Min Mor, Julie Petrine Madsen, var født i Uhre den 14. Juli 1882, død den 3 September 1948.

Mors Forældre var Niels Madsen, Uhre, han stammede fra Langkær, og Maren Markusen, der var fra Skovbølling ved Jelling, hun blev 90 Aar, inden hun døde i 1929.

Mor var vokset under Kaar, der var præget af Arbejde og Nøjsomhed.

Dengang blev Mælken endnu sat op i Fade og blev haandskummet, og af de slagtede Faar blev lavet Pølser, som hængtes op ved Skorstenen, og blev ved Maaltidet delt ud i smaa Portioner.

Mor var fortrolig med alt Arbejde ude og inde, saadan som det formede sig paa den Tid. Det var jo med Leen, der blev slaaet og høstet. Til Gaarden i Uhre, Overgaard, hørte en Del Eng ovre ved Skærlund Aa, og naar der blev arbejdet der, stod man op Kl. 3 om Morgenen og gik derover for at arbejde hele Dagen. Naar de hjemmebagte Brødskiver saa skulde spises, gik de sammen med Naboerne derovre, og havde det gemytligt under Maaltidet.

Mor var en meget opvakt Kvinde i sin Ungdom og interesserede sig meget for det folkelige. Saaledes kom hun i 1906 paa Testrup Højskole ved Aarhus, hvor Forstander Frede Nørgaard blev et stort Forbillede for Mor.
Livet paa Skolen har i det hele taget præget Mor paa saadan en Maade, at det har været en Ballast for hende hele Livet. Gennem Breve, som jeg har fundet fra den Tid, giver hun tydelig Udtryk for den kristne Tro, hun var i Besiddelse af, og siger et Sted til Far, som hun da var forlovet med: "Vor Barnetro kan bære os over meget mens vi er unge, lad os haabe, at vi kan bevare den til den Tid, da vi bliver gamle."
Saadan har Mor altid kunnet tænke fremad. Egentlig ønskede Mor ikke at blive saa gammel, at hun skulde blive sig selv og andre til Besvær. Det skulde jo heller ikke blive saadan, da Sygdommen jo meldte sig forinden.

Noget af det sidste, hans Far sagde til ham, før han døde, var: "Vær god ved din Mor." Dette har gjort sit til, at Far aldrig har været udefor Hjemmet, udover den Tid, da han var Soldat ved 12. Bataillon i Fredericia i 1900.

I en Del Aar var der Bestyrer paa Gaarden her. Det gik vel ikke altid ligegodt, men Far havde jo saa Lejlighed til selv at bedømme mange Ting.

I sin første Ungdom kørte Far med Stude, og han har tidt Fortalt, hvordan de kunne blive stædige, særlig naar det nærmede sig Fyraften, ville de ikke vende ved den Agerende, der var nærmest hjemme, saa kunne Drengen staa og græde over dem, naar det syntes helt umuligt at komme i Gang igen. Der var dog ogsaa Heste paa Gaarg{d}en paa den Tid, da Bedstefader var kendt for at være meget godt kørende med de 2 brune, som han kørte med til Horsens med Rug og havde saa et Par Sække Kunstgødning med hjem.

Naar der skulde være Bryllup eller Begravelse paa Egnen, skulde Jakob Madsens Heste altid være med i Vogntoget.
Far er vokset op paa en Egn, hvor Sandet kunde fyge, naar det stormede. Og paa den flade egn, hvor man kunde se alle Huse i vid Omkreds, var det naturligt, at Plantningssagen vandt Interesse hos den unge Landmand.
Far var med til at plante det første Læbælte paa Marken i 1895. Det var 4 Rækker Hvidgran.

Far interesserede sig ogsaa tidligt for Kvægavlen, og allerede som syttenaarig rejste han til Vestbirk og købte et Par Kreaturer. Senere var han med til at oprette Kvægavlsforeningen.

Den 25. Oktober 1907 blev Far og Mor gift. I 1908 byggede de den vestlige Længe i Gaarden. De andre Huse er sat fra 1862 - ca. 1876. Fars Mor døde i 1908. Far og Mor var jo begge fortrolige med Bondens Gerning, og det var ogsaa et godt og typisk Bondehjem, vi Børn kom til at vokse op i, og vi har altid følt, at Børnenes Ve og Vel gik foran alt andet.

Da Far og Mor begge var opvokset i Brande Sogn, har Egnens Historie og forskellige Personligheder ofte været Genstand for Drøftelse, og det har været med til at give vi Unge et Indtryk af Livet, der er levet i Sognet før vor Tid.

Der har altid hersket et godt Forhold til Naboerne, der jævnlig er kommer her. Før Telefonen blev almindelig udbredt, var det mere Skik, at Mændene fra Nabolaget kom her Søndag Formiddag, og saa blev saavel politiske som faglige og folkelige Emner Behandlet. Blandt disse og andre Bekendte fra Fars og Mors Omgangskreds har vi lært at kende Mennesker, som vi aldrig glemmer.

Mor var den udprægede Hjemmets Kvinde, der aldrig svigtede sit Arbejde der. Far vor ogsaa med i Arbejdet og fulgte det med stor Interesse fra Dag til Dag, men han fik ogsaa en Del at gøre udadtil.

Han var saaledes Sognefoged en Del Aar. Det tog megen Tid, da han dengang skulde opkræve Skatterne og havde ogsaa Byen med. I 1919 blev Far Lægdsmand. En Bestilling han varetog i godt 30 Aar og blev i 1949 dekoreret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Endvidere har Far været i Ledelsen for en Del Foreninger og Virksomheder. Saaledes var han med til at oprette Brande Museum. Paa sin 70 Aars Fødselsdag blev han udnævnt til Æresmedlem at denne. Han var i mange Aar medlem af Bestyrelsen for Brande Elektricitetsværk og sad i Repræsentantskabet for Brande Bank i 32 Aar.
Den Tid, Far og Mor har levet sammen, har været præget af stor Udvilking, idet mange af de Ting inden for Tekniken, som vi i Dag anser for selvfølgelige ting, jo er opfundet og udviklet i den Tid.
1930vernes Krisetid var ogsaa haard nok for Far at klare, men han fik rettet meget op i Løbet af nogle Aar, og han syntes, det var ved at være ret stabilt igen i 1938, men saa kom, som Far sagde: "Hitler og slog det hele i Stykker igen."

Dermed begyndte et særligt Afsnit ogsaa for Hjemmet her. Selvom Krigen ikke blev en Krisetid økonomisk set, saa blev den jo paa andre Omraader en trang Tid.
Far og Mor har fortalt meget om den forrige Verdenskrig, som de havde i frisk Erindring, da den næste brød ud. Krigen førte med sig, at der blev fundet Brunkul i Jorden her, og hele 30 Tdr. Land blev omgravet og gav ca. 230.000 Tons Kul, der blev betalt med 1 Kr. per Ton til Grundejeren.
Gravningen begyndte her i Februar 1943 og sluttede i August 1947. Far var ikke glad ved at faa slaaet saadan et Saar i sin Ejendom, som det skæmmer en Del, men det kunde næppe undgaas. Vi har nu begyndt at plante i Sandtipperne, saa med tiden lykkes det nok at skabe en smuk Plet igen.

Mange forskellige Mennesker kom til at arbejde ved Kulgravningen. En Tid var der over 100 Mænd i Arbejde, og Gravemaskiner har flyttet den store Mængde Jord.
Kullene laa i indtil 3 Lag og maalte tilsammen indtil 3 - 4 Meter i Tykkelse, og hvor der var mest Jord, laa de nederste Kul indtil 15 Meter nede.
Samtidig med Krigens Gang voksede ogsaa Modstandsbevægelsen op i det skulte. Mange af de Mænd, der arbejdede i Kullene her, var med i den, og paa en ganske naturlig Maade gled vi her paa Gaarden alle med ind i den. Her har været mange Vaaben og mange Ton Ammunition og Sprængstof gemt her i Kulgravene og i Plantagen, og paa Gaarden har flere Mennesker, der var gaaet "under Jorden," haft deres Tilhold.

Det var svært for saa nationalt og folkelig interesserede Mennesker som Far og mor at se, hvordan Løgnen og Ringeagten for Menneskers Liv regerede Verden i denne Tid, og det gjorde dem ondt at se Danmark besat af fremmede Soldater, men der kom jo en 5. Maj 1945, da vi aandede lettere. Da følte Far og Mor ogsaa den Glæde, der var over Befrielsen.

Blandt de mange Oplevelser, som Far og Mor gennem Tiden har haft, er det vel vanskeligt for mig at sige, hvad der har gjort størst Indtryk. Hvad der passerer to Mennesker i Dagliglivet gennem mere end 40 Aar, skal vel ogsaa vurderes ud fra forskellige Synsvinkler.

En særlig Begivenhed, som jeg selv havde den Glæde at overvære, skal her nævnes. Det var Fars og Mors Sølvbryllup den 25/10 1932. Det var i sig selv en stor Dag for os alle, men der skete noget særligt.

Om Dagen var der en Del Gæster, og pludselig bliver der sagt: "Se der." Alle farer til Vinduerne ud mod Haven. Der myldrede det med Agerhøns, der kom far alle Sider frem paa Gangen foran Stuehuset og stod i en næsten lige Række. Der var nøjagtig 25 ialt. Det var et herligt Syn at se de smukke Fugle staa og dreje paa Hovedet og kigge ind ad Vinduerne til os, for derefter igen at forsvinde ind under Buskene. Dette vil maaske blive kaldt en Tilfældighed, men saadan en Dag virkede det som en Hilsen fra et højere Sted. Det var ikke alle Øjne, der var tørre i disse Øjeblikke. ----

Den Tid, da Far sad ved Mors Sygeleje og læste de Salmer, som de elskede mest, og den Tid, da Far herhjemme fik Besøg af sine gamle Venner, der kom for at tage Afsked, vil altid for mig staa som Udtryk for noget af det bedste, Mennesker kan eje: Gudsfrygt og Menneskekærlighed.

Far og Mor lærte os at sige Tak og at bede. Dengang vidste vi vel ikke helt, hvilken Værdi der er i det. Nu da vi kun har Minderne tilbage om Far og Mor, tror jeg, vi forstaar det bedre.

Dørslund "Overgaard"
Foraaret 1954
Helge Overgaard Madsen.

THOMAS SØRENSENS SLÆGTSBOG
{Indføjet eller ændret af Thomas markeret understreget.}
{Siderne 154 - 158. Moderen anbragt efter faderen i Thomas tekst, se nedenfor.}
Moder Julie Petrine Madsen var fra Uhre fød 14 Juli 1882 - død den 3 September 1948.
Morder Forældre var Niels Madsen han stammer fra Langkær. Moderen var fra Skovbølling ved Jelling hun hed Maren Markusen, hun blev 90 Aar hun døde 1929.
Moder Julie Petrine Madsen, var vokset op under Kaar, der var præget af Arbejde og Nøjsumhed.






Morder var fortrolig med alt Arbejde ude og inde, som det formede sig i et Bondehjem paa den Tid.








Moder var en meget opvakt Kvinde i sin Ungdom, og indtereserede sig meget for det Folkelige. Hun var Elev paa Testrup Højskole ved Aarhus 1906 hos Forstander Frede Nørregaar.

Livet paa Skolen har i mange maader præget Moder, saa det har været en Ballast for hele hindes Liv. Gennem Breve jeg har fonden fra den Tid, giver hun tydelig Udtrøk for den Krestne Tro, hun var i besidelse af. Hun siger et sted til Fader, som hun da var Forlovet med...Vor Barne=Tro kan bære os over meget mens vi er unge, lad os haabe at vi kan bevare den, til den Tid vi bliver gamle."

Saadan har Mor altid set Fremad. Egenlig ønsked Mor ikke at blive saa gammel at hun skulde blive sig sel og andre til Byrde. Det blev heller ikke saadan, da Sygdommen jo meldte sig forinden.
{Ende paa indskudet for moderen.}
Min Fader Iver Madsen, var fød i Dørslund den 15 Degsember 1878 - død en 19 Marts 1951. Han var Søn af Jakob Madsen der ejede Slægtsgaarden her, og Ane Brande Iversen der var fra Krogagergaard i Ringive. De blev givt i 1867. Fader havde en søster Kirstine, hun var 9 Aar ældre hun døde den 2-1-1954 - 83 Aar. Fader er paa den maade næsten opdraget som ene barn. Han ejede noget af sin Faders Jakob Madsen store godhed, og har altid omtalt sine Forældre paa en særlig øm og respektfuld maade. Far var kuns 15 Aar da hans Fader døde.


Far var med til at plandte de første Læbælter i 1895 Det var 4 rækker hvid Gran.
Far havde ogsaa indteresse for Kvægavl, som 17 Aarig rejste han til Vestbirk og købte et par Kvier, var med til at oprette en Kvægavlsforening.
I 1914 købte Far den Hoppe som blev Stammoder til den Hestefamilie, der nu 50 Aar efter staar paa Gaarden.

Far var ogsaa Jæger






det glædede ham da Raavildtet tog den 20 Td Ld store Plandtasi i besidelse, der havde Far løbet som Dreng, og passet faarenen. Den Plandtasi havde han været med til at Plandte, og set vokse op.
Den 25 Oktober blev Far og Moder gift.
{Her teksten om Julie Petrine Madsen, se begyndelsen.}



















Moder var en udpræget Hjemmets Menneske der aldrig svigtede sit Arbejde der. Far var ogsaa med i Arbejdet og Fulgte det med stor Indteresse fra Dag til Dag. Men han var med ude i Sognet og Byen det lagde stor beslag paa hans Tid.
Han var Sognefoged en del Aar, og Lægsmand blev han i 1919 og var Lægsmand i 30 Aar. - Og blev i 1949 dekoreret med Dannebrogsmædenes Hæderstegn.















I 1930vernes Krisetid var det haart nok at klare for Fader, men han fik meget rettet op i de efterfølgende Aar. Men saa kom, som fader sagde Hitler og slog det hele i Støkker.





Far og Mor fortalte meget om den første Verdens Krig. Da den anden Verdens Krig brød ud, førte det med sig at der blev fonden Brunkul paa Gaarden Jorder. Der blev i de Aar gravet Kul i 30 Td Ld. Der blev gravet ca. 230,000 Tons Kul som blev betalt met 1 Kr. per Tons.
Gravningen begøndte her i Februar 1943 og slutede i August 1947. Far var ikke glad ved at faa saadan et Saar i sin Ejendom, men det kunde næppe undgaaes. Der er nu begønd at plandte, en gang i Fremtiden vil Saarene blive lægte. -





Kulene laa indtil 3 Lag og maalte tilsammen 3 til 4 Meter i Tykelse, og hvor der var mest Overjord, blev Gravene 15 Meter dybe.
Samtidig med Krigens gang blev ogsaa Modstandden, i det skjulte mere og mere omfattende. Mange af de Mænd der Arbejdede i Kullene var med i Bevægelsen og paa en ganske naturlig maade, gled vi alle med ind i Bevægelsen her paa gaarden. Her har været mange Vaaben og mange Tons Ammunition og Sprængstof gemt her i Kulgavene, og i Platasien, og paa Gaarden har flere Mennesker, der var gaaet under Jorden haft deres tilhold.
Det var svæt for saa nasionalt og folkelig indstele Mennesker som Far og Mor at se hvodan Løgn og Ringeagten for Menneske Liv regerede Verden i den Tid. - Men den onde Tid fik end for Danmark. Og saa kom 5 Mai 1945. Far og Mor var med i den store Glæde, som det var for hele vor Folk.

























tiden kom da Moder Helbred svigtede, og efter at hun havde ligget i Sengen en tid hjem, blev hun indlagt paa Sygehuset i Brande, hvor hun laa i 10 Maaneder før hun døde, den 3 Sebtember 1948. Efter den Tid gik det ogsaa ned ad med Faders Helbred. Han døde i sit Hjem den 19 Marts 1951. Naar Mennesker er mærket af Døden, kan man ligesom lærer noget af dem, (Livsvisdom).-

Den Tid da Fader sad ved Moder Sygeleje, og læste de Salmer, som de elskede mest, og den Tid, da Fader herhjemme fik Besøg af sine gamle Venner der kom for at tage Afsked, vil altid for mig staa som Udtrøk for noget af det beste Mennesker kan eje: Gudsfrygt og Menneskekærlighed.
Fader og Moder lærte os at sige Tak, og at bede. Den gang vidste vi vil ikke helt hvilken Værdi der er i det, nu da vi kuns har Minderne tilbage om Far og Mor, kan vi bedre forstaa det.