line. Moder døde †1923 Skjærstorsdag i Skomringen, da Mørket sænkede sig over Jorden. Mor havde længe vendtet Døden, den kom som en befrielse for hinde, ogsaa for os. Mors klag var det siste jeg hørte om Natten før jeg sov, og det første jeg hørte, naar jeg vagnede. Ja det var Mors Bøn længe at Vorherre vilde tage hinde Hjem tel sig. Tage hinde tel Naade som sit Barn. Ja Gud ske Tak for Mor og Far.

Moder Minde
Dit milde Blik, og din varne Haand
var Frogten af den Helligaand
som nu har løftet din Sjæl tel Gud
i Lys hos ham at foldes ud.

Et Fødseldagsdigt tel Bestemor forfattet af en Søn af Mors Steddatter Ane Kirstine, Søren Jensen, som er første Lærrer i Vojens i Sønder Jylland.

Digt til Petrines 84 aars fødselsdag

Til Bestemors Fødselsdag den 20.11.1920

Naar Somren er borte
med Sollys og Sang
og Dagene korte
med vindter i Vang!
nu Stormene tuder
men Trætopper luder
og svajer for Vindenes Tag

Med Sorg har vi skuet
paa Livet som brast
af Vindterhaand kuet
indslumred tel Nat
Dog godt at en Sommer
bag Vinteren kommer
da Livet opvaagner paany

Din Sommer er svondet
din Dag gaar mod Nat
og dtit er du bundet
tel Lejet saa mat
Dog Minderne fage
fra fremfarne Dage
vel lyse som Sol i dit Sind

Gid Gud dig vel give
sind Naade og Fred,
Hans Aaand hos dig blive
og følge dig med,
naar bort du skal drage
naar Bo du skal tage
i Landet bag Død og Grav

Lad Vindteren kun komme
med Mørke og Død
en gang er den omme,
thi op af dens Skød
et Foraar vil stige
- da hist i Guds Rige
vi samles med Vennernes Flok

Petrine Thomasen, 1919, Thyregod Mark.
Petrine Thomasen 1919 83 år.


Søren Madsen og Petrines andre børn

Karen Sørensen *1864

Saa i †1931 Døde den siste af mine Søstre Karen Sørensen. Karen blev givt 1909 med Enkemand Peder Larsen Langkjær, der var Landpost i mange Aar i Brande. Søster Karen var i mange Aar syersk, gik ud tel Folk i Hjemmene og syede. Saa boede hun i nogle Aar i Brande havde en Systue som gik godt, for hun var god tel at sy.
Men afbrød nu pluselig Syningen, tog Plads som Sygeplejersk i Give (Amtssygehuset). Der var Søster i mange Aar. Karen Sørensen var døgtig og afholdt som Sygeplejersk.
Senere blev hun saa forlovet med Peder Langkjær fra Brande. De blev saa givt, og boede i Brande By i mange Aar. Karen kom tit hjem tel os i Thyregod. Hun var saa god imod Mor, som var en Tur i Brande hvær Sommer nogle Dag, i den tid var der mange Fremmede i det lille Hjem i Brande. Karen sørgede aldtid for at samle Moder Søskende og Familie hjem tel stor glæde for Mor. Peder og Karen kom jo tit tel Thyregod. I flere Aar var det Aldtid skik, de kom 1 Juledag. Ja Mor Fødsels Dag var de Aldtid Hjemme hos Mor.
Karen havde været en Sommer i Vestbirk hos Grøndvald Nielsen som Elev, hun var med i det Aandelige Liv, fulte med tel Kirke og Foredrag. Det kunde man tale med Søster fortrolig om. Jeg husker, at jeg var i Brande en dag søster var ene Hjem og serverede Midagmad tel os. Karen havde taget den gode Skik op fra Mor at bede Bordbøn, Da hun "Taket Gudfader for Daglig Brød og Sjælefød" o.s.v. bad Søster den lille dejlig Samlmebøn {Ingemann}:

Herre vær os evig nær,
vær os nær naar Sol oprinder,
og naar Sol og Stjærneskjær
i den Mørke Nat forsvinder.
Lad din Aand ej fra os vige
tel vi ser dig i dit Rige.

Jeg kjente godt nok Værset, men siden den Dag Søster Karen bad den dejlig og dybe Bøn for os, har jeg faaet den mere og mere Kjær. Vor Herre og Frælser har hørt hindes bøn, og nu glæder Søster sig i Hans Rige sammen med Peder hindes Mand, ligesom de har bedt sammen saa mangen gang.
Peder Langkjær var meget afholdt af alle som han kom i forbindelse med baade Unge og Gamle og især Børn, han kunne more dem, var en god oplæser, kunde lange Digte uden ad. Det var gribende, som han kunde Tolke Terje Vigen. Peder havde i sine Unge dage fartet tel Søs langt omkring, været i Rusland, i Engeland, i Tyskland og flere steder. Saa havde han sagt Søen farvel og blev derefter som han sagde Landkrape. Lærte saa Murerhaandværket ind tel Peder kom paa sin rigtige Hylde, som han udtrøgte det: ind i Postvæsenet.
Peder Langkjær var rig begavet, Læste meget skrev godt. I sin Unge dage været fuld af spellopper. Var med i mange Aar i Fastelavn mellem Dilitanterne. Været med i Mange Komedier. Peder havde ogsaa Evne tel at forme sine Tanker paa Værs. Var det et Fødselsdag et Bryllup Sølv eller Guldbryllup saa kunde Peder Tolke Parrets Hyldest i jevne alvorlig eller ogsaa montre Værs. Her er slutningen, af en Guldbrylups Sang skrevet tel Niels Mortensen og Agardes 50 Aarsdag:

Var Dagen lang og verked vi end stort
hvor der det smaat mod det hvortel vi stunder
Et evigt Liv bag Dødens dunkle Port
En Salighed som i Guds Naade bunder

Peder Larsen Langkjær skrev ogsaa Fødseldag Digtet tel Moder Fødselsdag som er gjengivet i skildring af Moder. Karen Sørensen og Peder Langkjær havde ingen Børn sammen.
Peder Langkærs første Hustru Laura var fra Lønaa i Thyregod sogn. Laura døde af tæring (Lunge Tuberkulose). Laura var en døgtig og rar Kone, havede været paa Højskole, godt begavet, livlig og indtereseret i det Aandelig, fuldte godt med. Men denne Alvorlig Sygdom tog hindes Kræfter i hindes beste Alder. Laura blev Mor tel fire Børn Emme Marie Aage og Erna. Det varede ikke mange Aar inden Sygdommen meldte sig, det var Lungetuberkulose, den før saa raske Kvinde maattte bukke under. Laura var en god og trofast Hustru og Moder. en troende Kvinde, en lykkelig Ægteskab oplevede sammen i den korte tid, inden Sygdommen brød ind i det lille Hjem. Det var en trang Tid for Peder Langkjær og Børnene.
Min Søster Karen Sørensen, var heller ikke rask i Mange Aar, hun faldt for den samme Sygdom. Jeg undredes tit over at søster alrig selv kunde forstaa, at det var Lunge Tuberkulose hun led af, men det anede hun ikke, tel tros for at hun havde været Sygeplejerske. Jeg nennede ikke at gøre hinde opmærksom derpaa, lægerne heller ikke. Men Døds Aarsagen Tuberkulose stod paa hindes Dødsatest. Søster Karen Sørensen var født den 14.6.1864 død 1931 - 67 Aar
Søster Karen og Peder Langkjær havde været Forlovet i deres unge Dage. Det holt i flere Aar, det var Karen som brød af. Peder tog sig det nær, maaske ogsaa Karen sørgede, men det mærkede vi ikke til. Karen var taus om dette og ikke nem at blive klog paa. Men det tyder da paa, at deres første Kærlighed havde været mere ind en Ungdom letsindighed, da de efter de mange Aars bevægede og skivtende Kaar atter fand sammen. Og det saa ud som de passede godt sammen. Karen var en god Økonom, Peder kaldte hinde "min Finandsminister". Peder Finandser var heller ikke i beste orden som Enkemand. Hans første Hustru var ogsaa døktig, det var nok ogsaa hinde der styrede Kursen. Peder var afholt af Folk som kom ham nær især paa hans Postrute, han elskede sit Hjem og sin Have, og saa læse og drømme digte og skrive. Man kunde faa en god Samtale med ham en stille Aftenstund.
Da saa Karen og Peder blev gift i 1909 var Karen 45 Aar og Peder 55. De levede saa sammen i 22 Aar. Peders Børn var ved den Tid snart vogsne. Peder og Karen havde ingen Børn sammen. De boed førs Øst for Brande By med en stor Have og lit Jord til. De soldte efter nogle Aars forløb dette Hjem og købte et Byggeplads, nærmere Byen i mellem Vejle Vej og Aaen i den Østlige del af Byen. Der byggede de saa et dejlig Hus, og Peder fik anlagt en stor Have, som blev holt i mønsterværdig orden. Da saa Peder blev over de 70 Aar havde han jo Tid tel at sysle om Blumsterne og Pleje Frogtræerne til sin Død. Peder Langkær blev 83 Aar efter et lang og bevæget Liv.
Ja hvorfor var Peder og Karen ikke bleven givt i den Unge Aar? Ja det var Karens skøld. Peder Langkjærs Forældre boede Øst for Brande paa Grarup Mark, der ejede de et lille Ejendom paa 15 Td Ld. Hans Fader Jens Larsen og Moder Trine, et par nøjsomme flittig og hæderlige Folk, der havde de boet i mange Aar. Nu var de gamle, og der skulde Søster Karen og Peder Langkjær saa overtage Ejendommen og forsørge de gamle. Paa den tid var Peder Langkjær Murer og havd været ved det Handvær i flere Aar. Landbruget havde Peder ingen Løst til og ingen Forstand paa. Søster Karen turde ikke gaa ind i til disse Forhold og af den grond havde hun afbrut Forbindelsen.

Mathias Sørensen

Søskendeforholdet
{Dette er sikkerlig en prædiken, som pastor Nyholm i Thyregod har holdt omkring 1954 på grundlag af Thomas og Mathias erindringer. Thomas har bedt om en kopi, stilen er slet ikke Thomas' og sætningerne er kædet sammen, hvilket Thomas ikke gør. Mathias er min - Villy M. Sorensen - bedstefar og jeg husker en søndag - formodentlig den dag denne prædiken blev holdt - han fortalte denne historie ved kaffebordet om eftermiddagen, hvor mine forældre var væk og kun mig og min søster var der. Det var dramatisk: han faldt på knæ ved sengen og bad for Thomas. Min søster og mig sad musestille og vidste vi hellere ikke skulle spørge om noget. Hændelsen er jo tankeoverføring og præsten har haft sit besvær med at klæde det ind i en acceptabel religiøs kåbe, men han skoede det ind som en forbøn og så var sagen tilsyneladende reddet. Det er ikke helt skidt gjort. Shamaner er også dygtige i den retning.}
Søskende. Søskendforholdet, vor Barndomshjem. Fællesminder om Far og Mor, vi Børn. Ja alt det vi har delt sammen Vi Søskende. Alle disse dejlige Ord, de kan hvær rumme noget af det der leves inden for et godt Hjems skjærmende Væge. Det vel sige, om der da hos Far og Mor er Tro paa Gud, om de lever Livet under hans Forsorg i stort og smaat. Saa Børnene har den Følelse, at der er noget som bærer Far og Mor, som de deler sammen baade i Sorg og Glæde. Der skabes Minder som kan binde Børnene sammen op under der graa Haar. Det er lige saa sikker, skal Søskendeforholdet bevares, kan gode Økonomiske Kaar, en stor Arv ikke slaa tel. Der maa Tro paa det Evig, tro paa Gud ind i vor Liv. Skivte Ord om Liv og Død, om Tro paa Gudfader Vor Herre og Frelser, Jesus Kristus og den Helligaand. Dele med hinanden Salmer og Lovsange, bede sammen trøste hinanden i Sorg og Modgang, glædes med hinanden. Her en lille teldragelse mellem to Brødre. Mathis og Thomas, som viser hvor nær Søskende kan være knøttet sammen, med usynlige Traade.
En Vindter Dag for mang Aar siden, var jeg (Thomas) kjørende tel Brande, det viste min Broder ikke af. Det blev sent inden jeg naaede Hjem, det var sat ind med Sne og Blæst, jeg havde det stik i mod. Hestene ilede Hjem ad, jeg kunde ikke se ret langt forud for Sne og Vind. Da kommer en modgaaende Vogn i stærk fart en stor Arbejsvogn. Jeg kjørte i en let Fjervogn.
Paa den modgaaende Vogn var der to Personer, de var berusede. De kørte lige ind i mit Kjøretøj med stærk fart. Ved sammenstødet med de 4 Heste og de 2 Vogne, fik den ene Hest for den modgaaende Vog en Bagben ind i Forhjulet paa min Vogn, hvordan det gik tel ved jeg ikke, men fri af hinanden kom vi da, og der skedte ikke anden Skade ind jeg tabte min Kørepisk i forvirringen, jeg kunde ikke finde den i Sne og Mørke. Vognen med de to Mænd dundrede af da vi slag fri af hinanden.
Broder Mathis var gaaet i Seng ved samme tid han plejede, var sovet ind, uden nogen anelse om at jeg færdedes ude i Snevejret.- Men vaagnede pluselig op i stor Vaande for mig, han var sikke paa jeg var i Fare.- Han stod ud af Sengen, faldt paa Knæ, foldede sine Hænder bad Gud bevare mig i denne nat mod ald Fare.- Gik saa i Seng.
Mathis kom saa Dagen efter for at faa vished om, at jeg befant mig vel. Jeg fortalte ham da om mit Uheld, paa Vejen i det slemme Vejer. Han spurgte om hvad Kl var da jeg kom Hjem. Han fortalte da om den Angest der saa pluselig vaagnede ham, efter at han var falden i Søvn.
Ja gudskelov der er skjulte stærke Traade, som kuns Vorherre Råder. En af de Traade er Forbønnen. Den Teldragelse er ikke den eneste mellem os. Det at vide og erfare at man har Søskende og Venner som omslutter en med Forbøn og gode Tanker og dermed føre en ind for Vor Himmelske Fader. Det er noget af det største her paa Jord.

Mathis Sørensens Hustru.
Ane Kirstine Arvad Søndertoft Kirstine blev født den *03.09.1880 paa Gaarden Søndertoft Brande Sogn, død i Thyregod den †27.12.1930 kuns 50 Aar gammel. Hindes Fader Niels Søndertoft blev født den *15.03.1831 død den †19.11.1913. Hindes Moder Karen Søndertoft, født den *25.08.1847, død den †19.02.1927. Karen Hansen som hun hed, var N. S. anden Hustru. Der var fire Børn i dette Ægteskab, Else Marie, Lars, Jørn og saa Kirstine. Karens Barndoms Hjem var i Dørslund en Nabogaard til Søndertoft. Kirstine var den yngste af de fire Søskende. Det var et god Kristelig grundtvigs=præget Hjem de fire børn voksede op i Sang og Bøn var Hjemmets Højtidsstunder. De havde Syn og Sands for mere end det Materielle Ting, som saa let smuldre væk. De fire Unge var med til at oprette en Ungdomsforening i Brande Sogn, hvor bland andre døgtige Højskole Mænd førte Ordet. Saa Ungdommen ved disse Møder, "fik Øjet, som det skabtes himmelvend lyvaagen for al stort og skjønt hernede, og med de dybe Længsler velbekekendt, kun fyldestjgort af Glands fra Evigheden." Kirstine var Elev paa Ollerup Højskole Sommeren 1904, det var hun meget glad ved.
Krestine var en stemningsfuld Kvinde; somme tider højt oppe til andre Tider langt nede; Men hun var en god og kærlig Hustru og Moder. Blid og godhjertet, dydig og from blev der sagt om, Digterens Viktor Rybergs Moder. (Jeg synnes ogsaa det kan siges om Kirstine) og det er vil noget af det beste Eftermæle, vi kan faa.-
Mathis Sørensen og Ane Kirstine Arvad Søndertoft blev givt den 28.12.1906. Sommeren derefter blev vi syge af Tyfus og laa en længere Sygeleje i Give Sygehus, i 3 Maaneder laa Kirstine meget syg hindes Helbred fik en Knæk som hun aldrig kom fra. Kirstine blev Moder til 3 Sønner. Svend, Ejner, og Tage.- Naar jeg skriver at hun var dem god, vil de sikker give mig Ret.- Tit var hun syg! men det skal sige til hindes roes, at tros Sygdom og Modgang var hun god til at holde Humøret oppe.
Den sidste Maaned=Tid var meget svært for hinde: især de dage ind under Jul. Juleaften blev Bordet dækket i Sovkamret ved siden af hindes Seng.

Jeg kan ikke rigtig glæde mig til Julen sagde hun, jeg vilde saa gerne være glad, men kan ikke

Og det forstaar man.- Hun spiste lit af Julemaden og derefter sang vi en salme; hun som altid før ledede Sangen med Liv og Løst, - hun kunde ikke synge mere. Saa husker jeg at det brød ud af Munden paa mig,

Du synger ikke med Mor.

(uforstaalig jeg kunne sige det)

Aa jeg kan ikke.

Med hindes Haand i min bad vi Aftenbønnen, hun faldt snart i Søvn.
Tredie Juledag om Morgenen var hun meget daarlig! Hun var selv klar over at Afskedstunden var nær.- Ved Middagstid bad hun om at kalde paa Børnene, og saa gav hun hvær af dem Haanden til det sidste Farvel, vær saa god til at hjelpe Far. Hun døde samme Dags Aften ved 19 Tiden. Dagen før vor Bryllupsdag. En god og Kærlig Hustru og Moder Gerning var til Ende, her paa denne Jord. Ved at se paa Hindes Ansegt efter Døden, syndtes jeg, at det var som hun i Dødsøjeblikket havde set noget skønt, noget saa vidunderligt stort og herligt som ingen ved Ord til at udsige. Noget af det samme kunde siges om Kirstine (som der staar i Slutningen af Bogen "Ved Dødens Port". Der skildres en ung Mands Sygdom og Død).

Over hans høje Pande hvælvede der sig noget af en Stjerne=Nats Højhed og om hans Læber stod et Smil, som han i Dødsøjeblikket havde set noget skønt.

Ja jeg tror at Kirstine med Sjælens Øje har set sin Herre og Frelser Jesus Kristus. Medelt af hindes Mand Mathis Sørensen.
{Edvard Egebjerg: "Ved Dødens Port", 1899. Kaldes af Dansk Biografisk Leksikon "denne digterisk beåndede skildring af en ung gårdmands tunge kamp på dødslejet."

Mads Sørensen

Mads Sørensen var den Ældste af vi Fem Brødre. Mads Sørensen døde den †25.04.1949, knap 81 Aar han var givt med Inger Christensen. Datter af Hans Christensen og Hustru Mariane fd Knudsen. De ejede en Gaard midt i Thyregod By. Hans Christensen Forældre var fra Fyen. Hans Christensen død i sin beste Alder af Tæring. Mads og Inger blev givt 1899. De havde ingen Børn, derfor vil jeg skrive lit om dem i vor Slægts Bog. Mads var stærk af Helbred, jeg mindes aldrig at han var syg. Gode Legemlig Kræfter var han i besidelse af, han kom tidlig ud at Tjene, var fremlig af sin Alder blev tidlig Vogsen. Han fik lov til at bruge sine Kræfter og det forstod han at omsette i Arbejde. Far om Mor havde jo først Fire Pigebørn før ind Drengene indfandt sig. Der var stor glæde da den første Dreng kom. Han blev da opkaldt efter Fars Fader Mads Overgaar. Ved Konfirmations Alderen kunde Mads svinge sin Le som nogen Karl, han røkked snart op i Karlenes Rækker. Kom tidlig ud at tjene Mads var døgtig, der hvor han tjente var han vel sedt. Han havde god Haandelag, var særlig god til at omgaaes Heste var en god Kusk. Mads var Elev paa Mellerup Højskole hos Jens Bæck. Mads tjente flere steder som Forkarl eller bestyre, tjente ved Præsten her i Thyregod Pastor Kjersgaar, Præsten fløttede da til Udbineder, ved Randers, Mads fløttede med.
Saa var Mads derefter bestyre for en Enke her i Thyregod Mariane Christensen i nogle Aar. Enken soldte saa Gaarden her i Thyregod og købte en Gaard i Løsning, et par Aar efter blev Mads bestyre anden gang for Enken.- Enken Mariane Christensen havde 2 Døtre Inger og Kirstine.- Mads blev saa Forlovet og givt med den Ældste Inger, de fik saa Gaarden efter Marianes Død. Mads var en døgtig Landmand, Inger var spasomlig og døgtig Hustru. De blev velhavende Folk. Men ingen børn, det var et stor Saun for dem begge. Der boede de saa i mange Aar. Saa i 1938 byggede de et Hus i Løsning By, soldte Gaarden og fløttede til Byen, hvor de boede i 11 Aar. Mads og Inger faldt godt sammen med Befolkningen der paa Egnen. Jeg ved Mads og Inger var afholt af Nabor og Venner i Løsning og Omegn. Her følger saa nogle Meddelelser om Livet i deres Hjem. En Søsterdatter til Mads, boede tæt ved, Trine Pedersen, Datter af Ane Kirstine og Klemmen Peder Jensen. Trine havde tjent ved Mads og Enger i flere Aar. Hun blev saa givt, fik egen Hjem. Hindes Mand Aksel Pedersen blev efter nogle Aars forløb uhelbredelig Sindsy. Denne stor Ulykke i dette lille Hjem, hvor der var blevet en stor Børnekflok paa 7. Faderen kom bort fra Hjemmet. Der sad Trine ene med de mange Smaa. Da traate Mads og Inger til, baade med Raad og Daad. De havde jo ingen børn selv, nu fik de lejlighed til at hjelpe og trøste. Der gik tit bud mellem de to Hjem. Børnene kom i Besøg hos Moster og Morbror det livede op med Latter og Sang. Ved Fødselsdage ved Højtider, da vankede der Gaver til de mange Smaa. Børnene var gode til at synge, Mads bad saa om at synge for dem. Det var særlig ved hans Fødselsdag at Salmen. For dig, o Herre som Dage kun Aartusende er at Regne. Da kunde vi ofte se en Taare paa Morbrors Kind, sagde en af Sønnerne ved Madses Begravelse. Trine Pedersen sagde at det til Tider saa hel umulig ud for mig. Men da fik jeg hjælp fra Mads og Inger. Ja, Gudskelov og Tak, at jeg fik lejlighed til at hjelpe dem igjen, i de sidste svære Dage med Trøst og Haab. Jeg følte jeg skydte dem saa meget. Hvor var de glade naar jeg kom og det var næsten hvær Dag. Mads som altid havde været saa stærk, var ikke ret meget over de 70 Aar ind man kunde se og mærke hans Aandsevner svækkedes. Han var kommen til at røste, og ligeledes kneb det for ham at føre en samtale, Traaden slap op, han kunde ikke huske, særlig de to sidste Aar, da Aareforkalkning sadtte ind. Siden gik det stærk ned ad Legemlig, og især Aandelig. Det føte han sel, han sagde tit jeg kan ikke følge med, mer. Han kunde ikke holde ud at gaa i Kirke eller høre i radioen, han kunde ikke holde fast paa det. Han klagede over at der altid var saadan en uro i mit Hoved. Sidste Vindter sagde han flere gange til mig, (Trine).

Aaja det er saa strengt vilde Vorherre inda snart tage mig Hjem til sig.

Inger var utrettelig i at pudsle og plejede ham, og var saa glad saalenge hun kunde faa ham op hvær Dag. Ingers bøn var at, Mads ikke skulde komme til at lig i Sengen i længere Tid og det blev hørt, han laa kuns i 12 Dage. Mads var selv klar over at han snart skulde dø. Han sagde en Dag til mig, jeg er færdig her i denne Verden. Men det var først da jeg var der baade Dag og Nat, at vi kunde tale om vor Gudsforhold aaben og fridt sammen, forhen var det som de heldst vilde have det for dem selv. Ja, Inger bad Aften og Morgen Bøn højt, først den gode gamle Bøn, Gud vær mig arme Sønder Naadig og Barmhjertig derefter Fadervor og Velsignelsen, og sluttede med den lille Bøn. Bed, o Jesus, bed for mig, bed mig ind i Himmerig, der at leve der at bo i en Evig Fred og Ro. (Det var denne lille Bøn vor gode Mor lærte os at bede som gandske smaa, og der efter Fadervor.) Det føjede Trine til har de sikker brugt i mange Aar Jeg er sikker paa at de har føldt at det de trængte aller mest til, var at Gud vilde forlade dem al deres Sønd. Det var ofte det Mads sukkede over:

Min Sønd min Sønd.

Jeg trøsted ham da med de Or Jesu Blod renser for al Sønd. Eller som han har sagt og gjør fremdeles. Kommer hid til mig, alle som lider Møje og er besværet jeg vil give eder Hvile. Det maa du tro Morbroder, han sagde ikke noget men laa stelle hen. Det var om Lørdag som han døde Mandag. Fra Søndag Formidag til Mandag Midag laa han stille hen da døden indtraadte, den 25 April 1949. Mads og Inger læste sjælden i Bibelen, men Salmebogen brugte de meget. Salmen "Bliv hos os, Mester, Dagen helder" {Caspar J. Boye}. Den læste de tit sammen. Da vi stod ved Madsse Dødsleje tog jeg Ingers Haand og vi bad Fadervor sammen, da brast hun i Graad og sagde:

Nu er det forbi, nu er der ikke mere!

"Det maa du ikke sige", sagde jeg. "Hvad mener du?", sagde Inger. "Jeg tror paa de Or af Jesus, naar han siger: Jeg er Opstandelsen og Livet, og hver den som tror paa mig, skal leve om han end døer."
Efter Madses Begravelse blev Inger syg og maate i Seng, laa saa nogle Dage i deres Hjem, men kom saa ned til Trine i hindes Hjem. Men Sygdommen tog til. Lægen vilde have Inger paa Sygehuset. Inger havde inden hun blev Syg været i Horsens for at købe et Minde Sten til Madses Grav.
Her er det sidste Brev fra Inger {1949}:

Kære Line og Thomas.
Lige et par Or om at jeg ikke har det saa godt. Det har ikke været godt siden Mads blev kaldt Hjem, jeg har havt Lægen i Dag, jeg skal paa Sygehusset inden Pindse naar der nu bare er plads. Det er mine Ben de er saa tykke det stammer fra Hjertet, den er ogsaa daarlig siger doktoren. Ja, Gud allene ved hvordan det vil gaa. Nu sender jeg mang Hilsener til jer alle, og tak for alt godt.
Inger Sørensen.
Hils Mathis og sig ham tak for Brevet. (Hornsyld Sygehus).

Inger og Mads havde en Sagfører i Horsens der var oprette Testamendte, før Mads døde. Der var saa tilskrevet Trine Pedersen og hindes børn. Sagføreren var saa kaldt til Inger Sygeleje for at faa det sidste skrevet og ordnet, men inden de blev værdig var Inger saa træt, det blev saa udsat til næste Dag, men da var Inger død. Saa Testamendtet blev ikke færdig. Inger døde den 12 Juni 49 - det var kuns 47 Dage siden hindes Mand døde.

Sørren Peder Sørensen

Søren Peder Sørensen fd den *07.06.1872. Efter at have lært Smedehaandværket og rejst og Arbejdet forskjellige steder bosatte han sig i Thyregod By 1894, som Maskinsmed, det var særlig Maskinerne der havde hans interese. Det begønte i det smaa men voksede Aar for Aar.
Søren Peder blev gift med Enke Mariane Knudsen født den *19.12.1868 i Hindskov. Datter af Landmand Mads Peder Knudsen, født den *27.06.1830. Moderen var fra Give, hun hed Else Nielsen født den *23.12.1841. Far Far hed Knud Knudsen Mormor hed Ane Marie Hansdatter. Det var paa Fædrenes sid. Paa Mødrenes side ved vi ikke andet ind at Else Nielsen er født i Give Sogn og døbt i Give Kirke. Else Nielsen døde i Barselen den †17.03.1870. Da var den lille Mariane 2 Aar. Den sidste Barn Else Nielsen fødte, og døde fra, ved vi ikke noget om. Mariane fortalte om en Søster hun havde, hun døde som ung Pige. Hindes Brylups Dag var bestemt, men hun døde pluselig nogle faa Dage før, Mads Peder Knudsen giftede sig anden gang, I dette Ægteskab var der to sønner Knud Kristian Knudsen og Jakob Peder Knudsen, altsaa Marianes halv Brødre.
Mariane Knudsen blev gift med Smedemester Anton Meier, der var to Børn i dette Ægteskab Johanne Meier og Mads Peder Meier. (Men dette Ægteskab gik i støkker) Anton Meier døde efter 10 Aar forløb.
Mariane Knudsen giftede sig anden gang med Søren Peder Sørensen. (Søn af Søren Madsen og Petrine Thomasen i Thyregod) den 23 November 1901. De havde 2 Sønner:

Sigurd Sørensen *28.11.1902 †1947+
Henry Sørensen *14.09.1905 †1975 Thyregod.

Mariane og Søren Peder Sørensen levede sammen i 48 Aar.- Søren Peder, priste og takkede Gud for de mange Aar de fik lov at leve sammen.
Mariane kunde gøre alt for mig, fortsatte Søren, vi havde det godt sammen, hun var saa flittig og døktig, Hjemmet blev holt hygelig og propert, hun var en god Mor for hindes to Børn. Mariane havde et godt Helbred. Da hun var nær ved de 80 Aar ramtes hun af et styg Uheld; hun faldt og brækkede den ene Laar. Mariane kom paa Sygehuset og var der i længere Tid. Hindes nærmeste tænkte, at det kom hun aldrig over. Men Mariane kom sig, kom Hjem og optog sin Plads igjen, for en lille Tid. Men Mariane var jo over de 80 Aar og Kræfterne tog af. Søren Peder fortalte om den sidste gang, de var ved Vorherres Bord i Kirken. Mariane var saa optaget af Mødet med vor Herre og Frelser. Det havde været saa nærværende, saa virkelig, som det var Vor Herre og Frelser selv, der udtalte de Ord som hun trængte saa inderlig til at høre, af hans egen Mund. Saa tilsige jeg dig, alle dine Sønders Forladelse i Navnet Gudfader Gudsøns og Gudshelligaands navn, og han som har begøndt det gode i dig han vil ogsaa fuldføre det.
Det havde rørt Mariane saa dybt saa Taarene strømmede ned ad hindes Kinder. Lad os Mindes den lille Salmeværs {Grundtvig "Hører I, vor Herre kalder", 3. vers}:

Han som elsker os saa saare,
møder os ved første Skridt,
kysser bort hver bitter Taare,
trøster os med Aasyn blidt.

Den sidste Dag Mariane levede, hun havde ligget syg en Tid, Søren Peder var gaaet op i Værkstedet, saa kom Pigen og kaldte ad ham, da saa Søren stod ved hindes Seng sagde Mariane:

Nu skal jeg rejse, jeg vilde gerne leve indnu en Tid ved jer, men nu skal jeg rejse.

Det var de sidste Or hun sagde den 12. februar 1949

Søren Madsen og Karen Pedersdattes børn

Karen Sørensdatter *1856

Den 3die pige blev født 1856. Hun blev døbt ved sin Moders Kiste den Dag hun blev begravet og fik sin Moders navn: Karen. Hun lever indnu i Aaret 1946 og bor i Fasterholt, var givt med Troels Eriksen i over 50 Aar, bliver 90 i aar. Hun ligner sin Fader Søren Madsen den Dag i Dag.
Karen Sørensen som blev Moderløs saa tidlig, kom saa tel Skibbil, i det en Søster tel hindes Moder - Johanne Kirstine Pedersen - tog Barnet i Pleje i Hjemmet i Harild ved Stine og Thomas Pedersen. Der vogsede Karen saa op under sin Moster forstandige og Kærlige Pleje og som deres egen Datter og med stadig forbindelse til Hjemmet i Thyregod. Jeg husker fra min tidlige Barndom, at det var Fest naar Karen fra Harild kom i vor Hjem i Thyregod. Hun var Fader meget kjær og da hun blev Ældre kom tel at ligne Fader, ja hun var den af hans Børn, som lignede ham mest baade i væsen - stelle og beskeden - og i Aandelig henseende.
Karen Eriksen som hun kom tel at hede efter sit givtemaal med Troels Eriksen, blev meget Gammel, den af vor Slægt der naaede over de 90 Aar. Vi Søskende var den 16 August 1946 nede i Hjemmet i Fasterholt hos hindes Datter og Svigersøn Ane og Ove Andersen, tel Fest paa Karen 90 Aars Fødselsdag. Karen var rask, og optaget af de mange Venner og Bekendtere, hun fik en væld af Krandse og Blomster og Gaver. Karen talte med os om svondne Dage og de mange Aar der var gaaet. Karen hørte godt og saa godt, tros hindes høje Alder. Hun oplevede en Lykkelig Alderdom, mellem sine Børn og Børnebørn. Men allerede hen i November blev hun syg, og døde den †29.11.1946, træt og mæt af Dage som der staar i Bibelen om de gamle fromme i Israel. Karen var fortrolig med den forestaaende Rejse gav sig Gud i Vold og varetægt.

NØRHOLM SLÆGTEN I BRANDE

{Se Nørholm generelt i Brande Steder og Folk.}

Thomas kone Pouline Nielsens slægt

Her vel jeg beskrive det jeg ved om min Hustrus Slægt. Det er saa lit vi ved om dem. Line døbt Pouline Nielsen er født i Nørholm den *05.04.1869. Dater af Niels Nielsen og Hustru Maren Madsen fra Dørslund.

Gården Nørholm

Alle gårdene der ender i -holm i Brande sogn ligger lige ved den lille herregård Brandholm, som før 1500 kaldtes Holm. I folketællingen 1801 opføres de under Brandholm Mark. Lilleholm er nævnt i kirkebogen første gang 1775 (altså ældre end kirkebogen, som begynder 1774), Østerholm 1799, Sønderholm fra 1799 i skøde. De andre gårde på -holm er nyere Gyvelholm, Katrineholm, Nyholm, Trædholm etc.
Gården Nørholm nævnes ved navn første gang i kirkebogen i 1782, men ses i skattemandtallet 1762, hvor Jens Hansen Væver er fæster - men opført under Lilleholm, hvoraf Nørholm vel er udskildt. Han er født 1733c i Aale, trolovet 1756 i Thyregod med Kirsten Jensdatter som skrives af Rørbæk, Vester sogn. Deres datter Maren Jensdatter blev i 1788 gift i Brande med Lars Vinding, som overtog fæstet. Han var gift 1. med Bodil Margrethe Jensdatter, 2. gang 1788 med Maren Jensdatter, 3. gang 1801 med Ane Christensdatter af Sønder Askær, Brande.
Den første ejer af Nørholm jeg ved navn paa var Enkemand Lars Christensen Vinding. Den Mand er bleven givt 1801 med Ane Christensen Christensdatter Sønder Askjær. 1802 er Familien antagelig bleven hjemsøgt af smitsom Sygdom. Konen Maren Jensdatter, se ovenfor døde 37 Aar gammel og en Datter af første Ægteskab Mette Christensen 9 Aar begge begravet †14.05.1801. I december samme Aar døde en Mand ved Navn Jens Hansen Væver født *1732 - 70 Aar {Jens Hansen døde 1801 og fødeåret er regnet tilbage fra alderen som mest - også her - er for høj. Folketællingen 1787 er hans egen aldersangivelse og er bedre, den giver *1737c.}. Det kunde tyde paa at han havde opholdt sig paa Gaarden. Vi {det er her Peder Larsen og Thomas} ved ikke mere om Lars Chrestensen Vinding.

Hans Christensen *1762 Møbjerg, Sønder Omme søn af Christen Hansen *1732c og Dorte Marie NN *1740c †1783 Sønder Omme. Hans blev gift 1807 i Sønder Omme med Margrethe Nielsdatter af Jullingsholms Mølle *1784 Jullingholms Mølle, Sønder Omme datter af Møller Niels Hansen *1737c †1820 Sønder Omme og Johanne Maria Joensdatter *1750 Strellev †1829 Jullingsholms Mølle, Sønder Omme. Deres børn er:
Anne Marie Hansdatter *11.10.1807 Jullingholms Mølle, Sønder Omme †1870 Ravlund gift 1847 i Brande med E. Mads Nielsen *1799c Borris †1879 Ravlund.
Christen Hansen *1810 Nørholm, Brande †1849 Brande gift 1834 i Brande med Sidsel Marie Madsdatter

Hans Chrestensen Østerby og kone Magrete Nielsdatter

Saa er Hans Chrestensen Østerby og Hustru Magrete Nielsdatter bleven ejer af Nørholm. Hans Chrestensen var vistnok Skræder af Profesion (han blev kalt, e. rig Skrejer). De havde en Søn fød 1811 og hed

Christen Hansen og 1. kone Sidsel Marie Madsdatter

Chresten Hansen, blev givt med 1835 med Mads Jørgensens sted-Datter Sidsel Marie Madsen født 1817. Ved deres givtemaal blev Damhuset lagt ind under Nørholm. Christen Hansens Hustru døde †1847 - 30 Aar. Hans og Magrete havde ogsaa en Datter der hed Ane Marie *1807 givt 1844 med Mads Nielsen Halundbæk.

Christen Hansen og 2. kone Maren Madsdatter

Christen Hansen blev givt andengang med Maren Madsdatter fra Dørslund 1848. Saa døde Christen Hansen samme Aar. Maren faar en Datter, som blev opkalt efter sin Fader med Navnet Kirstine, hun kom i Pleje hos Besteforældrene i Dørslund. Kirstine Hansen, blev givt med Niels Thomasen i Skibbild 1874. Men telbage tel Christen Hansen og Sissel Marie, de havde flere Børn de var givt i 12 Aar. De havde 3 Sønner Mads Johanes Markus. Mads, reste tel Kolding og Bosatte sig der. Johanes blev givt 1870 med en Pige fra Give, de bosatte sig paa Skjærlund Mark. Markus født 1844 rejste tel Afrika, han skulde være kommen med i Krig, og ingen hørte mere fra ham. Christen Hansen døde efter kort tid Ægteskab med Maren Madsen fra Dørslund 1848.

Maren Madsdatter og 2. mand Niels Andreasen

Nu sider Maren Enke med den lille Kirstine, som er i Pleje i Dørslund, og de 3 Stedsøner Mad Johannes og Markus. Maren givtede sig igjen Aaret efter 1849, med Niels Andreasen, søn af Andreas Olesen Drandum født 1821 død 1862 - 41 Aar.

Skinnegalen kureret


Niels Andreasen var Handelmand især med Heste. Han skulde have været en ualmendelig god Kusk. Han var en Dag taget tel Marked i Vejle, havde jo et par Heste for. Dem soldte han og købte sig Par andre. Niels Andreasen kunde se, han havde gjort et godt bytte, men han havde faaet det med, at de ville løbe forstærk tel Tid som de sel bestemte. Men Andreasen havde før tæmmet et Par skinegale Heste. Han købte sig et par nye Kjørestænger - lagde dem paa Hestene.
Kørestang
Sådan ser er kørestang ud, det er bidet som lægges
i munden på en hest og trækkes af tøjlerne. Meningen
her er vel nye kørestænger, der gør rigtig ondt på hesten,
fordi munden ikke er vænnet til dem.

Det var jo en lang Tur fra Vejle tel Brande, de skulde faa lov tel at løbe. Det gik godt tel de var ovre Hørup Bakke, saa var Vejen jævn. Niels Andreasen lod saa Hestene trave ud. Men pluslig stak Galskabet op i Hestene, de saa ligesom gav et Blink tel hinanden, ogsaa, saa i Spring det var ikke lige ud men over Grøften og ind paa Marken, men Niels var over dem som et Lyn. Satte Hestene paa Enden {Andre eksempler på dette udtryk ikke fundet, måske skal det betyde at hive så hårdt i tøjlerne, at hesten må sætte sig ned}, og lige ud. Da han kunde mærke han havde overtaget fik de en af Pisken, saa det sved. Niels Andreasen kjørte forbi alle Kroer mellem Vejle og Brande. Hestene maatte tage Turen i et stræk. Skinnegalen var taget af dem.

Men Niels Andresen blev ikke gammel han døde †1862 kuns 41 Aar. Niels og Maren var givt i 13 Aar. De havde 2 Sønner og 2 Døttere.
Den Ældste Berte Marie blev givt med Jens Krestian {Jensen} de kom tel at bo i Sønderholm {nej i Hallundbæk, Sønder Omme} han døde tidlig {1896}. Berta solte Ejendommen og tog ud og tjente i mange Aar. Kom som gammel tel Brande, døde i Brande Plejehem 1930 {1931} .
En Søn Mads han var Skræder døde som Ungkarl af Lungeturberkulos.
Dernæs en Datter Ane Kirstine Nielsen født *1860 blev Givt 1893 med Iver Iversen Ullerup. De kom tel at bo i Grarup i mange Aar. Iver Iversen død †1933. En Datter fik Ejendomme Stine fløtted tel Brande og boede hos sin Datter Andrea Iversen tel sin Død †1940.
Saa Sønnen den yngste Andreas Nielsen føt 1861 blev givt med Tomine Christensen Skjærris Tomine døde 3 Uger efter Bryllupet. De fik Tomines Føde sted, - i Skjæris.
Andreas Nielsen givtede sig 2. gang {tom plads} med en Pige fra Grarup Sine Sørensen. Andreas Nielsen død ved et Ulykkes, han faldt ned ude i sin Lade ned paa den bare Sement Gulv døde nogle Dage efter.
Det var saa Niels Andreasen og Maren børn. Maren var Enke anden gang, og Børneflokken var vogset.

Maren Madsdatter og 3. mand Niels Nielsen af Vester sogn

Maren givtede sig samme Aar med Ungkarl Niels Nielsen født den *19.01.1832. Blev Konfirmeret i Thyregod den 19.04.1846. Der staar i Kirkebogen om ham. En klog og begavet Dreng. For Kundskaber mg og ligeledes mg for opførsel. Niels Nielsen Fader hed ogsaa Niels Nielsen Moderen Maren Hansen. De boede i Lille Risager i Vester Sogn. Nielsen var 30 Aar da han blev givt med Enke Maren Andreasen i 1862 og fløttede tel Nørholm.

Niels Nielsen i krigen 1864


Nielsen havde Aftjent sin Værnepligt, som Indfandterist. Saa kom Krigen, Niels blev Indkaldt i Januar 1864. Ders første barn blev født den 17 Degsember 1863. Nu sad Maren med et lille Barn og 4 fra hindes andet Ægteskab, mens hindes Mand var i Krig. Niels Nielsen mødte i København, blev sammen med sin Afdeling sejlet tel Femmeren som den gang stod under Danmark. Men Danskerne blev en Nat omringet af Thyskerne og taget telfange. Skildvagten skød paa Tyskerne, men blev strag skudt ned. Danskerne blev ført som Fanger tel tyskerne Stelling i Jyland og maatte der arbejde i Skandserne. Men Kosten var knap og daarlig, Rugmels Grød eller Velling. Niels Nielsen var i Fangenskab et halv Aar Ved Fredens sludtning kom han uskat hjem tel Maren og Børnene.

Maren og Niels Nielsen levede samme i 9 Aar. I et lykkelig Ægteskab. Saa døde Maren †1871 kuns 46 Aar af Lungebetendelse. de havde 3 Sønner og 3 Døtre.
Niels Andreas Nielsen *17.12.1863 †07.08.1951 - 88 aar. Overtager gården, se nedenfor.
Niels Martinus Nielsen kaldet Martin *1865 Nørholm †1938 Krestenseballe, Rørbæk, Vester, gift 1889 i Vester? med Nielsine Marie Madsen *1869 Rørbæk, Vester †1925 Nerve-Rekreationshjem, Viborg datter af skræder Mads Jørgensen *1828 Vester †1915 Krestenseballe og Birte Marie Nielsen *1827 Lille Risager †1913 Krestenseballe, for hendes forældre se broderen Niels Nielsen ovenfor. De overtog hendes fødegård og købte jord til. Denne gård blev omkring 1995 købt af kommunen og er nu museum og det flotteste sted at se Rørbæk Sø med den enorme skrænt og halvmåneøen, som ligger nogle hundrede meter nord for gården.
Børn:
Maren.
Birte Marie *1896c Krestenseballe, Rørbæk, Vester †1923 i barselsseng.
Magda Marie Nielsen gift med Kristian Hansen af Thyregodlund. De overtog hendes fødegården Krestenseballe.
Et af deres børn:
Martin Nielsen Hansen *1936c Krestenseballe, Vester.

Nielsine kaldt Sine var hans kusine. Sines Moder, Berte Marie Nielsen, og Martin Nielsens Fader Niels Nielsen var Søskende født i Lillerisager Vester Sogn. Sines Forældre Mads Jørgensen *03.10.1828 *04.06.1915 søn af indsiddere paa Rørbæk Mark Jørgen Madsen og Else Marie Byrgesdatter. Sines Moder Birte Marie Nielsen *07.01.1827 †17.10.1913 (hendes forældre var Niels Nielsen og Maren Hansdatter i Lille Risager, Vester).
De havde tre Døttere. Maren, Sessel Marie, og Sine Marie Madsen. Mads Jørgensen var veteran fra krigen 1848 og blev mod hans Vilie taget til Underkorparal. Han og Birte Marie boed tet ved Kirken i Vester, i en lille Ejendom som heder Krestenseballe. Mads Skræder som han blev kalt, var Skreder, det havde han lært, han var en livlig og mundter Mand, god til at fortælle, de havde en Hyggelig og god Hjem, de var begge to flitige og døktige. Landbruget blev ikke drevet saa vidt. Men de havde gode Kaar. Da Sine og Martin blev Givt i 1889 overtog de Landbruget.
Nu kom der en rigtig Bonde til Krestenseballe. Martin forlangte Alborum, det fik han, der blev i Tidens løb købt Jord ind til Gaarden, saa der blev et tilligende paa 40 Td Ld. Husene blev om byget, en flot Stuehus 1915. Besetningen voksede Aar for Aar, til 12 Kør og tilsvarende Opdræt. En dejlig Have skød frem, og blev passet med omhu. En intereseret Vejsfarenden kunde ikke blive fri for, at se, at her boede en Familie som havde orden og Plan i Arbejdet. Det gjaldt det udvendig, men kom man inden for, saa mødte man Hygge og Gæstfrihed.
Martin Nielsen og hans Hustru glemte ikke at se opad, de var Aandelig indtereseret, de søgte ind til Vorherre og Frelser i Tro og Bøn. De slutede sig til Indremision, da Pastor Bierring, nuværende Provst Bierring Sønderborg var Præst her i Thyregod omkring 1900. Ved hans forkyndelse fik de hjælp til at komme igjennem Livet mang Prøvelser og Sorger, som de maate opleve. Martin Nielsen tog Modgang saavil som Medgang i Tro, paa Guds førelse. (Han altid kun det beste vil og han har Almagts Kræfter).
En stor Sorg ramte Hjemmet da en Gift Datter, Marie døde i Barselseng 27 Aar i †1923. Martin Nielsen og Sine havde tre Døttre. Maren Nielsen, Birte Marie og Magda Maria Nielsen. Det var en stor Sorg, da Marie døde for dem alle. Men samtidig var Deres Moder Helbred saa daarlig, hun havde været paa Rekreations Hjem flere steder. Sine led af en slem Nervesygdom, og var heller ikke Hjemme, da Datteren døde. De sidste 3½ Aar havde hun ophold i Viborg.-. Der døde hun af Lungebetendelse den †13.12.1925. Det var en haar slag for Martin Nielsen, men han bar det rolig han lod sig ikke trøkke ned, men tog det rolig.
Men Aarene gik, den store stærke Mand som han havde været som soldat. Nu var han 70 Aar og Alderen gjorde sig gjældende. Hans Datter Magda blev givt med Krestian Hansen fra Thyregodlund saa tog den tredie Slægt Led fat, paa Krestendseballe. De har tre Børn, de er snart Voksne. Det er ud til at den tredie Slægt ogsaa træder dybe Spor paa den gamle Slægts Gaar. Den Ældste af Magda og Kristans Børn en Dreng blev opkalt efter Martin Nielsen det var den gamle meget Lykkelig ved. Den gamle leved 1½ Aa efter den unges Fødsel.

Fra et Mindeblad skrevet af datteren Magda:

Men de sidste 2-a-3-Aar var den streng Tid for Martin Nielsen. Hebredet gik tilbage. Den stærke og Arbejsomme Mand blev bonden til sygesengen, men tros dette vilde han følge med i hvad der foregik i Mark og Stald. Den sidste tid var svær at komme igjennem, men tros det var Fader aldtid tilfreds og Taknemlig. Vi har de allebeste, Minder om Fader og vi maa sige Gud Tak for, hvad han gav os gjennem ham. En Søndag Morgen, da Kirkeklokken ringede til Gudstjeneste, fik Fader hjemlov den †19.06.1938. Stor følge og mang Blumster og Kranse smøkede hans Grav. -

Ane Sofie Nielsen *1867 Nørholm †1933 Hvejsel, gift 1899 i Brande med Mads Madsen *1861 Lang-Fousing †1945 Fousing.

Efter sin Stemoders Død var hun i Nogle Aar Husbestyreind i Hjemmet. Siden fik hun Plads i Østeregnen, først som Pige paa en Gaard i Bjerlev, derefter som Husbestyreinde hos en Enkemand i Hvejsel. Var saa en Sommer Elev paa Vestbirk Højskole. I Efteraaret 1898 fløttede hun til Fovsing for at bestyre Huset for Ungkarl Gaardejer Mads Madsen, med hvem hun Aaret efter blev gift. Bryllupet stod i Gaarden i Fovsing hvor Mads Madsen var født 5 Juni 1861. At Gildet stod der, og ikke i Brande var af den Grund at hans gamle Mor, saa gerne vilde med, men som ikke kunde tænke sig. at komme ud paa saa lang en Rejse. Bryllupsdagen var 25 Juli 1899.
I deres Ægteskab fødtes 5 Børn til sidst i 1908 ved Juletid en lille Pige der i Hjemmedaab fik Navnet Sigrid, hun levede kuns en Dag. Det havde nær kostet Moderen Livet, hun laa syg længe og var i flere Aar efter svag, men Mor kom over det.
Hvor var det godt for Far og vi Børn, at vi fik Lov at beholde hinde. Hvilken Lykke for en Børneflok, at voks op i et Hjem med en saadan Mor. Vor Hjem var præget af Jævnhed. Krestendom var noget vi, i mit Hjem ikke talte ret meget om, heller ikke min Mor. Hun levede det bare i al Stilfærdighed, og viste os derved vejen. Fader Mads Madsen, var en munter Mand der kunde le saa hjertelig. Mor var mere stilfærdig, hun var flittig og nøjsom, forlangte ikke meget til sig selv, kunde faa meget ud af lidt, og var glad ved at give. Utrættelig var hun i sin Omsorg for os alle især naar der var Sygdom til Hus.
Efter en tiltagende Svaghed paa grund af en Aareforkalkning, beverkede at hindes Sind formørkedes, hun maatte indlæges i Sindsygehospitalet i Middelfart. Her faldt hun til ro, og laa til sidst med et venlig Smil til alle, og stelle sov hun ind i Døden, den †14.05.1933 - 66 Aar Far levede mange Aar efte i Hjemmet. Han død ind under Jul i 1945 - 84 Aar
(Meddelt af Dateren Mary)

Børn
Hans *1900 Fousing.
Anna Mary Madsen *1903 Fousing (meddeler i teksten ovenfor).
Niels Peder *1904 Fousing †som lille.
Niels Møller *1906 Fousing.
Sigrid *1908 Fousing †1 dag gammel.
Karen Marie Nielsen *05.04.1869 denne Tvilling blev kaldt Karen Kærgard boede i Vester
Pouline Nielsen *05.04.1869 †1963 Thyregod, Tvilling gift 1899 med Thomas Frandsen Sørensen.
Hans Peder Nielsen *04.12.1871 †26.05.1960 -89 Aar
Niels Kristan Nielsen og Hustru tog saa Barnet med Hjem efter Begravelsen, der var saa den lille Hans Peder i Pleje en Tid.

Niels Nielsen og 2. kone Mette Nielsen

Niels Nielsen givtede sig i Aaret 1873 anden gang med fraskildte Hustru Mette Nielsen fra Ure. Datter af Niels Krestian Kjeldsen Ure. De havde 2 Børn.
Niels Nielsen og Mette Nielsen levede sammen i 13 Aar saa døde Mette †1884 kuns 38 Aar. Niels Nielsen levede i 11 Aar efter. Hans Børn vogsede op. De havde et godt Hjem. Nørholm var et frit, og Gæstfri Hjem, der kom mang Gjæster. De fleste af Børnene tog paa Højskole Niels var i Mellerup hos Jens Bæk Ane i Vestberk samme sted var Line ogsaa hos Grønvald Nielsen. Hans Peder i Olderup paa Fyen Deres Fader død saa pludselig †1895. En af hans Børn fandt ham ligende død ude i Loen. Niels Nielsen var falder forover laa med Ansegtet mod Gulvet. Lægen fra Brande kom strags telstede. Lægen Ærklæring lød: "Død af et Hjærteslag eller Blodprop." Der blev stor Sorg i Nørholm over deres afholdte Fader saa pludselige Død.
En Søn Martinus Nielsen *10.12.1874 Nørholm †07.12.1948 Drantum, Brande gift 18.04.1903 med Gerda Petrine Pedersen *07.08.1881 Hyvild †28.11.1952 Drantum, Brande datter af Friborg Ivar Andreas Pedersen *02.05.1853 Hyvild †12.02.1907 Hyvild gift 06.10.1880 med Marie Marcusdatter *07.08.1844 Skovbølling, Jelling †16.09.1929 Hyvild datter af Marcus Temsen og Petrine i Skovbølling (et andet af deres 10 børn var Thomine, der var Oldemor til Firlingerne i Brith).
Martinus Nielsen var en halv Broder til min Hustru Line fra Nørholm. Han og konen kom til at bo i Dørslund, men fløtede siden til Hyvild i Brande, hvor de overtog Gerda Petrine Pedersen føde Hjem efter hindes Faders død. Hendes far Friborg var Elev paa Galtrup Højskole, Mors Vindteren 1878-79. Moderen Marie Elev i Ryslinge Højskole. Deres Datter Gerda var Elev i Vestberk Somren 1902. Friborg Iver Andrea Pedersen var søn af Gaardejer Peder Kjeldsen og Hustru Pernille, der var 9 børn i dette Ægteskab.
Børn:
Niels Julius Nielsen *23.12.1904 Dørslund. Gift den 28.05.1932 med Asta Pedersen *18.11.1910. Datter af Husmand Peder. F. Pedersen og Hustru Ane, Amlund Skov Lindeballe.
Metha Valborg Nielsen *23.12.1907 Hyvild †01.04.1990 gift 1946 med enkemand Harald Sandfeld Jensen *19.06.1911 Kærby †01.11.1985 Brande.
og en Datter Krestine Thomasine Nielsen *26.08.1876 Nørholm †05.04.1951 Brande By. Ugift.

Kirstine Nørholm var aldrig givt, hun var paa Vestbirk Højskole hos Grønvald Nielsen. Tjente et Aar paa Fyen, kom saa hjem til Brande, gav sig til at vaske for Folk, det blev saa til Vaskeriet Frøknerne Iversen og Nørholm. Efter at hindes Søsterdatter fra Grarup Andrea Iversen var kommen hinde til hjelp. Disse to danned et dejlig Hjem fik eget ny Hus at bo. i, og Arbejdede sammen i mange Aar. De sidst Aaringer var Kirstines Helbred ikke saa godt, det gik nedad men Andrea var omhygelig for Kirstine. Gæstfrie var der at komme, de havde mange Venner. Sygdommen tog til, og Kirstine maate indlæge paa Brande Sygehuset Hvor Kirstine døde. Andrea skrev i et Brev til mig om den sidste nat Andrea vaaged ved Kirstines Dødsleje.

Jeg har kendt Kirstine i mange Aar, hun havde jo det lyse syn paa Livet. Trøsten for hinde i Sorg og Glæde, var at thy ind i Tro paa vor Gud og Frelser. Nr. 32 i Salmebogen "Han som har hjulpen hidentil, han hjelper nok herefter" den holt hun særlig af. Men hel forunderlig, var at høre at hun den sidste Nat, da hun laa og ikke kunde sige noget, pluselig fremsagde den sidste vers Ingemans Morgen Sang "Lysets Engel gaar med glands":
Os har og Vorherre kær:
ingen Sjæl han glemmer;
i hvert Solglimt Gud er nær,
og vor glade Morgensang fornemmer.
- Det var det sidste Kirstine sagde.


Niels Andreas Nielsen og Maren Mathiasen

Gaarden gik saa over tel den Ældste Søn Niels Andreas Nielsen, han skulde udbetal hvær af sine 7 Søstende 1100 Kr. i Alt 7700 Kr. Niels Andreas Nielsen blev Givt den 29.9.1895 med Maren Mathiasen fra Grarup. De havde to Børn,
den første en Datter Andrea Nielsen , som blev givt med Laurits Søndergaar. De købte en Gaar i Brandlund. Men Andrea døde tidlig
Sønnen Niels Magnus Nielsen fik Fødegaarden Nørholm i 1925.
Maren Mathiesen og Niels Nørholm levede saa sammen i Nørholm i 30 Aar. Et dejlig Hjem, gestfrie og Venlige var de begge. Nielses Søskende kom ofte i deres gamle Hjem og ligesaa Marens Søskende, man var glad ved komme til Nørholm. Maren og Niels havde begg været paa Højskole var med i Menighedslivet, som i disse Aar udfoldede sig i Brande. Med til Foredrag og Møder. Der kom mange Fremmede, og tog meget ud. Der var aldtid mange Unge samlet i Nørholm.
Niels Andreas Nielsen døde †07.08.1951 88 Aar Træt og mædt af Dage.- Aarenes Tal gjør afmægtig og sløv de satte ogsaa spor paa Niels. Han Trin blev korte, hørelsen daarlig, Hukommelsen kort, men Humøret var lys og let sydtes vi.-
Niels kom ofte om til sin gamle Hjem til sin Søn og Svigerdatter, fuldte med i hvad der foregik, kunde han hjælpe var det ham en Glæde, det blev han ved med, og havde Kræfter til, saa at sige til sin død.
Da de afstod Gaarden Niels og Maren i 1925, byggede de et Hus i Brandlund. Blev Nabo til Datteren og Svigersønnen Laurits Søndergaar. Et dejlig Hjem stor Have. Maren døde 1935 efter en svær Sygdom. Niels havde saa fremmede Husholdere til sin Død. Niels Nørholm fuldte stadig med i Menigheden gik meget i Kirke og til Foredrag, kom meget ud til Venner Familie og Naboer. Niels Nørholm var livlig og muntter, var velkommen hvor han vendte sig hen, han var en af de lykkelige, som der med Sandhed kan siges om, den mand havde ingen Uvenner. Vi var de sidste Aaringer i hans Hjem paa hans Fødselsdag, der var mange Fremmed. Præsten var altid med. Og saa inden vi drog hvær til sit, kom Niels med Salmebogen og bad os synge en Salme

SANDFELD I BRANDE

{Se Sandfeld generelt i Brande Steder og Folk.}
Her er saa nogle oplysninger om Karen Sørensens *1856 slægt paa Moderens side. Den første vi Navn paa er en mand der hed Peder Jørgensen født *1715, hans anden Hustru hed Maren Christensen (Christensdatter) født *1746c. De havde en Søn der hed Peder Sandfæld hans efter navn var Pedersen født *1785. Hans Hustru hed Kirsten Eriksdatter født *1792. De ejede Fødegaarden i Sandfæld. De havde mange Børn der ibland:
Lars Pedersen som boede i Brandlund i mange Aar meget bekent for sin Dyrlægeverksomhed og
Jens Pedersen Arvad som kom tel at bo i Arvad,
Jørgen Pedersen og
Karen Pedersdatter, som blev Givt med Søren Madsen i Thyregod, det er saa Karen Eriksens Moder og Fader.
Peder Sandfæld var en meget Oplyst og døgtig mand. Han var lille af Vægst men Energisk, vergsom og klog. Peder Sandfæld blev valdt ind i den første Sogneforstanderskab, da var han 55 Aar. Det har saa været i 1840. Peder Sandfæld blev af Sogneraadet indstellet for Amts Raadet som Sognefoged. Fik af daværende Pastor Blædel Præst i Brande, følgende Anbefaling:

Peder Sandfæld, regner og skriver godt, han behandler Tal baade i Suprasion Division, bade i hele og halve og kvart Tal. Hvorfor Sogenraadet Indsteller ham tel Sognefoged.

Da Krigen kom i 1848 blev følgende sogne sammensluttet i en Lejerkomision Brande, Thyregod og Synder Omme. Der blev valdt 3 Mand af hvær Sogn. Deriblandt Peder Sandfæld og han blev valdt som Formand i de 3 Aar Krigen varede. Han blev altid kaldt Peder Sandfæld, men han hed Peder Pedersen. Han døde †1866 - 81 Aar
{Fra hans svigerinde Kirstine Søndertofts bror Lars Søndertoft i Brande fik Thomas et kladdehefte med historier fx om Pæ Sandfeld.}

SKIBBILD I ARNBORG

{Se Skibbild generelt i Arnborg Steder og Folk.}
Erik Troelsen, *13.04.1828 †04.07.1895 Givt med Ane Pedersdatter *18.07.1824 †24.07.1917.
OVERSIGT FASTERHOLT BJERRE I ARNBORG:
Troels Nielsen Bjerre *1787 Store Sandfeld, Brande †1850 Fasterholt Bjerre gift 1. gang 1818 i Brande med Johanne Eriksdatter *1790 Harrild, Brande †1830 Bjerre, Arnborg. Gift 2. med Ane Marie Pedersdatter *1803 Voulund, Rind †1857 Fasterholt Bjerre.
Jens Troelsen *1831 gift 1. 1856 i Arnborg med Kjersten Cathrine Christensen *1835 Arnborg †1861 Fasterholt, gift 2. gang 1862 i Arnborg med søster til 1. Ane Askjær Christensen *1840 Fasterholt.
Peder Troelsen *1833 Bjerre †1913 Voulund, Rind gift 1859 i Rind med Karen Jensen *1839 Voulund †1908 Voulund.
Niels Peder Troelsen (kaldet P. Smed) *1839 Bjerre †1917 Bjerre gift 1861 i Arnborg med Maren Christensen Skovbjerg *1838 Gammel Arnborg †1905 Fasterholt Bjerre.
Erik Troelsen *1823 Bjerre, Arnborg gift med Ane Pedersdatter *1825c Ikast.
Peder Eriksen *1860 Bjerre †1937 Nyborggaard, Arnborg gift 1883 i Arnborg med Kjersten Cathrine Jensen *1863 †1916 datter af Jens Troelsen og Ane Askjær Christensen ovenfor. Overtog fødegaarden
Troels Eriksen *1855 Bjerre †1933 Fasterholt gift 1880 i Brande med Karen Sørensen *1856 Thyregod †1946 Skibbild.
Erik Nørholm Eriksen *1886 Bjerre †1947+ Skibbild gift 1911 i Arnborg med Kirstine Mølgaard *1890 Bæklyst, Arnborg. Overtog fødegården.

{Det følgende er mest taget direkte fra Johan C. Sulkjær "Arnborg Sogns Historie", 1939, s. 104. Thomas har formodentlig ikke selv gjort det, men fået dette tilsendt i håndskrift af et fjernere familiemedlem. Det er uvist om Thomas vidste om herkomsten eller overhovedet tillagde det betydning.}
Erik Troelsen blev kaldt, "Jerik Smed". Han købte et Hus hvorte der hørte et Støkke Hede mellem Bjerre og Skibild i Arnborg Sogn.
{Huset beskrevet til Jensine Jensen i bogen af sønnen Troels Eriksen i Thomas Sørensens stavning.}

Huset var meget simpel, byget af noget gammel Træ, som var kaseret fra et Bindingværkshus. Hyten var 15 Alen lang og 6 Alen bred. De 2 Fag ved Husenden var indrettet tel Stue med 2 faste Senge, ved den ene side; disses Forsider var Bræder, og Bagsiden Muren dækket et Støkke op med flettet Halmmaatter. En Bilægger, et gammel Bord med fast Bænk og et par Stole med Halmsæder var helle Bohavet. Det næste Fag var delt tel Kokken og Gang. Det fjerde Fag var tel Stald for en Ko og nogle Faar, de to siste Fag var Loen. Loftet var Lægter med Tørv over. Gulvet i Stuen var af stampet Ler, og i Resten af Huset den bare Jord. "Jerrig Smed" var lille og spinkel; men han kunde ikke allene dørke Jorden, men ogsaa smede og tække. Ved en Arbejdsdag paa 13 Timer, tjene 5 Mark som Smed, men kuns 2 Mark i Dagløn som Tækkemand. Det fortaltes, at de kun havde en Gryde, en Pande og to Sætter, da de fløttede ind; men var flittige og ihærdig begge to. Først blev der bygget Stald, og 11 Aar efter overtagelse kjørte Erik Troelsen tel Horsens med sit Studespand og kom Hjem med Tømmer tel et ny Stuehus.

Sønnen Peder Eriksen overtog Gaarden som en køn firlænget Gaard. En anden søn, Troels Erisen byggede paa den norligste Del af Lodden.
Troels Eriksen født den *08.12.1855 i Skibild Arnborg Sogn og Karen Sørensen født den *16.08.1856 i Thyregod blev givt den 31.05.1880 i Brande Kirke.
Troels Eriksen var en dygtig Mand med mange Interesser. Han byggede selv en Husmølle paa Gaarden som fik Navnet "Nørholm". Da Troels Eriksen og Karen begøndte havde de kuns to Kvier og et Par Stude. Men i Aarenes løb blev Ejendommen drevet op tel en god Gaard og i 1911 blev den overtaget af Sønnen Erik Nørholm, efter at Troels Eriksen havde taget fra tel en mendre Ejendom, hvor de boede tel 1916, da fløttede de tel den ny Stationsby, Skibild By, eller som den nu derefter fik Navn Fasterholt, fordi der i forvejen var en Skibbild Stasion i Nøvling. I Stasionsbyen byggede Troels Eriksen et Hus og blev Vejer og Maaler ved Statsionen. Desuden reparerede han Stueure og satte mange Bornholmere i Gang, som var opgivet af de faglærte Urmagere.
{Sulkjær citeret hertil, men med nogen ekstra oplysnigner.}

Troels Eriksen har været en meget virksom og initiativrig Mand, der gennem Aarene har bidraget meget tel den Udvikling, der i den sidste Menneskealder er foregaaet i Fasterholdt. Han var medstivter af Søby Mejeri og dets Formand i mange Aar, ligesom han i et Par aar var Formand for Toftlund-Kølkjær Mærgelsbane. Da Misionshuset blev bygget var han meget verksom. Han var Medlem af Menighedsraadet 1922-26. Da Arnborg og Skibild hørte sammen i komunal Henseende tel 1 April 1906 fik Arnborg sin første Sogneraadsperiode fra 1906 tel 09. I denne Periode var Troels Eriksen Sogneraadmedlem.
Karen var den stelfærdige, men livsvarme Kvinde der var sin Mand en uvuderlig Støtte. Gennem Aarene fortalte hun Slægt og Venner om Egnens gamle Skikke. I de etnologiske Samlinger paa Nasionalmusæeet findes mange Optegnelser, som hun har fortalt saa grundig og godt, at hun Personlig har faaet en Tak fra Musæet.
Men ellers var det i det stelle hun øvede sin Daad. Smaa Træk fra Dagliglivet. Skriver Sønnen Erik Nørholm.
En Dag stod Mor i Køkenet og bagte Pandekage, en Mand traate ind (Troels Bjerre) i Køkenet snappede uden videre en Pandekage og løb, Mor bag efter og redede Pandekagen. Jeg syntes, det saa farlig ud (jeg var da 7 Aar), men det endte med at Manden blev budt tel Bords, og fik lov at forsyne sig.
En Efteraarsdag Far og jeg var kjørende tel Brande mor var allene Hjemme. Da ved den tid vi skulde kjøre Hjem blev der en frøgtelig Uvejer med Torden og Regn. Vi blev da tel det værste var ovre. Men det var over Midnat. Det var saa Mørk saa det var snart ikke tel at se og kjøre, naar der saa kom et Lyn i dette bælmørke blev det jo dobbelt mørk bag efter.
Jeg sad og blev søvnig og træt. Vi naaede omside Aaen. Far sagde tel mig nu maa du ikke side og Sove Dreng. vi kan risikere at kjøre i Aaen. Jeg blev vaagen, da jeg hørte det om aaen, Far gav mig Tømmerne, med den bemærkning, jeg skal af for at finde Broen. Vi kom godt over og lit efter kom vi vel Hjem. Da var Klokken 2 om Natten. Mor var stadig oppe og havde trolig vendtet efter os, og Maden var strags sat frem, men Mor fortalte om den lange Vendtetid, og vi om den Nattekjørsel i den Mørke. En vindter Nat i et forrygende Snestorm kjørte jeg for en Nabo doktoren. Hjem tel Brande. Men Mor vendtede trolig, hun kunde jo ikke sove inden jeg var Hjemme igjen. Maden var parat, Mor var utrættelig altid paa færde.
Troel Eriksen døde den †20.06.1933 i Fasterholt og ligge begravet samme Sted. Karen boede i mange Aar hos sin Datter og svigersøn Ane og Ove Andersen hun døde den †29.11.1946 i Fasterholt og ligge begravet ved siden af sin Mand. Begge var de ronden af gamle og ansette Slægter i Arnborg Sogn. Ved deres Liv og Fær har de vonden Agtelse og Tillid, og gennem Aarene vandt en talrig Vennekreds. For Samfondet i Fasterholt, har de været gode Støter gennem mange Aar. De tog trofast del i Arbejdet og havde deres Plads i Kirken og Misionshuset. De bevarede langt op i Aarene Evnen tel at indreresere sig for og følge med i Tidens Spørgsmaal og var i en sjælden Grad livlig og aandsfriske. Karen og Troels havde foruden de to omtalte Børn en Datter der døde tidlig.
Den ælste af Børnene Ane Troelsine Eriksen blev født den *27.02.1881 og er viet 31.10.1901 i Fasterholt Kirke tel Husmand og Smed Ove Andersen Skibild født *20.11.1875. De havde et Landbrug, hvoraf en halv Snes Tønde Land var opdørket Hedejord og 40 Tønder Land uopdørket Hedejord og Mose. I Begøndelsen af Ægteskabet var Smedeverksomheden dog Hovederhvervet, idet, Ove var Egnens eneste Smed. han var Medlem af Menighedsraadet fra 1934 tel 45. Sogneraads- og Skolekomisionsmedlem fra 1929 tel 37. Endivdere har Ove Andersen været Formand for Fasterholt Mejeri, med flere Foreninger i Egnen.
Overnævnte Hedelod blev efterhaanden opdørket og mere Jord indkøbt, saa Smedearbejdet gled mere ud, og Landbruget blev Hovedverksomheden. Og resultatet blev en dejlig Gaard, og en Lykkelig Hjem.- Hvor der vogsede en stor Børneflok op. Ove og Ane Andersen har havt 10 Børn.
1 Niels Peder Andersen, født den *05.09.1902. Han er Komunelærer i Horsens og givt med Kam Lehlieman Andersen Thorning, de har to Børn:
Hans Christian Lehlieman Andersen *09.07.1933.
Poul Eriksen Lehlieman Andersen *31.12.1942.
2 Troels Ejner Andersen *21.07.1904. Han er Købmand i Voldtofte Flemløse, Fyen. Givt med Ellen Sørensen fra Odense
3. Aksel Robert *03.05.1906 †09.02.1913
4. Karlo Nørholm Andersen *19.07.1907 - Han er Gaardejer i Isenvad per Ikast, og givt med Dagmar Dalsgaard Chrestensen fra Ørding per Ø. Assel Mors. De har et Barn:
Ove Nørholm Andersen *20.10.1941.
5- Thora Kirstine Andersen *17.01.1909 - hun har været Sygeplejerske, og er givt med Fabrikant Carl Helge Brinkman Hansen Herning. De har tre Børn:
Egon Brinkman Hansen *19.08.1938
Vigo Brinkman Hansen *01.04.1942
Peder Brinkman Hansen *21.08.1946
6.- Emma Dagny *13.01.1912 †14.08.1914.
7.- Anna Andersen *22.05.1914, hun har været Sygeplejerske og er givt med Fiskeriejer Ivan Skovgaard Pedersen, Skellerup Mølles Damkultur per Resenbro. De har et Barn:
Mary Skovgaard Pedersen *16.02.1945
8. Aksel Emil Andersen *30.05.1915. Han er nu Ejer af Fødegaarden i Fasterholt, givt med Elna Iversen fra Vorslunde i Rind. De har 3 Børn.
Arne Blaabjerg Andersen *31.03.1943.
Herluf Blaabjerg Andersen *31.03.1943.
en nyfødt og udøbt Pigebarn *20.02.1947.
9.- Emma Dagny Andersen *23.06.1917, hun er givt med Ingeniør Arne Jørgensen, København de har et Barn:
Bergit Jørgensen *30.05.1946.
10. Vagner Andersen *17.02.1920. Han er Ejer af Gaarden Kesselhus per Funder, givt med Anne Marie Jørgensen fra Helsinge.

Den næstælste af Troels Eriksen og Karens Børn hed Tomine Kirstine Nørholm Eriksen *06.05.1884 †15.03.1909.

Sønnen den yngste af deres Børn Erik Nørholm Eriksen *11.09.1886, og givt den 03.11.1911 med Kirstine Mølgaard "Bæklyst" Arnborg sogn *29.11.1890.
Erik Nørholm var 1910 Indehavder af et mekanisk Værksted i Brande By, han opholdt sig paa sin Føde Gaard indtel dette Aar og beskjæftigede sig i sin Fritid, saa meget med Mekanik, at han efter nogle faa Uger Lærtid kunde drive Værkstedet paa egen Haand. Han havde en pragtisk Haandelag efter sin Fader, løst tel at Ekspermentere. Da Forældre i 1911 ikke længere magtede at drive Føde Gaarden fordid Helbredet og Kræfterne ikke slog tel. Syntes Erik Nørholm at Gaarden burde blive i Slægtens Eje. Drog derfor Hjem og overtog Gaarden. Men det var jo Haandværket der blev ofret, som hans Hu stod tel. Erik Nørholm drev saa Fødegaarden tel 1943, den blev solt. De fløttede tel Fasterholt, Møllen der blev købt og den driver han nu 1947. Erik Nørholm var Medlem af Menighedsraadet fra 1926 til 34. og i Skolekomisionen fra 1927 tel 30 og Medlem af flere Lokale Foreninger i Egnen. Kirstine og Erik Nørholm har havt 7 Børn:
1. Hilda Nørholm Eriksen *09.10.1912 †04.04.1940. Hun var Givt med Gaardejen Vigtor Nielsen, Ageskov. Bording sogn. De havde et Barn:
Ida Nørhom Eriksen *25.09.1938.
2. Hary Nørholm Eriksen *08.10.1913, han er Strikker i Herning og givt med Laura Nybyge Jensen fra Redsted (Mors). De har 3 Børn:
Bent Nørholm Eriksen *21.06.1941.
Erik Nørholm Eriksen *12.09.1942.
Preben Nørholm Eriksen *16.07.1946.
3. Drengebarn *10.11.1914 †05.12.1914.
4. Lydia Nørholm Eriksen *25.02.1917. Hun er givt med Disponent Kaj Bendtsen Holbæk. De har et Barn:
Eva Nørholm Bendtsen *15.09.1941.
5. Børge Nørholm Eriksen *10.05.1920. Han er vognmand i Gern, og givt med Ruth Larsen fra Vinding=Land ved Vejle.
6. Emma Nørholm Eriksen *07.05.1924 hun er givt med Bager Folmer Moose Rhiger. De har to Børn:
Henri Nørholm Moose Rhiger *31.03.1945.
Erling Nørholm Moose Rhiger *15.10.1946.
7. Verner Nørholm Eriksen *22.10.1925. Han døde den †27.06.1945. Han var Mekanikerlærling i Herning.
Dette er samlet og telsent mig om Slægten Eriksen af Komune Lære Niels Peder Andersen. Horsens.

JENS PEDER THOMASENS EFTERKOMMERE

Jens Peder Thomasen. Den yngste af Moder Søskende.
Se teksten om Jens Peder Thomasen.
Jens Peder Thomasen er født i Skjerris den *16.10.1843. Givt den 10.10.1874 med Klaudiane Magrette Jensen er født paa Kasberg i Bølling ved Skjærn. De havde følgende Børn.
1. Karen Thomsen *29.01.1875, givt med Johanes Frederik Emborg født i Østberk Præstegaard den *29.05.1870. Søn af daværende Forpagter Edvard Severin Emborg. Senere Arvad Mølle.
Peder Skjerris *02.09.1902 Kontrolasistent.
Klaudiane Magrette Bergitte Emborg *21.12.1903, givt med Johanes Laursen den 07.02.1942 født i Herning den *24.12.1903. Skovløber i Hastrup deres to børn:
Jens Ebbe Laursen *25.10.1942.
Orla Laursen *17.09.1945.
Edvard Severin Emborg *31.12.1905. Landmand i Blæsbjerg ved Brande. Flyttede i Lundfod, Brande, da han i 1953 blev givt med Enke Johanne Jensen af Lundfod.
Klara Emborg *06.03.1911, givt den 27.11.1944 med Peder Jensen født i Tyrstup Sønderjyland den *11.10.1917. Vognmand i Brande deres Barn:
Karen Emborg Jensen *01.02.1945.
Aage Emborg *29.06.1913. Givt den 29.06.1941 med Grete Møller født i Gandrup ved Randers *09.01.1921. Aage Emborg fik sin Barndoms Hjem i Aagaard.
Finn Emborg *30.08.1943.
Mette Marie Emborg *15.10.1917.
2. Thomas Thomsen *19.10.1876. Givt med Henriette Olsen fra Arnborg *29.03.1880. Købte en Ejendom i Grarup, Brande Sogn. Den var forfalden igen Besetning, Jorden laa hen som Hede. Nu staar der 7-8 Kør og ungkreaturer, mange Svin. Deres Børn:
Andreas Thomsen *31.5.1907 - død af Sukkersyge i en ung Alder.
Peder Tang Thomsen *19.05.1912. Han er givt med Ellen Grine fra Videbæk. De har Ejendommen i Grarup. De har 5 børn 3 Drenge og 2 Piger.
Markus Tang Thomsen *03.03.1916. Givt med med Rudt Fransen fra Gludsted. De har en Gaard i Nørlund Ejstrup sogn. De har to Børn.
Jens Kristian Thomsen *08.02.1876. Givt med Anne Laursen fra Brande *15.12.1879. Jens lærte Sneker Faget. Men blev 1912 antaget som Bestyre paa Brande Elegtresitetværk, var der i godt 30 Aar, bor nu i Brande. Deres børn Mette Tang Thomsen *24.06.1904, er ikke givt, bor i Brande. Hun er Tilskjære paa en Systue.
Mette Tang Thomsen *24.06.1904, er ikke givt, bor i Brande. Hun er Tilskjære paa en Systue.
Ester Tang Thomsen *11.01.1907 givt med Ejner fra Gejlbjerg i Arnborg Sogn *25.11.1904 er Arbejsmand bor i Brande, Arbejder paa Kartoffelmels Fabriken om Somren, om vindteren i Grusgraven. Hans Hustru Ester er Kogekone. De har en Søn.
Asla Tang Thomsen *23.10.1908, er Læreinde. Blev senere givt med Lærer Bundgaard Lassen fra Silkeborg *5.06.1900, er Skoleindspektør i Brande. {Han har skrevet bogen "Brande Sogn" udkommet 1970}. De har to Børn.
Klaudiane Tang Thomsen *07.05.1910 givt med Thomas Nytoft Usseltoft Brande *07.11.1907 De har den store Gaard Uselftoft som er hans Mors fødegaard. De har fire Børn.
Ermon Tang Thomsen *14.06.1914. Givt med Alma Nielsen fra Ejstrup Sogn *13.08. De bor i Borup ved Brande. De har 3 Børn.
Ejvind Tang Thomsen *14.06.1914. Givt met Agatte Jensen fra Flø Brande Sogn *23.06. er ansat ved Brande Elegtrisitetsværk.
3. Mathis Thomsen kaldet Hjuler *28.09.1879 givt med Laure Laurisen fra Urekjær, Brande *16.07.1882. Han var udlært Karetmager. Han var svagelig i mange Aar. Mathis boede i hans sidste Aaringer i Brande, han maatte lade sit ene Ben sætte af {kort efter 1904, hvor han var indlagt i København for det}, han døde i †1927. De havde tre Børn:
Torkild Tang Thomsen *09.05.1906. Givt med Ingeborg Jensen fra Randers *31.05. Han er Vanværksbestyrer i Brande.
Anne Tang Thomsen *02.10.1908, givt med Kimose fra Hørnslet *03.04.1908 han var Sneker. Anna døde †1952.
Ejler Tang Thomsen *02.12.1910, givt med Emilie Lind Skjærlund Brande Sogn *11.11.1911. Han er Medejer af en stor Fiskeri tet ved Varde, og har del i en stor Træuldsfabrik i Brande.
4. Ane Cisilie Thomsen *08.02.1883 †1958c Skovlund, Thyregod, givt med Marthinus Jensen Grarup *20.01.1879 død ved en Uløke i en Mærgelsgrav †1909. Ane Cisilie givtede sig anden gang med Lars Peter Hansen Hedegaar i Give Sogn *12.04.1876. De ejede en Gaard i Aagaar i Thyregod Sogn, som de solte i 1918. De købte Gaarden Skovlund ved Thyregod {hvor de blev nabo til Thomas Sørensen}. Peder Hansen døde den †09.03.1945.
Karen Cesilie Jensen *09.05.1908, givt med Peder Neldeberg fra Haarby Fyen *15.03.1895. De har en Ejendom i Ullerup Give Sogn paa 17 Td Ld de har 4 Kør og en Hest. Karen maatte som ung af med den ene Ben hun led meget, det var i 1932. Hun fik en konstig Ben. De har to børn:
Klaudiane Petrea Hansen født *12.04.1912 givt med Ejner Eriksen fra Alsted Mark i Vonge *10.12.1910. De bor paa Bregnhovedgaard Give Sogn, Gaarden er paa 80 Td Ld, de har 17 Køer og en hel del opdræt og stor Svinebesetning. Ejner og Klaudiane har tre Børn.
Johannes Kristian Hansen *25.10.1915 †1989 Give, givt med Wilhelmina (Willy) Maria Blauwhoff fra Holland *03.03.1915 †1999 Give. Givt 1954. De ejer Fødegaarden Skovlund Thyregod. Den er paa 42 Td Ld en Besetning paa 12 Jersykør med tilhørende Opdræt og mange Svin.
Lars Peder Hansen *1958. Gift 1988 med Gunhild Thomsen *1955 Aulum, datter af Søren Thomsen *1910 †1993 og Dorthea Therkildsen *1911. IT-konsulent i Skanderborg.
Martine Hansen *25.07.1918. Givt med Tage Madsen Hesselbjerre, Thyregod. Gaarden er paa 80 td Ld, Besetningen er paa 18 Køer og en hel del Ungkreaturer, stor Svinehold. Martine og Tage har ingen Børn.
5. Klaudiane Magrete Thomsen født i Aagaar den *14.03.1887. Hun har aldrig været Givt, har tjent i mange Aar paa Sjælland, hvor hun er nu {1950c} har hun været i 24 Aar. Der bliver Klaudiane saa længe hun kan være noget for andre. (Da den lille Pige kom til Verden, døde Moderen, og Barnet fik sin Moders Navn). I februar 1921 bor hun ved søsteren Ane Cecilie Thomsen gift i Skovlund, Thyregod Mark, se ovenfor.

Kommunens ældste død. ( 16. sept. 1987, Vejle Amts Folkeblad).
Den ældste indbygger i Brande Kommune. Claudiane Margrethe Thomsen, De Gamles Hjem i Brande, er død. Claudiane Thomsen kunne den 14. marts fejre sin 100 års fødselsdag.
Hun blev født i Aagaard i det daværende Thyregod sogn, hvor hendes fødsel kostede moderen livet, og Claudiane Thomsen blev således døbt ved sin moders kiste og navngivet efter hende.
Faderen, Jens Peder Thomsen, stod da alene til bage med en stor børneflok. Efter konfirmationen kom Claudiana Thomsen ud at tjene på flere gårde på egnen, men senere to hun til Sjælland for at tiltræde en stilling som husbestyrerinde. Efter et par pladser flytte hun i 1932 ind på Fauerbo Knold og førte her hus hos landmand Karl Petersen, der var en kendt lokalpolitiker. Han var ofte borte i politiske ærinder, hvorfor Claudiane Thomsen ud over det huslige også måtte tage vare på landbruget.
Senere blev hun også involveret i Husmandsforeningens Husholdningsudvalg, hvor hun gennem mange år var en skattet formand. Efter 25 år fik hun overrakt diplom for lang og tro tjeneste.
Skønt Claudiane Thomsen lagde det meste af sin livsgerning på Sjælland, vedblev hun livet igennem med at være stærkt tilknyttet til sin hjemegn, som hun ofte besøgte.
Da alderen begyndte at mærkes og kræfterne tog af, søgte hun tilbage til Jylland, hvor hun først tog ophold hos en søsterdatter i Thyregod men i 1968 flyttede hun ind på De Gamles Hjem i Brande, hvor hun gennem næsten tyve år nød sit otium. Bortset fra den sidste tid var hun en flittig gæst i terapien, og det blev gennem årene til mange smukke håndarbejder.
Claudiane Thomsen forblev livet igennem ugift.

RAMSKOV GIVE

{Se Ramskov generelt i Give Steder og Folk.}

Familieoversigt Ramskov

Christen Jensen *1719 †1801c Give og Dorte Madsdatter 1717c †1806 Ramskov.
Maren Christensdatter *1752c †1830 Bøllund gift 1783 i Give med Anders Andersen Skytte *1747c †1810 Søndersthoved.
Anders Andersen Ramskov *1787 Ramskov, murermester, gift 1817 i Give med Maren Jensdatter, datter af Jens Nielsen Grene *1756 Grene, Arnborg †1831 Give (søn af Niels Nielsen *1728c †1790 Grene, Arnborg og 2. kone Maren Jensdatter *1733c †1790 Grene) og Johanne Marie Pedersdatter *1759 Omvraa, Sønder Omme †1813 Give (datter af Peder Terkelsen og Anne Andersdatter i Omvraa, hans aner går langt tilbage). Jens Nielsen Grene flyttede meget omkring: i Brande Uhre, Lille Langkær, Borup, i Ejstrup, Tykskov i Give, Ramskov.
Christen Andersen *1788 Give gift 1. i Give 1827 med Else Mette Kirstine Graversdatter *1806 Give †1834 Ramskov, gift 2. gang 1834 i Thyregod med Johanne Marie Christensdatter datter af Christen Jakobsen og Ane Jakobsdatter.
Inger *1793 Ramskov.
Frederik Christian *1795 Ramskov †2 uger gammel.
Mads Andersen Ramskov *1784 Give †1857+ gift 1. 1811 i Ringive med Maren Jensdatter *1787c Hedeby, Ringive †1815 Ramskov. Gift 2. 1815+ med Dorthea Sørensdatter *1788 Farre, Give †1857 Ramskov datter af Søren Jensen Skrædder i Farre, Give *1753c og Lisbet Christensdatter *1752c.
Børn med 1. kone Maren Jensdatter:
udøbt datter *1813.
Børn med 2. kone Dorthea Sørensdatter:
Anders Madsen *1823 Ramskov †1881 Ramskov gift 1852 med Kirstine Madsdatter *1829 Dørslund, Brande †1892 Ramskov.
Dorthea Andersen *1859c Ramskov
Ane Kjerstine Andersen *1865c Ramskov
Madsine Andersen *
Karen Andersen *1868c Ramskov
Pauline Andersen *
Martha Andersen *
Mads Døslund Andersen Ramskov *1871c Ramskov †1955 Give By gift 1946 med Inger Marie Pedersen. (De to næste afsnit i slægtsbogen er skrevet af ham).
Inger Kirstine Madsdatter *1826 Ramskov †1891 Thyregod gift med Christen Thomasen *1829 Alkærlund, Brande †1892 Drantum. Bosat en udstykket gård i Alkærlund 1856 - 61, byttede så gård med Christen Pedersen i Bøllund Give.
Sørine Madsdatter *1829 Ramskov †1912 Give, gift 1853 i Give med Christen Christensen Mosgaard *1823 Nederdonnerup, Give †1896 Give, bosat Givskud, Lindeballe, Give.
Jensine Madsen *1832 Ramskov
Ane Nielsen (plejebarn) *1844 Give
Christen Andersen (plejebarn) *1849 Give

Mads Ramskov Barndomshjem
Mads Ramskov var en Søstersøn af Fader Søren Madsen. De var jo fra Dørslund i Brande Sogn. Mads Ramskovs Moder hed Kirstine Madsdatter, fra Dørslund i Brande. Kirstine blev fd den 25 Januar 1829. Givt den 21 November 1852. Med Ungkarl Anders Madsen Ramskov, han var fd den 6 April 1823 som eneste søn i blandt 7 Børn.
Hans Fader Mads Andersen og Moderen Dorthea. Anders Madsen og Kirstine fik Barndomshjemmet i Ramskov. Forældrene fik saa Aftægt og blev ved at bo i Hjemmet til deres død. Men de 6 Søster blev givt og drog hjemme fra manglede Mads Andersen sig en Kone. En af hans Søstre tog Plads i Husum i Brande Sogn, hun blev da kendt med Kirstine fra Dørslund, de blev gode Veninder. Da Pigen fra Ramskov kom hjem fortalte hun om Veninden og sagde til Broderen det var nu noget for dig, se om du ikke kan faa fat paa hinde. Og det løkkedes. De to blev givt i 1852.

Far og Mor levede et stille og virksom Liv. Det var ikke store Forhold. Mor drog ind til. 5 a 6 Kilometer til Give, der var Jord nok, men det mest laa hen i Mose, Vandfyldt, Porsknolde. De havde 3 a 4 Kør og et par Stude. Da var Landbruget jo enkilt: ingen Roer, Kartofler til Husbehov. Naar Kornet om Foraaret var i Jorden, var der jo ikke ret meget at bestille.
Anders havde lært Murerhaandværket lige saa hans Fader Mads Andersen. Saa tog Fader og Søn ud og Arbejdede ved Haandværket. I mange Aar drog Fader og Søn fra Sogn til Sogn for at kalke Kirkerne, de gav jo en ekstra Skilling til Landbruget. Kirstine gik saa Hjemme og passede Bedriften.
Der var Arbejde fra tidlig Morgen til Aftenen sildig, ingen Selskabebelighed, der var langt imellem Naboerne, og alle havde Hænderne fulde.- Et stelle og Fredelig Hjem, jeg mindes aldrig at jeg hørte Fader lo højt, et stille Smil, Mor var mere livlig. De gik meget i Kirke, skjønt de skulde gaa stærk for at naa til Give i en Time. De sluttede sig til de gamle Forsamlingsfolk, og senere til Indre Mission, da den kom til Egnen.
Om deres Forhold indbyrdes husker jeg meget lidt, Fader døde da jeg 10 aar, men vi hade et godt og Kerlig Hjem, hvor alle gik og var gode mod hinanden, jeg mindes ingen onde Ord, men heller ikke noget med synlig Kærtegn. Deres Krestendom prøvede de paa at leve, de talte ikke meget om det.- Jeg husker kun en gang at have set Moder bøje sine Knæer i Bøn og det var sammen med to af sine Piger om at give Jesus sit Hjerte Fader døde i 1881.
Moder var saa ene med vi 7 Børn hvor af kuns mig ikke var Konfirmeret, men aldrig hørte jeg Mor klage, saa vidt jeg forstod levede hun i en inderlig Barneforhold til Gud, og kunde i alt hvile i hans Vilie. Mor havde saa Bestyrer paa Gaarden i 9 Aar. Da jeg blev 19 Aar rejste vor Bestyrer som havde været hos os i mang Aar og han tog en af mine Søstre med. Saa blev Hjemmet overdraget mig. Alt blev ved som hidtil ind til jeg blev 21 Aar.
Moder var i mange Aar meget svag, led meget af Astma, men tros det kunde hun følge med i alt.
Men en Dag i Aaret 1892 blev hun plusselig syg en meget heftig Indfluendse, med førte døden, det kom saa brat saa hun døde før Lægen naaed ud til os.- Men Mor var rede. Men Døden kom saa brat saa der var ingen der fik talt med hinde. Men hun var ofte syg, da maatte jeg synge for hinde om Hjemmet Hiset, hun længtes efter at drage der op.-
Ja, Gudske Tak for dette Velsignede Hjem vi har havt. (Økonomisk havde vi det godt).
Her er saa Navnene paa vi Børn. den ældste, Dorthea og saa Ane Kirstine - Madsine = Karen = Pauline = Martha og saa Sønnen Mads.

Nu {1950} er de 6 Døtre døde og Mads Ramkskov er 79 Aar. Blev givt for 3 Aar siden lever Lykkelig i sin Alderdom. Bor paa Lærkevej i Give.

Familieoversigt Bredager

Søren Andersen *1798 Højgaard, Give (søn af Anders Christensen og Mette Marie Sørensdatter i Højgaard) gift med Ane Mette Christensdatter *1801c Sindbjerg.
Christen Sørensen *1841c Ramskov †1918c Skjoldelev gift 1867 i Brande med Ane Margrethe Madsdatter *1843 Dørslund, Brande †1892 Ramskov (Søndersthoved Mark), Give.
Søren Kristian *1870c Ramskov †1885 Ramskov, difteritis.
Ane Mette Sørensen *1872c Ramskov †1930cc gift med en snedkersvend fra Grønbjerg †1950+ Skjoldelev? Købte saveskæreri i Skjoldelev.
Margrethe * Skjoldelev †efter første barn.
Irma * Skjoldelev?
Ane Kirstine *1871c Ramskov †1885 Ramskov, difteritis.
Maren Sørensen *1879c Ramskov †1950+ Skjoldelev? ugift.
Mads Sørensen *1881 Ramskov †1901cc. Døvstum.
Den yngste af Fader Søstre hed Ane Magrette Madsdatter hun var meget smuk og velbegavet. Da hindes Søster Kristine kom til Ramskov i Give Sogn, kom Ane Magrete der jo i besøg og det førte til Bekentskab med en ung Mand lidt derfra Kristen Sørensen hans Hjem hed Bredeager, han var eneste Søn og de to blev givt og kom til at bo i Kristens Barndomshjem. Der var meget Jord især Hede. Desvære var den Religiøse Indstilling i de to Hjem ikke ens saa paa den maade havde de ikke meget glæde af hinanden, dog syndtes det som Ane Magrete i stelhed tyede til sin Gud.

Da min Fader døde og min Moder stod ene, var der en stor Hjelp fra Kristen Sørensen.
Kristen Sørensen og Magrete fik seks Børn. Den første døde som lille. Saa en Søn som hed Søren og en Pige Kirstine, de døde begge under en Difteritis Epedmi den ene fjorten den anden 18 Aar. Saa havde de Ane og Maren, og sidst en Dreng der hed Mads som var Døvstum.- Magrette blev ikke gammel, hun døde før Mads blev konfirmeret.
Saa kom en af Kirstines {Margrethes søster i nabogaarden, gift med Anders Madsen Ramskov} Døtre til Hjemmet i Bredager for at Bestyre Huset hund hed Sine. Hun var der et Aars, saa var Ane og Maren saa vidt at de kunde selv.
Ane blev givt med en Snekesvend I Grønbjerg. De kjøbte et Savskjæreri i Skjoldelev og det gik godt for dem. Maren var saa ene i Hjemmet i Bredager Bestyrede Huset for Faderen og plejede ham og var ret en god Søster for sin Døvstumme Broder. Maren var en god Datter for sin Fader ret en Tjener paa alle Maader. Den døve var ikke nem at omgaaes, mistængsom og daarlig Nærver, men Maren forstod ham og det var hinde der best kunde omgaaes og jevne hvader var i vejen.- Da den Døvstumme var ved de 20 Aar døde ogsaa han.
Nogle Aar efter soldt Kristen Sørensen Hjemmet i Bredeager. De fløttede saa til Skjoldelev, hvor de købte et Hus. Siden soldte han Huset og købte en større Gaard. Da saa Opgangstider under den første Verdens Krig kom, soldte Kristen Sørensen Gaarden og Købte Hus igjen, men nu var Kristen gammel og saa tog en Galdestens Sygdom fat, han blev Opperereret kom vist aldrig over det og døde.
Maren som havde fuldt Faderen og plejet ham i hans sidste Tid, tog saa over til Søster Ane som var bleven meget svag, og led meget af Aandelig Nød. Maaske var det Moderens Bønner som virkede, vi haaber hun gik godt Hjem at Gud to imod hinde. Saa døde Ane.-
Maren blev saa Husbestyre for sin Svoger, og som Moder for hans lille Pige, som hed Magrette. Maren er indnu hos Svogeren. Den lille Magrette vogsede op blev givt med en Købmand. Men Lykken blev kun kort for de Unge. Magrette døde kort efter hun havde født et Barn en Pige som fik navnet Irma. Nu fik Maren ogsaa dette Barn i Pleje, til hun blev Konfimert. Saa giftede Faderen sig. Maren maatte saa give afklad paa hinde der jo var knøttet til sin fader. Nu er Maren ene, ved sin Svoger, og er nu gammel. Med Aarene er hun næsten bleven hel Døv, men er indnu verksom. Maren har den samme Kerlige og ofrende Sind, men hun er jo prøvet i Livets Skole, under alle de Sorger og besværligheder, har Maren Klynget sig til Gud.

Det er meddelt af Mads Ramskov i November 1950.

KIRSTEN OG ANE KIRSTINE SØRENSEN *1853

Tvillingerne blev fød 1853. Deres Fader er Søren Madsen *1827 †1888 i Thyregod og deres Moder hed Karen Pedersdatter, som var fra Sandfæld i Brande *1827 †1856 i Thyregod. Der er fortalt mig, at de gik til Præst sammen og fra den tid var de Kjærester. De blev givt ,da de var 25 Aar 1852, købte en Ejendom i Thyregod, som er i Slægtens eje nu 100 Aar efter 1953. I 1853 blev saa tvillingerne født, og fik navnene Kirsten Sørensen og Anne Kirstine Sørensen. Saa i 1856 fik de et Barn mere, men det kostede Karen Livet, hun døde i Barselseng, til stor Sorg for Fader.
Søren Madsen givtede sig igjen, med en Pige fra Skjærris. Petrine Thomasen, nu fik Tvillingerne Stemoder. Men Petrine har vist været god imod de to smaa Pigebørn ef hvad man kan forstaa. De to voksede saa op i det lille Hjem i Thyregod og holdt stadig forbindelse vedlige med Hjemmet til deres død, trods de store omskivtelser. Søren Madsen og Petrine Thomasen, var meget forskjellig i Sind og væremaade, men et var de fælles om, og det var deres Tro deres Gudsforhold. Og det kom senere til at præge de to Tvillingers Hjem mange Aar efter.
De voksede op, var livlig og godt begavede, tjendte i nogle Aar, de var døgtige. De lignede hinanden saa bestemt ja selv deres Børn tog fejl af Mor og Moster. De blev tidlig voksen, allerede da de var 20 Aar blev de givt. Der var dobbelt bryllup i Hjemmet i Thyregod. Den 3 Degsember blev de viet i Thyregod Kirke 1873. De to par Unge fik saa eget Hjem, og kom til at bo lit Øst for Brande By i Grarup.

Tvillinger gift nord og syd for Goldbæk


Der iler og løber en lille Bæk den Dag i Dag, som heder Goldbæk. Ja gold var det, for 100 Aar siden, da var det Hede og Moser. Nu er det hel forandret og Bækken ogsaa, den blev i Aarenes løb taget i tjeneste. Industrien kom ogsaa til Brande, og den lille bæk blev temmet, før den naaede ud i Aaen, og den maa gøre gavn den dag i dag. Den lille Bæk løb midt imellem to ejendomme to Hjem en Nor for og en syd for. Den Familie der boede syd for Bæken var velhavende efter den Tid. Den Familie Nor for Bækken var knap saa vil velsitueret, men begge Familier var nøjsomme og hæderlig Folk. Dem paa sydsiden, Manden hed Jens Klemsen Thomasen, hans Kone hed Karen, de var særlig oplyste Folk.
Dem Nor for Bækken, Manden Christen Jensen hans Kone hed Karen Marie. Deres Ejendom var maaske den ringest, der var meget Hede. Besetningen var en Tyr og en Stud som trækkraft Christen Jensen var Tyreholder, saa 3 a 4 Kør og nogle Faar.
Ejendommen syd for Bækken var en Ko mere men Stude som Trækkraft Men paa børn var de lige rige, hvær en Søn, men livlige og begavede var de begge to.
Og saa gik det sadan at, Tvillingsøstrene fra Thyregod blev givt med de to unge Mænd. Ane Kirstine Sørensen blev givt med ham fra syd for Bækken, Klemmen Peder Jensen, og Kirsten Sørensen blev givt med den unge Mand nor for Bækken Thomas Christensen. De to unge Mænd fik saa hvær deres Barndoms Hjem. Kræsten Jensen og hans Hustru kom paa Aftægt. De to gamle Jens Klemmesen og Karen var begge døde, da deres Søn blev givt.

De unge tog saa fat og sled taper i det, Jorden var daarlig det gjalt begge Ejendomme.
{Man nænner jo næsten ikke at sige det: Thomas har taget fejl af syd og nord for Goldbæk, syd for er ejerlav Brande By, hvor Christen Jensen (gift med Karen ikke Karen Marie) har hjemme på matr. 7A, nord for er Arvad ejerlav. Grarup ejerlav, hvor Jens Clemmensen (ikke Jens Klemsen Thomassen) har en gård matr. 10A, ligger også syd for Goldbæk. Undskyld, resten skal nok passe}.
Se Kirsten Sørensen og Thomas Christensen.
Se Ane Kirstine Sørensen og Klemmen Peder Jensen.

Kirsten Sørensen *1853

Efter faa Aars forløb soldte Thomas Christensen hans Ejendom i Grarup til et Selskab, som lod det tilplandte med Gran og Fyr under Hedeselskabet vejledning. Han købte en Ejendom i Skibbild Arnborg Sogn, den var paa 40 Td Ld, mest Hede men det var bedre Jord ind han Barndoms Hjem. Besetningen 4 Kør og et par Stude og nogle Faar. Det var rigtig en Hede Egn. De hørte under Arnborg Kirke en Mils Vej igjennem Heder. Mange Aar efter fik Skibild en Kirke og Byen eller Kirken fik Navneforandring, og kom til at hede Fasterholt. Saa kom Brande Herning Banen, og saa blev der Stasion. Da Thomas Christensen fløttede til Fasterholt, var hans Forældre døde. Men Familien voksede de fik mange Børn. De havde 7 Børn i den lille Hjem i Skibild.
Men saa blev Thomas syg i 1883 og det var Lunge Tuberkulose. Den unge Mand bukkede snart under, han døde den 13 Januar 1884, kuns 33 Aar. Det saa eller ud til at gaa fremad, Thomas var godt paa vej med at faa Heden under Plov men saa kom den snigende Sydom og han maatte til Doktoren. Han rejste da til Silkeborg til en Læge der. Men sygdommen var for langt fremskreden.- En af hans Børn fortæller om den Rejse, at det blev som et vende Pungt i hans Liv.
I toget hjem var der to Kvinder der sang en Salme, der gjorde saa dybt et indtrøk paa hans Fader saa den blev ham en Himmelstig. Hans Børn lærte Salmen og sang den ofte.

Her følger saa Thomas Christensen og Kirsten Sørensens Børn:
Karen Marie Christensen *1874 en dyktig og begavet Pige, blev givt med Husmand Søren Sørensen fra Lovlund ved Grindsted. Karen Marie døde som ung Kone 34 Aar. De havde 2 børn,
Karl Sørensen og Pige
Thora Sørensen.
Saa en søn Christen Jensen *1875 Givt med Johanne Jørgensen Tanderup Sogn Fyen. De fik Johannes Fødehjem. De havde en Datter:
Thora Christensen, Moder og Datter bor sammested 1953.
Saa en søn Søren Christensen *1877 givt med Mine Jørgensen Tanderup Sogn Fyen. De boer i Tanderup. Søren Christensen er baade Blind og Døv. Søren og hans Hustru var i Amerika i deres Ungdom, der ovre blev de givte den 13 Sebtember 1909 i Amerika. De har 3 Børn:
Aksel Christensen,
Kaj Christensen, og
Marie Christensen.
Saa en Datter Karen Sandfæld Christensen *1879 død samme sted 13 Aar gammel.
Saa en Datter Petrine Christensen *1881 †1907 i Blaahøj.
Saa Tomine Christensen *11.02.1883. Givt med Niels Kristian Poulsen Vonge, en forstandig og døgtig Mand. De kom til at bo i Gaurslund ved Børkob.
Karl Christensen *04.06.1878 Givt 1912 med Marie Thomasen *1883 i Skibild †1940 paa Fyen.
Karl Christensen og Marie Thomasen var Nabobørn i Skibild. De saa allerede den gang mild til hinanden men hindes Fader Niels Thomasen som ejede en god Gaar og var en rigtig Hedebonde hvis lyst det var at brække Hede op, og bringe det i Kultur. Han saa ingen Lys i den Blumster Gartner:

Nej i skal have et stor Hedegaard, det er der da hold i.

Men Karl og Marie holdt ud. Og da Karl kom Hjem anden gang fra Amerika, gav den gamle efter. Karl købte da et lille Ejendom paa Fyen 4 Td Ld. Niels Thomasen røstede de gamle Lokker og sagde:

Hvad vil du da med det lille støkke Jord?

Men den gamle fik at se hvad Karl og Marie fik ud af den Fynske Jord. Gartneriet Solvang blev til og der blev Arbejdet under Velsignelse fra det Høje. Marie var en god og elskelig Hustru og Moder. De havde 7 Børn. Karl Christensen gaar nu {1953} rundt mellem Børnebørn og Blumster paa hans gamle dage lykkelig og glad i Gartneriet Solvang. Marie Thomasen stammer fra Nørholm og Dørslund Slægt. Nørholm Ejer i 1848 hed Christen Hansen han blev givt dette Aar med en ung Pige fra Dørslund hun hed Maren Madsen *1825 †1871 i Nørholm kuns 46 Aar, hindes Fader Mads Sørensen og Moder Ane Kirstine boede i Dørslund. Karl Christensens Bestefader, Søren Madsen i Thyregod og Marie Thomsen Skibbild Bestemor var søskende. Men saa de to Christen Hansen og Maren Madsen som blev givt 1848, som boede i Nørholm, fik en Datter som hed Kirstine Hansen. Hendes Fader Christen Hansen døde før Datteren blev født. Den lille Kirstine kom saa til Dørslund Brande til Besteforældrene. Blev der til hun blev givt med Niels Thomasen i Skibild 1874.
Her er saa Karl Christensen og Marie Thomasens Børn:
Halvor Christensen *1913 givt med Karen Eriksen. De bor i Solvang No 2 og har 3 børn:
Karl Gunner Christensen
Jørgen Christensen og
Gerth Christensen.
Agner Christensen *1914 givt med Agnes Madsen fra Knapperup. Deres Børn er:
Henning Christensen som boer {1953} i Gartneriet Solvang
Margit Christensen
Martha Christensen *1917 givt med Barberer Kravtvald de boer 1953 i Middelfart. Deres børn er:
Anne Kraftvald, og
Karen Kraftvald
Lydia Christensen *1916 ugivt bor {1953} i Gartneriet Solvang
Sigurd Christensen *1919 givt med Rudth Madsen fra Odense. De bor {1953} i Garneriet Solvang og deres børn er:
Inge Marie Christensen og
Jytte Christensen.
Nelly Christensen *1922 ugivt
Svend Aage Christensen *1925 givt med Norma Godiksen og boer i Frederisia.

Efter hendes første mands død sad Kirsten ene med de mang smaa Børn og i smaa Kaar. Men Livet skal jo leves, og naar hun saa ind i de mange Øjne, der søgte hindes, og som trænte til hindes Hjelp, det gav hinde Kræfter. Kirsten var en Gudhengiven Moder, der viste hvor hun skulde hendte hjelp og Trøst. Men det var nær ved at overstige hindes Kræfter. Men Naboer og Venner hjalp og støttede hinde. Et Barnløs Ægtepar tog to af Børnene i Pleje. Kirsten var en god Moder, hun lærte sine Børn at folde deres Hænder i Bøn til deres Himmeske Fader. De kom saa ud at tjene, saa snart de kunde gøre Gavn.
Men de hang ved Hjemmet, deres Moder fuldte dem med Tillid og Bønner. Det gik Børnene godt de var velbegavet og døgtige. Kirsten givtede sig igjen med Ungkarl Christen (Kræsten) Ramskov Andersen. I dette Ægteskab var der 3 Børn:
Else Ramskov Andersen,
Laura Ramskov Andersen og
Signe Ramskov Andersen.
Kresten Ramskov var en stor og kraftig Mand, en døgtig Arbejder. Det var jo en vanskelig stilling, Stefader til saa mange Børn, men ro og aarden blev der i Hjemmet.- Men maaske for haarhendet. Børnene fik lært at lyde. Stebørnene kom jo ud at tjene efter som de voksede til.- Det er underlig saa vidt omkring de Børn kom fra det lille Hjem i Skibild. To af dem var i Amerika i flere Aar, Søren og Karl, men de vendte Hjem til Danmark igjen, hvor de udført en døgtig Mandom Gerning, den ene som Gartner den anden som Landmand. Men de er, de eneste der er levende af de 7 Børn nu i 1953.
Saa i 1895 døde Kirsten Sørensen kuns 42 Aar. Hun har ikke danset paa Roser, men hvilken mægtig indsats og Opgave denne Kvinde har løst og udført under smaa og vaskelige Kaar, i den lille spand af Tid paa 42 Aar.-
Men Kirsten søgte op til Gudfader og fra ham har hun faaet Kraft og Styrke til den Gerning der blev hindes.

Ane Kirstine Sørensen *1853

Her er saa den anden af mine halvsøsteres Minde Ane Kirstine Sørensen født i Thyregod *1853 død sammested †1915. Hun blev givt den 03.12.1873 i Thyregod med Klemmen Peder Jensen fra Grarup *1851 Grarup, Brande Søn af Jens Klemmesen født i Skjerris Aaret *1800 og Karen Pedersdatter *1811c Assing †1873 Brande. Klemmen Peder Jensen var deres eneste Barn. Hans Fader og Moder døde tidlig. Klemmen Peder Jensen og Ane Kirstine fik Fødegaarden i Grarup. Der boede de nogle faa Aar. Fløttede saa til Thyregod og i 1887 er de i Kollerup sogn nord for Jelling. De fløttede flere gange, men boede i Thyregod paa deres gamle Dage, Lykkelige og telfresse.
Søren Jensen *1892 konfirmation i Thyregod, med forældre og søskende.
Klik: stort billede.
Det meste af familien i 1907 ved sønnen Søren Jensens konfirmation i Thyregod (rækker fra venstre).
Bagest: datter Karen Jensen (31) *1876, moderen Ane Kirstine Sørensen (54) *1853, faderen Klemmen Peder Jensen (56) *1851, søn Jens Klemen Carius Jensen (28) *1879.
Forrest: søn og konfirmand Søren Jensen (15) *1892, datter Thomine Jensen (25) *1882, datter Sørine Petrine Jensen (20) *1887, Kirstine Marie Petrine Thomsen (22) *1885 gift med Jens Klemen i bageste række.
Tak til Aksel Thomsen, der har stillet billedet til rådighed.

Her er saa Ane Kirstine Sørensen og Klemmen Peder Jensens Børn og Børnebørn. De havde 6 børn:
1. Jens Klemmen *1875 Grarup †4 maaneder, den førstfødte døde som lille.
2. Karen Jensen *30.06.1876 i Grarup, Brande, blev Givt med Peder Lorentsen Henriksen fra Uttrup, Vejen. Bosat Vesterlund 1909-12, derefter Thyregod. Hun døde †21.04.1956 Pastor Nyholms tale ved båren :

Et lille Værs som passer saa godt her i Dag ved Karens Baare:

Fader Tak for Kirkegang,
for Bøn og Salmesang,
tak for dit Ord
ved Daabensbad og Naadens Bord.
{Ligner verset Thomas sagde var kommet til ham i en drøm, se nedenfor.}

Ja, det var det bærende i Karen og Peter Liv, de fuldtes ad til Kirke i de mange Aar, saa længe Karen kunde. De levede med i hvad der foregik i Kirke og Foredrags Forening i mange Aar
Men Karens Helbred blev med Aarene daarlig, og den Tid kom da Karen ikke kunde være med i Kirken, men saa delte vi Kirkens gode i del lille Hjem i Karens Stue, med Bøn og Salmesang og Altergang. Ja, hvor velsiget kan det forme sig ved saadan Lejlighed, det er som Vorherre har sagt Hvor to eller tre er forsamlet i mit Navn der er jeg selv tilstede. Sandheden i disse Or følte vi med hinanden, saa værdifuld. Jeg blev ofte kaldt der ned. Karens Sygeleje blev jo af lang varighed og endte jo med at hun fløttede Hjem til de Unge i hindes og Peters gamle Hjem. Karen blev spurt om hun ikke var ked af at fløtte, men hun svarede: "Nej, jeg fløtter jo hjem." Det samme Svar vilde vi have faaet, havde vi spurgt om den Rejse der forestod, Nej, for jeg rejser jo Hjem til min Gud og Fader i Himlen. Karen var beredt ved Guds Naade. Karen var meget svag den sidste Tid, hun hørte jo saa daarlig, og tale kunde hun snart ikke. Ejner og Gerda var gode i mod hinde. Men omsider kom Døden saa stelle og tyst. Vi har mange og gode Minder fra Karens lange Liv baade som Ungpige, og det samme har hindes Børn og Mand, en god Hustru og Moder. Ja, Ære vær hindes Minde.

Deres Børn:
Sigurd Henriksen *08.11.1909 i Vesterlund. Den førstfødte. Givt med Valborg Jensen Frederisia. Bor i Midelfart. Deres Børn:
Aage Henriksen *13.10.1941
Inga Henriksen *04.03.1945.
Helga Henriksen *15.12.1910 i Vesterlund. Gift med Ejner Frandsen fra Jelling. Købmand i Aalestrup Viborg. Deres Børn:
Ingrid Frandsen *07.03.1932
Edith Frandsen *28.09.1934
Tove Frandsen *20.02.1947
Gerda Henriksen *20.03.1912 Vesterlund. Gift med Agner Kristensen fra Vesterlund. De bor i Frederisia. Børn (Adoptivbarn):
Lise Kristensen.
Gudrun Henriksen *04.10.1913 i Thyregod. Gift med Henry Jensen Ib fra Hadsted. Barberer i Vejle. Deres Børn:
Jørgen Jensen Ib *02.08.1936 Thyregod.
Jytte Jensen Ib *22.12.1937 i Vinding ved Vejle.
Kirsten Jensen Ib *03.11.1944 i Vinding ved Vejle
Ejner Henriksen *08.11.1915 i Thyregod
Gunnar Henriksen *09.05.1944 i Thyregod
Magnus Henriksen *08.11.1918 i Thyregod Gift med Edith Lassen fra Jeksen per Stilling. Gift med Gerda Lassen fra Jeksen per Stilling. Bor i Nørre Kollemorten, Øster Nykirke.
Margit Henriksen *25.07.1925 i Thyregod
3. Jens Klemmensen Carius Jensen *14.06.1879 Grarup, Brande †13.03.1920 Hansted i Influensaepidemien. Han blev givt med Kirstine Marie Petrine (kaldet Marie) Thomsen født den 21 Januar 1885. De kom til at bo først paa en lille Ejendom Øst for Thyregod By.
Jens Klemmesen lærte i sin Ungdom Skræder Haandværket og syede i Nogle Aar for Folk. Da han saa blev Forlovet med Marie fra Grarup gav han sig plusselig til at studere Landbrug, som han havde løst til. De fløttede flere gange, kom saa til at bo i Hansted ved Horsens. Det var i Marts 1920 at en af Børnene kom Hjem fra Skole og var syg. Det var begøndelsen til den store Indfluendse Epedemi i det Hjem som skulde faa saa Skjæbnesvanger betydning. Doktor Vestergaar fra Horsens blev tilkaldt, han udtalte efter Sygebesøget hos Jens Klemmesen og Familien.

Det er den rene Pest de har, de dør allesammen.

Der blev sendt 2 Sygeplejerske til Hjemmet i Hansted, hvor de laa syge alle. Der var i alt 11 Børn hvoraf de 2 var døde før den store Indfluends rasede. Herdis og Analise døde den 6 og 8 Marts 1920. Otenius døden den 10 Marts. Faderen Jens Klemmesen Carius Jensen døde den 13 Marts 1920. Moderen og den ældste af Børnene Klaudiane Petra kom paa Sygehuset Sankt Josefs Hospital, en anden af Børnene kom paa Kommune Hosptalet i Horsens.
Moderen og Klaudiane blev oppereret i Lungerne, der blev tappet Marerie fra Lungerne. De laa fra den 26 Marts og til først i Juni, Marie var saa sløj og afkræftet.
Men da Sygdommen var ovre kom Pasiendterne til at spise saa umaadelig. Den haardt ramte Familie var der stor Medlidenhed med og det gav sig udslag i en storstilet offervilighed. der blev sadt indsamling i gang over stor omraader Sogneraads Formand i Hansted Peder Pedersen Strandgaar sadte indsamlig i gang derpaa Egnen. Bladene i Horsens skrev om den haardtramdte Familie og tilbød at tage imod Bidrag. En Sagfører i København sendte 100 Kr en anden unavngiver ligesaa 100 Kr Der Indkom 7,000 Kr i alt. Da saa Marie var bleven rask og udskrevet fra Sygehuset, tog hun med Børnene til Thyregod. Hjemmet i Hansted var gaaet hel Tabt, der var i Forvejen smaakaar og den store Ulykke tog det hele. Nu da disse Linier skrives {1950} er Enken Marie Jensen 65 Aar. Datteren Claudiane 43, Klemmen Peder Jensen 42, men alle 3 har de mer eller mendre Svaghed at bære paa fra den Endfluends i 1920. Moderen er dog den der slap lettest fra følgerne. Men hvad har hun saa ikke baaret af Sorg og Bekymring.
Lit af et Brev fra hinde, hun skriver:

I denne Mådnet er det saa 30 siden min Mand døde. Savnet har være stor, og tungt har det været, thi han var en Karater {Karater kradset ud og skrevet nyt} der desvære findes saa faa af, uselvisk i al sin Færd, han skulde nok sørge for os før han tænkte paa sig selv. Han var en dyb og inderlig Natur. Hans Tro var saa fast forankret i Guds Ord han udtaldte mere end en gang, efter hvad jeg har seet kan jeg dø glad, hvad Dag det skal være. Han havde set Naaden, Rædtfærdigheden og Frelsen. Vi kunde samles i Bøn og Sang de sidste Aar vi levede sammen, vi har aldlrig skiftet onde Ord i de 14 Aar vi fik lov at leve sammen. Dette til min kære Mands Minde.
Marie Klemmesen {født Thomsen}.

Her er saa Jens Klemmesen Carius Jensen og Marie Kirstine Petrine Thomasens Børn:
Klaudiane Petra Jensen *17.07.1907 blev gift med Vigo Christensen fra Hjortsvang i 1929. Deres børn:
Anne Marie Cristensen *03.08.1929.
Erling Christensen *23.12.1934
Birte Christensen *11.06.1937.
Klemmen Peder Jensen *31.07.1908 gift i November 1933 med Johanne Magdalene Johansen. Deres Børn:
Bent Jensen *27.03.1935
Eilif Jensen *08.08.1936.
Jens Klemmesen Jensen *04.04.1941
Johannes Risbjerg Jensen *04.04.1941
Kaj Jensen *12.02.1946
Søren Otinius *16.01.1909, †10.03.1920 i Influensaepidemien.
Karna Kirstine Jensen *14.03.1911 gift med Pederhauge Mikkelsen 01.05.1936. Deres børn:
Grete Jensen *13.01.1933
Sigfred Jensen *07.06.1912 gift med Elna Jensen fra Slagballe den 02.11.1947. Børn:
Iver Kristian Jensen *05.05.1948
Rigmor Jensen *04.07.1913 gift med Anker Torst Niverod i 03.1937. Rigmor døde efter at have født et Barn den 11 Juni og døde den 14.06.1937
Ejvind Vagn Jensen *18.10.1914 gift den 10.06.1938 med Helga Isaksen København., deres Børn:
Poul Jensen *31.08.1938.
Maja Jensen *16.01.1940.
Erling *30.09.1915 død i Mai 1916
Erling *30.06.1917 død i April 1918
Herdis *15.07.1918 †06.03.1920 i Influensaepidemien.
Annelise *15.08.1919 †08.03.1920 i Influensaepidemien.
4. Thomine Jensen *1882 Thyregod.
5. Sørine Petrine Jensen *25.02.1887 i Brandbjerg, Kollerup sogn †14.02.1953 Aarhus. Gift med Aksel Marinus Pedersen *07.07.1884 i Tranbjerg Aarre Sogn. Deres Børn:
Arne Pedersen *02.04.1916 i Løsning
Eva Pedersen *12.11.1917 Gift den 28.10.1945 med Niels Beck Sørensen Raarup, Barit.
Thyra Pedersen *20.05.1919 Lærerinde
Jens Pedersen *30.04.1920 Gift den 30.05.1946 med Agnetha Mach Pedersen Grindsted (der bor de). Bor i Grindsted. Børn:
Ebbe Mach Pedersen *13.07.1947
Peder Pedersen *01.05.1921. Gift den 04.04.1946 med Esther Pedersen, Vildbjerg
Mads Kristian Pedersen *03.06.1922
Ernst Pedersen *27.05.1924
Sørine Petrine Jensen og hindes Mand boede i Løsning Mark, der ejede de en lille Ejendom 5 Kør og en par smaa Heste. Det gik tilsyneladende godt i nogle Aar, men saa blev Aksel Marinus Pedersen saa underlig sær, og det viste sig at det var Sindsyge (Uhelbredelig). Han kom bort fra Hjemmet og vendte aldrig tilbage. Trine maatte saa allene fortsette i Hjemmet med alle de smaa. Hun har været tapper og det lykkedes at faa alle Børn Konfirmert, de store kom ud at tjene og det gik godt. Børnene vogsede op og blev gode og døgtige.
Som Nabo boede Trines Morbroder Mads Sørensen og hans Hustru Inger, de var Barnløs. Trine havde tjent hos dem i flere Aar. Nu i hindes Enkestand fik hun hjelp ikke allene i Raad men ogsaa i Midler. Efter Mads og Ingers død i 49 Arvede Trine og hindes Børn omkring ved 25000 Kr efter testamente.
Sørine Petrine Pedersen den 14-2-1953. Hun var indlagt paa et Hospital i Aarhus for at blive Opereret for et Skade i den ene Knæ. Det var hun kommen godt over, og skulde nu Hjem. En søn var lige kommen for at hendte sin Mor. Saa pluselig blev Trine daarlig og Døde ramt af et Blodprop.
Vejle Amts Folkeblad februar 1953:

Med dyb Vedmod modtog vi Budskab om Petrine Pedersens død. Det er ikke til at forstaa, at vi aldrig mere skal møde hindes friske og glade Smil og vi synes, hun saa daarlig kan undværes. For det, Trine, som hun i daglig Tale kaldtes, betød først og fremmes for Hjem og Børn, men ogsaa for Naboer og Venner, er vi hinde stor Tak skyldig. Altid var Trine frisk og glad, aldrig gik vi forgæves, naar vi trængte til Hjælp og Trøst. Altid var hun parat med en hjælpende Haand, skjønt hindes eget Liv ikke altid var lyst. Nu har Gud taget hinde Hjem til sig. Men vi vil bevare Mindet om hinde i dyb Taknemlighed. Med hinde er en af Danmarks gode Kvinder gaaet bort.

6. Søren Jensen *1892 Thyregod, konfirmeret 1907 i Thyregod med billede med hele familien, se ovenfor. Gift 19. juli 1919 i Vonsild med Astrid Helene Pedersen *27.08.1890 Vonsild datter af førstelærer og kirkesanger Jeppe Pedersen og Kristine Hansen *1860c. I 1920 førstelærer i Vojens eller Jordrup. Får 1922 et dødfødt barn i Vojens. Han kommer til Petrine Thomasens fødselsdage på Leerbjerggaard, hun er hans stedbedstemor (tak til Vivian Voss og Aksel Thomsen).

THOMAS DIGTE

Digtet til Line (Thomas Sørensens kone)

Efter 43 Aar Ægteskab {altså i 1943} sprang pluselig den lille Blumst ud til dig min kjære Line. Nu er der gaaet 13 aar siden nu skal den skrives ind i Slægts Bog. Den 16.11.1956.

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
Jeg husker din Løkke din Taare fin
Dengang du lagde din Kind mod min

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
vi knæled sammen i Kirkens Kor
der hente vi Freden ved Herrens Bord

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
Vi delte sammen baade stort og smaat
i Sygdoms Sot til al blev godt

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
Du tog din Tørn i Arbedets Dyst
at tjene og ofre var aldtid din Løst

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
du ofred dig hel for min gamle Mor
vi husker at Tak var hindes siste Or

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
for Moders plegter for Børne Skat
for Sygepleje ved Dag og Nat

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
Nu er vi gamle nu er vi graa
Vorherres Naade vi stammer paa

Thomas bøn fra en drøm

Fader Tak for Kirkegang,
for Bøn og Salmesang,
Tak for dit rige Ord,
ved Døbefondt og Nadverbord.

{Citeret af pastor Nyholm ved Thomas kiste i kirken i Thyregod - hans sidste kirkegang.}

SLUT