THOMAS SØRENSEN
Tilbage til Nørvang-Herred.

Top
Thomas Oversigt
Slægtsbog redigeret
Slægtsbog Originaltekst
Thomas Aner
Thomas Bearbejning
Thomas Breve
Thomas Biografi
Thomas Tuberkulose 1901
Thomas Barndomsminder


Sidst opdateret 16. november 2016

Thomas Sørensen: Tuberkulose
For 44 Aar siden et Minde

I 1945 havde Thomas tid. Han havde solgt gården til en søn et par år før og havde nu tid. Så han skriver meget.
I 1901, som han skriver om, gik det om liv og død. Moderen vil have ham i seng for en slem hoste, men han har så meget, han skal have ordnet først. Han havde fået tæring eller lungetuberkulose og det ansås for en sygdom, hvor al håb var forgæves. Han ser syner om sin egen begravelse, tingene i gården bliver levende og vinker farvel, farvel til ham. Han får blodstyrtning to gange og morfin for at skåne kræfterne. Morfinen fører til rigtige syner. Præsten kommer og giver ham den hellige nadver. Men Thomas er sej, han begynder at leve igen efter 13 dages svedeture og henliggen i en seng, der ikke måtte redes.
Senere på foråret kan han ligge ude i skyggen af træer, han selv har plantet, beder højt til Gud om at gøre sin vilje med ham, tage ham hjem eller blive rask og at holde hånden over hans kone. Hun hører det, kommer hen og knuger hans hænder og hendes tårer falder på hans ansigt.
Lægen siger "nu kan De gå og passe kyllingerne i sommer", som Thomas senere gentager til sig selv flere gange. Nu er han ikke mere værd eller kan ikke overkomme mere end at passe kyllingerne, hvilket forekommer Thomas som en hån.
Hen på efteråret træffer han en kone ved Thyregod Give vejen, som siger, "ja om sommeren går det men når vinteren kommer så ...", og der bryder hun af. Thomas kommer hjem bleg som et lagen og må fortælle konen Line, hvad for en kryster han er.
I efteråret 1901 bliver han undersøgt på Vejlefjord Sanatorium; begge lunger er angrebet. Han behøver dog ikke at drikke to bajere om dagen, som lægen i Give havde sagt, for Thomas kan ikke lide bajere. Et år senere ved næste undersøgelse er tuberkulosen standset. Hårdt arbejde kan Thomas ikke mere tåle, men han kommer sig og bliver over 90.
Da han skriver om tuberkulosen, bliver han sig specielt bevidst, hvor meget han skylder hans {korrekt jysk} kone Line. Så han knokler og bakser et digt til hende, hvor omkvædet står foran versene, sådan vil Thomas have det. Omkvædet er

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage

Han indlemmer det sidste vers i beretningen:

Nu er vi gamle nu er vi graa
Vorherres Naade vi stammer paa.

Det er Thomas. Han vil sige, vi stammer fra Vorherres nåde og vi stoler på Vorherres nåde, men finder ikke det rigtige ord, så han laver selv et: stammer på. Der er mange, der kan skrive et letflydende oh så acceptabelt, idiomatisk sikkert, glat og uvigtigt dansk. Der er ikke mange, der kan udæske ubrugte, stærke billeder som Thomas.
Bedre end i dette skrift er den knappe stil i Slægtsbogen, hvor Thomas skriver meget nærmere til mundtlig tale. Thomas var en mundtlig mand. Korte sætningsstykker. Her om tuberkulosen har han påtaget sig noget mere end han kan med skriftsprog, der er ret mange løse ender. Sætningerne er for lange og han taber oversigten. Man ser det også i formen, først den alvidende forfatter, der skildrer andre personer, men beretningen bliver for personlig og han må midt i fortællingen ty til den direkte form: jeg i stedet for manden.

NOTER:
Inddelingen i paragraffer - ellers er teksten ikke til hitte rundt i - er min (Villy M. Sorensen). Thomas skriver ud i et uden inddeling, undtagen lige for ".-." som han bruger som både udråbstegn og paragrafende. På enkelte steder, hvor teksten er svært forståelig, har jeg indføjet korte kommentarer i grå skrift. Thomas betragter en linie-ende som et komma eller et punktum, hvilket på enkelte steder er tilføjet af mig for at gøre det læseligt. På den anden side skal man en del gange læse væk over et stoppende komma eller punktum.
Broderen, der er murer og otte år yngre, er Mathias Sørensen, som henter doktoren i Give, 7 km væk, og som springer ind i arbejdet på gården i foråret 1901 for den dødsyge Thomas. Mathias boede hjemme 1900 - 06, hvor han murede rundt omkring.
Drengen med pistolen i smedjen er formodentlig en hændelse ved en anden bror, Søren Peter, der havde en smedje i Thyregod By
Distriktslæge Bagger i Give var lægen, der kom til Thomas sygeseng.
Lærer i Askær i Brande ca. 1883 Tøstesen Christensen er ikke identificeret.
Jannik Lindbæk *1862 †1909 Ubberup højskole (forstander, teolog), enken udgav 1911 "Jannik Lindbæks digte". Han døde altså ikke i 1901, som Thomas angiver, men i 1909. Tre forfattere bl. a. Carl Koch (vel præsten i Ubberup), skriver i 1909 i Højskolebladet - som Thomas havde og læste - om Lindbæk. Dette formodes at være Thomas' kilde til digtet.
Carl Koch, se ovenfor.
Christian Saugman, læge fra Horsens, fik som ung selv tuberkulose. I 1889 var han på kurophold på det første specialiserede behandlingssted for tuberkulose ved Dr. Brehmer i Göbersdorf, Böhmen dengang i Tyskland. Denne opfordrede ham til at starte et sanatorium i Danmark, det blev Vejlefjord Sanatorium. Saugman var ikke professor, som Thomas skriver, men overlæge.
Når Saugmand af Thomas tilskrives meningen at "der ikke saa meget Næring i en Bajer som der kand ligge paa en Negl", så er det et mærkeligt udsagn for en læge, der skulle være videnskabeligt uddannet. En bajer har omkring 140 kcal (en ølmave er jo dog et kendt fænomen), 100 g svinekød omkring 190 kcal, en dansk bøf vel noget over 200 kcal (skal tages med meget forbehold, kommer an på hvad for kød og hvor stor bøffen laves). Dvs. distriktlægen Bagger i Give havde ret, bajere feder, og overlæge Saugmands mening rammer helt ved siden af.
Johan Skjoldborg er kendt. Det er sjældet Thomas citerer en forfatter eller digter uden direkte tilknytning til religionen. Her er det med tilknytning til sygdom.
For digtet til Line se "Tak min Trofaste Mage for alle de blide Dage".
For slægtsbogen se "Thomas Sørensens Slægtsbog original".

Romanen En ny tid:
Ida Jessen: "En ny tid", Gyldendal, 2015, ISBN 978-87-02-17288-1. 209 sider.
På siderne 67 - 72 gengives i nænsom afvandlet form circa 70% (1.519 ord ud af 2.209) af det første afsnit af Thomas beretning nedenfor, den del hvor han kalder sig selv manden. Sproget er gjort til rigsdansk. Her er et eksempel på Ida Jessens afvandling:
Thomas version:

Broderen kom saa med Medesin. Noget Rød Saft, Morfin, det gav ro, og dæmpede Hosten. Der var Sorg i dette Hjem. Sorgen var kommen saa plusselig. Det var maaske Bestemoderen der følte det værst. De unge ejede jo gaven tel at haabe og nu sov Manden jo saa godt. Der laa han nu saa bleg og stelle, den unge Kone sov ikke var det da verkelig dette at hindes Ven og nu laa der saa hjelpe løs, saa syg farlig syg, og hun skuld pleje ham og vaage over ham, mang Tanker kom og gik. De var bleven enig om at hun godt kunde lægge sig, den syge havde faaet en Stok ved siden, som han kunde banke med, i telfælde af at han behøved hjelp. Men den syge, fortsatte at vær. Drømmene kom og svant, det stod i hans Tanker indnu at Doktoren havde sagt at Vinduet skulde staa aaben baade Dag og Nat. Nu saa han hvor galdt det kunde gaa med aaben Vindue om Natten.
Der var forefalden en begivenhed i Byen, en Dreng som var i Smedelære havde optraat, farlig og truet med at skyde med en Pistol, men Mesteren havde taget Vaabenet fra Drengen, det var ogsaa kommen med i Mandens Drømme. Han sov jo ikke syntes hand da, nej laa hel lysvaagen. Han viste at han havde 20 Kr ligende i Skatollet.-. Da saa han saa denne farlige Knægt Smede Drenge, komme ind ad den aabenstaaende Vindue. men for at komme hen tel Skatollet skulde Tyven over Mandens Seng, for det var selfølgelig de 20 Kr han var ude efter. Manden laa jo med Stokken i Haanden og han var fast beslutet paa at give ham en ordenlig rap, men skal det være, inden han har taget Pengene, eller bag efter. Den besluning blev Manden aldrig færdig med, saa steg der andre Drømme op for den syge.

Ida Jessens bearbejdning, den røde tekst ovenfor er udeladt:

Broderen kom så med medicin. Noget rød saft, morfin, det gav ro og dæmpede hosten. Der var sorg i dette hjem. Sorgen var kommet så pludselig. Der lå han nu så bleg og stille, den unge kone sov ikke. Var det da virkelig hendes ven, der nu lå der så hjælpeløs, så syg, farligt syg, og hun skulle pleje ham og våge over ham?

Der er også nogle omstillinger i den bearbejdede tekst. I mine øjne er det en kunst at kunne afvandle en tekst sådan. Ida Jessens tekst ender side 72 med det lidt omstillede "Og så græd de begge to" (forekommer to gange). I romanen, side 174, hvor Peter Carlsen, som delvis er modeleret efter Thomas, holder frøken Høy i hans arme, siger han, at han ikke er fri, det kan ikke blive dem, "og så græd vi begge to".
Se også Thomas som romanfigur i biografien, hvor romanen beskrives mere udførligt og hvor den centrale funktion af teksten i romanen behandles.
Ida Jessen siger i privat korrespondence om Thomas: "velskrivende" og "Thomas Sørensens stemme er så stærk og betagende klar og øm" og "Thomas Sørensens optegnelser var i den grad et lys, der vældede ind."

Vi kiger lige ind i et Hjem, det er jo rart at se hvordan det da saa ud saa længe siden. Det er en almindelig hjem som de fleste paa den Tid 1901. Manden og Konen Unge Folk, givt for 1½ Aar siden. Mandens gamle Mor var paa Aftægt og boede hos de Unge. Det var Mandes Barndoms Hjem. De havde overtaget Gaarden ved Givtemaalet. Manden havde tagt fat med Mod og store forventninger, han havde været hjemme og hjolpen Moderen i 11 Aar før han fik Skøde paa Gaarden. der var ogsaa fremgang at spore men efter Mandens Planer var det kuns ved begøndelsen. Han følte sig rigtig lykkelig sammen med sin unge Hustru og deres lille Dreng paa ½ Aar ogsaa hans Gamle Mor, som de holt saa meget af. Alt syntes at tegne sig saa lyst for dem. Ja det var jo meget som trængte tel forbedring. Jorden var bar og udpint ingen Læ indnu, men der var da plandtet baade i Mark og Have. Og det kunde enhver se at det værste var ovre, et Hus var ombyget og Besetningen fordoblet, men der var meget at tage fat paa indnu, og de sled trolig baade Mand og Kone. Det var hen paa Vindteren og det stundede mod Foraar. Der skulde Plandtes der skulde Mærgles, der skulde Byges, men Pengene var det smaat med. Men et var telstede og det var Energien, den stærkeste af Ale de Midler som et ung Par kand eje. Manden, var ikke særlig stærk, stor var han ikke og det haarde slid var over hans Kræfter, mangen gang, det havde han følt. Der var Tider han kunde føle sig saa Træt, men det slog han hen det gik nok over.
Saa blev han saa Forkølet hen paa Vindteren, med slemme Hoste, det bar ved. ja Hosten kunde tel Tider være saa volsom naar han om Aftenen var kommen i Seng. Hans Moder den gamle prøvede Kvinde, var bekymret, du skal tel Dokteren for det her huer jeg ikke, der blev prøvet alle Husraad som nu Bestemor {for Thomas' barn} raadede over, men intet kunde dæmpe de gruelige Hoste de tog tel Manden hostede saa sengen røsted. Trætheden tog tel. Saa en Dag hen i April, da havde de havt særlig travlt. Mandens broder var Murer og havde ophold der Hjemme. Der skulde lægges Sement Gulv i Brygerset, det havde optaget dem fra Morgenstunden af. Manden lavede tel, men Sementen var knolderet og det skulle findeles, de støvede slem, saa kom Manden tel at Hoste indnu være. Der var en egen uro over manden, der var saa meget han skulde være færdig med.
Over Midag kjørte Manden med en Grondplov som han havde laant den kjørte han saa hjem. Paa Vejen kom han forbi Kirken, og saa ud over Kirkegaarden. Han faldt i Tanker og der kom saa underlige syner for det inderste inde i Sjælen der kommer de nu med dig, ja maaske om kort Tid. Manden Foldede sine Hænder Gud vær mig Naadig. Saa tog Hosten fat, Manden kom tel verkeligheden igjen, en Kuldegysning røstede hans Krop. Han jog paa Hesten jeg skal skønde mig Hjem jeg har saa meget der skulde tel side inden Aften. Sist paa Eftermidagen, sagde den gamle du ser daalig ud, ja naar jeg er færdig med det og det saa kommer jeg ind saa vel jeg i Seng. Den ene Hest skulde vaskes og smøres paa den ene Bagben det er jeg nød tel sel, for den er saa aparte og Svinene skal jeg selv give. Manden gik ud gav sig i lav med Hesten den var ikke i gode luner den tog Benet fra ham, men han blev gal paa Dyret og tog fat igjen, saa kom {Hosten} igjen, og han fik Monden fuld af Blod, og saa de Kuldegysning tros det at han var varm. Saa hen til Svinene, der var saa et hold bræket ind tel den store So og den var rasende, Manden over imellem Svinene for at skille dem ad. Det traf sig saa saa uheldig at den store So tog fejl bestek, efter en af Grisene som var teltængt en ordenlig omgang og det gik ud over Mandens ene Ben. Benet fik slem knobs af Soens Tænder og Tryne saa Manden kunde ikke staa eller gaa. Saa var manden endelig færdig nu maatte han ind.
Da han stod og vaskede sig kom Hosten igjen og Monden fuld af Blod, ogsaa den underlig Kuldegysning og saa Træthedfølelsen. Saa da han gik igjennem Køkenet og Stuen, var det samme over ham som da han kom forbi Kirken. Manden saa ud i Gaarden, men hvad var nu dette alt hvad han saa i dette Øjeblik rørte sig, og sagde Farvel Farvel. Med underlige Tanker gik han i Seng Moderen gik bekymret omkring ligesaa hans unge Hustru, hun kom med varm Drekke og puslede om ham. Ja hvor gjorde det godt at hvile, men gjorde ondt i Benet, det var da ærgelig med spetakel tel So.-
Men saa kom Hosten igjen, og røstede ham som aldrig før, Saa fyltes hans Mond af Blod for tredie gang. Men det blev værre og værre, det var som kogte det ud af Monden paa ham. Natpotten blev fuld af Blod det var lyserød og saa ud som Skom. Der blev stor uro Broderen fløj paa sin Sykel efter Doktoren der var ingen Telefon, da Broderen kom halvejs gik Syklen i Støkker, (der var en Mil tel Doktoren) Broderen ind i den nærmeste Gaard laandte en Hest og red saa resten af Vejen. Doktoren var ikke hjemme. han var i Selskab, tel Sølvbrylup et støkke uden for Byen. Doktoren havde selv Heste og Vogn, Karlen {Laurids Kyed, se Mortensen: "Give Sogn", 1941, s. 245} var strags klar over at de hastede efter Broderens forklaring, spendte for i en fart og kjørte tel Gilde Gaarden.

Doktoren kom øjeblikelig, da han hørte hvad det var. tog lige der fra og tel Hjemmet hvor Manden var syg. Kl var da mellem 10 og 11 om Aftenen. Broderen blev tel Doktoren kom telbage og fik saa Medesin med Hjem. Da Doktoren kom tel Hjemmet og ind tel den syge, var han jo han jo strags klar over hvad det var og hvad der var aarsag tel Blodstyrtning.
Vi skulde sagde doktoren tel den unge Kone gerne have deres Mand tel at side saa meget op, saa jeg kunde høre ham paa Rygen, da Doktoren havde hørt for paa Brøstet, nu skal de være saa rolig henvent tel Manden. Denne, var nu hel forbauset, er jeg da verkelig saa daarlig de tager jo paa mig som et lille Barn. Undersøgelsen er tel ende Doktoren gav den unge Kone sine Ordre. Deres Mand skal ligge paa Rygen han maa ikke vende sig i Senge, de maa ikke rejse ham op ikke rede Sengen ingen maa forstyrre ham, ingen komme her ind kommer der nogen som ryger saa jag dem ud, de skal vaage hos ham, saa de kand være ved Haanden hvis anfaldet gentager sig. Saa et som er meget vegtig og det er, et Vindue skal staa aaben hær i Sovekamret baade Dag og Nat saa Luften kand vær saa frist og ren som mulig. Doktoren gik ud i Stuen, der sad Bestemor meden lille ½ Aar Dreng paa Skødet. Hvad fejler min Søn er det meget slemt. Doktoren lod som han ikke hørte et Or.
Broderen kom saa med Medesin. Noget Rød Saft, Morfin, det gav ro, og dæmpede Hosten. Der var Sorg i dette Hjem. Sorgen var kommen saa plusselig. Det var maaske Bestemoderen der følte det værst. De unge ejede jo gaven tel at haabe og nu sov Manden jo saa godt. Der laa han nu saa bleg og stelle, den unge Kone sov ikke var det da verkelig dette at hindes Ven og nu laa der saa hjelpe løs, saa syg farlig syg, og hun skuld pleje ham og vaage over ham, mang Tanker kom og gik. De var bleven enig om at hun godt kunde lægge sig, den syge havde faaet en Stok ved siden, som han kunde banke med, i telfælde af at han behøved hjelp. Men den syge, fortsatte at vær. Drømmene kom og svant, det stod i hans Tanker indnu at Doktoren havde sagt at Vinduet skulde staa aaben baade Dag og Nat. Nu saa han hvor galdt det kunde gaa med aaben Vindue om Natten.
Der var forefalden en begivenhed i Byen, en Dreng som var i Smedelære havde optraat, farlig og truet med at skyde med en Pistol, men Mesteren havde taget Vaabenet fra Drengen, det var ogsaa kommen med i Mandens Drømme. Han sov jo ikke syntes hand da, nej laa hel lysvaagen. Han viste at han havde 20 Kr ligende i Skatollet.-. Da saa han saa denne farlige Knægt Smede Drenge, komme ind ad den aabenstaaende Vindue. men for at komme hen tel Skatollet skulde Tyven over Mandens Seng, for det var selfølgelig de 20 Kr han var ude efter. Manden laa jo med Stokken i Haanden og han var fast beslutet paa at give ham en ordenlig rap, men skal det være, inden han har taget Pengene, eller bag efter. Den besluning blev Manden aldrig færdig med, saa steg der andre Drømme op for den syge.

Dagen efter ved Aftenstid fik Manden igjen en heftig anfald af Hoste, og igjen kom der Blod, men det var ikke som Dagen før, det kom ikke saadan kogende og fusende, men saa ud som sammenløben Blod i klomper og klatter. Nu var der smærter i Brøstet det havde der ikke været Dagen før. Der gik bud igjen tel Doktoren, men den Syge skulde ligge i Ro, og saa skulde han ligge med Is i Monden. Det blev hentet i Mejeriet, og der sad nu en ved hans Seng baade Dag og Nat. Det var den 13 April {13. april 1901 var en lørdag, Thomas mener vel den første store blodstyrtning, det ville passe med sølvbryllup på en lørdag} dette skete. Dage gled i dette Hjem og det led mod Vaar. Manden laa der inde og svævede mellem Liv og Død, saa det da ud tel, for alle, ogsaa for den Syge. Nu kunde han ikke tale saa højt, saa det kunde høres undtagen de kom hel hen tel ham. Men Hosten var bonden ja alt var gaaet i staa. ingen afføring gik, saadan laa den syge hen i 13 Dage, laa stadig paa Rygen havde ikke faaet Sengen redt eller sidet op. Præsten havde været der, og den syge havde modtaget den Hellige Nadver, de sang efter opfordring fra den syge. Tel Himlene række din Meskundhed Gud.
Men, Vaaren var i vendte, og Livet inde i Sygeværelset begøndte at vende igjen, den syge tog mere Næring tel sig og Stemmen var vent tilbage. Haabet steg, nu var den Syges Seng redt og han kunde vende sig i Sengen, ja hvor gjorde det godt. Doktoren havde lige været der for at se tel den syge. Doktoren sagde tel den unge Kone, nu skal vi se af {Thomas fejlskrift} faa ham op, og saa om nogle Dage naa Vejret er godt skal De ud i Solen, saa lagden Doktoren tel, let henkastet nu kan de saa gaa og passe Kylingerne i Sommer. Manden forstod nu hvad der var i Vejen er det Longetuberkulose, spurgte Manden. Doktoren forklarede saa hvordan han skulde forholde sig, og foreskrev de Regler der skulde følges for at undgaa at føre smitte tel hans nærmeste. Da gik det først rigtig op for dette Hjem hvad der var sket. Tæring var paa den Tid nesten haabløs. En Mand eller Kvinde, der blev angreben af denne syge i sin beste Alder, bukkede altid under. Da Mand og Konen blev ene, sagde Manden nu maa du aldrig kysse mig mere, og saa græd de begge. Mandes Broder blev der og tog Arbejdet op dette Foraar. Manden gentog tit for sig selv Doktorens Or, nu kand de gaa og passe Kylingerne i Sommer, og fortsatte Manden selv tel Efteraar naar Kulden og Vindteren kommer da ligger jeg i sorten Jord.-
Vaaren kom dette Foraar tidlig og med dejlig Sommer Vejer allerede i Mai. Nu var det saa heldig at Manden havde Plandtet, han kunde gaa i Læ og ligge i Læ og Skygge. Konen bar det ud i Haven, som Manden skulde ligge paa, og over sig, han maate jo ikke fryse. Det blev strænge Dage for den unge Kone, Manden kunde se det, han lagde mærke tel at hans Kære Hustru blev tøndere og tøndere, naa hun tog Klæderne paa. Ja nu laa han her ingen Ting kunde han bestelle, og der var saa meget, der kalte paa ham ude i Mark og Stald, det kunde aldrig gaa.
En Dag som han laa der ude under Træerne, og som saa tit bad for sig og sine kære, om at blive rask igjen hvis det var tel beste for mig og mine Kære, men er det ikke din Vilie, tag mig da hjem tel dig, som din Barn, og saa bad han for hans Hustru og Barn tag dem i din stærke haand og han gamle Mor trøst og størk ogsaa hinde. Da stod plusselig hans Hustru bøjet over ham og hindes Taarer faldt ned i Mandens Ansigt hun knugede Hans Hænder og strøg ham over Haaret jeg hørte din Bøn, jeg maate hen tel dig, Tak min Ven og nævnede ømt hans Navn, saa græd de begge.

Digene gik og kom de bragte Sol og Sommer Vaaren var nu i sin fejreste Pragt saa skjøn som aldrig før. Den Svage Mand blev bedre, den gode pleje den friske Luft, Varmen og Livet kalte ad ham, paa mange maader du skal med, de kand jo ikke undvære dig. Saa begøndte han at arbejde med Forstanden, kunde gaa i Marken fløtte Kraturerne passe Hønsen og Kylingerne, tale med Venner og Bekjenter, var ingen steder ind, Doktoren havde paalagt ham, at han maatte ikke opholde sig hvor der var mange Folk hvor der var Tobaksrøg og Støv, og altid for aaben Vindue. Frisk Luft maa det tel. Saa en Dag hen paa Somren, fik Vi {Thomas bryder stilen her: manden bliver til Thomas} besøg af Lærer Tøstesen Kræstens, ham havde jeg gaaet i Skole tel. Denne Mand boede ovre paa Sjælland norden for København, der havde han købt et Husmandsted. Tøstesen havde været Lærrer i Mange Aar, nu sist som Komune Lærer i København. Den Mand havde i mange Aar gaae med Lungetuberkulose, men holdt Kur, som skal tel over for denne Sygdom og dermed holt Sygdommen saa mege nede, saa han i mang Aar kunde passe hans Arbejde i Skolen. Han havde hørt om, at jeg var Syg, nu vilde som han sagde sette Modet op hos mig, ikke give op tag kampen op det kand nøtte, Sygdommen kand overvindes.

Havde jeg ikke gjort det havde jeg forlænge siden ligget med en grøn Tørv over Hovedet.

Vi var glad ved Lærer Tøstensens Besøg saa livlig og monter, tellige en alvorlig og god Mand. Det gjorde mig godt, jeg kunde tel tider vær langt nede, naar jeg saa mine Jevnalrende som havde saa travlt og jeg gik og kunde ingen ting bestelle, saa kom Mismodet over mig. Jeg kunde især om Morgenen føle mig saa rask og godt telpas tog jeg saa for haart fat paa et eller andet, saa var jeg færdig for den Dag, og saa som jeg gik allerbes kunde der komme, de hastige sting i Brøstet som hører denne Sygdom tel, det var som lammedes hele mit Lægeme.
Og naar jeg kom i Seng om Aftenen, og havde ligget lidt saa brød Sveden frem og det var det samme om jeg strøg det hele Tøj af mig for Sveden brød ud, saa jeg blev hel vaad saa jeg skulde nok passe paa at faa Dynen over mig for ellers blev jeg jo kold, ja det var saa vaad saa jeg kunde stryge Vandet ned af Benene, det var tit jeg maat skivte Uldtrøje. Jeg kunde ikke sove inden denne Svedetur var overstaaet. Sengetøjet og det jeg havde paa var saa klam og tong syntes jeg, det var især i den første Tid af Sydommen. Min Seng var Malet i mørk Egetræ og Laket, men op fra Føderne og op fra Hovedet var Malingen bleven hvid af Dampen fra Sveden. Disse Svedeturer kunde komme igjen længere hen paa Somren ifald jeg havde anstrænget mig, eller efter en Samtale som havde lagt for stor beslag paa mine Tanker. Hvor var det dejlig da den Tid kom, da jeg blev fri for denne Nattesved, og kunde sove ind uden at blive Mindet om den Kamp der foregik i Mit Lægeme. Det fik jeg forklarin paa senere. Denne overnaturlig varme fremkaltes af den Kamp der foregik i Lægemet som var angreben af Tuberkelbasillerne, det var det Fysiske værn i mod Basillernes angreb. Basilernes arbejdede best i en bestem Temperatur. Men hvordan saa den høje Varme opstaar i et Lægeme det ved jeg ikke. Men den høje Temperatur som vi kalder Feber er blot et Naturlig forsvar for at over vinde Bakteriernes angreb.
Nu havde jeg Tid til at tænke mig om, nu laa jeg her som en Vinge skut Fulg kunde se og forstaa hvor afmægtig jeg var. Vorherre havde taget mig afsides, jeg havde nok havt for travlt, for optaget af mit eget. Men jeg tyede tel ham i Bøn. Tag mig i din stærke Haand Fræls mig og før mig som du vel, blot jeg maa blive din Barn, led og før mig som det er best, for mig og mine Kære blot vi maa komme Hjem tel dig. Jeg læste en del, jeg havde Højskole Bladet og Menighedsbladet. Paa den Tid var der en Højskole Forstander i Uberup Højskole han hed Janik Lindbæk. Han døde dette Foraar {se NOTER} da jeg var Syg. I hans efterlatte Papirer fant Pastor Karl Chok {Carl Koch} Uberup flere Digter, af stor skjønhed (Janik Lindbæk var fra hans Ungdom angreben af saame Sygdom som jeg, hans Forældre var døde begge af samme Syge. Der iblant et lille Digt, som mig og min Hustru har tyet tel som Bøn og gør det indnu. Den lyder saadan.

Jeg vel saa gerne være glad
naa jeg skal dø
og ej forknøt og mat.

Ja nu havde jeg Tid, Jeg frydede mig over Vaaren, over Træerne, over Fuglene, aldrig syntes jeg Fulesangen havde lyt saa skjøn ja aldrig havde Træerne seet saa Dejlig grønt ud som i denne Foraar. Jeg syntes at jeg aldrig havde opleve saa yndig et Vaar. Jeg maatte sande et or af Johan Skjoldborg han, havde været meg syg ogsaa i dette Foraar. Da han blev rask skrev {han}.

Efter at have været paa Livets dets yderste Pynt, og vent telbage tel Livet, hvelken herlig Liv. Aldrig har Vaaren forekommen mig saa Dejlig Solen saa varm Skoven saa grøn, Fulesangen saa inderlig.

Ja jeg havde ikke givet mig tid tel at se og høre og lytte, nu havde jeg Tid.- Somren gik og jeg kom tel Kræfter saa meget saa jeg kund passe Kreaturerne. Men jeg jo langt fra rask. Det vilde tage Aar og Dage sagde Lægen. Jeg skulde nøje overholde Kuren. Men hvor let Modet kunde dale jeg kom en Dag henne ved Vejen i Snak med to bekente Kvinder de spurgte tel min befindende. Da de saa havde hørt dette sagde den ene ja saalænge der er Sommer og Varme men naar Vindteren kommer saa.-. Saadan var det med Hans. Hun sagde ikke mere. Jeg kendte Konen og viste at hendes Mand var død i hans beste Alder af Tæring. Da jeg saa kom hjem siger min Kone, hvordan er det du ser ud du er saa bleg. Hun fik saa at vide hvor stor en Kryster jeg var. Ja saadan fik jeg paa flere maader at vide at denne Sygdom var haabløs, De var gaaet saadan at Folk troede paa den Tid at den der havde Tæring han kom sig ikke. Ja hvor var der mange der bukede under. Der var Telfælder at hele Familien døde ud.

Aaret før var Doktor Sau{g}mand kommen saa vit her Hjemme at han havde faaet Vejlefjors Senatoriet Byget, den have lige sluttet første Aars Opgørelse og Resultat. Hen i Efteraaret den 12 Oktober var jeg deromme og blev undersøgt, jeg blev opført paa Ventelisten, men der var saa mange før mig, saa det var da ingen Haab om at blive indlag den første halve Aar. Undersøgelsen viste at jeg var angreben i begge Lunger. Jeg skulde Fedes, jeg var saa mager jeg spurgte om det var en betingelse for at komme sig. Professoren sagde Nej, men skulde jeg for eksempel faa Devteritis eller en anden slem Sygdom saa havde jeg forlit at staa imod med. Saa fortalte jeg hvordan Dokter Bage i Give havde sagt ligesaa at jeg skulde fedes. Jeg havde prøvet som Bage havde ordeneret Leve godt Kød Bøf og saa 2 Bajere om Dagen. Men saa sagde jeg hvordan jeg befant mig efter det. Nej det skal de saa heller ikke, De skal nu allerførst slætte de 2 Bajere, jeg vel sig dem der ikke saa meget Næring i en Bajer som der kand ligge paa en Negl. Nej hold dem tel Sød Mælk, det er der Nærig i. (Jeg havde lige købt en Kasse Bajere, men de blev sent telbag Dagen efter jeg kom Hjem. siden har jeg ikke smagt Bajere).
Saa fik jeg foreskreven Kuren som jeg skulde følge. Gaa Ture Hvær Dag sove for Aabene Vindue. Ikke opholde mid i Støv ell Røg, undgaa at opholde mig hvor der var mange Folk, undgaa overanstrængelse og saa videre og saa komme igen om et Aar. Aaret gik og jeg var bedre. Saa var jeg igjen ude paa Vejlefjor Senatoriet tel undersøgelse. Da fik jeg saa den besked Sygdommen var standset, bliv nu ved med Kuren saa maaske De kand blive hel rask.

Tiden gik og jeg blev bedre og bedre. Men streng Arbejde har jeg aldrig kunde taale. Nu er jeg bleven gammel over 74 Aar. Der er ingen af vore Børn der har faaet denne Sygdom og heller ikke min Kone. De er gaae de mange Aar. Vi har været meget optaget af vor Arbejde og det er Løkkedes over ald forventning. Det ses best af et lille Tak, tel min Trofaste Mage i de mange Aar vi har delt. Ja maaske der er en eller anden der vil stusse over at jeg benøtter Alle de blide Dage. Men se, nu jeg gik og spekulerede paa at forme den Tak jeg skøldte hinde, min Ungdomsbrud saa kort saa sand saa inderlig i nogle faa Linier. Nu var der gaaet saa mange Aar og Dage. Nu laa de der bag os, jeg var ligesom kommen op overer dem kunde nu overse det hele, og hun min Line var med i det hele. Vi har sammen vandret opad Trin for Trin. Nu stansede jeg for at samle det, som i et kort og træffende udtrøk, alle de Dage vi havde vandret samme, de Dage jeg saa gerne vilde Take for, hvad var det der særlig laa som en fin og yndig slør over. Det var blidhed. De var blide alle de Dage. Saa var begøndelsen gjort. Saa kom alle De Dage, baade de lyse og mørke og alt hvad vi havde delt sammen baade Sorg og Glæde det jeg nu vilde Takke for, lige fra den Dag da Line gav mig sit Ja. Hun var synttes jeg saa straalende Lykkelig og for at besegle dette Ja slog hun Armene om min Hals lagde sin Kind mod min og klare Taarer trillede ned paa min Kind det var glædes Taarer vi skulde ogsaa sammen fælde Sorgens Taarer. Men som den siste Værs lyder:

Nu er vi gamle nu er vi graa
Vorherres Naade vi stammer paa

faar vi den i eje. Har vi saa ikke grond til at nyne op ad ja op ad Forklarelsens Bjerg Hjemad ja Hjem, tel vi skal smile try{g} ved den Evige Hvile.