THOMAS SØRENSEN
Tilbage til Nørvang-Herred.

Top
Thomas Oversigt
Slægtsbog redigeret
Slægtsbog Originaltekst
Thomas Aner
Thomas Bearbejning
Thomas Breve
Thomas Biografi
Thomas Tuberkulose 1901
Thomas Barndomsminder
SLÆGTSBOG ORIGINALTEKT

(Ikke fuldstændig, for bedre oversigt se Slægtsbog redigeret).
Top
Kort Introduktion
Billede af Thomas 90 år
Slægtsbogens Titel
Slægtsbogens 1. side (foto)
Slægtsbogens 2. side (foto)
Thomas Aner i bogen
Indledning
Dørslund slægten (Brande)
Skerris Slægten (Brande)
Hjemmet i Thyregod
Nørholm Slægten (Brande)
Karen og Peder Langkær
Søskendeforholdet
Mads og Inger Sørensen
Ramskov (Give)
Nørholm Søskende
Mathias Sørensen og Kone
Senere Dørslund Slægt
Digtet til Konen Line
 


Sidst opdateret 2. maj 2015

Thomas Sørensens Slægtsbog Originaltekst

Thomas Sørensens Slægtsbog.
Skrevet 1934 - 1956.
Mest om folk i Brande sogn.
Bogstavtro udskrift. Der er læst korrektur på den. Hvis et ord ser lidt anderledes ud er det enten jysk eller Thomases, det er i alt fald skrevet ud bogstav for bogstav.
{enkelte redaktionelle bemærkninger således vist - Villy M. Sorensen}
Thomas var en fortæller og teksten her er "mundtlig"; man forestille sig en herre, som Thomas Sørensen var, der mens han agtsom betragter tilhørernes opmærksomhed og reaktion, vil sætte sine pointer i korte sætningsstykker.
Han bruger punktum som en slags komma, en helt anden måde at gøre det på.
Kendskab til korrekt jysk er hjælpsom. At Østdansk har ord, der uanstændigt render rundt i skriftsproget uden køn og stifter forvirring, det er ikke Thomas problem, men Østdanskses. Ligeså med underlige flertalsformer. Hvis jysk var blevet skriftsprog, ville dansk have været et verdenssprog ligesom engelsk.
Men Thomas skal have ret til selv at fortælle uden kommentarer i teksten.

God fornøjelse.
Villy M. Sorensen

Thomas Sørensen, 90 år, 1962, Thyregod.
Thomas Sørensen var spinkel og rank, regerede familien og havde meget stærke og alvorlige meninger.
Han var en fortæller med sans for dramatik og af og til et ganske kortmålt lunt glimt i øjet.
Her kort efter hans 90 års fødselsdag i 1960 i hans have i Damhuset i Thyregod By.

Titel på Thomas Sørensen Thyregods Slægtsbog 1923.
Thomas mor døde 1923, da har han købt bogen. Den første side er skrevet 1934 og den sidste 1956.
Det er en noget mindre end A4 linieret bog med godt 80 blade i, altså lidt over 160 sider.

Thomas Sørensen Thyregods Slægtsbog Register.
Thomas Sørensen skriver meget tydeligt og staver jysk.

Thomas Sørensen Thyregods Slægtsbog side 1.
De blå linier er tilføjet i kopien af mig, Villy M. Sorensen, ligesom anførselstegnene omkring citatet "Du skal leve med i Tiden, men Aande i Evigheden." Thomas citerer uden anførselstegn, så jeg har måttet identificere alle citater. Min bedstefar Mathias Sørensen var bror - decideret lillebror - til Thomas.

Thomas Sørensen Thyregods aner.
Thomas stillede selv anerne op ned til bedsteforældrene dog først ved hjælp af Peder Larsen, Dørslund, Brande (af "Peder Larsens Protokol" over gårdene i Brande) kom han videre til oldeforældrene og en tipoldefar - ialt 12 aner, i 2011 kendes 78 af hans aner. Men Thomas hovedinteresse var hans forældres søskende og deres børn og børnebørn foruden hans egen familie. Dette er også bogens store stærke, at den hovedsagelig handler om folk, som Thomas kendte og vidste noget om.




Min Slægt fra 1923
Thomas Sørensen
Thyregod




Register:
{Emne} {Side}
Indledning, om Søren Madsens Barndoms Hjem 1
Dørslund Slægten 3
Sjerris Slægten 11
Thomas Klemmesen 20
Jens Thomasen 24
Johanne Thomasen 25
Klemen Thomasen 28, 97
Frands Thomasen 31, 100
Jens Peter Thomasen 33, 98
Hjemmet i Thyregod 41
Søster Mine Sørensen 49
Broder Sørens Sygdom 51
Faders siste Aaringer 52
Ude i Verden 53
Faders Død 55
Hjem igjen, Sines død 59
Moder Død 64
Digte tel Moder 67
Min Hustrus Slægt fra Nørholm 70
Søster Karens Død 76
Peter Langkjær 78
Karen Eriksen Slægt min halv Søster 81
Troel og Karen Eriksen 84
Ove og Ane Andersen 88
en Salme. Vi døber 92
Søskendeforholdet 94
Klemmen Thomasen 97
{Ovenfor regulære sidetal, nedenfor er det fede tal - fx 98 - en overskrift på en side hvor teksten begynder, det egentlige sidetal (som Thomas ikke brugte) står i parantes - fx {103}. }.
Jens Peter Thomasen 98, {103}
Klemmen Peter Jensen og Hustru og deres børn 99, {107}
Mads og Inger Sørensen 100, {117}
Mads Ramskov 101, {123}
Kresten Sørensen Bredager 102, {126}
Kirstine Nørholm 103, {130}
{104 nedenfor findes ikke i bogen, men siden er klart identificerbar.}
Mads Masen og Anne, Fousing 104, {130}
Neils Nørholm 105, {132}
Marian Knudsen, Søren P. S. 106, {133}
Martin Neilsen Vester 107, {136}
{108 nedenfor findes ikke i bogen, men er klar fra indholdet.}
Peter Madsen, Dørslund 108, {141}
Slægten Sandfæld 109, {143}
Søren Madsen og Karens børn fra Sandfæld 110, {147}
Mathis Sørensen og Ane Kirstine Arvad Søndegaar {Søndertoft} 111, {151}
Dørslund Slægten 112, {153}

Gå til side:
000, 001, 002, 003, 004, 005, 006, 007, 008, 009
010, 011, 012, 013, 014, 015, 016, 017, 018, 019
020, 021, 022, 023, 024, 025, 026, 027, 028, 029
030, 031, 032, 033, 034, 035, 036, 037, 038, 039
040, 041, 042, 043, 044, 045, 046, 047, 048, 049
050, 051, 052, 053, 054, 055, 056, 057, 058, 059
060, 061, 062, 063, 064, 065, 066, 067, 068, 069
060, 061, 072, 073, 074, 075, 076, 077, 078, 079
080, 081, 082, 083, 084, 085, 086, 087, 088, 089
090, 091, 092, 093, 094, 095, 096, 097, 098, 099
100, 101, 102, 103, 104, 105, 106, 107, 108, 109
110, 111, 112, 113, 114, 115, 116, 117, 118, 119
120, 121, 122, 123, 124, 125, 126, 127, 128, 129
130, 131, 132, 133, 134, 135, 136, 137, 138, 139
140, 141, 142, 143, 144, 145, 146, 147, 148, 149
150, 151, 152, 153, 154, 155, 156, 157, 158, 159
160, 161, 162, 163, 164, 165, 166

Side 1
Jeg vel hermed paabegønde opnotering af min Slægt, jeg haaber saa der er andre der vel fortsette. Men jeg ved saa lit om de første af Slægten, der har levet for 100 a 200 Aar siden, hvor vilde jeg gjerne at jeg kunne have læs om hvordan de saa ud, og under de Vilkaar de har levet. Saa meget kand jeg forstaa, de har været Bønder. Boende i Hedeegne, ingen skivten Stand eller Levevej. De har dørket Jorden. Ingen Embesmænd Præster Lærer eller Herremænd. Men har de saa været ærlige og Tro.-. Har de havt Længsel og Haab efter det Evige.- Har de troet paa Gud.- Ja det har der været ved dem jeg har kjendt. Der er noge Or, som jeg hørte, ved en stor Møde i Horsens. Fremsagt af Misionær L. P. Larsen, som Indledning tel en Tale den Mand holdt i 1934. Gid min Slægt maa tænke over de Or, de lød: Du skal leve med Tiden, men Aande i Evigheden. - Ja kand vi det, ærlig og sand saa har vi ikke levet forgjæves. Den 11-12-1934.
Min Slægt er fra Brande, baade Farder og Moder Slægter har levet i Brande, i de 200 Aar vi har oplysning om. Nu førs Fars Slægt. Paa en Gaard 2 Kilometer Nor for Brande, Dørslund. den ligger saa højt, lit Norøst for Gaarde er der en Bakke, der har Genneralstaben Maalepongt den heder Norbjerg. Der kand man staa og se ud over Sognet, ja mand kand se Milevidt. Hvor meget Jord

Side 2
der var tel Gaarden paa den Tid, som den første af Slægten vi ved Navn paa ved jeg ikke. Men i min Faders Barndom var der 266 Td Ld. Men mest Hede. Oppe paa Bakken Øst for Gaarden, var Jorden god, med Lerunderlag. Der var rigelig Mærgel kuns 2 alen ned og tør Bond. Men Gaarden laa den gang ved begøndelsen af 1800, nede ved Aaen, syd for Norbjerg. Dengang var Gaarden Feste under Brandholm. Daværende Ejer Proust Jens Laursen Risum. Den Mand der flødttede Gaarden op paa Bakken hed Søren Neilsen. Saa sent som 1880, kand jeg huske hvordan det saa ud. Naar vi stod oppe paa Norbjerg. Saa mand i Syd, var det først Brande By med Kirken i sin midte, der var kuns faa Huse. Længere mod Syd Brandlund Bakker med, Gaarde og Huse, længere mod Syd Langkjær, med mange Gaarde. Det var den Frogtbareste del af Sognet. Mod Øst var en del Hede, længst ude Thyregod Kirke. Paa den Tid var der ing Plandtning, det var før Hedeselskabet tog fat. Saa man saa i Norøst, Hede i Nor Hede og atter Hede. I Vest Hede med enkilde spredtte Gaarde. Ja der var jo Arvad Mølle øst for Norbjerg og saa 4 a 5 Gaarde syd for Aaen. Men i Nor og Vest mest Hede.-.- Men saa for 200 Aar siden hvordan har det da set ud.- Nu de mange Aar efter ser mand de mange Grandplantasier og Plandtninger om Gaarde og Huse, nu er Heden forsvonden. Mange nye Hjem er Byget op.-

Side 3
Den første vi ved Navn paa er Jakob Poulsen {Poul Jakobsen, Thomas er ikke fortrolig med gammel navneskik og vil give ham samme efternavn som datteren}, Husom f. 1723 død 1796 - 73 Aar. Det er saa vor Stamfader. Hans Datter Maren Poulsen {Poulsdatter}, blev givt med Søren Nielsen født 1747 d 1820. Maren var født 1754 d 1820. De havde 5 Børn.
Poul Sørensen f. 1771 d. 1828. Givt 1800, med Maren Nelsen, Drandtom
Ane Marie Sørensen f. 1785 gift 1812 med Ch Christensen Tornvig
Jakob Sørensen f 1787 d 1826. Givt Ane Magrete Chresensen Tornvig
Ane Magrete Sørensen f. 1791 d 1872. Givt 1821 med Ander Poulsen, Lundfald
Mads Sørensen f. 1792 Givt 1823 d. 1873 Givt med Ane Kirstine Jakobs Datter f. 1799 d. 1869.
De to, Mads Sørensen og Ane Kirstine overtog saa Gaarden i Dørslund. Mads Sørensens Fader, Søren Nielsen, var en daarlig Landmand, han gik ud og Tækkede for Folk og hans Kone Maren og Sønnen Mads Sørensen pasede saa Gaarden. Det var i en ung Alder Mads Sørensen overtog hans Fødegaard, han besad den tet ved 60 Aar. Mads Sørensen var døgtig, en haar slider, meget Hede drev han op, og Mærklede, det fandtes jo oppe ved Gaarden. Der blev velstand. Mads var vistnok meget optaget af hans Arbejde. Hans Hustru Ane Kirstine Jakobsdatter fra Assing, f. 1799 d. 1869. De blev givt 1823. De to var meget forskjellige. Mads meget optaget af Gaardens Drift, ikke meget sands for Aandelig Liv. Derimod var Ane Kirstine mere optaget af det Aandelig. Efter

Side 4
hvad Fader fortalte har Bestemor været Tongsindig. Men hun har været en Gudhengiven Kvinde. Hun samlede sine Børn om sig, paa Søndag Morgene; og paa Højtider og læste for dem af en Andags Bog eller Bibelen. Mads Sørensen ved jeg ikke om han saadan har delt Tro paa Gud. Men jeg er vis paa at min Fader Søren Madsen har det efter sin Moder. Fader var hele hans Liv en ærlig og dybtænkende Sjel. Men jeg ved saa lit om mine Besteforældre. Jeg havde ingen forstaaelse af hvor godt det havde været, at vide hvordan de levede. Fader fortalte saa lit og jeg forstod ikke den gang at spørge. Men Mads Sørensen var døgtig og blev velhavende efter den Tid. Gaarden var Feste under Brandholm Mads Sørensen kjøbte den fri og blev Selvjer omkring ved 1830. Prisen var 400 Rigsbank Daler.
Mads og Ane Kirstine sled trolig sammen, om det saa var i Mærgelsgraven, hjalp Ane Kirstine med. Det var jo Heden ser skulde opdørkes Mærgelen fandtes jo lige uden for Døren. Mærgelen var jo den store løftestang for opdørkningen. Mange maatte jo hente den langt borte. Mads og hans Nabo i Nørtoft tog engang imellem tel Købstad, det var Horsens paa den Tid. En lille Fortælling fra saadan en Tur, som jo nok har været en oplevelse for Hedeboerne, at komme ind i Østeregnen. Det var nu ikke Egnen, eller Narturen eller Folkene, der berettes om. Men noget hel andet. Der er jo langt fra Dørslund tel

Side 5
Horsen, saa Nattetimerne maatte tages med.
Det var jo godt at være flere i følge, der var jo Hede og Øde. En sent Nattetime da de kjørte Hjem ad, skete der dem noget hel mærkelig, som paa den tid ogsaa andre Vejsfarende har berettet om. Hestene nægtede pluselig at gaa Fremad. Nu ved vi efter Sagn, at Heste kunde se varseler, men Kusken ikke. Mads og hans Nabo stod af for at undersøge hvad der kunde være i Vejen, men kunde indtet opdage. Endelig gik Hesten Fremad igjen.
Mads Sørensen og Ane Kirstine havde 9 Børn.
Maren Madsdatter f. 1825 d. 1871 - 46 Aar blev givt 1848 med Enkemand Christen Hansen Nørholm f. 1811 d 1849 - 38 Aar. Givt anden gang med Neils Andreasen Drandom f. 1820 d. 1862 - 41 Aar. Maren givtede sig tredie gang med Niels Neilsen Risager fra Vester Sogn f. 1834 d. 1895 - 63 Aar.
Dernæs min Fader Søren Madsen, f. 1827 d. i Thyregod 1888 - 61 Aar. Givt 1852 med Karen Pederdatter Sandfæld f. 1827 d. 1856 - 29 Aar. Disse to havde gaaet tel Præst samm og der fortælles at de var fortrolige allerede dengang. (De blev givt da de var 25 Aar).
Søren Madsen givtede sig anden gang med Petrine Thomasen fra Skjærris f. 1836 d 1923 - 87 Aar.
Dernæs Kerstine Mads Datter f. 1829. Givt 1852 med Anders Madsen Ramskov Give Sogn.
Dernæs Marie Madsdatter f. 1831 Givt med Chresten Johansen, Sønder Omme.

Side 6
Saa Jacob Madsen. f. 1833 d. 1893 - 60 Aar. Givt 1867 med Ane Brande Iversen Krogager Give.
Saa Poul Madsen. f. 1835 d. 1865 - 30 Aar ugivt.
Saa Karen Madsdatter f. 1838 givt 1865 med Søren Jensen fra Grarup, som ejede en Gaard der, Søren Jensen var en døgtig Bonde.
Saa Peder Madsen f. 1841 d. {plads ikke udfyldt} lille og Pukkelrygget men energisk og døgtig var en drevtig Landmand tros det han var Indvalid. Der blev Velstand. Hans Kone var fra Assing, og hed Ida.
Saa Ane Magrete Madsen eller som det den gang hed Madsdater f. 1843 givt 1867 med Kresten Sørensen Bredager Give Sogn. Ane Magrete var smuk godt begavet en rar og elskelig Kvinde. Hindes Mand Kræsten Sørens var en meget hessig men ordetlig Mand de ejede en god Gaad. Han var saa akurat og pellen, men just døgtig Landmand var han ikke.

Fader Søstere, Kirstine, Mari, og Ane Magrete, i deres Hjem kom vi saa lit. Mari i Sønder Omme, har jeg ikke kent, der har jeg aldrig været. Men Fader Søskende var alle velstaaende Bønder enærgisk og døgtig forstod at samle sammen. De har ogsaa ligesom deres Moder, havt syn for det Aandelige. Men Fader Brødre Jakob og Peter, de fik jo Fødegaarden, der kom vi engang imellem og de kom ogsaa i vor Hjem. Og saa Fars Søster Karen som var givt og boede i Grarup

Side 7
der kom vi mest. Jakob Madsen fik jo fødegarden. Peter Madsen fik 85 Td Land af det vestlige Hede.

En Tur sammen med Fader ned for at besøge Farbrødrene i 1880, da jeg var 10 Aar.
Det var jo en stor oplevelse for mig, men det var jo en lang spaseretur for en 10 Aars Dreng. Vi kom godt derned, blev Natten over. Der var jo noget at se. Der var Arvad Mølle med Aaen og sluseværker, Mølledammen og de mange Huse, ogsaa Heden før og efter Arvad Mølle. Og endelig kom vi tel Fader Føde Gaard. Her havde Far vogset op, gaaet og leget som lille Dreng passet Faarene ude i Heden. Da saa Fader blev støre har han fortalt om hvordan han gik paa Jagt ude i Heden. Fortalte om hans første Rævejagt. En Vindterdag med Sne over Mark og Hede, sad Fader inde og kartede for sin Mor. Far var da 14 a 15 Aar. Det var just ikke det Arbejde der huede Drengen, han var jo imellem en vend ude, for at røre Benene. Da traf det sig, som han løb om Hushjørnet at han fik Øje paa en Ræv, - ikke langt fra Gaarden. - Men der var slet ingengen Fart eller sving over Mikkel i Dag som saa ofte før. Far satte efter Ræven, og var snart ved den, saa tog Drengen sin ene Træsko og slog efter den, Ræven bed i Drengens Træsko. Men Far blev ved med at slaa løs paa Ræven og omsider maatte Ræven bide i Sneen. Far havde slaaet Ræven ihjel, det var nok en bedreft. Da saa

Side 8
Far kom ind tel sin Mor med Ræven, blev der ikke mere med at røkke i Karterne den Dag. Da saa Fader var ved at tage Skindet af Ræven, viste det sig at Ræven havde faaet en Snøre om Halsen. Paa den Tid satte Folk Snører ude i Heden eller i Kornet for Harerne. Snøren bestod af tønt Messing Traad, stellet op hvor Haren havde sin gang. Den var stellet saadan at Haren fik Hovedet i Løkken, og det endte saa med Harens død. Det var nu en hel telfeldighed at Ræven var kommen i Harens Sted. Men en Ræv var for stor og stærk, den kunne ikke fange paa den maade. Ræven var kommen løs, men havde faaet den fine skarpe Traad laaset saa fast om Halsen, saa af den grond var Mikkel syg, og det havde nok endt med døden alligevel. Men nu blev det for Fader Træsko. Det blev senere forbudt at bruge Snører hverken for Harer eller Fugle. Det var jo gremt Dyreplageri. En anden gang Fader fortalte om hans Jagt held. En Efteraars Aften gik Far vest paa ud i Heden, han havde faaet Studene spændt fra Ploven, Far havde lagt mærke tel at der var steder ude i Mosen I Tørvegravene at Svaner og Vildegæs over Nattede paa Vej til Syden. Da Far tog Bøssen siger han Far, set nu Gryden paa Ilden, Søren gaar paa Jagt. Far var ualmendelig heldig. Da han var kommen tel sæde ude i Heden ved Tørvegravene kom der en Flok Svaner og slog sig ned. Far skød saa paa

Side 9
Flokken og der blev 2 Svaner paa Pletten. Far tog sagde han, sin ene Hosebaand og bandt Hovederne sammen ogsaa paa Nakken, den ene for den anden bag, saa gik det hjem ad. Det var saa Fader Fødehjem jeg nu var med for at se. Men jeg var bleven baade træt og suldten under Turen. Men der var noget at se. En saa stor Gaard, Husene var meget større ind Hjemme. Mødingen midt i Gaarden og paa Mødingen gik der mange Høns Gæs Ænder og Duer. Saa mange saa jeg aldrig havde set mage, især Duer. Vi kom ind, alt var saa stelle, saa endelig gik en Dør op ind traadte Faster, saa stelle saa alvorlig. Hun bød os Haanden og sagde Velkommen, hvordan har Trine og Børnene det. (Det var Mor og min Søskende) Værsaagod sid ned, - saa gled Faster ligesaa stelle ud igjen. Vi sad saa der mig og Far, en hel Time, saa omsider kom Faster ind begøndte at dække Bord. Saa kom Farbror Jakob ind han havde faaet sig vasket. Saa kom snaken i gang. Faster havde en god Spisekammer, men hvor var jeg bleven Sulten. Da vi havde spist, var vi med Farbror ude i Hans Rige Mange Kør, og Kalve store Stude fede Heste. Ja siken en Herlighed. Vi var der saa Natten over, var ogsaa nede for at besøge Peter Madsen eller som det hed Pejer Maden. Faster var en Myndig og døgtig Kone, var Faster i godt Humør var alt godt. Farbror Jakob var god og rar

Side 10
Jakob Madsen og Ane havde to Børn Stine og Iver. Iver Madsen fik Skøde paa Gaarden 1905.
Fader skyldte Jakob Madsen 900 Kroner. Dem havde Fader skøldt ham siden hans første Hustru døde 1856. Der var 3 børn i første Ægteskab, de blev ved Skivtereten telkent 300 Kr hvær. De 900 Kr have Fader saa skøldt sin Broder i 43 Aar. Jeg betalte dem i 1899. Jeg var nede i Dørslund for at betale dem, Faster Ane tog imod Pengen, da var Farbror Jakob død. Det var min Hustrus Arv fra Nørholm. Vi havde saa betalt Farbror Jakob i leje af de 900 Kr i 43 Aar 1548 Kr. Men det tænkte jeg ikke paa den gang.
Der var jo Velstand da Jakob Madsen og Ane Brande havde Fødegaarden i Dørslund, men i næste Slægtled gik det den modsatte Vej, indtel Krigsaarene 1941 og 42. Da blev der funden Brundkul sydvest for Gaarden i 1947 var der gravet Brunkul over en Flade paa over 30 Td Land af Gaardens beste Jord. Den 16 Juli 1953. Stod jeg igjen paa Norbjerg. Nu ejes Gaarden af Helge Madsen, det er tredie Slægled efter min Fader Barndom og Ungdom. Men hvad ser man nu fra Norbjerg Naar man ser ud over Egnen, er det Granner man ser, ja det er som en Skovegn. I 1880 var det Løngen der kunde sees Mile vidt, en Træ fattig egn. (Nu store stabler af Træ savet til Bræde ved hver Hjem). Man kan lige se et lille Hjørne af Brade By. Men den gamle Slægtgaard, Marker har grimme Pletter, og det er de nøgne opgravede Kulminer. - . - .
Der er bortført 273000 Tons Brunkul.

Side 11
Min Moder Slægt Stammer fra Skærris i Brande Sogn. Deres navne er hentet fra Kirkebøgerne, optegnet af en Mand fra Dørslund Peter Larsen. Han var over 80 Aar da jeg besøgte ham. Peter Larsen var saa indtereseret i de Gamle Slægter i Brande. Han kjendte de gamle Slægts Gaarde, og havde en hel del optegnet. Han havde kjendt Bestefader i Dørslund og fortalte en del om dem. Peter Larsen var født paa en Gaard der laa nede ved Aaen list Øst for Farder Fødegaard. Peder Larsen havde ogsaa kjendt Moder Slægt men ikke saa nøje. Navnene havde han optegnet, der fik jeg en hel del at vide. Den Ældste vi ved navn paa i Mors Slægt er Klemmens Andersen.
Klemmen Andersen er. f. i Skjærris 1728 d. 1802 - 74 Aar. Klemen Andersen var gift 3 Gange. Hans første Hustru Karen, hvor hun stammer fra ved vi ikke, hun var f. 1734 d. 1774 - 40 Aar. De havde en Datter som blev født samme aar som Moderen døde. Klemen Andersen givtede sig anden gang 1775, med Magrette Christensdatter f. 1748, hun blev heller ikke uden 40 Aar d. 1788 i deres Ægteskab var der 7 Børn. En Søn Christen døde 6 Uger gammel 1776 en Søn død lige efter Fødselen 1777. En søn f. 1779 som fik Navnet Jens. 1780 en søn igjen men dødfødt. 1782 en

Side 12
Datter Karen d. i Blæsbjerg 1864 - 82 Aar
1783 en Søn Christen. 1787 en dødfødt Barn. Vi ved ikke mere om de Børn af anden Ægrteskab. Klemmen givtede sig tredie gang med Ane Thomasdatter fra Jelling. Ane tjente i Brande Præstegaard, som Kokkepige. Klemmen Andersen anden Hustru Magrette have ligeledes være Kokkepige i Brande Præstegaar da de blev givt. Det blev saa Ane Thomasdater der blev vor Slægts Moder. Der findes et Støkke Personal over hinde i Slægten et gammel støkke vi ved ikke hvem der har skreven det. Men vi tror det er en af hindes Sønner. Jens Klemmesen. En meget oplyst Mand han havde Tjent i Jelleng i flere Aar. Saa han har kjent hindes Slægt. Her vel jeg saa gjengive det som det er skrevet ned for de mange Aar siden. Peronalie over salig afdøde Ane Thomasdater af Skjæris.
Den salig afdøde er født i Jelling, den 29 Sebtember 1759 Datter af Gaardmand Thomas Pedersen og Hustru Johanne Jensdatter. Sin Ungdom var hun Hjemme hos sine forældre, der stedse holdt denne deres Datter tel Gudsfrøgt og Dyd, hvelken Sali afdøde ogsaa lagde for Dagen i hele hindes Liv igjennem. Da hun var i den Alder, at hun kunde tjene sit Brød, beslutede hun med sine Forældres Samtøkke, der

Side 13
ikke behøvede hinde Hjemme, at tjene for sit Brød blandt Fremmede, og da hun aldtid havde vist sig som et stelle og ordenlig Menneske faldt det hinde ej heller vanskelig af faa Tjenest. Og hun fik den ogsaa i sin egen Fødeby i Jelling Præstegaar, hvor hun tjente i 3 Aar. Og erhværvede der ved Troskab og Flid hindes Hosbond og Madmoder Tellid, et godt Navn og Røgte blandt hindes Medmennesker. Med god Vidnesby forlod hun denne Tjeneste, men ogsaa hindes Fødeby. Ti dernæst fik hun Tjeneste i en for hinde hel ukjent. I Brande Præstegaard, hos Hr. Pastor Brun. Efter at have Tjendt der et Aar. Hvor hun ligeledes erhværvede sig et god Vidnesbyr. Indtraate hun i Ægteskab i sit 29 Aar, 1788 med Enkemand Klemmen Andersen af Skjærris, og traate i Moders sted for hans uopdragne Børn, som hun stadig sørgede for med Moderlig omhu, og lod dem oplære i Dyd og Gudsfrøgt. Med denne hindes Mand levede hun et rolig og fornøjelig Ægteskab i 14 Aar, og blev af Gud velsignet med 3 sønner 2 Døttre hvor af en Søn og en Datter modtager der kjære Moder i Evigheden. Men da disse 14 Aar var forløben maatte den Salig afdøde friste den Tunge Skjæbne at hindes kjære Mand ven en Salig Død indgik tel de Saliges Opholdsted i Aaret

Side 14
1802. Og efterlod hinde med 4 uopdragne Børn. Men den gode Gud kand ogsaa læg det viste sig ogsaa her. Han havde ikke glemt hinde, men forudset den der igjen skulde være hindes Trøst og Glæde i Livet. Og efter at hun havde været Enke en Tid, indtraate hun igjen i Ægteskab, med Ungkarl Peter Knudsen af Skjærris med denne hindes Mand levede hun et rolig og fornøjelig Ægteskab i 42 Førretyve Aar, og næst 3 Maaneder, og blev Moder tel en Søn der ligeledes modtager hinde i Evigheden. I Aaret 1824 afstod de Gaarden tel deres Søn, da hun begøndte at blive svagelig, og ikke sel kunde forestaa Husholdningen, men desuagtet vist hun sig dog verksom, hjalp hvor hun kunde, og trøstede hindes nærmeste, men at formane dem tel rolig hengivelse i Gud Villie, som nok skulde hjelpe, ligesom han havde hjolpen hinde. Hindes Børnebørn søgte hun at faa oplært i den Krestelig Religion, saa at de kunde blive Gudfrøgtig og gode Mennesker med Tro paa Gud og et Evig Liv. Stedse veblev hun at verke tel Sygdom og Svaghed gjorde sig gjældende og det var hinde umulig at verke mere. Men dog var hun aldtid telfreds med sin Skjæbne. Hindes død saa hun rolig imøde, og ventede med glæde det Øjeblik, da Gud vilde kalde hinde herfra, og befri hinde for Jordens Sorg og Møje. Ja det forventede

Side 15
Øjeblik kom ogsaa den 25 Februar, da hun forlod denne Verden og indgik tel den Evige hvile, ved en rolig og stelle Død, i hindes Alder af 85 Aar og næsten 5 Maaneder. (Det var saa vor Stammoder Personalie)
Klemmen Andersen og Ane Thomas Datter havde 5 Børn.
En Datter f. 1790 blev døbt anden Paaske Dag fik navnet Magrette Chlemmensen, Barnet bares tel Daaben af Pastor Bruns Frue.
1792 En Datter f. blev døbt Paaskedag, og bares tel Daaben af Klemmens ældse Datter Ane. Fik Navnet Johanne Cklemmensen.
1794 f. en Søn, baaret tel Daaben af Moderens Søster, Mette Bærtelsen Jelling. Drengen fik Navnet Thomas Klemmesen.
1797 f. en Søn fik i Daaben navnet Bertel Klemmesen. Døde 3 Aar gammel
1800 f. en Søn fik i Daaben navnet Jens Klemmesen.

Klemmen Andersen Skjærris døde 1802, begravedes 3 Oktober - 74 Aar. Hans Enke Ane Thomasdatter givtede sig igjen samme Aar første Søndag i Advent. Med Ungkarl, Peder Knudsen, (vist nok fra Langkær) De havde en Søn der døde som lille. Ane Thomasdatter døde 1845. De havde været givt i 42 Aar. De afstod gaarden tel Sønnen Thomas Klemmensen i 1824. Ane og Peter Knudsen var paa Aftægt i 21 Aar. Efter Anes død givtede Peter Knudsen sig igjen, med Pigen Kirsten Marie. Hvor hun var fra ved jeg ikke, Men Kirsten Marie havde tjent i Horsens

Side 16
hos Brødrene Staldknægt. Der havde holdt Hus i flere Aar. Var afholdt, for Troskab og døgtighed. Jeg ved fra min Mor, at Thomas Klemmesens Børn holdt meget af hinde. Ogsaa af Thomas og hans Hustru Karen var Kirstine afholt. Men Peder Knudsen var nok ikke saa rar, han kom jo temlig tidlig paa Aftægt. Der hærskede ikke aldtid den beste forstaaelse, mellem Thomas Klemmesen og Peder Knudsen (Stedfaderen). Peder Knudsen var nok lit ejendomlig paa flere maader. Han havde ladet sin Ligkiste lave flere Aar før sin Død. Den stod oppe paa Loftet og Mor fortalte, vi Børn var bange for at gaa forbi den, Peter Knudsen døde 1856 - 82 Aar Men Sorgen var ikke stor da Peter døde, det fremgaar af følgende. Thomas og Karens Børn var Vogsne da han døde Paa begravelses, Dagen om Aftenen var de samlet ude i Karlekamret. Mundtre har den Flok været, og den Aften var der Dans, men det var jo en afsides sted. For at det ikke skulde høres, blev der en, sat tel at holde en Dyne for Vinduet ud tel Gaarden, for at dæmpe Tonerne og sjærme for Lyset. Klemmen en af de yngste stod op i Sengen og strøg Violinen. En anden monter Historie. Som har større værdi, den viser os lit af den Tids Retsvæsen Sognepoliti. Omkring 1850, hed Stoder Kongen i Sognet Peder Krænsen. Stoder Kongen skulde sørge for at holde fremmede Tekkere

Side 17
uden for Sognets Grændser. Den Øvrigheds Person var Lønnet paa den maade. Folk i Sognet, de store Gaarde skuld give ham ophold og Kost visse Dage i Omgangen. Som de havde Harkorn tel. Nu traf det sig at Stoder Kongen var i Sjerris en Søndag. De gamle var i Kirke, de Unge var da ene Hjem. Det traf sig saa at Kongen bokser trængte tel rebarasion. Den Ælste Ane havd paataget sig at sy Bogserne sammen. Per Krænsen var i en Vadmels-Frakke med lange Skøder som naaede ham tel Knæerne. Nu sad Kongen for Bordenden uden Bokserne. Samtidig var hans Tobakspung utæt, den sad han nu og syede paa, i mens Ane syede paa Bokserne. Men de urolige Drenge havde her opdaget en lejlighed tel Sjou. Peter Krestensen som hans verkelige Navn var, havd helt Pungens indhold ud paa Bordet ved siden af sig. I Stuen var der en Dør fra Køkkenet og modsat en Dør ud i Forstuen lige ved siden af Konge. De to var jo optage af deres Arbejde. Freden blev pludselig afbrut en af Drengene kom ind fra Køkkenet og ud ved siden af Kongen, i forbifarten strøg Drengen Tobaken paa Jorden. Per Krænsen op og efter Drengen ud i Gaarden, uden Bokserne Fraken og Skjorten flagrede om Benene paa ham tel stor Morskab for Drengen. Ane fik tobakken samlet op. Men Stoder Kongen var gruelig gal. Ane blev færdig med Bogserne og ro over Gemyterne inde

Side 18
Thomas og Karen vente Hjem fra Kirken.
Jeg vel lige vende telbag tel Peder Knudsens Enke. Kirsten Marie. Da hindes Mand døde, givtede hun sig med. Kresten Hansen og kom tel at bo ved Goldbæk imellem Borup og Brande. Fløttede siden tel Sønder Holm. Blev Moder tel de to bekjente Mænd Morten og Hans Sønderholm. Slægten bor indnu i Brande Sogn. Kirsten Marie boede i et lille Hus der laa mellem de to Brødres Ejendome. Jeg var der et Ærende i 1883. Hun døde førs i Halvfemserne.
Det var min Moder Hjem i Skjæris. Hindes Fader Thomas Klemmesen fik saa Gaarden Telskødet i 1824. De to Thomas Klemmesen og Karen fra Askjær ejede Hjemmet i Skjerris i 36 Aar. Aaret 1860 blev deres Ældste Søn Jens Thomasen givt og overtog Gaarden. Jens Thomasens Hustru Ane Mette Johanne Madsen, ejede Gaarden tel Jens Thomsens død. 1895 i 35 Aar.


Side 19
{tom}

Side 20
Nu vel jeg nedskrive hvad jeg ved om de Børn der udgik fra Skjæris. Altsaa Moder Søskende.
Den Ælste Ane Thomasen f. 1826 d 1896 - 70 Aar.
Jens Thomasen f. 1830 d 1895 - 65 Aar.
Ane Johanne Thomsen 1833 d. 1922 - 89 Aar.
Petrine Thomas f. 1836 d. 1923 - 87 Aar.
Klemmen Thomasen 1838 d. 1920 - 82 Aar.
Frands Thomasen f. 1841 d. 1864 - 23 Aar.
Jens Peter Thomsen 1843 d. 1914 - 71 Aar.

Den Ældste Ane Thomasen blev Givt 1855 med Kræsten Hahl Kræstensen fra Gjellerup ved Herning. Kræsten var kommen som Karl tel Fabrikant Kjæld i Stampen ved Brande. De kom tel at bo paa en Støkke Hede mellem Skjæris og Langkjær paa 25 Td Ld. En del fra Fødegaarden og et støkke kjøbt fra en Gaard i Langkjær. Det var kuns opdørket lit hvor Huset blev bygget, resten laa i Kjær og Mose. Der blev byget saa smaat som det kunde gaa an. En Vinkelbygning Stuehus i norsiden, i vest tel Kreaturerne. De havde tel at begønde med en Ko et par Faar og nogle Høns. Men de fik dog snart et Par Stude. Lejligheden var lille, en Stue 2 Fag over hele Huset. Det var baade Daglistue og væve Stue. Moster vævede for fremmede. Væven tog meget Plads. Morbror fik ogsaa lært at Væve

Side 21
han var stærk, og jeg syndtes ofte det gik saa Huset røstede. Det var jo en god hjelp de første Aar, det som de tjente i Væven Saa havde de en Sovekammer 3 Alen paa den ene led og 5 Alen paa den anden, en spisekammer og et lille Gæstekammer i Øst. Køkenet og Forstue i Vest. Saa smaat, aaben Skorsten. Forstue og Køken var Gulvet af toppet smaa Sten. I Stuen Sovekammer Spisekammer og Gæstekammer var der Gulv af stampet Ler. De første Aaringer gik Morbror ud i Dagleje hos Naboerne. Men snart fik Kræsten saa meget af Heden og Mosen vendt og Mærgle saa der var rigelig Arbejde hjemme. Da jeg kom derned i 1880 som 10 Aars Dreng. Var Heden snart forsvonden. Nu var der Føde tel baade Folk og Fæ. 2 Stude 2 Kør 3 Faar og en Flok Høns.- Der stod 4 Kornstakker vest for Huset. Og om Huset var der Plandtet en Læbældte og en Have. Moster og Morbror havde været givt i 25 Aar. Det kand nok være der var sket stor forandring. De havde ingen Gjæld, de var telfrese i deres Kaar. Men Huset var der ingen ting lavet ved, det vel da sige, det var jo holdt vedlig med Tag, som bestod af Straa og Lyng. De havde havt 4 Børn 3 Piger og en Dreng. Men han var død, det var den yngste en dejlig velbegavet Dreng, 12 Aar gammel. Det var en stor Sorg for de to gamle. Drengen hed Jens Klemmesen Chrestensen. Han døde af Hjærnebetændelse, han havde lidt saa meget. Taarerne løb ned ad Kinderne paa Moster Ane naar hun fortalte om Jens. De opbevarede Drengens nye Klæder i mange Aar.

Side 22
Pigerne Karen, Magrete, og Mine, var fløjen ud af Reden nu saa de Gamle telbage ene to. De tængte saa paa Søster Trine i Thyregod, hun havde en stor Flok. En Morgen før Sol stod op var Kræsten paa Vej efter Thyregod. Enden blev inden Kræsten forlod mit Hjem at Far og Mor skulle afstaa mig og komme tel Skjerris med mig om November. Vi skal nok lære Drengen at bestelle noget, sagde Morbror Kræsten. Mor og Far kjørte saa med mig tel Skjæris. Jeg husker godt den Rejsefær, men det var nu saa som saa med Humøret, da Far og Mor drog Hjem ad, og jeg blev ene med de to, jeg kjendte dem jo slet ikke. Men de var gode imod mig. Moster saa eje god, hinde kunde man da ikke nenne at gjøre imod. Men hvor var de forskjellige i Sind. Moster saa ejegod. Kræsten saa hessig og stræng. Kræsten Midelhøj bredskuldret stærk, Rød Haar og Skjæg, stærk Hælbred. Han kunde dog snart glemme igjen. En mærkelig Dobelt Væsen var Morbror, dyb alvorlig Ærlig og sand. Jeg Mindes ved Juletid. Se Morbroder for Bordenden efter at have sjunget Julesalmer, saa tel slut folde Hænderne om Salmebogen, Bekjende Troen, og bede Fadervor. Lige saa paa Nytaars Aften. Der var en Højtid, og Ydmyghed over de to Gamle, over deres Sang og Bøn, som jeg aldrig glemmer.-
Kræsten havde mange Fejl, men hvor stor en Byrde er mon ikke et hæftig Sind. Der blev sagt ved hans Baare. Der var noget ved Kræsten vi kunde se ikke var rar, men inderst

Side 23
var Kræsten et stor Barn, som troed paa Gud og længtes mod ham.- Kræsten var en oplyst Mand læste meget, fulgte med baad i Kirke og Skole Spørgsmaa. Begivenheder i Politik og Landet vel havde hans store indteresse. Han skrev godt og var en god oplæser. De to Gamle gik meget i Kirke og tel Foredrag. Da der i Brande blev stivtet en Læseforening var de med fra begøndelsen, ved at støtte Sagen. Han var Morgen Mand, skulde han et Ærende i By tel Slægt eller Venner, gik han helst før Dag eller tidlig Morgen. Men om Aftenen var han Hjemme, gik gjerne i Seng om Sommeren ved Solnedgang. Kræsten havde god Haandelag, hvad der angik Skovl og Spade, saa og Høste, en Flitig Arbejder. Men Hammer Sav og Høvl forstod han sig ikke paa. Moster var lille men døgtig og sparsomlig ja flitig. Hun forstod at Hygge et Hjem, det var saa tryg i hindes nærhed, mand kunde ikke nænne at gjøre hinde imod, saa dejlig og mild et Ansegt. Hvor var Moster Ane Tolmodig. Hun havde Prøvet en Del. Jeg saa hinde aldrig vred eller fornærmet i de 4 Aar jeg kaldte hinde Mor. Hun blev gammel og Rynker var der mange af, men den mildhed og Fred som var over dette kjære Ansegt var lige ren og skjøn. Ja moster var nok havnet der som der staar i Salmen.- Onder dine vinger Skykge der kun der er Livets Løkke. Aandes Barnehjem paa Jord. Moster og Morbroder var enig i Troen paa Vorherre og Frælser. De tre Piger som gik ud fra den

Side 24
lille Fattige Hjem alle tre var paa Højskole. Karen hos Kold, Grette og Mine hos Dael i Aale. De Piger bragte ogsaa meget Hjem af al det gode de havde nemmet fra Højskolen. De var gode tel at synge, det blev brugt flitig i det lille Hjem. Karen blev givt med Murer Peder Johansen. Magrette blev givt med Augustinus Sørensen Dons. Mine blev givt med Andreas Neilsen Nørholm. Mine døde 3 Uger efter deres Brylup. Det var hurtig Tæring. Det var saa den Æste af Mor Søskende Ane Thomasen.
Saa kommer Jens Thomas født 1830 Givt 1860 med Ane Mette Johanne Madse Ure i Brande Sogn født 1841. Jens og Ane Mette fik saa Føde Gaarden i Skjærris. Thomas Klemmesen og Karen kom saa paa Aftægt. Thomas døde 4 Aar efter.
Morbror Jens var midelhøj, stærk byget Sort Haar og Skjæg. Skildres om godheden selv, men bestemt, havde han sagt nej tel vi Børn, tel et eller andet, saa viste vi hvad vi havde at rette os efter. (Skrev en af hans Børn) Men han var ikke optaget af den Aandelig, som den gang tog sin begøndelse i Brande Sogn. De kom ikke tel Møder eller Foredrag fra Skjærris. Ane Mette bragte ikke noget med af Aandelig Liv, hun var døgtig og sparsomlig. Jens var optaget af Gaardens drevt, sled haart det blev ogsaa kjændt, han var en døgtig Landmand. De fik 5 Sønner og 2 Døtre, de blev opdarget tel sparsomlighed og Flid. De lærte tidlig at indteressere sig for Penge og de Værdier

Side 25
mand kand tage og føle paa.
De 4 af Sønnerne blev Gaardmænd og Pigerne Gaardmænds Koner, en af Sønnerne blev Sneker og Tømrer. Men allesammen velhavende og døgtige Folk. Kom mand tel Skjærris da Jens og Ane Mette havde alle Børn hjemme, var der aldtid haløj Liv og Løstighed. Men der var ogsaa tel Tider Skjænderi og spetakel. Da Børnene blev Vogsne, var det tit stor Ungbesøgt med Telt og Dans. Den Ælste var Musiker. De Børn fra Skjærris kom med tel Baller og Dans i vid omkres. Der var kuns et af de Børn der tog paa Højskole, det var Juliane, hun blev givt med en Gaardmand i Hoven. Juliane skrev tel mig om Hjemmet i Skjærris. Fader tog om Søndagen Prædikens Bogen ned fra Hylden og læste i den. Fader bad os ofte i Mørkningen at synge for sig, men vi var tit kostbar og ikke oplagt tel at synge, som vi siden har fortrut.-
Saa Johanne Thomasen fød 1833 død 1922 blev givt 1858, med Mathis Jensen Grarup født 1828 død 1874.
Mathis Jensen fik Fødegaarden i Grarup. Da laa Gaarden nede ved Landevejen, paa den Tid laa der 3 Gaarde tæt sammen Mathis Jensen fløttede Gaarden et støkke mod Nor paa en Bakke Lerbjerg. Mathis Jensen døde som ung Mand. Maaske fordi han var umaadeholden med stærke Drekke. Det var nok en Sky paa Moster Hannes Himmel. Hun sad saa Enke med 6 Børn. Det var en stor Hedegaard. Moster Hanne som vi

Side 26
kaldte hinde var en forstandig og klog Kone. Hun havde en særlig Evne tel at have Tjenestefolk, de var aldtid glad ved at være hos Hanne Mathisen. Det løkkedes hinde at faa en Ældre og døgtig Bestyrer. Den Løkke synnes jeg hun aldtid har havt. Det varede ikke saa længe inden Sønnerne vogsede tel. Det blev med Tiden en god Gaard og mang Tjeneste Folk. Men de var aldtid godt fornøjet. Mine to halv Søstere Ane Kirstine og Kirsten, Søster Sine og Broder Mads tjente hos Moster Hanne. Moster Hanne var en elskværdig og god Kone, en prægtig Hjem at komme ind tel. Den maade Moster kunde byde Velkommen paa var saa Hjærtelig og mild saa man strags følte Hjemmet Hygge og Gæstfrihed var Ægte. Moster havde en egen Evne tel at kunde vinde de Unges Fortrolighed. Den Evne bevarede hun højt op i Alderdommen. Der var mange Pigelil, der en stelle Mørkningstime betroede Moster deres store Hemmelighed. Moster Kaffekande var aldrig kold. Moster Hanne havde ogsaa besværlighed med at faa hindes i Stelling.- En stor sorg ramte Hjemmet da den Ældste af Sønnerne døde 18 Aar gammel han hed Jens. Saa Thomas, Maren. Karen, Frands og Mariane. En godt Hjem har de børn haft, under deres Moder vejlednin. Det var i flere Aar Hanne Mathiesen havde Lærrerne i Kost fra Askjær Skole. Embedet var lille og kuns for Vindteren for det meste. Men det var Unge Semnarister. De bragte en Pust med sig ude fra den store Verden.

Side 27
Der hvor Ungdom er, samles der flere tel. Moster havde Evne tel at samle de Unge om sig. Der var Liv og Løs, Oplæsning og Sang. Musik ikke at forglemme. Det bragte meget med, de unge Lærere ind i Hjemme, som havde stor betydning for hindes Børn. Der var saa Hygelig og saa fri. Det har hindes Børn især Pigerne synnes jeg, forstaaet at bringe med ud tel deres Hjem.
Der var meget Jord tel Garden. Hede og Mose, men det blev Opdørket. Mærgelen fandtes paa Ejendommen. Det bragte velstand. Men haar slid om Somren med Mærgel opgravning om Vindteren med at kjøre det ud paa Jorden. Og saa om Vindteren, med at tærske Kornet, den gang var Maskinerne ikke almendelig. Da svang de unge Karle Plejlen, i Tagtfaste slag, fra Morgen tel Aften. Mand kunde høre hvordan Arbejdet gik en stelle Vindter Dag. Om Somren svang de Leen i Engen, og i Høsten blev Kornet høstet med Le. Met det gik med Liv og Løs. Moster Hanne var Blomster elsker og det baade inde og ude. Hindes Have var den fineste i stor omkres. Mange sjældne Træer og Blomster fandtes i hindes Have. Da Sønnen Thomas blev vogsen, blev han ligesom Moderen optaget af at plandte. Der blev plandtet Læbældter i Marken og en stor Plandtasi blev anlagt Vest for Gaarden og Syd og Nor var der Læ, og ikke at forglemme Haven i Øst. Gaarden kom tel at ligge saa lunt og smuk en dejlig Gaard

Side 28
Johanne Mathisen var Aandelig indtereseret. Hun fuldte med i Menighedslivet, tel Kirke og Foredrag. Hun var gavmild mod de Fatige. Hun sørgede med de Sorgbetøngede, glædedes med de glade. Hun blev 89 Aar. Hindes Datter Karen sad ved hindes Seng, og sagde tel mig Mor sov stelle ind i Døden. Thomas Mathisen overtog Fødegaarden. Frands Mathisen fik et støkke af Jorden. det Norligste, der blev der saa byget en Gaard. Hans Mor fløttede med, da saa Frands blev givt, fløtted Hanne Mathisen hjem tel den gamle Gaar, hvor hun levede resten af sine mange Aar, Agtet og Æret af alle.
Saa Klemmen Thomasen født 1838 død 1920 - 82 Aar. givt 1866 med Kjesten Marie Pedersen, født 1839 død 1871 - 32 Aar. De kom tel at bo i Borup, Nor for Brande By, lig syd for Dørslun Aa. Det var en lille Hedelod, hvor der knap kunde fødes 2 Kør, Lejligheden var lille og simpel, kuns en Stue med 2 faste Senge, et Bord med fast Benk. Det jeg nu skriver er medelt mig af hans Søn Thomas Klemmesen, han var da han skrev de tel mig 67 Aar. Det første der staa klar for min Hukommels var den Dag min Moder døde, jeg var da 3 Aar. Jeg kand ikke huske hvordan hun saa ud. Men der var to Koner der den Dag. Det var Bestemor Karen og Mette Johanne fra Skjærris. De løftede mig op for at min Mor kunde se mig og tage

Side 29
Afsked med mig, og hun telføjede, Gud være med dig min lille Dreng. (Hvad hun sagde kan jeg ikke huske men det har Fader siden fortalt). Da de satte mig ned paa Gulvet løb jeg hen tel Fader, han tog mig op tel sig, og jeg husker tydelig at Fader græd.-
Fader blev siden givt med Petrine Pedersen fød 1849 døde 1884, kuns 35 Aar. Hun blev Moder tel to Piger Kjesten Marie og Ane Marie. Petrine var i alle maader en god Moder for mig, men hun blev jo heller ikke gamel. Saa var Fader ene med os Børn, i en lang spand af Aar. Jeg har tit tængt paa den evne han besad, for at faa os tel at lyde, uden nævneværdig Revselse. Det var lige som noget der ikke kunde falde os ind at gjøre ham imod. Fader kunde læse op og Fortælle for os baade Alvor og Skjæmt paa en maade som vi ikke kand glemme. Naa vi gik og han skulde være ene, sagde hand aldtid, gaa i Guds Navn, eller Vorherre være med jer. Jeg husker da jeg rejste tel København for at aftjene min Værneplegt. Han sagde da lad mig nu se at du vogter dig for Vien og Kvinder. Saa jeg og din Søstere ikke faar skam af dig. Det var saa en Søns Vidnesbyr om deres Far og mor. Naar mand kom der i besøg, fik man et godt intrøk af Hjemmet. Der var et godt Forhold imellem Faderen og Børnene. Man kunde faa en god samtale med Morbroder Klemmen, en alvorlig troende Kresten. Klemmen

Side 30
havde læst meget, og var en lunt fortæller. Han havde lært Musik i sin Ungdom hos en gammel Lansbymusker det var Violin. Nu var det nok en ejendomlig Mand hand hed Sommer. Naar vi saa fik Farbror Klemmen tel at spelle gamle Sommer Yndlig Støkke, morede vi os rigtig. Det var ikke allene Tonerne, men saa den gamles mimik ja hele Personen Sommer, kund Klemmen fremtrylle for os. Hjemmet i Borup, var jo fra begøndelse Fattig og smaat, Hede og Sand, mager Jord. Klemmen Thomasen havde lært Sneker Haandværke som ung, det var en stor hjælp for det lille Hjem. Det laa jo lige oven for Aaen, langs Aaen paa bege sider var der Lyngbaken, men mellem Aaen og Bakerne var der Eng som Klemmen havde anlagt og overrislet. Det blev en stor hjelp tel Landbruget, Hø tel dyrene om Vindteren, og Græs i Eftersomren. Der blev plandtet om Ejendomen, en dejlig Have og Læbældterne i Marken. Aabrinkerne beplandtet, Jorden opdørket og Mærglet. Arbejdet i Maren tog tel, og Tiden og Arbejde i Snekerværstede tog af. Jorden krævede sin Mand. Klemmen fulgte hans Fædres Kald som Bonde, han fulgte godt med i Oplysnin som Tiden bragte baade om Landbruget og hvade der kom frem i Skole og Menigheds Livet.
Kom man der en Foraarsdag, og saa ud over Aaen og Engen den spejelblanke Aa, den grønne Eng, med de mange Blomster

Side 31
og Fuglene, der Sang og Glæd, og den lille Hjems beboere Gestfrihed og telfreshed. Ja da kunde man forstaa hvad her var øvet af Daad.- Det var Hedebondens Søn.

Saa Frands Thomasen født 1841. Død 1864 - 23 Aar
Frands ved vi ikke ret meget om, ud over hvad min Mor fortalte. Han var en god Søn og Kjær Broder, løstig og morsom. Der fortaltes mange morsome Historier om ham, her er en. Det foregik i hans søster Hanne Mathiesens Hjem i Grarup. Der tjente Frands. Hans Broder var der for at snekere. Der tjente samtidig en Pige ved Navn Trine Tofteløs. Det er jo mange Aar siden. Det var før Stenoliens Tid, da belysning var Tællelys, som Bonden lavede af Faarefedt eller Tælle. De lange Vindter Aftener telbragte Bønderne rondt i Gaardene med at telberede Ulden af Faarene tel Klæder. Pigerne spand, Karlene kartede Ulden i Tejer. Ja Hubonden og Madmor deltog selfølgelig ogsaa i Arbejdet, nogle bandt Strømper eller syede. Alle var paa deres sædvanlig Pladser i en Rondkres paa Gulvet i Daglistuen. Lyset hængte saa i en Lysestage som var fastgjort paa en Søm i Loftet, midt i Kresen. Det kunde to tel Tider være træls og ensformig. Men snakke gik jo da for det meste hel godt. Arbejdet krævede jo ikke meget Tankearbejde. Der blev fortal Historier om Hekser om kloge Kvider og Mænd om Varsler og Genfær. Men der var

Side 32
jo den gang som nu Personer som ejede Evner tel at fortælle og underholde med Alvor og Skemt. tel dem hørte Frans Tomsen, han sad og Kartede Tejer efter Tejer. Hans broder Snekeren Klemmen sad og læste for enden af Langbordet, han hørte jo ikke tel den egenlige Arbejskres paa Gaarden. Pigen Trine var at Ærende ude i Køkenet. Da Frands nu var træt af at røkke i Karterne eller det var for ensformig, ja det melder Historien ikke noget om. Trine kom ind satte sig ved Rokken og Tejerne forsvandt som Traa ind paa Tenen, Frands hev i Karterne, Rokken snorrede. Men pludselig gav Rokken et hop, Pigen standsede Rokken satte den paa Plas igjen. Snart snorrede Rokken som før Frands og Klemmen mærkede ingen Ting. Nu gav Rokken nok et hop, Trine blev urolig og saa Rokken efter, den plejde da at staa stelle med Benene, Frands blev nu ogsaa opmærksom, Klemmen sad opmærksom ved Bogen. Rokken slog nok et slag med Benene. Pigen blev bange og saa sky tel Rokken, Frands ligsaa, Moster Hanne saa forundret op fra sit Arbejde. Kemmen blev vækket af sin studie. Nu tog Frands Afærre tog Rokken i Øjesyn følte paa den betragtede den nøje. Saa gav Rokken nok et spjædt. Nu var Frands vis i sin antagelse, Rokken var forgjort, Frands holdt fast paa Rokken og fremsatte en Maneformular for slige Trolderi. Nu maa vi huske paa

Side 33
for 80 Aar siden var der mange der troede paa Varsler og andet Overtro. Ingen Lys ingen Morskab, saa de skulde jo selv lave noget, og der var jo dem der kunde finde paa det, tel morskab for de andre. Det blev jo da ogsaa opdaget det her som Frands havde sat i Sene. En Snor fra Rokkens Ben hen om Klemmens Storetaa. Ja der var Hjemme produksion af Klæder Madvarer Morskab og meget andet. Men Frands Thomasen blev indkaldt tel Soldat i 1864 først tel København, siden fløttet tel Holbæk. Der blev han syg af Lungebetendelse og døde, blev Jordet paa Holbæk Kirkegaar. Kammeraterne rejste en Minde paa hans Grav.
Saa den Yngste af Moder Søskende Jens Peder Thomasen født 1843 død 1914 - 71 Aar. Givt 1874, med Klaudiane Jensen død 1887. Morbror Peter som vi kaldte ham var den yngste af Moder Søskende. Han lærte i sin Ungdom Sneker Haandværket som sin Broder Klemmen men var tellige ved Møllebygeriet en Tid. Men nogle af hans nærmeste, ja ham selv inbefatte havde anet at han skulde blive en døgtig Landmand. Jens Peder har vi saa god et Belede af, men den vel jo falme med Tiden derfor vel jeg nu skrive lit om ham. Jeg har saa mange gode Minder, og mange gode Raad har jeg modtaget af ham. Da jeg som ganske Ung begøndte som Landmand.

Side 34
Peter Thomasen og Klaudiane kom tel at bo ude i Aagaar den yderste Hjørne af Thyregod Sogn. Skjønt hørende tel Thyregod, blev han dog stedse ved at holde sig tel Brande. Der søgte de tel Kirke og Foredrag og Møder. Der købte og Soldte de. Men Børnene gik tel Skole i Thyregod, det velsig Kokborg Skole. Det var en lang Vej ¾ Mil. Der blev mange smaa i dette Hjem i Aagaar, som har gaaet den lange Vej. Da var der ingen Sykle.- Vejen gik gjennem Hastrup Plandtasi. Tit var det ogsaa træls i daarlig Vejer. Deres Fader har ogsaa mangen Vindter Dag, naar det satte ind med Snefog, gaaet dem i Møde.- Jens Peder var et Aar ved Møllebygeriet i Skjærren i Vestjylland der fandt han sin telkommende Hustru Klaudiane. Der kom Peter tel at arbejde i en Mølle i lægere Tid om Sommeren. Dammen som Møllen laa ved var der smuk omkring, og Ungdommen yndede at ro paa Søen, i Baaden var det dejlig en Sommer Aften. Pigen som senere blev Jens Peder Kone, var en livsglad og kjøn Pige. Da de skildtes, og Jens Peder rejste Hjem sagde han tel sin Elskende, mor dig kuns med din Venner, jeg stoler paa dig. Det fik han siden bekrævte paa mange maader siden hen i Livet. De levede meget Løkklig sammen Liv. Det var en dejlig Hjem at komme i, det fik mand indtrøk af naar man besøgte dem. De kom tel at bo paa et Støkke Hede i Aagaar paa 45 Td Land. Jens Peder der var Sneker og Møllebyger

Side 35
byggede selv deres Hjem. en Vinkelbygning. Det var smaa Kaar at begønde med. Men de to tog fat med Tro og Haab. De Elskede hinanden, og delte det beste, Troen paa Gudfader den Almægtig. De var begge optaget af Menigheds Livet i Kirken, og fulgte med tel Foredrag og Møder. Politik og Landbruget udvikling fuldte Jens Peder med i, han læste meget, var med i Læseforeningen i Brande. Jens Peder besad en forunderlig Evne tel at kunde huske og meddele hvad han hørte og læste, tel andre, paa en udmærket maade. En Samtale med denne Mand var aldrig kedelig man gik beriget fra ham. Havde Jens Peter læst en god Bog, og man kom i Samtalen, ind paa det han havde læst, og han mærkede man interesserede sig for Emnet og hørte efter, kunde han glemme Tid og sted, og Fortælle om det gode og Ædle om Liv og Død saa Taarerne randt ned ad hans Kinder. Hvor kunde han fremstelle det dybe og gode som Forfatteren vilde fremstelle for sine Læsere. Var det en Prædiken et Foredrag han havde hørt.- Ja det var nok paa anden Haand men gløden var bevaret.
Jeg har tit undredes over at den brydsomme Slid med Heden og Jorden, og de smaa Kaar, og Siden Sorgen ikke Trøkkede ham ned, men Jordbonden blev den Mand aldrig.-
Ja det var slid Mærgelen maatte hendtes i Arvad med studespand 3 Kilometer. Mærgelen skulde jo først kastes op, det var

Side 36
jo strengt Arbejde. Han fortalte, at en Læs Mærgel kostede ham 1 Kr per Læs, men saa kunde han ogsaa høste den første Aar for 2 Kr hvor Læset blev sat, jeg fik det indtrøk at Jens Peder syndtes det var godt. Et bevis paa Hedebondens nøjsomhed. Saa fortalte Jens Peter hvor fuld Heden var af Hugorme, naar han Kjørte den lange vej efter Mærgel igjennem Heden. Ormene laa i Vejkandten i de varme Sommer Dage og Solede sig. Studene gik deres jævne gang og Jens Peter sad paa den nedlagte Sidefjæl, jeg havde da en skarp Spade med den kunde jeg side og stikke dem ned. Men en Dag var jeg saa optage, hvordan det gik tel ved jeg ikke, men en Fejlbevægelse med Spade, og jeg dompede lige ned over Ormene. Det kand nok være jeg kom op i en Fart. Aarene gik og Heden forsvandt. Der blev mange børn 8te i alt. Saa traf den Store sorg dette lille Hjem. Klaudiane døde i Barselseng. Nu stod Jens Peter ene med Otte smaa børn, (det var Barlselsfeber). Morbror kom om ad mit Hjem for at medele hans store Sorg tel hans Søster, min Mor. Jens Peter havde været oppe ved Sogne Præsten for at meddele Præsten hans Hustrus død og bestemme Begravelsen. Jeg har aldrig set en Mand saa fortvivlet af sorg og Nattevaagen. Ja et Menneske i saa knugende Sorg. (Jeg var den gang 17 Aar) bleg og for grædt, jeg husker han sagde tel Mor. Og saa havde Præsten ikke saa meget som et Trøstens Or tel mig i min Sorg,

Side 37
Men Morbror havde jo mange Børn og Livet skulde leves videre Nu maatte Jens Peter have Fremmede Husholdere. Der var jo indnu smaa Kaar, men det var jo ved at vende sig, skulde man jo Tro. Men hans Elskende Klaudianes Død var jo en Frøgtelig Slag, for det lille Hjem. Familien tog de 4 minste da Moderen døde.- Tiden gik Heden blev opdørket der blev bedre Kaar. Børnene blev vogsne. Jeg har et Brev fra hans Ældste Datter Karen nu 61 Aar. Hun skriver, vor Hjem havde vel været anderledes, havde Moder levet. Vi Børn havde vor Frihed, paa alle Maader, der blev ikke lagt nogen Tvang paa os. Fader kunde vi tale med om alt. Havde vi læst en Bog. eller været i Kirke tel Foredrag, vi kunde trygt gaa tel ham. Vi kunde ligsom bedre forstaa og fatte det, naar vi havde drøvtet det med Fader. (Det var en Datter Vidnesbyr). Jens Peter var en døgtig Jæger, men ikke paa den maad, at han drev Jagt i Tide og utide. Men der blev bragt Forsyning ude fra Heden ind tel Husholdning, som har været velkommen og tel hjelp, og saa samtidig, bragte Jagten Jens Peter spendig og Fornejels. Det var ikke ved hjelp af Hund, Jens Peter drev Jagt. Nej han lette selv Vildtet op, han besad en forunderlig Evne tel at finde Vildtet. Var mand med ham paa Jagt, var det man oplevede som en Kursus i Jagtens mange Forteelse. Saa side en Aftenstund og høre hvordan det gik tel ude i Heden naar det gjaldt Jagt paa Ræv. Ræven Pels

Side 38
falder jo i Farve sammen med Hedens, saa det er meget vanskelig at opdage Ræven paa ret lang Afstand. Ræven havde aldtid opdaget en længe før ind en sel, og var man saa lige i retning af Ræven, skulde den nok forsvinde i Tide. Men naar Ræven opdagede noget mistænkelig, rettede den øjeblikkelig Hovedet i den Retning og Ørene stod da ret op, og saa er Haarene i Rævens Ører gule. Det ved den erfarne Jæger. Det ser da ud som sad der to Guldspurve langt borte i en stor Lyngbosk. Nu skulde mand passe paa ikke at gaa lige stek mod Ræven, for paa den maade kom mand den ikke nær nok, nej gaa som man drejede forbi. De to Gule Prikker blev stadig ved at følge med. Og saa Naar Jægeren var nær nok, saa var det om man var rap paa Øjet og Fingren.

Nu har jeg skildret Mor Søskende fra Skjærris. De Søskende bevarede Søskenden Forholdet Livet igjennem. Mellem Johanne Mathisen og Jens Peter var der særlig varm hjelpsomhed, mellem Søster og Broder. De var Naboer. De havde Avisen sammen, Jens Peter var ovre hos Søsteren ofte hvær Dag. Johanne var ham en god Søster især i Modgangens Dage. Klemmen og Jens Peter var Enkemænd i mange Aar. De kom da op tel Thyregod og besøgte Søster Trine. Mit Hjem, Mor var jo ogsaa Enke i mange Aar. Det var rørende, naar de gamle Søskende

Side 39
Mødtes, hvor glade de var ved hinanden. Side og lytte tel deres Samtale. Baade Alvor og skjmt. Naar de saa tog Afsked. Nu Farvel Trine maske det er siste gang vi sees Gud være med dig. Mor svared Tak i Ligemaade. Det var i mange Aar, bleven Sædvane for de to Brødre at de kom spaserende tel Thyregod for at besøge Mor, sist i Juledagene, de var aldtid Natten over.
Saa er her et Brev, der kom tel Jens Peter Thomsen faa Timer efter han døde. Brevskriveren var en søster Datter fra Brande.

Brande den 28 Mai 1914
Kære Morbroder Peter,
Da jeg hørte du er bleven Sengeligende, vel jeg lige sende dig et par Ord. Da jeg maaske ikke faar talt med dig mer. Man ved jo ikke om det maaske skal føje sig saadan for dig at du er nær ved din Livsbanes Ende. Ingen af os ved sig rolig for, naar Døden vel gjæste os. Men naar vi paa din Alder skal ligge et Sygeleje, kommer man tel for alvor at tænke paa, om det kandske ikke skal forundes os at komme op igjen, og færdes blant vore Kære. Først vel jeg takke dig for alt hvad vi har delt sammen i alle vore Dage. Jeg husker dig, mens jeg som lille Pige der hjemme hos Far og Mor, at der var Fest, naar du kom og i fik jer en Samtale du og Far. Siden da jeg blev Vogsen, hvor tit vi har delt alvorlige Tanker og Mening. Siden da du og Klaudiane satte Bo. Hvor var det godt at komme hos jer. Og siden hen, ja hvor sært, Tiden er

Side 40
er gleden saa rask. Det er nu allerede mange Aar siden Klaudiane døde. Hvor rart for dig nu du har din lille Klaudiane hos dig. Maaske det bliver hinde der skal være hos dig i din sisteste Stund.- Da hindes Mor forlængst er gaaet forud. Jeg vel bede den kære Gud og Frælser være hos dig og med dig. Han har paa Korset Træ brudt Dødens Brod, at den ingen Magt skal have over os eller hvær Menneske Sjæl som tror, og tager mod Frælsen og Naaden, gjennem Guds vor Fræser dyrebare Blod. Det er kuns en indgang gjennem Døden tel de Evige Liv. Og naa Herren er med os hvo kand da være imod os. Der staar i en Salme. Du Herre Krest, min Frælser est, tel dig jeg haaber ene jeg tror paa dig, o bliv hos mig Evendelig alt med dit Ord det rene. Jeg husker hvordan Bestemor din Mor altsaa naar vi som Børn var hos hinde, og vi saa gik, saa sagde hun aldtid, Vorherre være med Jer." Jeg har tængt paa de Or mangen engang siden, vi Forældre kunde ikke ønske vore Børn større Løkke og Velsignelse ind hvad de Or rommer Jeg tror det var Bestemors største Bøn for os. vi kand ej heller Tænke os bedre følge gjennem Livet. Naa Vorherre er med os vel alt blive godt. Han følger os gjennem Dødens Port. Hans Naade giver, at vi maa være blandt dem som det en gang vel lyde Kommer hid tel mig i min Faders Velsignede, og arve det Rige, som er eder beredt, før Verdens Grondvold blev lagt.

Side 41
Tak for alt godt, om det sker at du bliver rask igjen kand vi lige fuld mødes med Glæde, og tale sammen efter dette Vorherre være med os alle.
Glædelig Pindse, ønskes jer alle.
Din Søster Datter Karen Johansen. Brande.

Det var saa Moders og fader Søskende jeg har skildret, nu vel jeg skildre mit Hjem saa godt jeg formaar her i Thyregod. Fader fød 1827 død 1888 i Thyregod.
Søren Madsen blev givt 1852 med Karen Pedersen fra Sandfæld i Brande Sogn. De to havde være Kjærester fra den Tid de gik tel Præst, de var paa ens alder. De blev givt da de var 25 Aar. Men Karens Fader kunde ikke lide Søren Madsen. Maaske det var fordi Søren ikke skulde have Fødegaarden i Dørslund. Saa den skulde Mads Sørensen hans Fader have sagt tel Sønnen, Søren Madsen. Rejs aa e Sovn saa æ do da et saa nær i e Nejs o ham. Søren Madsen siger da tel sin Far, ja men saa skal jeg jo have min Arvepart udbetalt. De ka do fo mæ de sam, og derved blev det Søren Madsen havde stevtet Bekjentskab med en Mand fra Thyregod han hed Frederik Damgaar og boede i Kokborg. Den Mand gav Søren Madsen anvisning paa en Ejendom syd for Thyregod By. En Søndag spaserede Søren og Karen tel Thyregod, for at bese Ejendommen. Søren Madsen købte Ejendommen i Thyregod Matrikels No. 4b Thyregod. Den 28 Juni 1852 for Købesum af 400 Rigsbank

Side 42
Daler. De Unge blev givt samme Aar og bosatte sig i Thyregod. Der var 52 Td ld tel Ejendommen. Bygningerne var gamle og smaa. Gaarden havde ligget før i Tiden nede i Thyregod By, Øst for Kirken. Der var solt Jord fra i Syd 70 Td Ld i Nor 10-a-15 Td Ld, noget af det beste Jord. Men Harkornet blev ved Ejendommen. En del Hedebakker ned i det Norlige Ende af Marken paa 10 Td Ld. Det øvrige var Agermark. Søren Madsen maate en af de første Aaringe tel at bygge Stuehus. Der var kuns to smaa Huse, et i Nor det var Stuehus, en i Vest tel Dyr og Avl. Men meget smaat var det. Ejendommen var meget forsømt. Men Søren var god tel at reparere og lavede sel en del. Han kunde smede fik et lille Værksted i en Ovenhus Øst for Gaarden. Det syntes som alt gik god for de Unge fra Brande Sogn. Aaret 1854 Bygede Søren Madsen et Stuehus i Østsiden 8 Fag 9 Alen vid. Det var jo en stor forbedring paa den Tid. Stenen blev brænt sammen med en Nabo i vest.
Da der var gaaet et Aar, kom der tvilliger i Hjemmet. Aaret efte et 3die Barn.- Men dette Barn kostede Karens Liv hun døde i Barselseng. Nu mistede Søren sin kjære Karen, og de smaa deres Moder. Tvillingerne fik Navnene Ane Kirstine Sørensen fød 1853 død i Thyregod 1915 var givt med Klemmen Peter Jensen fra grarup i brande. Kirsten Sørensen fød 1853 død {tom plads} Givt med Thomas Krestensen (De to tvillingssøstre blev givt den 5 Degsember 1873)

Side 43
Grarup. Den 3die blev født 1856. Lever indnu i Aaret 1946.- Og bor i Fasterholt, var givt med Troels Eriksen i over 50 Aar. Bliver 90 i aar. Hun blev døbt ved sin Moder Kisten den Dag hun blev begravet, og fik sin Moder navn. Karen Sørensen. Hun lignes sin Fader Søren Madsen den Dag, i Dag. Hun lever Lykkelig midt imellem sine Børn og Børnebørn.
{Indføjet over siden:} Karen Sørensen blev 90 aar den 14 August 1946. Hun døde den 29.11.1946 i Fasterholt. Se længere telbag i Bogen. {Indføjelse slut.}
Nu sad Søren Madsen Enke. Hans Ungdoms Elskende Karen var død, og de 3 Moderløse børn. Saa brat ramte den store Sorg. Den lille Karen tog Moster Stine, en Søster tel Barnets Moder, med Hjem tel Harel, hvor hun blev i hele sin Ungdom. Stine var givt med Peder Thomasen og de ejede en stor Hedegaard i Harild.
Søren Madsen givtede sig anden gang med en Ung Pige fra Skjærris i Brande. Petrine Thomasen, hun var da 21 Aar. De blev givt 1857. Moder fortalte om da Far og Mor blev Forlovet. Der boede en mand i Hindskov han hed Andreas og var Moders Morbroder. Denne Mand kom som Bejler for Enkemand Søren Madsen i Thyregod. Søren Madsen var jo fra Dørslund i Brande saa de to Familier har nok kjend hinanden. Trine tjente paa den Tid hos Købmand Sperling i Brande. Der havde hun tjent i flere Aar. Den heldig Bejler fik ja. Vi Søskende syndtes, det var sær at Mor og Far saadan blev


Side 44
parret sammen, men saadan har det været paa den Tid. Men vi kand se at det var ved at vende sig. Saa de Unge selv afgjorde denne vegtige Sag. I blandt Moder Søskende ved vi at Ane Klemmen og Peter, var det de Unge selv der valgte. Moder var først Kjæreste med Mathis Jensen Grarup, men hævede Kjæresteriet. Moder skulde da havde sagt, du kand jo tag Johanne og saadan blev det. Mor sagd siden. Jeg turde ikke givte mig med Mathis Jensen, han var umaadeholden med stærke Drekke. Det blev ogsaa en Sky paa Moster Hannes Himmel. Men Trine Thomasen sagde ja tel Bejleren fra Thyregod, og der stod stor Bryllup i 2 Dage i Skjærris. Trine fløttede saa tel Thyregod. Kuns 21 Aar. blev Stemoder tel Fader tvillinger. Ane Kirstin og Kirsten var da 4 Aar. Den lille Karen var jo i Pleje i Harild. Vi kand forstaa det har været strængt for Mor, der blev mange Børn. Mor har vist nok været god i mod Stedbørnene. Jeg ved de holdt meget ved Hjemmet i Thyregod, der var god forhold mellem dem hele Livet. Ja der var en Tid i Tøsealderen, da var de ikke saa gode i mod Mor. Ane Kirstine var Fader Øjesten. Der blev mange børn andet Ægteskab. Den første Karen døde som lille saa sine Sørensen. Karen. Mads. Thomas. Søren Martin han døde som 9 Aar og en Pige Mine hund døde da hun var

Side 45
13 Aar. Saa Mathis Sørensen. Det var saa vi Børn.
Fader og Moder var meget forskjellig i Sind og væremaade. Men et var de fælles om, og det var i Troen paa Gud. Det kand jeg forstaa har baaret over mange vanskeligheder og knøttet dem sammen i Sorg og Glæde. Fader var midelhøj men ikke særlig stærk bygget, Sort Haar, blaa Øjne lit Skjæg om Hagen. Propert og pellen i Klædedragt, og Fodtøj, der stod altid et par fine Træsko parat tel at stikke paa tel en Ærende i Byen. Ligesaa hans Støvler, de var aldtid i fin stand, (et par varede i mange Aar) Akurat med sit Arbejde. Men stærk af Hælbred var Fader ikke. Han havde havt Lungebetændelse i sin beste Alder. Siden var han aldrig rigtig stærk. Aldtid sløj med Helbredet om Foraaret, men saa hen paa sommeren blev det bedre. Fader var Or knap sagde ikke saa meget, men det han sagde kunde man stole paa. Jeg traf en Mand flere Aar efter at Far var død. I Samtalens løb spurgte Manden om hvor jeg var fra. Da han hørte jeg var fra Thyregod og Søren Madsens Søn. Sagde Manden nu er du Søren Madsens Søn. Ham kjendte jeg godt, han sagde ikke meget men hvad han sagde det kunde man stole paa.- Det gjorde mig saa godt Jeg følte det var saa sandt. Far forstod at faa os Børn tel at lyde, et Blik fra Fader var nok, skulde der mere tel var Far streng det var noget der bed. Jeg husker ved enkilde Lejligheder


Side 46
da det sved. Vi børn var i Byen en Søndag, vi spellede veppend jeg kom da tel at give Pinden en forkert retning, den havnede midt i en Rude i Stuehuset. Men jeg fik Ris i Enden Morgen efter. En anden gang Søren Peter og jeg var gaaet i Hugehuset uden forlov, det var i Mørkningen, det var nu ikke det værste men vi var kommen op at slaaes om et støkke Bredt. Døren stod aaben, den var delt i to halv Døre. Pluselig blev det mørk i Døren. Fader kom ind lukkede den nederste Dør, fant en Ris eller Kjæp, han sagde indtet. Tog først mig, gav mig et par ordentlig rap smed mig ud, saa kom turen tel Søren. Jeg husker Fader i kristiske Øjeblikke i vor Hjem. Rask og beslutsom kunde han handle. En Dag fik vi besøg af en fuld og gal Mand. Han vilde have Punser Bandede og skjældte ud. Saa kom fader ind, han bad Manden om at gaa, men Manden fortsatte. Da sagde Far bestemt gaa, eller smider jeg dig ud. Du kand som han saa kunde bande paa, ikke smide mig ud. Fader tog fat i Manden, denne satte sig tel modværge i Døren. Men Manden kom ud. Da han saa var kommen uden for, tog han en fyldt Brændevins Flaske op af Lommen og truede med at sætte den i Hovedet paa Far. Mor raabte tel Far tag dig i agt Søren. Nu gik Far tæt ind paa Manden, og sagde du kand lige prøve det, da slog den Gale Mand Flasken ned mod stenbroen og forsvant. Vi drenge havde aldrig troet fader var saa stærk. Fader var den eneste af hans Brødre, der havde været

Side 47
Soldat, blev indkaldt under Krigen og skulde Møde i København. Der var de en Maanet, det var unge Rekrutter, for at blive uddannet. Saa blev de Sejlet tel Femmeren, var der nogle Dage. Kom saa tel Jyland, nogle Dage efter Slaget ved Idsted, blev sat ind i Gilederne mellem de Gamle Soldatter, for at erstatte dem der var falden.
Fader var som Landmand ikke med Tiden, da der kom en afgjort Omlægnin af Landbruget sis i 70serne fra Kornavl tel Husdyrbrug, og dermed Rodfrogtavl. Kunde Fader ikke følge med, han blev ved at drive Ejendommen paa den gamle maade. Besetningen var i 1880 2 Stude 4 Kør, 7 a 8 Faar, nogle faa Svin. Lille Svinehold var der allesteder her omkring. Fader var nøjsom, der gik indtet telspilde. Og saa var Fader saa Håndsnild, kunde lave alt udi Bedrevten. Lige fra Plov og Harve tel mange smaa Ting inde hos Mor. Var Far god tel at holde sammen paa alt ude, var Mor det ligesaa inde, døgtig og sparsomlig.
Far gik meget i Kirke, næsten hvær Søndag, Moder, var jo mere bonden mange Børn og tit ingen Pige. Søndag var hellig Dag i vor Hjem, da laa ald Arbejde stelle, vi kom i ny Klæder fra Morgensunden af. Naar Fader havde været ude og fodre Kreaturerne, og vi havde spist Davre, tog Far Salmebogen læste Dagens Evangelium bad Fader Vor ogsaa den gamle gode Bøn, Gud vær mig arme Sønder Naadig

Side 48
og Barmhjærtig. Vi Børn skulde være stelle vilde vi ud kunde vi gaa, det maatte vi godt, Mor havde travlt om Søndag Formid. Saa gik Far og Mor tel Kirke. Vore Naboer gik ogsaa meget i Kirke Peter Petersen Mads Neilsen Mathis Andersen. Jeg har tit undret mig over hvordan Mor og Far kunde faa det tel at slaa tel, vi var jo mange men Fattigdom mærket vi aldrig tel, nok at spise og godt i Tøj. Men vi blev vandt tel at Arbejde og tel sparsomlighed. Vi kom ud at tjene naar Far og Mor kunde undvære os Vi fik tidlig lært at klare os selv. Men vi var slem tel at længe naar vi kom ud, Søster Sine Søren Peter og Thomas, de 3 især. Nu har jeg saa skildret Far. De var saa forskjellig Far og Mor. Mor var, det første vi Børn kand huske som en Dag i April. Hun kunde være højt op men ogsaa langt nede. Hvor kunde hun være overgiven og morsom hun kunde faa Folk tel at le. Naar vi Tænker paa Julebesøg i vor Hjem. Naboerne var samlet, kunde Mor slaa sig løs Vi Børn blev forundret, det var som vi kjendte ikke Mor Jeg husker en Aften i Julen. De var færdig med at spise det gik hel alvorlig og stelle af. Saa kom Kortene paa bordet. Der blev spellet om Pebenøder. Der blev Beter, de blev skret ud for vedkommend paa Bordet, men Mor var saa rask tel at tøre Beterne ud, saa var der en stor Smed med, han var fuld af Løjer, Smeden rejste sig og skrev Beterne paa Loftet over

Side 49
vedkommende. Men Mor var døgtig, hund spand og strekkede, vi havde jo mange Faar, Mor lavede garnet færdig tel af sendes tel Væveren tel Klæder tel os Børn, Tøj tel Far og sig selv. Hun bagte og Bryge, lavede sel Smørret og Ost. Saa naar Sygdom og Døden, og Sorgen var Gæst, i vor Hjem. Jeg husker en Sommer at en Søster døde hund hed Mine var født den 7 Marts 1866. Døde i Juni 1878. Mine havde været svaglig i mange Aar, det var Mavetæring. Mine havde liget i Sengen i længere Tid, det gik ned ad. Mine var Barn af Alder men Vogsen i Sind og Tanker. Hun var saa Taalmodig og mild, jeg sad ofte ved hindes Seng om Aftenen naa Mor og Far var ude at Malke, jeg sad og strøg hindes Haar og klappede hindes Kind. Mine viste hvad der forestod, Mine var et Guds Barn, og Troede paa Gud. Hun talte med Mor om det, som var hun Vogsen. Hun spurgte, Mor tror du at du kand sove den første nat efter at jeg er død. Hun viste at Mor ventede en Lille. Jeg vil saa gjerne leve saa længe jeg fik det lille Barn at se. (Hun døde 14 Dage før). De vaagede hos hinde i lang Tid om Natten. Var der saa Tider at Smærterne ikke var saa slem kunde Mine sig, jeg vilde jo gjerne leve og bliv Rask. Mor trøstede hinde da med at sige, det kand jo da godt være at det er Guds Villie lad os bede ham der om. Saa laa de Haand i Haand og bad, Fader Vor, og bad om det var Gud Vilie at lille Mine maatte blive rask. En Dag fik de besøg af Pastor Bjerring

Side 50
vor da værende Præst, ja det var ikke førstegang. Præsten var saa flink og god, talte med Søster om Vorherre og bad sammen med hinde og Mor. Saa spurgte Præsten, kand du spise noget lille Mine, saa siger Mor lit, naar det er nyt. Lit efter Præsten var kommen hjem, kom en af hans Piger med en Due tel Mine. Den var død, men laa paa en Talerken i en Krands af Blomster med en udsprungen Syren Blomst i Næbet. Mine var saa lykkelig ved Duen og Blomsterne. Præsten kom telfældig den Dag Mine døde. Broder Mads var sendt tel Riis efter Medesin tel Mine. Men hun døde inden Mads Naade Hjem. Præsten og Moder kunde se at Døden var nær, men det skette før de havde anet det. Præsten sagd, nu kommer du nok snart Hjem lille Mine, skal vi saa bede Fader Vor sammen. Da præsten havde endt Bønnen sig han jeg tror Aanden er fløjet bort under Bønnen. Lille Mine var død. Der var Sorg, men alligevel glæde over en saa god og rar lille Sjæl var gaaet Hjem tel Gud i Barnlig Tro. Nogle Aar efter døde en eller rask og døgtig Dreng Martin Sørensen af Nyrebetendelse, han led saa meget. Han var født den 23 Mart 1875 død 1884. Ja Far og Mor har grædt sammen, meget Modgang har de havt. Saa blev i 1886 Søren Peter meget syg, det Aar han gik tel Præst. En Eftermidag, og vi havde havt Lægen fra Brande. Far og Mor og vi Børn, dem der var Hjemme, var samlet

Side 51
i Sovekamret om Søren Peter Seng. Vi kunde se paa Far og Mor at de var i stor Vånde for Søren. Søren laa paa Puden saa bleg og daarlig. Mor sad og holt hans Haand i sin og Græd. Drengen laa i en forfærdelig Kamp. Hans Læber blev hel Blaa. Far og Mor var jo vis paa at Drengen døde. Søren Peter blev mere rolig, Far og mig gik ud at Fodre Kreaturerne. Jeg Græd og klagede mig for Søren. Ja det kand jo da være det er Gud Villie at Søren maa blive ras igjen, sagde Fader. Der gik lang Tid men Søren Peter kom over det og blev siden rask og Stærk. Nu da disse Linier skrives, staa Søren Peter hvær dag i sin Smidie i Thyregod og Arbejder som han har gjort i mang Aar, han er ras og stærk tros de 73 aar. Den 23-1-1946.
Fader var en døgtig Jæger. Det havde han været hel fra sin Ungdom. Mor sagde ofte tel Fader, vel du ikke ud med Bøssen Søren Vejret er godt. Det var naar Mor kunde se Fader var i daarlig Humør og ikke var rask. Det kunde bedre paa Far Humør. Naar han kom Hjem og havde noget i Tasken. Naar vi hørte Faders Bøsse var vi aldtid vis paa at der var Fankst. Far spildte ikke sine Skud. Hans Bøsse, en rigtig gammel lang Forlader. Men far kunde rette den ind og der faldt mange Harer og Ræve for den gamle Kanon. Jeg var saa kommen Hjem fra Skjærris. Nu var jeg Konfirmeret. Mad var ude at Tjene nu var det saa Søren og Mig, der skulde hjelpe

Side 52
Fader. Men Landbruge gik telbage, Far forstod ikke de nye som Tiden bragte med sig. Rodfrogtavlen var paa vise Egne begøndt og en bedre Fodring af Kreaturerne. Men det vilde Fader ikke ind paa. Jeg fik endelig lov af Fader at saa en Ager med Tornipser, da jeg kom Hjem i 1885. Men saa Aaret efter kunde Fader se at Kornet ikke var saa godt paa den Ager der havde været Tornipser i saa var vi færdig med. at dørke Roer. Jeg husker den Sommer da jeg havde den Ager med Tornipser. Jeg blev syg hen paa Somren laa i Sengen i 14 Dage. Søren Peter havde passet Roerne i mens, da jeg kom op, var det første jeg foretog mig at se tel Roerne. Jeg græd af af Glæde da jeg saa saa godt de var Vogset. Men det var smaat med Avling. Vi talte om det en Dag. Jeg foreslog at vi skulde tel at Mærgle Jorden. Nu kand jeg godt forstaa Fader. Han havde ikke Kræfter tel at kaste Mærgel, og vi var for Unge havde heller ikke Kræfter tel saa haart Arbejde. Og Pengene var det smaat med Vi fik da begønt med at tage Overjord af en Mærgelsgrav, men derved blev det. Far sagde en Dag tel mig, da jeg kom herop og begøndte. Da kunde Jorden give meget mere. Det gamle Danske Rug gav 7 a 8 Skjæpper af Traven, hvad nu 2 a 3 Skjæpper. Nej det bliver mindre og mindre. Det var hen paa Somren Søren var bleven rask. Nu maa du Thomas tage ud og Tjene. Jeg forlangte saa at komme i Urmagerlære, men det sagde Fader nej tel, du skal jo staa 4 Aar i Lære jeg har ikke raad tel at hjelpe dig. Jeg blev

Side 53
vred paa Fader, som jeg siden fortrød. Far glemte det ogsaa. Nu vilde jeg langt væk og saa vilde jeg selv bestemme hvad jeg skulde tage fat paa. Jeg fik saa Plads i Dons ved Koldin ved en Mand der hed Augustinus Sørensen. Jeg rejste saa Hjemme fra om November 1887.
Jeg skulle være Røgter. Jeg kunde forstaa paa Fader at han syndtes ikke om at jeg tog saa langt væk. Fader var 60 Aar og telmed svagelig. Med det kand nok være jeg kom ind i andre Forhold. Mit Mod var tit langt nede, jeg skrev lange Breve Hjem, jeg længtes, men jeg havde jo selv bestemt, det jeg nu var havnet i. Jeg husker Julen, jeg havde knap været borte i 2 Maaneder. Jeg saa for mig Hjemmet i Thyregod, forberedelserne tel Julen. Lille Juledag Da var vi Børn saa flittig alt gik med liv og løs, vi hjalp Far og Mor. Jeg viste hvor travlt Mor havde havt tel Jul. Tøj tel Børnene Nu Uldtrøje tel Fader, det fik han Altid tel Jul. Ogsaa Jule Aften. Midagsmad var Lillejuledag, Grønlang Kaal og Flæsk. Og saa Juleaften Hønsekødsoppe og Æbleskiver. Jeg husker Fader siste Jul jeg var Hjemme. Det var Aldtid Moder der bad Bordbønnen. Da Moder sluttede med Bønnen, Fader tak for Dagligbrød Tak for Sjæleføde giv os aldtid Naadens Brød her men lad os Møde hiset ved dit Højtidsbord naar vi fløtte skal fra Jord Frælstes af din Naade. Tog Fader Bønnens traad op. Han sad i Benkekrogen. Støtte Albuerne paa

Side 54
Bordet, med Hænderne for Ansegte. Far bad højt tel vor Himmkelske Fader. For os Børn for Mor og sig selv, og om det er din Villie kjære Himmelske Fader, at en af os skal ikke være bland os, tel næste Jul, om en af os skal dø. Tag os da Hjem tel dig Vor Herre og Frælser. Jeg saa Taarerne randt fra Fader Hænder og Kinder. Ja det blev den siste Jul sammen med Fader. Jeg saa Hjemmet i Thyregod saa grandt saa Skjøn saa Skjøn. Men der var langt mellem Dons og Thyregod. Jeg maatte nøses med at gjæste Barndom Hjemmet i Tanker. Jeg var jo sel rejst Hjemme fra fordi jeg ikke fik min Villie. Saa den Juleaften jeg oplevede i Dons, slet ikke at ligne ved, Jul i Thyregod. Slid havde jeg mer ind nok af Nu fik jeg lov at Fodre med Roer, jeg maatte hente dem paa en Trækvogn et støkke fra Gaarden i Jule Dagene, og det knøg. Jeg tængte paa hvor lunt de havde det Hjemme. Men jeg skrev lange Breve tel dem der Hjemme. Moder skrev igjen. Fader skrev Aldrig, han var god nok tel at skrive, men faa Or og Tanker kædet sammen det kunde Fader ikke. Men det kunde Moder, hun var saa godt Lært, god tel at regne det var Mor der hjalp os med Lærdommen. Vindteren gik, jeg var kuns en gang i Kirke. Det var smaat med Frihed, og alt var jo Fremmet. Saa i slutning af Mai, kom der Brev fra Mor. Far er meget syg, han vel gjerne tale med dig, men du maa komme snart Fader lever ikke ret længe. Jeg fik brevet om Midag

Side 55
og fik strags lov at rejse Hjem. Der var 2½ Mil tel Vejle. Jeg var ikke sikker paa jeg kunde naa Dagvognen før den kjørt fra Vejle, jeg gik saa lige end fra Dons over Vingsted Mølle Bræstengaarde Bræsten tel Harisø Kro der plejed Dagvognen at bede. Saa med Dagvognen tel Hjortsballe Kro. Gik saa den halve Mil tel Thyregod. Jeg naaede Hjem mellem 10 og 11 om Aftenen det var en drøj Tur det blæste og Ruskregnede jeg havde Vinden lit i mod skraat paa siden Far var meget syg kunde jeg forstaa. Det var saa stelle alle var saa tause. Jeg var lige inde hos ham, men der blev ikke talt ret meget. Fader var bleven saa bleg. Jeg skulde afsted næste Morgen Kl 5 med Dagvognen tel Vejle. Moder kaldte paa mig i god Tid. Jeg var saa inde for at sige Farvel tel Fader for siste gang. Sovekamret var mod Øst. Solen var lige staaet op. Da jeg aabnede Døren og traate ind Sovekmret var et straalend Lys. Fader Seng stod med Hovedenden ved siden af den ene Vindue. Jeg blev hel betaget ved Synet, det var som laa der en Glorie af Straaler om Fader. Og Fader saa, saa ubeskrivelig Lykkelig ud. Jeg havde aldrig set Far saa glad. Fader sagde, vel du tage hjem tel din Mor om November. Jeg græd gav Fader min Haand.- Lad mig nu se du er en god Dreng. Saa vel vi bede Vorherre om, at han vel lade sin Naades sol oprinde for os, saa vi maa samles Hjemme hos ham. Det er siste gang vi ses her. Jeg sagde Ja

Side 56
tel Fader Bøn, trøkede hans Hand for siste gang, tel Farvel. Jeg glemmer aldrig saa glad og Løkkelig som Far saa ud. Og saa at han viste at han snart skulde Dø.-.- Jeg var saa med Dagvognen tel Vejle. Gik saa de 2½ Mil tel Dons. Kom der i Midagstunden. Men jeg havde Smærte i venstre Ben, og den var hovnet saa jeg ikke kunde have Støvlen paa. Dagen efter var det være. Min Hubond viste mig over tel en Klog Mand i Alminde. Jeg maatte gaa, men jeg havde nær aldrig kommen hjem igjen. Den kloge Mand sagde det var Rosen jeg havde i Benet. Jeg skulle gaa tel Sengs, og han gav mig Medesin tel min Syge Ben. Saa skule jeg hilse min Hubond fra den Kloge Mand, at det var meget forker han ikke havde kjørt for mig. Det var en dejlig varm Sommer Dag, men jeg frøs saa Tænderne klaprede i Monden paa mig. Men tel Dons kom jeg da omsider. Saa laa jeg i Sengen. Benet blev saa tyk hel ud over Tæerne, en Dag jeg var staaet op for at rede min Seng, da jeg saa fik Benet ned ad, gik der hul, og der løb ligesom Vand og andet Væske ned paa Gulvet.
Fader døde 3 Dage efter jeg havde sagt ham Farvel. Jeg naaede at blive rask saa jeg kom hjem tel Begravelsen. Morder fortalte om Fader siste Tid. Far var saa god, det var saa nemt at gjøre ham telpas. Fader havde sagt skal i blive ved Ejendommen skal der passes paa. Men det var

Side 57
ikke det Fader var mest optaget af, men det var den forestaaend Rejse. Men ingen gru for Døden, men som en stigende Glæde. Det som jeg havde set i Fader Ansegt da jeg sagde Farvel, var ingen paataget Glæde, den var ægte, fra Vorherre selv. Far havde faaet forvisning om at hans Sønd, var tegivet. Guds Naades Sol var opronden over Fader. Vor Frælser Jesus Krestus vilde hendte ham Hjem tel sig. Og det skette saa forunderlig verkelig. Far har ikke set eller føldt Døden. Mor sad ved hans Seng, Far var hel klar. De havde talt sammen og bedt sammen. Mor kunde skjønne at det var paa det siste. Nu kommer Jesus og hendter mig hviskede Far, kand du ikke se ham. Fader stirrede hen for sig, og løftede sine Arme som tel Omfavnelse. Med et dejlig Smil sank hans arme ned. Fader døde med dettte Smil over sit Ansegt. En Løkkelig Død. Det er ligesaa sikkert Fader har set Vorfrælser inden hans Øjne brestede.
Vi Søskende har mangen gang talt om Far, med duget Øjne, med Tak tel Gud, for hans store Naade imod Fader. Samtid bedt om at Vorherre vilde hendte os Hjem tel sig, som han hendtede Far. Saa var ald vor Løkke gjort. Jeg mides Salmistens Or. Pris ham Gamle Pris ham Unge Pris hans Navn hvær Barne Tunge. Jeg kom telbage i min Plads i Dons. Nu var alle mine Planer vældtet. Jeg havd længere Tid gaaet og tængt over min Fremtid. Urmageriet, var jo min store Maal, men jeg

Side 58
jeg kunde indse det kunde jeg ikke sel magte, gaa i 4 Aar uden at tjene noget. Den Drøm havde jeg ladet fare. Men jeg havde beslutet at jeg vilde se at komme i lære en kort Tid som Blikkenslage, det havde jeg sydslet med fra jeg var dreng. Derved var jeg standset før Fader døde. Jeg syndtes ikke jeg kunde blive ved Landbruge, jeg var lille og spinkel. Jeg vejed kuns 100 Pund, da jeg var 18 Aar og Kræfterne smaa. Men nu var det kuns en Drøm, jeg havde lovet Far og Mor at komme Hjem om November. Nu samledes hele mine Planer sig om Hjemmet i Thyregod. Jeg længtes efter November. Men den Aar i Dons, var en god forberedelse tel det jeg gik indtel. Det at forbedre vort Barndoms Hjem. Den Sommer fik jo ogsaa ende. Og jeg kom Hjem tel Moder. Jeg kunde forstaa Mor var glad ved mig. Mor havde fuld op af Arbejde og Bekymring. Arbejdet gik godt. Mads tjendte i Nabogaarden, men da Far døde, kom Mads hjem den halve Tid, Søren Peter det andet halve Tid, i Nabogaarden. Mads var døgt og stærk. Han skuld ind som Soldat tel Foraar. Søren Peter kom ud at Tjene. Vi var saa Hjem Mads og Mathis og mig. Men Mathis var jo kuns 10 Aar. Den Vindter Mads var Hjemme kand det nok være der blev gang i Arbejdet. Mads rejste saa ind først i April. Nu var vi saa kuns to om Arbjedet.
Mine Planer og Luftkasteller, var mange. Mor og mine Søsteret Bekymringer, (for det kunde jo let gaa galt). Det lo

Side 59
jeg ad. Jeg havde en vældig Mod paa den opgave jeg nu havde faaet. Mit Barndoms Hjem, min Mor og saa Løftet tel Fader. Det vilde jeg Arbejde og slide for. Mor kunde jo godt se jeg gjorde mig umage, men hun var jo bange for ald de nye, jeg pønsede paa. saa kunde Mor slutte hindes Formaninger og Bekymringer, med at udbryde. Ja det hjælper nok ikke, du gjør nok ligesom du selv vel. Jeg var saa Hjemme i 11 Aar. Moder og mig hjalp hinanden trolig. De andre Søskende glædede sig med os det gik Fremad. Saa fik vi pluselig en stor Sorg. Søster Sine Døde. Hun var givt med en Gaardmand Hans Krestian Nygaar. Efter 1½ Aars Ægteskab fødte Sine en Søn, men efter 9 Dages svære Lidelser døde Sine. Det var en stor Sorg for os Søskende og for Moder. Men aller mest for hindes Mand og den lille Dreng. Sine var en god og Kjærlig Søster hun blev 38 Aar. Sine havde tjent snart alle sine Dag. Men tros det, holdt hun inderlig ved Hjemme i Thyregod, og var os alle usigelig kjær.
Sine havde tjent ved Degnefamilien i Thyregod, ved Præstefamilien Kjersgaard, i Brande Præstegaard ved pastor Nissen begge steder som Kokkepige. Fløttede med Pastor Nissens Familie tel Mors. Var saa paa Galdtrup Højskole, boede fridt hos Præste Familien i mens. Sine var meg afholdt, hvor hun tjendte. Sine var døgtig og Tro. Sine var med i det Aandelig Liv i de Grondviske Menigheder. Fuldte med tel Kirke og foredrag. Sine var den

Side 60
den eneste af Vi Søskende der kunde synge. Hun har glædet os med sin Sang. Jeg havde meget at takke hinde for, hun kunde dele ud af sit Aandelige Pund, baade i Samtale og sang. Vi kunde saa godt sammen vi forstod hinanden. Sine havd nok havt sin Ungdoms-Kjærlighed ope paa Mors en stelle og ordenlig Karl af god Familie, som hun kom meget sammen med. Men det gik forbi, det strandede nok paa at Sine skulde fløtte der op. Sine der alle sine Dag var saa slemt tel at Længes, syndtes ikke hun kunde rejse saa langt fra os Søskende og Mor. Hun kom saa Hjem tel Egnen, fik Plads som Husholder i Hesselbjerre. Der blev hun saa kjent med Hans Krestian i Nygaard. Han var enkemand og havde en lille Pige paa 2½ Aar. Nygaar var en stor Gaar de havde mang folk. Men hvor forundret blev jeg, da jeg lærte den Mand at kjænde.- Sine havde rigtig nok sagt tel mig eller betroet mig. At hun ikke saadan kunde dele alt med Hans Krestian, som nu med dig Thomas, men den, tror jeg aldrig jeg finder. (det vilde jeg saa gjerne). Men tror du ikke nok det kand komme. Hvad skulde jeg svare, det var jo afgjort imellem dem. Men da jeg saa lærte Hans Krestian at kjende, kunde jeg ikke forstaa søster Sine. De var saa forskjellig. Der var slet indte at udsette paa Hans Krestian. en ordenlig og forstandig Mand, og pæn flink og Elsværdig.-

Side 61
Indtet at udsette paa hans Moral eller Vandel. Men Aandelig vaagen, manglede syn og sands for Højskolen og det Grondtvigske Menighed Liv, det var der som jeg kunde forstaa at de var saa forskjellig. Hans Krestians Nabolag, hans omgang fæller, kunde en hel Aften side og tale sammen om en Studehandel Hestehandel Folkets særheder eller skjævheder, ja tel langt ud paa natten. Heller ogsaa Kortspel. At side og høre paa saadan noget Vaas. Nej jeg syndtes tit var inda Politik eller Landbrug Sprøgsmaa, eller mand kunde, ja ret kom op at Toppes med dem om et eller andet indteresandt Spørgsmaal, naar vi traf og var der tel Gilde. Jeg kunde snart forstaa, Sine led i disse Forhold. En stor Gaard, men Hans Krestian var ingen døgtig Landmand, det gik ikke saa nøje tel. Men Sine saa døgtig og akurat, to modsetninger. Sine led af en Kronisk Hovedpine. Kom de saa sent hjem efter en saadan Aften, saa kunde Sine ikke sove, det gjorde jo slet ingen indtrøk paa Hans Kristian, han kunde sove lige godt han kunde taale alt. Og der tel, at de ikke kunde dele med hinanden det Aandelig, deres Kresten Tro. Men jeg er bange for, at Sine har set tel den gode Økonomiske Hjem hun kunde faa. Jeg var tit ked af at se, at Sine satte, syntes jeg for meget ind for, at vise hvad hun som Kone i Nygaar kunde byde sine Gæster. Der hold Hans Krestan ikke telbage. Men Sines Tid blev kort i Nygaard

Side 62
{denne side findes ikke i bogen}

Side 63
hun besøgte os tit Hjemme. Hans Krestian lige saa, han var god imod Mor. Vi mærkede ingen Ting om deres Forhold vi fik ogsaa bevis for, at sine var god imod Hans Krestians lille Pige Johanne. Sine fødte saa deres Barn, men blev hurtig meget syg, Fødslen kom hun godt over. En forgivtning under Fødslen eller Barselfeber. Søster Karen var paa den Tid Sygeplejerske paa Give Sygehus, fik lov tel at komme og pleje Sine. Jeg var der ude hvær Dag, en Tid. Det blev os snart klar at Sine lever ikke. Jeg kom der ud en Dag hun havde ventet meg. Sine spurgte tror du Thomas det er Guds Vilie jeg skal dø, jeg kunde ikke svare Søster paa hindes Spørgsmaal. Hun forsatte, jeg vilde saa gjerne leve og give den lille Dreng Brøst.- Sine led store Smærter og tabte Forstanden. Sine talte i Vildelse i lang Tid, uafladelig. Da var det jo ikke som nu, med Indsprøtning, hun fik nok Medesin, men det varede kuns saa kort Tid, hun fik Fred. Sine kom inden hun døde tel Bevisthed. Hun kunde da vaagne op og spørge er jeg indnu i Nygaar, jeg Drømte jeg var Hjemme i Thyregod. En anden gang hun vaagnede kort før sin Død. Jeg syndtes jeg var i Himlen, de sang saa yndig jeg hørte Klokkerne ringe. Sine døde efter 9 Dages svære Lidelser. Hindes lille Dreng hed Sigfred, han lignede sin Mor, han døde da han var 23 Aar. Drengen var meget afholdt. Det var en stor Sorg for Hans Kristian, han døde saa pluselig 1928. Af Tuberkulose. Sigred fik saa den Spanske Syge, saa døde han.

Side 64
De liger alle 3 Begravet paa Give Kirkegaard. Paa Søster Grav Plandtede jeg en Sørge Træ. Den er nu stor.- Sine død 1899. Nu 36 Aar efter er Sine glemt i Nygaard. Vi hindes Søskende har gode Minder efter hinde fra den Tid hun var mellem os. Hun sang tit den lille kjønne Sang. Hvorfra kommer du, du lille Stjerne som oprider i mit Øje blaa, kommer du fra ubekjente Fjærne, eller kommer ud fra Hjertets tause Vraa. Nej jeg kommer fra en ukjendt bolig, som min Gud mig i min Barndom gav for at følge dig i Livet trolig fra din vugge tel din stelle Grav. Ja Søster har tit havt besøg af den lille Sjærne, den har ofte bragt hinde Trøst og Fred.- En anden af hindes Sange fra hindes unge Dage var. Der staa et Slot i Vesterled, tækket med Gyldne Skjolde. Sine lærte tidlig at søge ind i Bøn og Tro tel Vorherre og Frælser. Gud glæd dem, Sine Hans Kristian og deres Dreng oppe hos dig i dit Rige.
Jeg blev saa givt den 15 November 1899, med min Kusine Line Neilsen fra Nørholm i Brande og fik Gaarden. Moder kom saa paa Aftægt. Hindes Stue var mellem vor Sovekammer og Daglistuen. Mor delte als med os, hun fulgte med i alt baade ude og inde, i Mark og Stald. Hun glædede sig over Børnene passede dem saa længe hun kunde. Om Mor kand vi sige, hun følte sig aldrig allene eller telover. Jeg har aldrig hørt, at Mor og Line var noget imellem i de 23 Aar hun var paa Aftægt hos os.

Side 65
Mine Søskende kom jævnlig Hjem tel Mor og os. Paa hindes Fødselsdag var de altid samlet i vor gamle Hjem. Saa lød Sang ot Tale da naar Mor var rask. Vi sang da aldtid No. 100 i Salmebogen For dig o Herre som Dage kun, Aarhundrede at regne, og mange andre gode Salmer. Mor var Aandsfresk lige tel det siste hun blev 87½. Havde jeg læst noget, godt kunde jeg dele det med hinde, jeg læste ofte i den siste tid høt for hinde. Da var Synet jo svækket en del, men Hørelsen var nogenlunde. Hun læste sel meget. Mor var god tel at huske. og fortalte gjærne om vor Slægt, som jeg har nedskrevet en del af. Mor havde oplevet meget, havde prøve meget baad Sorg og Glæde. Saa havde hun jo megen glæde af at følge hindes Børn og Børnebørn. Men hun havde hindes besvær, de siste 20 Aar kunde hun ikke gaa ret langt, kuns i Huset og Haven. Jeg kjørte saa Mor og Børnene rondt i Marke for at se tel Korn Roer og Græ, det var hun jo svær glad ved. Mine Søskende var jo glade ved at besøge Mor, hun var klog og forstandig. Mor havde lær os vi Børn, at folde vore Hænder, gjennem hinde og Far har vi fonden vejen ind tel Gud. Morder var meget daarlig de siste 1½ Aar. Da var det meget strengt for Line, hun passede Moder sel. Ja Line ofrede sig hel for min gamle Mor. Da Mor var død blev Line syg og laa tel sengs i længere Tid. Det havde taget for haart paa hinde. Det siste vi hørte Mor sig var Tak Tak, det gjalt særlig Line. Moder døde 1923 Skjærstorsdag i Skomringen da Mørket sænkede

Side 66
sig over Jorden. Mor havde længe vendtet Døden, den kom som en befrielse for hinde, ogsaa for os. Mor klag var det siste jeg hørte om Natten før jeg sov, og det første jeg hørte naar jeg vagnede. Ja det var Mor Bøn, længe at Vorherre vilde tage hinde Hjem tel sig. Tage hinde tel Naade som sit Barn. Ja Gud ske Tak for Mor og Far. Saa former sig Far og Mor Minde sig i Disse Linier:

Fader Minde
Vor Frælser Naade har været stor
med dig vor Fader paa denne Jord
du følte ej Dødens bittere ve
men klart vor Frælser du fik at se.

Moder Minde
Dit milde Blik, og din varne Haand
var Frogten af den Helligaand
som nu har løftet din Sjæl tel Gud
i Lys hos ham at foldes ud.

Paa næste Side er der to Fødseldags Digte tel Bestemor. Den første er skrevet ell forfattet af Peter Langkjær var givt med Søster Karen. De er nu begge døde. Han var Landpost i Brande. Den anden er forfattet af en Søn, af Mor Steddatter Ane Kirstine. Han er første Lærrer i Vojens i Sønder Jyland.

Side 67
Tel Moders 1920
Nu er du gammel, Mor, og Dagen svinder
og Skygger vogser fra din stelle Krog
Hvor Tiden løses ud i Tusind Minder
der nu for dig er Livet Billedbog

Paa dine Hænder der i træthed ryster
staa spendte Aarrers blaalig kolde Skjær
som Dagens Skomringsglands paa Himlens Kyster
naa vindtersolen dør og Nat er nær

Men selv om de trætte Hænder skjælver
og nægter dig en Bloms tel Dagens Krands
din Tankes Himmel lige højt sig hvælver
og bære endnu Sommedagens Glands

Og i dit Hjærtes Dyb telfredshed bunder
en Strøm af ro om dig er gleden ned.
som Himlens Gave, som et salig Under
et Lysglimt af den store Evighed

Men hver gang Timen kommer da du bytter
det kære Daglys med din Lampes Skin
urolig ungt er Hjærtet mens du lytter
om du kand kende dine Kæres Trin

Naar Slægtens yngste møder i din Stue
thi Barnebarnet er din beste Gæst
da tændes Blodets Blomst paa Kindens Bue
og Øjets Glands forraader Hjærtets Fest

Side 68
Saa taler du som før i Ungdoms Tider
om Livets Skjønhed og om Livet Pligt
og Ordene som over Læben glider
faar Farve som et gammelt Højtidsdigt

Og du gør al din Alder Vægt tel skamme
og glemmer havd af Trængsler du har havt
imens du skjænker som den gamle Stamme
de yngste Grene af din sidste Kraft

Peter Langkjær

Til Bestemors Fødselsdag den 20-11-1920

Naar Somren er borte
med Sollys og Sang
og Dagene korte
med vindter i Vang!
nu Stormene tuder
men Trætopper luder
og svajer for Vindenes Tag

Med Sorg har vi skuet
paa Livet som brast
af Vindterhaand kuet
indslumred tel Nat
Dog godt at en Sommer
bag Vinteren kommer
da Livet opvaagner paany

Din Sommer er svondet
din Dag gaar mod Nat
og tit er du bundet
tel Lejet saa mat
Dog Minderne fage
fra fremfarne Dage
vel lyse som Sol i dit Sind

Gid Gud dig vel give
sind Naade og Fred,
Hans Aaand hos dig blive
og følge dig med,
naar bort du skal drage
naar Bo du skal tage
i Landet bag Død og Grav

Side 69
Lad Vindteren kun komme
med Mørke og Død
en gang er den omme,
thi op af dens Skød
et Foraar vil stige
- da hist i Guds Rige
vi samles med Vennernes Flok

Til Løkke Kjære Bestemor {stedbedstemor} fra os begge
Søren Jensen {søn af Ane Kirstine Sørensen *1853 og Klemmen Peder Jensen} Førstelærer i Vojens Sønderjylland

-------

Søren Madsen og Petrine Thomsens Børn:
{Nogle årstal og aldre er et eller to år forkert, se den
redigerede version.}

Den førstefødte Karen Sørensen døde som lille, fd den 6 Juli 1858
Masine Sørensen fd, den 15 Juni 1861, døde i 1899 i Mai
Karen Sørensen fd den 14 Juni 1864 død i 1931 - 67 aar.
Thomine Sørensen fd den 7 Marts 1866 død i Juni 1879 - 13 Aar
Mads Sørensen fd den 9 Juni 1868 død den 25 April 1949 - 81 Aar
Thomas Frandsen Sørensen fd den 25 Maj 1870
Søren Peter Sørensen fd den 7 Juni 1872
Martin Sørensen 23 Marts 1875 død 1884 - 9 Aar
Mathis Sørensen fd den 30 Juni 1878

Side 70
Her vel jeg beskrive det jeg ved, om min Hustrus Slægt.
Det er saa lit vi ved om dem. Line Neilsen er født i Nørholm den 5.4.1869. Dater af Neils Neilsen og Hustru Maren Madsen fra Dørslund.
Den første ejer af Nørholm jeg ved navn paa var Enkemand Lars Christensen Vinding. Den Mand er bleven givt 1801 med Ane Christensen Sønder Askjær. 1802 er Familien antagelig bleven hjemsøg af smitsom Sygdom. Konen døde 37 Aar gammel, og en Datter af første Ægteskab Mette Christensen 9 Aar. Der døde samme Aar en Mand ved Navn Jens Hansen Væver født 1732 - 70 Aar. Det kunde tyde paa at han havde opholdt sig paa Gaarden. Vi ved ikke mere om Lars Chrestensen Vinding. Saa er Hans Chrestensen Østerby og Hustru Magrete Nelsen bleven ejer af Nørholm Hans Chrestensen har vistnok være Skræder af Profesion (han blev kalt, e. rig Skrejer). De havde en Søn fød 1811 og hed Chresten Hansen, blev givt med 1835 med Mads Jørgensens Datter Sidsel Marie Madsen født 1817. Ved deres givtemaal blev Damhuset lagt ind under Nørholm. Christen Hansens Hustru døde 1847 - 30 Aar. Hans og Magrete havde ogsaa en Datter der hed Ane Marie 1807 givt 1844 med Mads Neilsen Halundbæk. Kresten Hansen blev givt andengang med Maren Madsen (se Side 5) fra Dørslund 1848. Saa døde Kresten Hansen samme Aar. Maren faar en Datter, som blev opkalt efter sin Fader med Navnet

Side 71
Kirstine, hun kom i Pleje hos Besteforældrene i Dørslund. Kirstine Hansen, blev givt med Neils Thomasen i Skibil 1874. Men telbage tel Kresten Hansen og Sissel Marie, de havde flere Børn de var givt i 12 Aar. De havde 3 Sønner Mads Johanes Markus. Mads, reste tel Kolding og Bosatte sig der. Johanes blev givt 1870 med en Pige fra Give, de bosatte sig paa Skjærlund Mark. Markus født 1844 rejste tel Afrika, han skulde være kommen med i Krig, og ingen hørte mere fra ham. Kresten Hansen døde efter kort tid Ægteskab med Maren Madsen fra Dørslun 1848. Nu sider Maren Enke med den lille Kirstine, som er i Pleje i Dørslund, og de 3 Stedsøner Mad Johannes og Markus. Maren givtede sig igjen Aaret efter 1849, med Neils Andreasen, søn af Andreas Olesen Drandum født 1821 død 1862 - 41 Aar. Han var Handelmand især med Heste. Han skulde have været en ualmendelig god Kusk. Neils Andereasen var en Dag, taget tel Marked i Vejle. Havde jo et par Heste for. Dem soldte han og købte sig Par andre Heste. Neils Andreasen kunde se han havde gjort et godt bytte, men han havde faaet det med, at de ville løbe forstærk tel Tid som de sel bestemte. Men Andereasen havde før tæmmet et Par skinegale Heste. Han købte sig et par nye Kjørestænger - lagde dem paa Hestene. Det var jo en lang Tur fra Vejle tel Brande, de skulde faa lov tel at løbe. Det gik godt tel de var ovre Hørup Bakke, saa var Vejen jævn.

Side 72
Neils Andreasen lod saa Hestene tave ud. Men pluslig stak Galskabet op i Hestene, de saa ligesom et Blink tel hinande, ogsaa, saa i Spring det var ikke lige ud men over Grøften og ind paa Marken, men Neils var over dem som et Lyn. Satte Hestene paa Enden, og lige ud. Da han kunde mærke han havde overtaget fik de en af Pisken, saa det sved. Neil Andreasen kjørte forbi alle Kroer mellem Vejle og Brande. Hestene maatte tage Turen i et stræk. Skinnegalen var taget af dem.
Men Neils Andresen blev ikke gammel han døde 1862 kuns 41 Aar. Neils og Maren var givt i 13 Aar. De havde 2 Sønner og 2 Døttere. Den Ældste Berte Marie blev givt med Jens Krestian de kom tel at bo i Sønderholm han døde tidlig. Berta solte Ejendommen og tog ud og tjente i mange Aar. Kom som gammel tel Brande, døde i Brande Plejehem 1930. En Søn Mads han var Skræder døde som Ungkarl af Lungeturberkulos. Dernæs en Datter Ane Kirstine Neilsen født 1860 blev Givt 1893 med Iver Iversen Ullerup. De kom tel at bo i Grarup i mange Aar. Iver Iversen død {tom plads}. En Datter fik Ejendomme Stine fløtted tel Brande og boede hos sin Datter Andrea Iversen tel sin Død 1940. Saa Sønnen den yngste Andreas Neilsen føt 1861 blev givt med Tomine Krestensen Skjærris Tomine døde 3 Uger efter Bryllupet. De fik Tomines Føde sted, - i Skjæris.

Side 73
Andreas Neilsen givtede sig {tom plads} med en Pige fra Grarup Sine Sørensen. Andreas Neilsen død ved et Ulykkes, han faldt ned ude i sin Lade ned paa den bare Sement Gulv døde nogle Dage efter. Det var saa Neils Andreasen og Maren børn. Maren var Enke anden gang, og Børneflokken var vogset. Maren givtede sig samme Aar med Ungkarl Neils Neilsen født den 19 januar 1832. Blev Konfirmeret i Thyregod den 19 April 1846. Der staar i Kirkebogen om ham. En klog og begavet Dreng. For Kundskaber mg og ligeledes mg for opførsel. Neils Neilsen Fader hed ogsaa Neils Neilsen Moderen Maren Hansen. De boede i Lille Risager i Vester Sogn.
Neilsen var 30 Aar da han blev givt med Enke Maren Andreasen i 1862 og fløttede tel Nørholm. Neilsen havde Aftjent sin Værnepligt, som Indfandterist. Saa kom Krigen, Neils blev Indkaldt i Januar 1864. Ders første barn blev født den 17 Degsember 1863. Nu sad Maren med et lille Barn og 4 fra hindes andet Ægteskab, mens hindes Mand var i Krig. Neils Neilsen mødte i Københav, blev sammen med sin Afdeling sejlet tel Femmeren som den gang stod under Danmark. Men Danskerne blev en Nat omringet af Thyskerne og taget telfange. Skildvagten skød paa Tyskerne, men blev strag skudt ned. Danskerne blev ført som Fanger tel tyskerne Stelling i Jyland og maatte der arbejde i Skandserne. Men Kosten var knap og daarlig, Rugmels Grød eller Velling. Neils Neilsen var i Fangenskab et halv Aar

Side 74
Ved Fredens sludtning kom han uskat hjem tel Maren og Børnene. Maren og Neils Neilsen levede samme i 9 Aar. I et lykkelig Ægteskab. Saa døde Maren 1871 kuns 46 Aar af Lungebetendelse. de havde 3 Sønner og 3 Døtre.
Neils Andreas Neilsen født 1863 den 17-12 død 7-8-1951 - 88 a
Neils Martinus Neilsen født 1865 den 4-7 død 19-6-1938-
Ane Sofie Neilsen født 1867 den 25-7. død 14-5-1933 - 66
Karen Marie Neilsen født 1869 den 5-4- den anden Tvilling hed Karen Kærgard boede i Vester
Pouline Neilsen født 1869 den 5-4- Tvillinger
Hans Peter Neilsen født 1871 den 4-12 død (26/5 1960 -89 Aar {anden skrift, formodentlig Thomas datter Dagny})

Neils Kristan Neilsen og Hustru tog saa Barnet med Hjem efter Begravelsen, der var saa den lille Hans Peder i Pleje en Tid. Neils Neilsen givtede sig i Aaret 1873 anden gang med fraskildte Hustru Mette Neilsen fra Ure. Datter af Neils Krestian Kjeldsen Ure. De havde 2 Børn. En Søn Martinus Neilsen født {tom plads} og en Datter Krestine Thomasine Nilsen, født - 26 August 1876 - død 5-4 1951. Neils Neilsen og Mette Neilsen levede sammen i 13 Aar saa døde Mette 1884 kuns 38 Aar. Neils Neilsen levede i 11 Aar efter. Hans Børn vogsede op. De havde et godt Hjem. Nørholm var et frit, og Gæstfri Hjem, der kom mang Gjæster. De fleste af Børnene tog paa Højskole Neils var i Mellerup hos Jens Bæk Ane i Vestberk samme sted var Line ogsaa hos Grønvald Neilsen. Hans Peter i Olderup paa Fyen

Side 75
Deres Fader død saa pludselig 1895. En af hans Børn fandt ham ligende død ude i Loen. Neils Neilsen var falder forover laa med Ansegtet mod Gulvet. Lægen fra Brande kom strags telstede. Lægen Ærklæring lød. Død af et Hjærteslag eller Blodprop. Der blev stor Sorg i Nørholm over deres afholdte Fader saa pludselige Død. Gaarden gik saa over tel den Ældste Søn Neils Andreas Neilsen, han skulde udbetal hvær af sine 7 Søstende 1100 Kr. i Alt 7700 Kr. Neils Andreas Neilsen blev Givt den 29.9.1895 med Maren Mathiasen fra Grarup. De havde to Børn, den første en Datter Andrea Neilsen, og saa Sønnen Neils Magnus Neilsen. Andrea blev givt mede Laurits Søndergaar. De købe en Gaar i Brandlund. Men Andrea døde tidlig Neils Magnus Neilsen fik Fødegaarden Nørholm i 1925. Maren Mathiesen og Neils Nørholm levede saa sammen i Nørholm i 30 Aar. Et dejlig Hjem, gestfrie og Venlige var de begge. Neilses Søskende kom ofte i deres gamle Hjem og ligesaa Marens Søskende, man var glad ved komme til Nørholm. Maren og Neils havde begg været paa Højskole var med i Menighedslivet, som i disse Aar udfoldede sig i Brande. Med til Foredrag og Møder. Der kom mange Fremmede, og tog meget ud. Der var aldtid mange Unge samlet i Nørholm. Det fortsættes længere omme i Bogen No. 105.

Side 76
Saa i 1931 Døde den siste af mine Søstre Karen Sørensen. Karen blev givt 1909 med Enkemand Peter Larsen Langkjær han var Landpost i mange Aar i Brande. Søster Karen var i mange Aar syersk, gik ud tel Folk i Hjemmene og syede. Saa boede hun i nogle Aar i Brand havde der Systue det gik godt. hun var god tel at sy.- Men afbrød nu puselig Syningen, tog Plads som Sygeplejersk i give, (Amts Sygehuset). Der var Søster i mange Aar
Der blev hun saa forlovet med Peter Langkjær, fra Brande de blev saa givt, og boede i Brande By i mange Aar. Karen Sørensen var døgtig og afholdt som Sygeplejersk. Karen kom tit hjem tel os i Thyregod. Hun var saa god imod Mor Moder var en Tur i Brande hvær Sommer nogle Dag, i den tid var der mange Fremmede i det lille Hjem i Brande. Karen sørgede aldtid for at samle Moder Søskende og Familie hjem tel stor glæde for Mor. Peter og Karen kom jo tit tel Thyregod. I flere Aar var det Aldtid skik, de kom 1 Juledag. Ja Mor Fødsels Dag var de Aldtid Hjemme hos Mor.
Karen havde været en Sommer i Vestbirk hos Grøndvald Neilsen som Elev, hun var med i det Aandelige Liv, fulte med tel Kirke og Foredrag. Det kunde man tale med Søster fortrolig om. Jeg husker, at jeg var i Brande. Søster var ene Hjem, hun serverede Midagmad tel os. Karen havde taget den gode Skik op fra Mor, at bede Bordbøn, Da hun saa

Side 77
"Taket Gudfader for Daglig Brød og Sjælefød o.s.v. Bad Søster den lille dejlig Samlmebøn. Herre vær os evig nær, vær os nær naar Sol oprider, og naar Sol og Stjærneskjær i den Mørke Nat forsvinder. Lad din Aand ej fra os vige tel vi ser dig i dit Rige. Jeg kjente godt nok Værset, men siden den Dag Søster Karen bad den dejlig og dybe Bøn for os, har jeg faaet den mere og mere Kjær. Vor Herre og Frælser har hørt hindes bøn, og nu glæder Søster sig i Hans -Rige. Sammen med Peter hindes Mand, som de har bedt sammen saa mangen gang. Peter Langkjær var meget afholdt af alle som han kom i forbindelse med baade Unge og Gamle. Især Børn, han kunne more dem, var en god oplæser kunde lange Digte uden ad. Det var gribende som han kunde Tolke Terjevigen. Peter havde i sine Ungedage fartet tel Søs, langt omkring været i Rusland i Engeland i Tyskland og flere steder. Saa havde han sagt Søen farvel og blev derefter som han sagde Landkrape. Lærte saa Murerhaandværket, ind tel Peter kom paa sin rigtige Hylde, som han udtrøgte det. Ind i Postvæsenet.-
Peter Langkjær var rig begavet, Læste meget skrev godt. I sin Unge dage været fuld af spellopper. Var med i mange Aar i Fastelaun, mellem Dilitanterne. Været med i Mange Komedier. Peter havde ogsaa Evne tel at forme sine Tanker paa Værs. Var det et Fødselsdag

Side 78
et Bryllup Sølv eller Guldbryllup. Saa kunde Peter Tolke Parrets Hyldes, i jevne alvorlig eller osaa montre Værs. Her er slutningen, af en Guldbrylups Sang skrevet tel Neils Mortensen og Agardes 50 Aarsdag.

Var Dagen lang og verked vi en stort
hvor der det smaat mod det hvortel vi stunder
Et evigt Liv bag Dødens dunkle Port
En Salighed som i Guds Naade bunder

Peter Larsen Langkjæ, skrev ogsaa Fødseldag Digtet tel Moder Fødselsdag som er gjengivet i skildring af Moder. Karen Sørensen og Peter Langkjær havde ingen Børn sammen. Peter Langkærs første Hustru Laura {tom plads} var fra Lønaa i Thyregod sogn. Laura døde af tæring (Lunge Tuberkulose). Laura var en døgtig og rar Kone, havede været paa Højskole, godt begavet, livlig og indtereseret i det Aandelig, fuldte godt med. Men denne Alvorlig Sygdom tog hindes Kræfter i hindes beste Alder. Min Søster Karen Sørensen, var heller ikke rask i Mange Aar, hun faldt for den samme Sygdom. Jeg undredes tit over at søster alrig selv kunde forstaa, at det var Lunge Tuberkulose hun led af, men det anede hun ikke, tel tros for, at hun havde været Sygeplejerske. Jeg nennede ikke at gøre hinde opmærksom derpaa. Lægerne heller ikke.-
Men Døds Aarsagen, Sygdommen, stod paa hindes Dødsatest. Søster Karen Sørensen var født den 14.6.1864 død 1931 - 67 Aar

Side 79
Søster Karen og Peter Langkjær havde været Forlovet i deres unge Dage. Det holt i flere Aar, det var Karen som brød af. Peter tog sig det nær, maaske ogsaa Karen sørgede, men det mærkede vi ikke til. Karen var taus om dette og ikke nemt at blive klog paa. Men det tyder da paa at deres første Kærlighed havde været mere ind en Ungdom letsindighed, da de efter de mange Aars bevægede og skivtende Kaar atter fand sammen. Og det saa ud som de passede godt sammen. Karen var en god Økonom, Peter kaldte hinde, min Finandsminister. Peter Finandser var heller ikke i beste orden som Enkemand. Hans første Hustru var ogsaa døktig, det var nok ogsaa hinde der styrede Kursen. Laure blev Mor tel fire Børn Emme Marie Aage og Erna. Det varede ikke mange Aar inden Sygdommen meldte sig, det var Lungetuberkulose, den før saa raske Kvinde maattte bukke under. Laura var en god og trofast Hustru og Moder. en troende Kvinde, en lykkelig Ægteskab oplevede sammen i den korte tid, inden Sygdommen brød ind i det lille Hjem. Det var en trang Tid for Peter Langkjær og Børnene. Peter var afholt af Folk som kom ham nær især paa hans Postrute, han elskede sit Hjem og sin Have, og saa læse og drømme digte og skrive. Man kunde faa en god Samtale med ham en stille Aftenstund. Da saa Karen og Peter

Side 80
blev gift i 1909 var Karen 45 Aar og Peter 55. De levede saa sammen i 22 Aar. Peter Børn var ved den Tid snart vogsne. Peter og Karen havde ingen Børn sammen. De boed førs Øst for Brande By, det var en stor Have og lit Jord til, der havde Peter og Laure boet i flere Aar. De soldte efter nogle Aars forløb dette Hjem og købte et Byggeplads, nærmere Byen i mellem Vejle Vej og Aaen i den Østlige del af Byen. Der byggede de saa et dejlig Hus, og Peter fik anlagt en stor Have, som blev holt i mønsterværdig orden. Da saa Peter var over de 70 Aar havde han jo Tid tel at sysle om Blusterne og Pleje Frogtræerne til sin Død.
Peter Langkær blev 83 Aar efter et lang og bevæget Live. Ja hvorfor var Peter og Karen ikke bleven givt i den Unge Aar. Ja det var Karens skøld. Peter Langkjærs Forældre boede Øst for Brande paa Grarup Mark, der ejede de et lille Ejendom paa 15 Td Ld. Han Fader Jens Larsen og Moder Trine, et par nøjsomme flittig og hæderlige Folk, der havde de boet i mange Aar. Nu var de gamle, og der skulde Søster Karen og Peter Langkjær saa overtage Ejendommen og forsørge de gamle. Paa den tid, var Peter Langkjær Murer og havd været ved det Handvær i flere Aar. Landbruget havde Peter ingen Løst til og ingen Forstand paa.-.- Søster Karen turde ikke gaa ind i til disse Forhold. Af den grond havde Karen afbrut Forbindelsen.

Side 81
Her fortsæter Karen Sørensens Eftermæle. Hun var Datter af Søren Madsen og Karen Pedersen fra Sandfeld, begge fra Brande Søren Madsen første Hustru. Karen Sørensen som blev Moderløs saa tidlig, kom saa tel Skibbil, i det en Søster tel hindes Moder tog Barnet i Pleje. i Hjemmet i Harild hos Stine og Peter Thomsen {Thomas Pedersen gift med moderens søster Johanne Kirstine Pedersdatter *1823 Store Sandfeld, Brande, deres søn var Peder Thomsen, der havde gården i Harrild i Thomas tid}. Der vogsede Karen saa op under sin Moster forstandige og Kærlige Pleje, og som deres egen Datter. Men stadig forbindelse med Hjemmet i Thyregod. Jeg husker fra min tidlige Barndom at det var Fest naar Karen fra Harild kom i vor Hjem i Thyregod. Hun var Fader meget kjær, og da hun blev Ældre kom tel at ligne Fader, ja hun var den af hans Børn som lignede ham mest. Ogsaa i væsen, stelle og beskeden, ogsaa i Aandelig henseende.- Karen Eriksen som hun kom tel at hede efter sit givtemaal med Troel Eriksen, blev meget Gammel, den af vor Slægt der naaede over de 90 Aar. Vi Søskende har været nede i Hjemmet i Fasterholt hos hindes Datter og Svigersøn Ane og Ove Andersen, tel Fest paa Karen 90 Aars Fødselsdag. Den 16 August 1946. Karen var rask, og optaget af de mange Venner og Bekendtere, hun fik en væld af Krandse og Blomster og Gaver. Karen talte med os om svondne Dage og de mange Aar der var gaaet. Karen hørte godt og saa godt, tros hindes høje Alder. Hun oplevede en Lykkelig Alderdom, mellem sine Børn og Børnebørn. Men allerede hen i November blev hun syg, og døde den 29 November 1946. Træt og mæt

Side 82
af Dage som der staar i Bibelen om de gamle fromme i Israel. Karen var fortrolig med den forestaaende Rejse gav sig Gud i Vold og varetægt.
Her er saa nogle oplysninger om Karens slægt paa Moderens side. De førs vi Navn paa er en mand der hed Peter Jørgensen født 1715, hans anden Hustru hed Maren Krestensen født 1741. De havde en Søn der hed Peter Sandfæld hans efter navn var Petersen født 1783. Hans Hustru hed Kirsten Eriksdatter født 1781. De ejede Fødegaarden i Sandfæl. De havd mange Børn der iblandt Lars Petersen som boede i Brandlund i mange Aar meget bekent for sin Dyrlægeverksomhed og Jens Pedersen Arvad som kom tel at bo i Arvad, Jørgen Petersen. og Karen Petersen, som blev Givt med Søren Madsen i Thyregod, det er saa Karen Eriksens Moder og Fader. Peter Sanfæld var en meget Oplyst og døgtig mand. Han var lille af Vægst men Ernegiet vergsom og klog. Peter Sandfæl blev valdt ind i den første Sogneforstanderskab, da var han 55 Aar. Det har saa været i 1838. Peter Sanfæld blev af Sogneraadet indstellet for Amts Raadet som Sognefoged. Fik at daværende Pastor Blædel Præst i Brande, følgende Anbefaling Peter Sandfæld, regner og skriver godt, han behandler Tal baade i Suprasion Division, bade i hele og halve og kvart Tal. Hvorfor Sogenraade Indsteller ham tel
{under nederste linie:}
han blev altid kaldt Peter Sandfæl men han hed Peter Petersen. Peter Petersen Sandføld døde 1866 - 81 Aar

Side 83
Sognefoged. Da Krigen kom i 1848 blev følgende sogne sammen slutte i en Lejerkomision Brande Thyregod og Synder Omme. Der blev valdt 3 Mand af hvær Sogn. Deriblandt Peter Sandfæld og han blev valdt som Formand i de 3 Aar Krigen varede.
Erik Troelsen, født den 13/4 1828, død 4/7 1895 Givt med Ane Pedersdatter, født den 18/7 1824 død 24/7 1917.
{Det følgende er mest taget direkte fra Johan C. Sulkjær "Arnborg Sogns Historie", 1939, s. 104. Thomas har formodentlig ikke selv gjort det, men fået dette tilsendt af et fjernere familiemedlem. Det er uvist om Thomas vidste om det.}
Erik Troels blev kaldt, "Jerik Smed". Han købte et Hus hvorte der hørte et Støkke Hede mellem Bjerre og Skibild i Arnborg Sogn. Huset var meget simpel, byget af noget gammel Træ, som var kaseret fra et Bindingværkshus. Hyten var 15 Alen lang og 6 Alen bred. De 2 Fag ved Husenden var indrettet tel Stue med 2 faste Senge, ved den ene side; disses Forsider var Bræder, og Bagsiden Muren dækket et Støkke op med flettet Halmmaatter. En Bilægger, et gammel Bord med fast Bænk og et par Stole med Halmsæder var helle Bohavet. Det næste Fag var delt tel Kokken og Gang. Det fjerde Fag var tel Stald for en Ko og nogle Faar, de to siste Fag var Loen. Loftet var Lægter med Tørv over. Gulvet i Stuen var af stampet Ler, og i Resten af Huset den bare Jord. "Jerrig Smed" var lille og spinkel; men han kunde ikke allene dørke Jorden, men ogsaa smede og tække. Ved en Arbejdsdag paa 13 Timer, tjene 5 Mark som Smed,

Side 84
men kuns 2 Mark i Dagløn som Tækkemand. Det fortaltes, at de kun havde en Gryde, en Pande og to Sætter, da de fløttede ind; men var flittige og ihærdig begge to. Først blev der bygget Stald, og 11 Aar efter overtagelse kjørte Erik Troelsen tel Horsens med sit Studespand og kom Hjem med Tømmer tel et ny Stuehus.
Sønne Peter Erisen overtog Gaarden som en kønd firlænget Gaard. En anden søn, Troels Erisen byggede paa den norligste Del af Lodden.
Troel Eriksen født den 8/12 1855 i Skibild Arnborg Sogn og Karen Sørensen født den 16/8 1856 i Thyregod blev givt den 31/5 1880 i Brande Kirke
Troels Eriksen var en dygtig Mand med mange Interesser. Han byggede selv en Husmølle paa Gaarden som fik Navnet "Nørholm". Da Troel Erisen og Karen begøndte havde de kuns to Kvier og et Par Stude. Men i Aarenes løb blev Ejendommen drevet op tel en god Gaard, og i 1911 blev den overtaget af Sønnen Erik Nørholm, efter at Troels Eriksen havde taget fra tel en mendre. Ejendom, hvor de boede tel 1916, da fløttede de fløttede tel den ny Stationsby, Skibild By, eller som den nur derefter fik Navn Fasterholt, fordi der i forvejen var en Skibil Stasion (i Nøvling). I Stasionsbyen byggede Troels Eriksen et Hus og blev Vejer og Maaler

Side 85
ved Statsionen. Desuden reparerede han Stueure og satte mange Bornholmere i Gang, som var opgivet af de faglærte Urmagere.
{Sulkjær citeret hertil, men med nogen ekstra oplysnigner.}
Troels Eriksen har været en meget virksom og initiativrig Mand, der gennem Aarene har bidraget meget tel den Udvikling, der i den sidste Menneskealder er foregaaet i Fasterholdt. Han var medstivter af Søby Mejeri og dets Formand i mange Aar, ligesom han i et Par aar var Formand for Toftlund-Kølkjær Mærgelsbane. Da Misionshuset blev bygget var han meget verksom. Han var Medlem af Menighedsraadet 1922-26. Da Arnborg og Skibild hørte sammen i komunal Henseende tel 1 April 1906 fik Arnborg sin første Sogneraadsperiode fra 1906 tel 09. I denne Periode var Troels Eriksen Sogneraadmedlem Karen var den stelfærdige, men livsvarme Kvinde der var sin Mand en uvuderlig Støtte. Gennem Aarene fortalte hun Slægt og Venner om Egnens gamle Skikke. I de etnologiske Samlinger paa Nasionalmusæeet findes mange Optegnelser, som hun har fortalt saa grundig og godt, at hun Personlig har faaet en Tak fra Musæet. Men ellers var det i det stelle hun øvede sin Daad. Smaa Træk fra Dagliglivet. Skriver Sønnen Erik Nørholm. En Dag stod Mor i Køkenet og bagte Pandekage, en

Side 86
Mand traate ind (Troels Bjerre) i Køkenet snappede uden videre en Pandekage og løb, Mor bag efter og redede Pandekagen. Jeg syntes, det saa farlig ud (jeg var da 7 Aar), men det endte med at Manden blev budt tel Bords, og fik lov at forsyne sig.
En Efteraarsdag Far og jeg var kjørende tel Brande mor var allene Hjemme. Da ved den tid vi skulde kjøre Hjem blev der en frøgtelig Uvejer med Torden og Regn. Vi blev da tel det værste var ovre. Men det var over Midnat. Det var saa Mørk saa det var snart ikke tel at se og kjøre, naar der saa kom et Lyn i dette bælmørke blev det jo dobbelt mørk bag efter.
Jeg sad og blev søvnig og træt. Vi naaede omside Aaen. Far sagde tel mig nu maa du ikke side og Sove Dreng. vi kan risikere at kjøre i Aaen. Jeg blev vaagen, da jeg hørte det om aaen, Far gav mig Tømmerne, med den bemærkning, jeg skal af for at finde Broen. Vi kom godt over og lit efter kom vi vel Hjem. Da var Klokken 2 om Natten. Mor var stadig oppe og havde trolig vendtet efter os, og Maden var strags sat frem, men Mor fortalte om den lange Vendtetid, og vi om den Nattekjørsel i den Mørke. En vindter Nat i et forrygende Snestorm kjørte jeg for en Nabo doktoren. Hjem tel Brande. Men Mor vendtede trolig, hun kunde jo ikke sove inden jeg var

Side 87
Hjemme igjen. Maden var parat, Mor var utrættelig altid paa færde.
Troel Eriksen døde den 20/6-1933 i Fasterholt og ligge begravet samme Sted. Karen boede i mange Aar hos sin Datter og svigersøn Ane og Ove Andersen hun døde den 29/11 1946 i Fasterholt og ligge begravet ved siden af sin Mand. Begge var de ronden af gamle og ansette Slægter i Arborg Sogn. Ved deres Li v og Fær har de vonden Agtelse og Tillid, og gennem Aarene vandt en talrig Vennekreds. For Samfondet i Fasterholt, har de været gode Støter gennem mange Aar. De tog trofast del i Arbejdet og havde deres Plads i Kirken og Misionshuset. De bevarede langt op i Aarene Evnen tel at indreresere sig for og følge med i Tidens Spørgsmaal og var i en sjælden Grad livlig og aandsfriske. Karen og Troels havde foruden de to omtalte Børn en Datter der døde tidlig.
Den ælste af Børnene Ane Troelsine Eriksen blev født den 27/2 1881 og er viet 31/10 1901 i Fasterholt Kirke tel Husmand og Smed Ove Andersen Skibild født 20-11-1875. De havde et Landbrug, hvoraf den halv Snes Tønde Land var opdørket Hedejord og 40 Tønder Land uopdørket Hedejord og Mose. I Begøndelsen af Ægteskabet var Smedeverksomheden dog Hovederhvervet, idet, Ove

Side 88
var Egnens eneste Smed. han var Medlem af Menighedsraadet fra 1934 tel 45. Sogneraads- og Skolekomisionsmedlem fra 1929 tel 37. Endivdere har Ove Andersen været Formand for Fasterholt Mejeri, med flere Foreninger i Egnen.
Overnævnte Hedelod blev efterhaanden opdørket og mere Jord indkøbt, saa Smedearbejdet gled mere ud, og Landbruget blev Hovedverksomheden. Og resultatet blev en dejlig Gaard, og en Lykkelig Hjem.- Hvor der vogsede en stor Børneflok op.
Ove og Ane Andersen har havt 10 Børn.
1 Neils Peder Andersen, født den 5/9 1902. Han er Komunelærer i Horsens og givt med Kam Lehlieman Andersen Thorning, de har to Børn Hans Christian Lehlieman Andersen, født den 9/7 1933. Poul Eriksen Lehlieman Andersen født 31/12 1942.
2 Troels Ejner Andersen født den 21/7 1904. Han er Købmand i Voldtofte Flemløse, Fyen. Givt med Ellen Sørensen fra Odense
3. Aksel Robert Andersen, født den 3/5 1906 død 9/2 1913
4. Karlo Nørholm Andersen, født den 19/7 1907 - Han er Gaardejer i Isenvad per Ikast, og givt med Dagmar Dalsgaard Chrestensen fra Ørding per Ø. Assel Mors. De har et Barn. Ove Nørholm Andersen født den 20/10 1941.

Side 89
5- Thora Kirstine Andersen, født den 17-1-1909 - hun har været Sygeplejerske, og er givt med Fabrikant Carl Helge Brinkman Hansen Herning. De har tre Børn
Egon Brinkman Hansen født den 19-8-1938
Vigo Brinkman Hansen født den 1-4-1942
Peder Brinkman Hansen født den 21-8-1946
6.- Emma Dagny Andersen, født 13.1.1912. Død 14/8 1914
7.- Anna Andersen født den 22/5 1914, hun har været Sygeplejerske og er givt med Fiskeriejer Ivan Skovgaard Pedersen, Skellerup Mølles Damkultur per Resenbro. De har et Barn.
Mary Skovgaard Pedersen født 16/2 1945
8. Aksel Emil Andersen, født den 30/5 1915. Han er nu Ejer af Fødegaarden i Fasterholt, givt med Elna Iversen fra Vorslunde i Rind. De har 3 Børn.
Arne Blaabjerg Andersen, født den 31/3,- 1943.
Herluf Blaabjerg Andersen, født den 31/3,- 1943.
en nyfødt og udøbt Pigebarn, født den 20/2 - 1947.
9.- Emma Dagny Andersen født den 23/6 1917, hun er givt med Ingeniør Arne Jørgensen, København de har et Barn.
Bergit Jørgensen, født den 30/5 - 1946.
10. Vagner Andersen, født den 17-2-1920. Han er Ejer af Gaarden Kesselhus per Funder, givt med Anne Marie Jørgensen fra Helsinge.

Den næstælste af Troel Erisen og Karens Børn hed

Side 90
Tomine Kirstine Nørholm Eriksen, blev født 6-5-1884. Hun døde den 15-3-1909.
Sønnen den yngste af deres Børn Erik Nørholm Erisen 11-9-1886, og givt den 3-11-1911, med Kirstine Mølgaard "Bæklyst Arnborg sogn født den 29-11-1890. Erik Nørholm var 1910 Indehavder af et mekanisk Værksted i Brande By, han opholdt sig paa sin Føde Gaard indtel dette Aar og beskjæftigede sig i sin Fritid, saa meget med Mekanik, at han efter nogle faa Uger Lærtid kunde drive Værkstedet paa egen Haand. Han havde en pragtisk Haandelag efter sin Fader, løst tel at Ekspermentere.
Da Forældre i 1911 ikke længere magtede at drive Føde Gaarden fordid Helbredet og Kræfterne ikke slog tel. Syntes Erik Nørholm at Gaarden burde blive i Slægtens Eje. Drog derfor Hjem og overtog Gaarden. Men det var jo Haandværket der blev ofret, som hans Hu stod tel. Erik Nørholm drev saa Fødegaarden tel 1943, den blev solt. De fløttede tel Fasterholt, Møllen der blev købt og den driver han nu 1947. Erik Nørholm var Medlem af Menighedsraadet fra 1926 til 34. og i Skolekomisionen fra 1927 tel 30 og Medlem af flere Lokale Foreninger i Egnen. Kirstine og Erik Nørholm har havt 7 Børn:

Side 91
1. Hilda Nørholm Eriksen, født den 9-10-1912, død den 4/4-1940. Hun var Givt med Gaardejen Vigtor Neilsen, Ageskov. Bording sogn. De havde et Barn
Ida Nørhom Eriksen, født den 25-9-1938.
2. Hary Nørholm Eriksen født den 8-10-1913, han er Strikker i Hernin og givt med Laura Nybyge Jensen fra Redsted (Mors). De har 3 Børn
Bent Nørholm Eriksen, fdt den 21-6-1941
Erik Nørholm Eriksen født den 12-9-1942
Preben Nørholm Eriksen, født den 16-7-1946
3. Drengebarn, født den 10-11-1914 død 5-12-1914
4. Lydia Nørholm Eriksen, født den 25-2-1917. Hun er givt med Disponent Kaj Bendtsen Holbæk. De har et Barn.
Eva Nørholm Bendtsen født den 15/9 1941.
5. Børge Nørholm Eriksen, født den 10-5-1920. Han er vognmand i Gern, og givt med Ruth Larsen fra Vinding=Land ved Vejle.
6. Emma Nørholm Eriksen, født den 7-5-1924 hun er givt med Bager Folmer Mose Kleiger {Anden skrift} (Moose Rhiger). De har to Børn.
Henri Nørholm Kleiger født 31-3-1945
Erling Nørholm Kleiger født 15-10-1946
7. Verner Nørholm Eriksen født den 22-10-1925. Han døde den 27-6-1945. Han var Mekanikerlærling i Herning. Dette er samlet og telsent mig

Side 92
om Slægten Eriksen af Komune Lære Neils Peder Andersen. Horsens.

Vi døber

Vi døber, - du genføder.
Vi kalder dem med navn, -
i Ordet du dem møder
og tager dem i Favn

Vi taler - du forkynder
at vi af Gud er skabt,-
at du i os begønder
ved Ordets Skaberkraft

Vi synger, - Aanden sænker
sig ned tel os paa Jord,
Du løser vore Lænker
mens Glæden blandt os gror.

Er trætte vi af Møje
og Syndens tunge Vægt
du smiler fra det høje
saa Hjertesaar blir lægt

Du Syndere telgiver
og skjænker Livsens Trøst,
- din Naade hos os bliver,
som Vaar der følger Høst

Poul-Gerhart Sivertsen

Side 93
Salme

Det lysner omsider
mod Morgen det lider
se Østhimlens Skær,
at Dagen er nær,
den Dag det er Herens og varer.
den Dag, for hvis Glands
ald Æren er hans,
den Dag, der vort Mørke opklarer.

Hvem taler, hvem siger.
hvad slet sig forliger
med Syn og Forstand?
Hvem vover, hvem kan
ved Midnat alt Dagen udraabe?
en Stund er igen,
thi Gælder det end
at vente, at bede, at haabe!

Nej Natten er omme,
og Dagen i Komme,
naar han det har sagt
som bar det i Magt
vor Mørke tel Lys at omvende
Det er hans Behag
at skabe sin Dag,
saa vi den ved Midnat kan kende

Den Morgen frembryder,
naar Budskabet lyder,
Den Dag er det Ord,
Syndere tror,
som kaldet af Grave de døde
den er med sit Haab,
ved Frelserens Daab,
den vel i hans Nadver os møde

K. L. Aastrup

Side 94
Søskendeforholdet

Søskende. Søskendforholdet, vor Barndomshjem. Fællesminder om Far og Mor, vi Børn. Ja alt det vi har delt sammen Vi Søskende. Alle disse dejlige Ord, de kan hvær rumme noget af det der leves inden for et godt Hjems skjærmende Væge. Det vel sige, om der da hos Far og Mor er Tro paa Gud, om de lever Livet under hans Forsorg i stort og smaat. Saa Børnene har den Følelse, at der er noget som bærer Far og Mor, som de deler sammen baade i Sorg og Glæde.- Der skabes Minder som kan binde Børnene sammen op under der graa Haar. Det er lige saa sikker, skal Søskendeforholdet bevares, kan gode Økonomiske Kaar, en stor Arv ikke slaa tel.- Der maa Tro paa det Evig, tro paa Gud ind i vor Liv.
Skivte Ord om Liv og Død, om Tro paa Gudfader Vor Herre og Frelser, Jesus Kristus og den Helligaand. Dele med hinanden Salmer og Lovsange, bede sammen trøste hinanden i Sorg og Modgang, glædes med hinanden.- Her en lille teldragelse mellem to Brødre. Mathis og Thomas, som viser hvor nær Søskende kan være knøttet sammen, med usynlige Traade.-
En Vindter Dag for mang Aar siden, var jeg kjørende tel Brande, det viste min Broder ikke af. Det blev sent inden jeg naaede Hjem, det var sat ind med Sne og Blæst, jeg havde det stik i mod.- Hestene ilede Hjem ad, jeg kunde ikke se ret langt forud for Sne og Vind. Da kommer en modgaaende Vogn i stærk fart en stor Arbejs-Vogn. Jeg kjørte i en let Fjervogn.

Side 95
Paa den modgaaende Vogn var der. to Personer, de var berusede. De kørte lige ind i mit Kjøretøj, med stærk fart. Ved sammenstødet med de 4 Heste og de 2 Vogne, fik den ene Hest for den modgaaende Vog en Bagben ind i Forhjulet paa min Vogn, hvordan det gik tel ved jeg ikke, men fri af hinande kom vi da, og der skedte ikke anden Skade ind jeg tabte min Kørepisk i forvirring, jeg kunde ikke finde den i Sne og Mørke. Vognen med de to Mænd dundrede af da vi slag fri af hinanden. Broder Mathis var gaaet i Seng ved samme tid han plejede, var sovet ind, uden nogen anelse om at jeg færdedes ude i Snevejret.- Men vaagnede pluselig op i stor Vaande for mig, han var sikke paa jeg var i Fare.- Han stod ud af Sengen, faldt paa Knæ, foldede sine Hænder bad Gud bevare mig i denne nat, mod ald Fare.- Gik saa i Seng. Mathis kom saa Dagen efter for at faa vished om, at jeg befant mig vel. Jeg fortalte ham da om mit Uheld, paa Vejen i det slemme Vejer. Han spurgte om hvad Kl var da jeg kom Hjem. Han fortalte da om den Angest der saa pluselig vaagnede ham, efter at han var falden i Søvn.- Ja gudskelov der er skjultte stærke Traade, som kuns Vorherre Råder. En af de Traade er Forbønnen. Den Teldragelse er ikke den eneste mellem os.- Det at vide og erfare at man har Søskende og Venner som omslutter en med Forbøn og gode Tanker

Side 96
og dermed føre en ind for Vor Himmelske Fader. Det er noget af det største her paa Jord.

Side 97
Her er en skildring af Ane Marie Søndertoft om sin Fader:
"Min Fader Klemmen Thomasen, født i Skjerris. Søn af Thomas Klemmesen Karen Jensdatter fra Askjær. Da han var 16 Aar kom Klemmen Thomasen i Snekerlære hos Sneker, Sommer en orginal Mand, Fader fortalte forskjellig Træk fra hans Læretid. Der var i to Aar. Derefter kom han tel en meget dygti Mester ved navn Thomas Laursen, der fik Klemmen udlært Fader aftjente sin Værnepligt i 1861 i København. Efter endt Tjenestetid, kom han atter tel Thomas Laursen og var der tel Efteraaret 1863, blev indkalt tel Krigen. Han var iblandt den Afdeling der blev indeslutet i Frederisia i Februar Maanet. Oplevelserne fra Belejringen talte Farder tit om med Alvor og Bevægelse. Han omtalte to Kammerater fra Brande Sogn Knud Risbjerg og Neils Arvad. Begge var med paa Tebagetoget fra Danneverke. Knud Neilsen var i besidelse af et saakaldt Himmelbrev. Det var der mange der havde under Krigen, det var en almendelig opfattels at Himmjelbrevet, beskøttede den bærer mod Fjenders Kuler Knud Neilsen foreslog min Fader, at faa en Afskrevt Ved lejlighed fik Far Pen og Blæk og fik den skreven af. De var alle tre optaget af dets indhold, men siden overlod Klemmen Brevet til en anden Kammerat. Fader kunde den udenad Inholdet var meget Religiøs.
Under belejringen nærmede Fjenden sig Byen, en Dag de

Side 98
var meget nærgaaende, gav Kaptegnen Ordre tel at gaa frem tel en Dige i Æresømose for at komme dem paa nærmere hold. Kaptegnen opmundtre Soldaterne med Disse Ord: "Kom nu Drenge der er slet ingen Fare. Niel Arvad, der laa yderst paa højre Fløj, rejste sig og sagde: "Jo gu er det saa Hr. Kaptajn" men gik dog frem, de andre fulgte efter. Et Øjeblek efter blev Kaptajnens Hest skudt, en and blev bragt ham, og Kopagniet styrtede frem mod Diget, hvor de holdt Stellingen. Under dette Ufald, blev der mange døde og saarede. Far som var Sygepasser, var med tel at bære de Saarede bort.- Det der gjorde stærkest Indtrøk paa Fader som han aldrig glemte, var en af de haart saarede, hvis halve bagparti fulstendig skudt væk. Uden at klage sig blev han ført fra Erritsømos tel Østervold Laseret, her blev han først behandlet to Timer senere Far græd naar han fortalte om det. Lægerne havde ogsaa beklaget sig over at han maate vendte saa længe, for han blev forbunden. Fra Frederisia kom Far med en Batalion tel Mors, og undgik derved at komme med i Slaget ved Nørre Trandes, hvor baade Neils Arvad og Knud Neilsen var med. Paa Mors blev Far indkvarteret hos en Sneker. Her lærte Far at tegne og afskrive en Portbue blandt andet, som han ikke før havde været med tel. Her saa han ogsaa en Rosesaamaskine som han senere lavede en

Side {99}
en Del af. Samme Sted saa han ogsaa en Vandsnegl som han senere lavede mage tel. Efter Krigen kom Far tel sin gamle Mester Thomas Laursen, ef at Fader blev Givt købte han Thomas Laursens Ejendom. Her levede Far hele sit Liv, han fik sin del af Livets Sorger og Glæder. Han blev givt i 1867 med Kirsten Marie Pedersen fra Vejen i Rind Sogn. Deres første og eneste Barn blev født 1868 fik Navn efter Bestefader i Skjerris Thomas Klemmesen Thomsen. Et par Aar efter fik de indnu en Søn, som fik Navn efter Fader Broder, som døde under Krigen i Holbæk "Frands", faa Dage efter Barnets Fødsel, døde Kirsten Marie og Barnet.
Nu stod Fader allene med den lille Thomas. Fader givtede sig samme Aar med Petrine Pedersen fra Vester Arvad. Som blev Moder tel Søster Kirsten Marie og mig. Saavidt jeg ved var hun en god Moder for os alle tre. Men i en ung Alder blev hun angrebet af Tuberkulos, og da jeg var 10 Aar døde hun fra os. Det staar kun dunkelt for mig hvordan hun saa ud, dog husker jeg hun var høj, men ikke ret fyldig. Fra de Aar hun fik Lov at leve sammen med os, husker jeg forskjellig smaa Teldragelser. En Juleaften vi havde en lille Juletræ, jeg husker en Aften da vi Børn var bragt i Seng i en lille Kammer, at Broder Thomas sagde, nu vel jeg lære dig en Bøn, og lærte han mig Verset "Nu lukke jeg

Side {100}
mit Øje." - Mor var jo saa ung da hun fik den uhyggelige Sygdom, saa det maa have været sværdt for hinde at blive fortrolig med den Tanke at hun skulde dø fra Far og vi Børn. Jeg husker talte om salmen "Tolmodighed behøves. Jeg husker ogsaa at hun spurgte Thomas Laursen, vel du følge mig tel mit sidste Hvilested? Den Dag hun blev begravet, græd jeg saa utrøstelig skønt jeg vel knap forstod hvor meget jeg havde mistet, men Lære Madsen fra Brande som var der, kom og trak mig bort fra Kisten. Jo ældre jeg blev des bedre forstod jeg hvor strængt det har været for min kære Fader, at miste sin første Hustru og saa min Mor, og saa staa allene med vi tre Børn, men Sorgen og Savnet og med den Ensomhedsfølelse. Far havde saa Husbestyrerinde, indtel min Søster blev saa gammel at hun kunde bestyre Huset. Siden skivtedes tel at være hjemme tel Thomas blev gift.-
Fader blev ved at bruge sin Haandværk fremdeles, saa længe Hælbredet telod det. I sin Ungdom lærte han at spille Violin det var mest Dansemelodier. Vi Børn glædede os naar Far spellede.- Vi var dog særlig optaget af at høre ham fortælle om Barndomshjemmet i Skjerris. Min Bestemor har været en djerv Kvinde som ved Lejlihed kunde sette en Trunf paa, men med Hjerte paa rette sted.
De fire Brødre i Skjerris, har være ude om uskyldig

Side {101}
Løjer. Den gang var der jo ingen Fodbold, man levede en mere stelfærdig Liv i Hjemmene, saa maatte der jo engang imellem hittes paa noge at faa Tiden tel at gaa med. Ja Vindter aftener skulde der ogsaa arbejdes da snoede Karlene Simmer og Pigerne Kartede Ulden og spand, der var jo stor Faarehold i de Tider. Det var jo en stor Arbejde med at faa Ulden telberet tel Klæder tel hele Familien, det var jo i den Tid en stor Arbejde. Det satte en døgtig Husmor stor Ære i at faa udført i Vindtertiden inden Solen igjen stod højt paa Himlen Naar jeg tænker paa at Far var Enkemand i snart 30 Aar saa forstaar jeg godt at han har følt Ensomheden, og for at forjage den har levet sit Liv om igjen i Minderne. I sin tidligste Ungdom var han to Vindtere Omgangslærer i den sydligte Del af Brande Sogn. Den gang var Skolevæsenet ikke saa fremskreden, kuns i Brande og Uhre var der faste Lærere. Saa var der jo ogsaa paa den Tid mangel paa Lærekræfter. Saa hjalp Folk sig paa en hel Fornuftig og pragtisk maade, ved at tage de beste af Sognets Unge som lærere for Børnene. For at komme betragtnin skulde de møde hos Sognepræsten tel overhøring. De vegtigste Fag var Religion Læsning Skrivning og Regning. I 1877 blev Fader valgt ind i Sogneraadet og var der i Segs Aar. fra 1880 til 1881 var han Formand

Side {102}
Ja min kære Fader Klemen Thomsen har jeg kuns lutter gode Minder, jo ældre jeg bliver, des mere skjønner jeg der paa, hvad han har været for os. Han var en stelle beskeden Mand, der kunde tale baade i Alvor og Gammen.- Han fik Lov at opleve en fredfyldt Alderdom. Men Aarenes Tal gør afmægtig og sløv, de sidste Aar han levede, var han meget Affældig; men blev plejet trofast af min Svigerinde Mariane.- Han døde 1922 godt 84 Aar, mædt af Dage. Vi savnede ham men han trængte til Hvile. Jeg tænker paa et Værs af Jeppe Aakjær, hvor han skriver om sin Mor: "Nu ligger hun hist under Stendigets Hæld i Krogen hvor Valmuen staar, Gør Verden Fortærd, tag Sorgen min Fred, saa langsom med Laagen jeg gaar." Dette er sent mig af Klemen Thomsens Datter Ane Marie Søndertoft.- indført i Degsember 1947.

Side {103}
98)
Jens Peter Thomsen. Den yngste af Moder Søstende.
Jens Peter Thomsen er født i Skjerris den 16. Oktober 1843. Givt den 10 Oktober 1874 med Klaudiane Magrette Jensen er født paa Kasberg i Bølling ved Skjærn. Se Side 33. De havde følgende Børn. Karen Thomsen født den 29. Juli 1875, givt den 16 November{tom plads} med Johanes Frederik Emborg født i Østberk Præstegaard den 29 Mai 1870. Søn af daværende Forpagter Edvard Severin Emborg. Senere Arvad Mølle.

Johanes Frederik Emborg og Karens Børn.
I. Peter Skjerris født den 2 Sebtember 1902 Kontrolasistent
II. Klaudiane Magrette Bergitte Emborg født den 21 Degsember 1903, givt med Johanes Larusen den 7 Febr 1942 født i Herning den 24 Degsember 1903. Skovløber i Hastrup deres to børn Jens Ebbe Laursen født 25 Oktober 1942. Orla Laursen født den 17 Sebtember 1945
III. Edvard Severin Emborg født den 31 Degsember 1905. Landmand i Blæsbjerg ved Brande. Bor nu i Lundfold se næste Linnie. {Der menes den sidste linie på siden, som er en senere indførsel i 1953, resten af teksten er fra 1948c : Evart Emb Blev givt 1953 ...}.
IIII. Dagmar Emborg født den 26 August 1907, Givt den 7 November 1931, med Nes Peter Møller født i Taps i Sonderjyland 24 Degsember 1904 Arbejsmand i Kolding deres Børn: Gurli Møller født den 12 August 1932. Irving Møller født den 29 August 1933
Evart Emb blev givt 1953 med Enke Johanne Jensen Lundfold.

Side {104}
No. 5 Klara Emborg født den 6 marts 1911, givt den 27 November 1944 med Peter Jensen født i Tyrstup Sønderjyland den 11 Oktober 1917. Vognmand i Brande deres Barn karen Emborg Jensen født den 1 Februar 1945.
6) Aage Emborg født den 29 Juni 1913. Givt den 29 Juni 1941 med Grete Møller født i Gandrup ved Randers 9 Januar 1921 en søn Find Emborg født den 30 August 1943. Aage Emborg fik sin Barndoms Hjem i Aagaar.
7) Mette Marie Emborg født den 15 Oktober 1917.

Saa Thomas Thomsen fd 19-10-1876. Givt med Henrigette Olsen fra Arnborg fd 29-3-1880. Købte en Ejendom i Grarup, Brande Sogn. Den var forfalden igen Besetning, Jorden laa hen som Hede. Nu staar der 7-8 Kør og ungkreaturer, mange Svin. Deres Børn Andreas Thomsen fd 31-5-1907 - død af Sukkersyge i en ung Alder. Peter Tang Thomsen fd 19-5-1912. Han er givt med Ellen Grine fra Videbæk. De har Ejendommen i Grarup. De har 5 børn 3 Drenge og 2 Piger. Saa Markus Tang Thomsen fd 3-3-1916. Givt med med Rudt Fransen fra Gludsted. De har en Gaard i Nørlund Ejstrup sogn. De har to Børn. Saa Jens Kristian Thomsen fd 8-2-1876. Givt med Anne Laursen fra Brande, fd 15-12-1879. Jens lærte

Side {105}
Sneker Faget. Men blev 1912 antaget som Bestyre paa Brande Elegtresitetværk, var der i godt 30 Aar, bor nu i Brande. Deres børn Mette Tang Thomsen fd 24-6-1904, er ikke givt, bor i Brande. Hun er Tilskjære paa en Systue. Ester Tang Thomsen fd 11-1-1907 givt med Ejner {tom plads} fra Gejlbjerg i Arnborg Sogn fd 25-11-1904 er Arbejsmand bor i Brande, Arbejder paa Kartoffelmels Fabriken om Somren, om vindteren i Grusgraven. Hans Hustru Ester er Kogekone. De har en Søn Saa Asla Tang Thomsen fd 23-10-1908, er Læreinde. Blev senere givt med Lære Bundgaar Larsen fra Silkeborg fd 5 Juni 1900, er Skoleindspektør i Brande De har to Børn. Klaudiane Tang Thomsen fd 7-5-1910 givt med Thomas Nytoft Usseltoft Brande fd 7-11-1907 De har den store Gaard Uselftoft som er hans Mor føde Gaard. De har fire Børn. Ermon Tang Thomsen fd 14-6-1914. Givt med Alma Neilsen fra Ejstrup Sogn, fd 13-8- {tom plads} . De bor i Borup ved Brande. De har 3 Børn. Ejvind Tang Thomsen fd 14-6-1914. Givt met Agatte Jensen fra Flø Brande Sogn, fd 23-6- er ansat ved Brande Elegtrisitetsværk. Saa Mathis Thomsen, fd 28-9-1879 givt med Laure Laurisen fra Urekjær fd 16-7-1882. Han var udlært Karetmager. Han var svagelig i mange Aar.

Side {106}
Mathis boede i hans sidste Aaringer i Brande, han maatte lade sit ene Ben sætte af, han døde i 1927. De havde tre Børn, Torkild Tang Thomsen fd-9-5-1906. Givt med Ingeborg Jensen fra Randers fd-31-5- Han er Vanværksbestyre i Brande. Anne Tang Thomsen fd 2-10-1908, givt med Kimose fra Hørnslet fd-3-4-1908 han var Sneker. Anna døde 1952. Saa Ejler Tang Thomsen fd-2-12-1910, givt med Emilie Lind Skjærlund Brande Sogn, fd 11-11-1911. Han er Medejer af en stor Fiskeri tet ved Varde, og har del i en stor Træuldsfaberik i Brande. Ane Cisilie Thomsen fd-8-2-1883, givt med Marthinus Jensen Grarup fd-20-1-1879 død ved en Uløke i en Mærgelsgrav 1909. Ane Cisilie givtede sig anden gang med Lars Peder Hansen Hedegaar i Give Sogn, fd 12-4-1876. De ejede en Gaard i Aagaar i Thyregod Sogn som de solte i 1918. De købte Gaarden Skovlund ved Thyregod. Peder Hansen døde den 9-3-1945. Deres børn Karen Cesilie Jensen, fd-9-5-1908, givt med Peter Neldeberg fra Haarby Fyen, fd-15-3-1895. De har en Ejendom i Ullerup Give Sogn paa 17 Td Ld de har 4 Kør og en Hest.- Karen maatte som ung af med den ene Ben hun led meget, det var i 1932. Hun fik en konstig Ben. De har to børn Klaudiane Petrea Hansen
Fortsætter Side 98 - 5-Blader frem {side 115, Thomas skriver 98) over siden, hvilket så forekommer to gange, nemlig s. 103 og 115.}

Side {107}
99)
Her er saa den anden af mine halvsøsteres Minde fortsat Ane Kirtine født i Thyregod 1853 død sammested 1915. Givt den 3-12-1873 med Klemmen Peter Jensen fra Grarup {tom plads til datoer} Søn af Jens Klemmesen Fd i Skjerris Aaret 1800. Og Karen Klemmensen fra Assing. Klemmen Peter Jensen var deres eneste Barn. Hans Fader og Morder døde tidlig.
Klemmen Peter Jensen og Ane Kirstine fik Fødegaarden i Grarup. Der boede de nogle faa Aar. Fløttede saa til Thyregod, de fløttede flere gange, men boede i Thyregod paa deres gamle Dage, Lykkelige og telfresse.
Her er saa deres Børn og Børnebørn de havd 6 børn. Den førstfødte døde, som lille. blev Døbt Jens Klemmen Jensen. Karen Jensen, fd. den 30-6-1876 i Grarup, blev Givt med Peter Lorentsen Henriksen fra Uttrup, Vejen. Ders Børn. Den førstfødte, Sigurd Henriksen fd den 8-11-1909 i Vesterlund. Givt med Valborg Jensen Frederisia.
Deres Børn Aage Henriksen fd 13-10-1941
Inga Henriksen, fd, den 4-3-1945. Bor i Midelfart
Helga Henriksen, fd. 15-12-1910 i Vesterlund. Gift med Ejner Frandsen fra Jelling.
Deres Børn Ingrid Frandsen, fd. 7-3-1932
Edith Frandsen, fd, 28-9-1934
Tove Frandsen, fd, 20-2-1947 - Købmand i Aalestrup Viborg

Side {108}
Gerda Henriksen, fd, i Vesterlund den 20-3-1912. Gift med Agner Kristensen fra Vesterlund. Børn (Adoptivbarn) Lise Kristensen. De bor i Frederisia.
Gudrun Henriksen, fd. 4-10-1913 i Thyregod. gift med Henry Jensen Ib fra Hadsted. Barberer i Vejle. Deres Børn Jørgen Jensen Ib, fd, i Thyregod 2-8-1936. Jytte Jensen Ib. fd 22-12-1937 i vinding ved Vejle. Kirsten Jensen Ib, fd. 3-11-1944 i Vinding ved Vejle
Ejner Henriksen, fd. 8-11-1915 i Thyregod
Gunnar Henriksen, fd. 9.5.1944 i Thyregod
Margit Henriksen, fd. 25-7-1925 i Thyregod
Magnus Henriksen fd. 8-11-1918 i Thyregod Gift med Edith Lassen fra Jeksen per Stilling. Gift med Gerda Lassen fra Jeksen per Stilling. Børn {lang plads til børn}. bor i Nørre Kollemorten.
Klemmen Peter og Ane Kirstine en Søn født den 14 Juni 1879. Jens Klemmensen Carius Jensen. Han blev givt med Kirstine Marie Petrine Thomsen født den 21 Januar 1885. De kom til at bo først i Thyregod, paa en lille Ejendom Øst for Thyregod By. Jens Klemmesen lærte i sin Ungdom Skræder Haandværket og syede i Nogle Aar for Folk. Da han saa blev Forlovet med Marie fra Grarup. Gav han sig plusselig til
fortsætte paa 3die side {side 111}

Side {109}
Sørine Petrine Jensen, fd, 25-2-1887 i Brandbjerg Kollerup sogn. Gift med Asel Marinus Petersen, fd, 7-7-1884 i Tranbjerg Aarre Sogn. Deres Børn
Arne Pedersen, fd, 2-4-1916 i Løsning
Eva Petersen, fd, den 12-11-1917 Gift den 28-10-1945 med Neils Beck Sørensen Raarup, Barit.
Thyra Pedersen, fd, -20-5-1919 Læreinde
Jens Pedersen, fd, 30-4-1920 Gift den 30-5-1946 med Agnetha Mach Pedersen Grindsted (der bor de). Børn
Ebbe Mach Pedersen, fd, den 13-7-1947
Peder Pedersen, fd, den 1-5-1921. Gift den 4-4-1946 med Esther Pedersen, Vildbjerg
Mads Kristian Pedersen, fd, 3-6-1922
Ernst Pedersen, fd. den 27-5-1924
Sørine Petrine Jensen Datter af Klemmen Peder Jensen og Hustru Ane Kirstine Sørensen. Sørine Petrine Jensen og hindes Mand boede i Løsning=Mark, der ejede de en lille Ejendom 5 Kør og en par smaa Heste. det gik tilsyneladelse godt i nogle Aar, men saa blev Aksel Maius Petersen saa underlig sær, og det viste sig at det var Sindsyge. Han kom bort fra Hjemmet og vendte aldrig tilbage tilbage, (Uhelbredelig). Trine maatte saa allene fortsette i Hjemmet, med alle de smaa. Hun har været tapper og det lykkedes

Side {110}
at faa alle Børn Konfirmert, de store kom ud at tjene og det gik godt, Børnene vogsede op og blev gode og døgtige. Som Nabo boede Trines Morbroder Mads Sørensen og hans Hustru Inger, de var Barnløs. Trine havde tjent hos dem i flere Aar. Nu i hindes Enkestand fik hun hjelp ikke allene i Raad men ogsaa i Midler. Efter Mads og Ingers død i 49 Arvede Trine og hindes Børn omkring ved 25000 Kr efter testamente.
Saa døde Sørine Petrine Petersen den 14-2-1953. Hun var indlagt paa et Hospital i Aarhus for at blive Opereret for et Skade i den ene Knæ. Det var hun kommen godt over, og skulde nu Hjem. En søn var lige kommen for at hendte sin Mor. Saa pluselig bev Trine daarlig, og Døde ramt af et Blodprop. (Mindeor som hindes Nabor og Venner i Løsning skrev i V. A Folkeblad). Med dyb Vedmod modtog vi Budskab om Petrine Petersens død. Det er ikke til at forstaa, at vi aldrig mere skal møde hindes friske og glade Smil og vi synes, hun saa daarlig kan undværet. For det, Trine, som hun i daglig Tale kaldtes, betød først og fremmes for Hjem og Børn, men ogsaa for Naboer og Venner, er vi hinde stor Tak skyldig. Altid var Trine frisk og glad, aldrig gik vi forgæves, naar vi trængte til Hjælp og Trøst. Altid var hun parat med en hjælpende Haand, skjønt hindes eget Liv ikke altid var lyst. Nu har Gud taget hinde Hjem til sig. Men vi vil bevare Mindet om hinde i dyb Taknemlighed. Med hinde er en af Danmarks gode Kvinder gaaet bort

Side {111}
{... fortsat fra side 108}
at studere Landbrug som han havde løst til. De fløttede flere gange, kom saa til at bo i Hansted ved Horsens. Det var i Marts 1920, en af Børnene kom Hjem fra Skole og var syg, det var begøndelse til den store Indfluendse Epedemi i det Hjem som skulde faa saa Skjæbnesvanger betydning. Doktor Vestergaar fra Horsens blev tilkaldt, han udtalte efter Sygebesøget hos Jens Klemmesen og Familien. Det er den rene Pest de har, de dør allesammen. Der blev sendt 2 Sygeplejerske til Hjemmet i Hansted, hvor de laa syge alle. Der var i alt 11 Børn hvoraf de 2 var døde før den store Indfluends rasede. Herdis og Analise døde den 6 og 8 Marts 1920. Otenius døden den 10 Marts. Faderen Jens Klemmesen Carius Jensen døde den 13 Marts 1920. Moderen og den øldste af Børnene Klaudiane Petra jensen kom paa Sygehuset Candt Josefs Hospital, en anden af Børnene kom paa Kommune Hosptalet i Horsens.- Moderen og Klaudiane blev oppereret i Lungerne, der blev tappet Marerie fra Lungerne.- De laa fra den 26 Marts og til først i Juni, Marie var saa sløj og afkræftet. Men da Sygdommen var ovre kom Pasiendterne til at spise saa umaadelig. Den hardt ramte Familie, var der stor Medlidenhed med og det gav sig udslag i en

Side {112}
storstilet offervilighed. der blev sadt indsamling i gang over stor omraader Sogneraads Formand i Hansted Peter Petersen Strandgaar sadte indsamlig i gang derpaa Egnen. Bladene i Horsens skrev om den haardtramdte Familie og tilbød at tage imod Bidrag. En Sagfører i København sendte 100 Kr en anden unavngiver ligesaa 100 Kr Der Indkom 7,000 Kr i alt. Da saa Marie var bleven rask og udskrevet fra Sygehuset, tog hun med Børnene til Thyregod. Hjemmet i Hansted var gaaet hel Tabt, der var i Forvejen smaakaar og den store Ulykke tog det hele. Nu da disse Linier skrives er Enken Marie Jensen 65 Aar. Datteren Claudiane 43, Klemmen Peter Jensen 42, men alle 3 har de mer eller mendre Svaghed at bære paa fra den Endfluends i 1920. Moderen er dog den der slap lettest fra følgerne. Men hvad har hun saa ikke baret af Sorg og Bekymring. Lit af et Brev fra hinde, hun skriver: I denne Mådnet er det saa 30 siden min Mand døde. Savnet har være stor, og tungt har det væretl, thi han var en Karater {Karater kradset ud og skrevet nyt} der desvære findes saa faa af, uselvvisk i al sin Færd, han skulde nok sørge for os før han tænkte paa sig selv. Han var den dyb og inderlig Natur. Hans Tro var saa fast forankret i Guds Ord

Side {113}
han udtaldte mere end en gang, efter hvad jeg har seet kan jeg dø glad, hvad Dag det skal være. Han havde set Naaden, Rædtfærdigheden og Frelsen. Vi kunde samles i Bøn og Sang de sidste Aar vi levede sammen, vi har aldlrig skiftet onde Ord i de 14 Aar vi fik lov at leve sammen. Dette til min kære Mands Minde. Marie Klemmesen.
Her er saa Jens Klemmesen Carius Jensen og Marie Kirstine Petrine Thomasen Børn:
1 Klaudiane Petra Jensen, fd den 17 Juli 1907
2 Klemmen Peter Jensen fd den 31 Juli 1908
3 Søren Otinius Jensen fd den 16 November 1909, død den 10 Marts 1920
4 Karna Kirstine Jensen fd den 14 marts 1911
5 Sigfred Jensen fd 7 Juni 1912
6 Rigmor Jensen fd den 4 Juli 1913
7 Ejvind Vagn Jensen fd 18 Oktober 1914
8 Erling Jensen fd 30 Sebtember 1915 dø i Mai 1916
9 Erling Jensen fd den 30 Juni 1917 død i April 1918
10 Herdis Jensen fd den 15 Juli 1918 død den 6 marts
11 Annelise Jensen fd den 15 August 1919 død i Marts 1920

Klaudiane PetraJensen blev gift med Vigo Krestensen fra Hjortsvang i 1929. Deres børn Anne Marie Cristensen født den 3 August 1929. Erling

Side {114}
Christensen født den 23 Degsember 1934. Birte Christensen født den 11 Juni 1937.
Klemmen Jensen blev gift i November 1933 med Johanne Magdalene Johansen. Deres Børn Bent Jensen født den 27 Marts 1935
Eilif Jensen født den 8 August 1936.
Jens Klemmesen Jensen 4 Sebtember 1941
Johannes Risbjerg Jensen 4 Sebtember 1941
Kaj Jensen født 12 Februar 1946
Karna Jensen, gift med Pederhauge Mikkelsen 1 Mai 1936. Deres børn Grete Jensen født den 13-1-1933
Sigfred Jensen gift med Elna Jensen fra Slagballe de 2 November 1947. Børn Iver Kristian Jensen født den 5 Mai 1948
Rigmor Jensen gift med Anker Torst Niverod i Marts 1937. Rigmor døde efter at have født et Barn den 11 Juni og døde den 14 Juni 1937
Vagn Jensen gift med Helga Isaksen København. den 10 Juni 1938, deres Børn Poul Jensen født 31 August 1938. Maja Jensen født den 16 Januar 1940

Side {115}
98) {...fortsat fra side 106}
født 12-4-1912 givt med Ejner Eriksen fra Alsted Mark i Vonge fd 10-12-1910. De bor paa Brejenhovedgaard Give Sogn, Gaarden er paa 80 Td Ld, de har 17 Køer og en hel del opdræt og stor Svinebesetning. Ejner og Klaudiane har tre Børn:
Saa Johannes Hansen, født 25-10-1915, givt med Vilhelmmine Blafhof fra Holland, født den 3-3-1915. Givt {tom plads}. De ejer Fødegaarden Skovlund Thyregod. Den er paa 48 Td Ld en Besetning paa 12 Jersykør med tilhørende Opdræt og mange Svin.-.
Og saa Martine Hansen fød den 25-7-1918. Givt med Tage Madsen Hesselbjerre. Gaarden er paa 80 td Ld, Besetningen er paa 18 Køer og en hel del Ungkreaturer, stor Svinehold. Martine og Tage har ingen Børn.
Og saa den sidste af Jens Peter Thomsen og Klaudianes fra Aagaar i Thyregod Sogn. Da den lille Pige kom til Verden, døde Moderen, og Barnet fik sin Moders Navn Klaudiane Magrete Thomsen fd i Aagaar den 14,-3-1887. Hun har aldrig været Givt, har tjent i mange Aar paa Sjælland, hvor hun er nu har hun været i 24 Aar. Der bliver Klaudiane saa længe hun kan være noget for andre.-.

Side {116}
{Siden er tom.}

Side {117}
100)
Mads Sørensen var den Ældste af vi Fem Brødre. Mads Sørensen døde den 25 April 1949, knap 81 Aar han var givt med Inger Krestens. Datter af Hans Krestensen og Hustru Mariane fd Knudsen. De ejede en Gaard midt i Thyregod By. Hans Krestensen Forældre var fra Fyen. Hans Krestens død i sin beste Alder af Tæring. Mads og Inger blev givt 1899. De havde ingen Børn, derfor vil jeg skrive lit om dem i vor Slægts Bog. Mads var stærk af Helbred, jeg mindes aldrig at han var syg. Gode Legemlig Kræfter var han i besidelse af, han kom tidlig ud at Tjene, var fremlig af sin Alder blev tidlig Vogsen. Han fik lov til at bruge sine Kræfter og det forstod han at omsette i Arbejde. Far om Mor havde jo først Fire Pigebørn før ind Drengene indfandt sig. Der var stor glæde da den første Dreng kom. Han blev da opkaldt efter Fars Fader Mads Overgaar. Ved Konfirmations Alderen kunde Mads svinge sin Le som nogen Karl, han røkked snart op i Karlenes Rækker. Kom tidlig ud at tjene Mads var døgtig, der hvor han tjente var han vel sedt. Han havde god Haandelag, var særlig god til at omgaaes Heste var en god Kusk. Mads var Elev paa Mellerup Højskole hos Jens Bæck. Mads tjente flere steder som Forkarl eller bestyre, tjente ved Præsten her i Thyregod Pastor Kjersgaar, Præsten fløttede da til

Side {118}
Udbineder, ved Randers, Mads fløttede med.
Saa var Mads derefter bestyre for en Enke her i Thyregod Mariane Krestensen i nogle Aar. Enken soldte saa Gaarden her i Thyregod og købte en Gaard i Løsning, et par Aar efter blev Mads bestyre anden gang for Enken.- Enken Mariane Krestensen havde 2 Døtre Inger og Kirstine.- Mads blev saa Forlovet og givt med den Ældste Inger, de fik saa Gaarden efter Marianes Død. Mads var en døgtig Landmand, Inger var spasomlig og døgtig Hustru. De blev velhavende Folk. Men ingen børn, det var et stor Saun for dem begge. Der boede de saa i mange Aar. Saa i 1938 byggede de et Hus i Løsning By, soldte Gaarden og fløttede til Byen, hvor de boede i 11 Aar. Mads og Inger faldt godt sammen med Befolkningen der paa Egnen. Jeg ved Mads og Inger var afholt af Nabor og Venner i Løsning og Omegn. Her følger saa nogle Meddelelser om Livet i deres Hjem. En Søsterdatter til Mads, boede tæt ved, Trine Petersen, Datter af Ane Kirstine og Klemmen Peter Jensen. Trine havde tjent ved Mads og Enger i flere Aar. Hun blev saa givt, fik egen Hjem. Hindes Mand Aksel Petersen blev efter nogle Aars forløb uhelbredelig Sindsy. Denne stor Ulykke i dette lille Hjem, hvor der var blevet en stor Børnekflok paa 7. Faderen kom bort fra Hjem=

Side {119}
met. Der sad Trine ene med de mange Smaa. Da traate Mads og Inger til, baade med Raad og Daad. De havde jo ingen børn selv, nu fik de lejlighed til at hjelpe og trøste. Der gik tit bud mellem de to Hjem. Børnene kom i Besøg hos Moster og Morbror det livede op med Latter og Sang. Ved Fødselsdage ved Højtider, da vankede der Gaver til de mange Smaa. Børnene var gode til at synge, Mads bad saa om at synge for dem. Det var særlig ved hans Fødselsdag at Salmen. For dig, o Herre som Dage kun Aartusende er at Regne. Da kunde vi ofte se en Taare paa Morbrors Kind, sagde en af Sønnerne ved Madses Begravelse. Trine Petersen sagde at det til Tider saa hel umulig ud for mig. Men da fik jeg hjælp fra Mads og Inger. Ja, Gudskelov og Tak, at jeg fik lejlighed til at hjelpe dem igjen, i de sidste svære Dage med Trøst og Haab. Jeg følte jeg skydte dem saa meget.
Hvor var de glade naar jeg kom og det var næsten hvær Dag. Mads som altid havde været saa stærk, var ikke ret meget over de 70 Aar ind man kunde se og mærke hans Aandsevner svækkedes. Han var kommen til at røste, og ligeledes kneb det for ham at føre en samtale, Traaden slap op, han kunde ikke huske, særlig de to sidste Aar, da Aareforkalkning

Side {120}
sadtte ind. Siden gik det stærk ned ad Legemlig, og især Aandelig. Det føte han sel, han sagde tit jeg kan ikke følge med, mer. Han kunde ikke holde ud at gaa i Kirke eller høre i radioen, han kunde ikke holde fast paa det. Han klagede over at der altid var saadan en uro i mit Hoved. Sidste Vindter sagde han flere gange til mig, (Trine). Aaja det er saa strengt vilde Vorherre inda snart tage mig Hjem til sig. Inger var utrettelig i at pudsle og plejede ham, og var saa glad saalenge hun kunde faa ham op hvær Dag. Ingers bøn var at, Mads ikke skulde komme til at lig i Sengen i længere Tid og det blev hørt, han laa kuns i 12 Dage. Mads var selv klar over at han snart skulde dø. Han sagde en Dag til mig, jeg er færdig her i denne Verden. Men det var først da jeg var der baade Dag og Nat, at vi kunde tale om vor Gudsforhold aaben og fridt sammen, forhen var det som de heldst vilde have det for dem selv. Ja, Inger bad Aften og Morgen Bøn højt, først den gode gamle Bøn, Gud vær mig arme Sønder Naadig og Barmhjertig derefter Fadervor og Velsignelsen, og sluttede med den lille Bøn. Bed, o Jesus, bed for mig, bed mig ind i Himmerig, der at leve der at bo i en Evig Fred og Ro. (Det var denne lille Bøn vor gode Mor lærte os

Side {121}
at bede som gandske smaa, og der efter Fadervor.) Det føjede Trine til har de sikker brugt i mange Aar Jeg er sikker paa at de har føldt at det de trængte aller mest til, var at Gud vilde forlade dem al deres Sønd. Det var ofte det Mads sukkede over min Sønd min Sønd. Jeg trøsted ham da med de Or Jesu Blod renser for al Sønd. Eller som han har sagt og gjør fremdeles. Kommer hid til mig, alle som lider Møje og er besværet jeg vil give eder Hvile. Det maa du tro Morbroder, han sagde ikke noget men laa stelle hen. Det var om Lørdag som han døde Mandag. Fra Søndag Formidag til Mandag Midag laa han stille hen da døden indtraadte, den 25 April. Mads og Inger læste sjælden i Bibelen, men Salmebogen brugte de meget. Salmen bliv hos os Mester Dagen helder. Den læste de tit sammen Da vi stod ved Madsse Dødsleje tog jeg Inger Haand og vi bad Fadervor sammen, da brast hun i Graad og sagde nu er det forbi, du er der ikke mere. Det maa du ikke sige sagde jeg, hvad mener du sagde Inger. Jeg tror paa de Or af Jesus, naar han siger. Jeg er Opstandelse og Livet, og hver den som tror paa mig, skal leve om han end døer.
Efter Madses Begravelse blev Inger syg og maate i Seng, laa saa nogle Dage i deres Hjem, men kom

Side {122}
saa ned til Trine i hindes Hjem. Men Sygdommen tog til. Lægen vilde have Inger paa Sygehuset Inger havde inden hun blev Syg været i Horsens for at købe et Minde Sten til Madses Grav.-
Her er det sidste Brev fra Inger. Kær Line og Thomas. Lige et par Or om at jeg ikke har det saa godt. Det har ikke været godt siden Mads blev kaldt Hjem, jeg har havt Lægen i Dag, jeg skal paa Sygehusset inden Pindse naar der nu bare er plads. Det er mine Ben de er saa tykke det stammer fra Hjertet, den er ogsaa daarlig siger doktoren. Ja, Gud allene ved hvordan det vil gaa. Nu sender jeg mang Hilsener til jer alle, og tak for alt godt.
Inger Sørensen. Hils Mathis og sig ham tak for Brevet. (Hornsyld Sygehus).
Inger og Mads havde en Sagfører i Horsens der var oprette Testamendte, før Mads døde. Der var saa tilskrevet Trine Petersen og hindes børn.
Sagføreren var saa kaldt til Inger Sygeleje for at faa det sidste skrevet og ordnet, men inden de blev værdig var Inger saa træt, det blev saa udsat til næste Dag, men da var Inger død. Saa Testamendtet blev ikke færdig. Inger døde den 12 Juni 49 - det var kuns 47 Dage siden hindes Mand døde.

Side {123}
101)
Mads Ramskov Barndomshjem
Mads Ramskov var en Søstersøn af Fader Søren Madsen. De var jo fra Dørslund i Brande Sogn. Mads Ramskovs Moder hed Kistine Madsdatter, fra Dørslund i Brande. Kirstine blev fd den 25 Januar 1829. Givt den 21 November 1852. Med Ungkarl Anders Madsen Ramskov, han var fd den 6 April 1823 som eneste søn i blandt 7 Børn. Hans Fader Mads Andersen og Moderen Dorthea. Anders Madsen og Kirstine fik Barndomshjemmet i Ramskov. Forældrene fik saa Aftægt og blev ved at bo i Hjemmet til deres død. Men de 6 Søster blev givt og drog hjemme fra, manglede Mads Andersen sig en Kone. En af hans Søstere tog Plads i Husum i Brande Sogn, hun blev da kendt med Kirstine fra Dørslund, de blev gode Veninder. Da Pigen fra Ramskov kom hjem fortalte hun om Veninden og sagde til Broderen det var nu noget for dig, se om du ikke kan faa fat paa hinde. Og det løkkedes. De to blev givt den 21 November 1852. Far og Mor levede et stille og virksom Liv. Det var ikke store Forhold. Mor drog ind til. 5 a 6 Kilometer til Give, der var Jord nok, men det mest laa hen i Mose, Vandfyldt, Porsknolde. De havde 3 a 4 Kor og et par Stude. Da var Landbruge jo enkilt ingen

Side {124}
Roer, Kartofler til Husbehov. Naar Kornet om Foraaret var i Jorden, var der jo ikke ret meget at bestille. Anders havde lært Murehaandværket lige saa hans Fader Mads Andersen. Saa tog Fader og Søn ud og Arbejdede ved Haandværket. I mange Aar drog Fader og Søn fra Sogn til Sogn for at kalke Kirkerne, de gav jo en ekstra Skillin til Landbruget. Kirstine gik saa Hjemme og passede Bedriften. Der var Arbejde fra tidlig Morgen til Aftenen sildig, ingen Selskabebelighed, der var langt imellem Naboerne, og alle havde Hænderne fulde.- Et stelle og Fredelig Hjem, jeg mindes aldrig at jeg hørte Fader lo højt, et stille Smil, Mor var mere livlig. De gik meget i Kirke, skjønt de skulde gaa stærk for at naa til Give i en Time. De sluttede sig til de gamle Forsamlingsfolk, og senere til Indremision, da den kom til Egnen. Om deres Forhold indbyrdes husker jeg meget lidt, Fader døde da jeg 10 aar, men vi hade et godt og Kerlig Hjem, hvor alle gik og var gode mod hinanden, jeg mindes ingen onde Ord, men heller ikke noget med synlig Kærtegn. Deres Krestendom prøvede de paa at leve, de talte ikke meget om det.- Jeg husker kun en gang at have set Moder bøje sine Knæer i Bøn og det var sammen med to af sine Piger om at give Jesus sit Hjerte

Side {125}
Fader døde i 1881. Moder var saa ene med vi 7 Børn hvor af kuns mig ikke var Konfirmeret, men aldrig hørte jeg Mor klage, saa vidt jeg forstod levede hun i en inderlig Barneforhold til Gud, og kunde i alt hvile i hans Vilie. Mor havde saa Bestyrer paa Gaarden i 9 Aar. Da jeg blev 19 Aar rejs vor Bestyre som havde været hos os i mang Aar, og med ham tog en af mine Søstere med. Saa blev Hjemmet overdraget mig. Alt blev ved som hidtil ind til jeg blev 21 Aar.
Moder var i mange Aar meget svag, led meget af Astma, men tros det kunde hun følge med i alt.
Men en Dag i Aaret 1892 blev hun plusselig syg en meget heftig Indfluendse, med førte døden, det kom saa brat saa hun døde før Lægen naaed ud til os.- Men Mor var rede. Men Døden kom saa brat saa der var ingen der fik talt med hinde. Men hun var ofte syg, da maatte jeg synge for hinde om Hjemmet Hiset, hun længtes efter at drage der op.-
Ja, Gudske Tak for dette Velsignede Hjem vi har havt. (Økonomisk havde vi det godt).
Her er saa Navnene paa vi Børn. den ældste, Dorthea og saa Ane Kirstine - Madsine = Karen = Pauline = Martha og saa Sønnen Mads. Nu er de 6 Døtre døde og Mads Ramkskov er 79 Aar. Blev givt for 3 Aar siden lever Lykkelig i sin Alderdom. Bor paa Lærkevej i Give.

Side {126}
102)
Den yngste af Fader Søstere hed Ane Magrette Madsdatter hun var meget smukt. og velbegavet. Da hindes Søster Kristine kom til Ramskov i Give Sogn, kom Ane Magrete der jo i besøg og det førte til Bekentskab med en ung Mand lidt derfra Kristen Sørensen hans Hjem hed Bredeager, han var eneste Søn og de to blev givt og kom til at bo i Kristens Barndomshjem. Der var meget Jord især Hede. Desvære var den Religiøse Indstillin i de to Hjem ikke ens saa paa den maade havde de ikke meget glæde af hinanden, dog syndtes det som Ane Magrete i stelhed tyede til sin Gud. Da Da min Fader døde og min Moder stod ene, var det en stor Hjelp fra Kristen Sørensen Krisen Sørensen og Magrete fik seks Børn. Den første døde som lille. Saa en Søn som hed Søren og en Pige Kirstine, de døde begge under en Difteritis Epedmi den ene fjorten den anden 18 Aar. Saa havde de Ane og Maren, og sidt en Dreng der hed Mads som var Døvstum.- Magrette blev ikke gammel, hun døde før Mads blev konfirmeret. Saa kom en af Kirstines Døtre til Hjemmet i Bredager for at Bestyre Huset hund hed Sine. Hun var der et Aars, saa var Ane og Maren saa vidt at de kunde selv. Ane blev givt med en Snekesvend

Side {127}
I Grønbjerg. De kjøbte et Savskjæreri i Skjoldelev det gik godt for dem. Maren var saa ene i Hjemmet i Bredager Bestyrede Huse for Faderen og plejede. og var ret en god Søster for sin Døvstumme Broder. Maren var en god Datter for sin Fader ret en Tjener paa alle Maader. Den døve var ikke nem at omgaaes, mistængsom og daarlig Nærver. men Maren forstod ham og det var hinde der best kunde omgaaes og jevne hvader var i vejen.- Da den Døvstumme var ved de 20 Aar døde ogsaa han. Nogle Aar efter soldt Kristen Sørensen Hjemmet i Bredeager. De fløttede saa til Skjoldelev, hvor de købte et Hus. Siden soldte han Huset og købte en større Gaard. Da saa Opgangstider under den første Verdens Krig kom, soldte. Kristen Sørensen Gaarden og Købte Hus igjen, men nu var Kristen gammel og saa tog en Galdestens Sygdom fat, han blev Opperereret kom vist aldrig over det og døde. Maren som havde fuldt Faderen og plejet ham i hans sidste Tid, tog saa over til Søster Ane som var bleven meget svag, og led meget af Aandelig Nød. Maaske var det Moderens Bønner som virkede, vi haaber hun gik godt Hjem at Gud to imod hinde. Saa døde Ane.- Maren blev saa Husbestyre for sin Svoger, og som Moder for hans

Side {128}
hans lille Pige, som hed Magrette. Maren er indnu hos Svogeren. Den lille Magrette vogsede op blev givt med en Købmand. Men Lykken blev kun kort for de Unge. Magrette døde kort efter hun havde født et Barn en Pige som fik navnet Irma. Nu fik Maren ogsaa dette Barn i Pleje, til hun blev Konfimert. Saa giftede Faderen sig. Maren maatte saa give afklad paa hinde der jo var knøttet til sin fader. Nu er Maren ene, ved sin Svoger, og er nu gammel. Med Aarene er hun næsten bleven hel Døv, men er indnu verksom. Maren har den samme Kerlige og ofrende Sind, men hun er jo prøvet i Livets Skole, under alle de Sorger og besværligheder, har Maren Klyngket sig til Gud.
Det er meddelt af Mads Ramskov i November 1950.

Side {129}
103)
Saa døde der en Søster til min Hustru Line.
Krestine Thomasine Neilsen. Født i Nørholm den 26 i 8-1876 død den 5 i 4-1951. Krestine Nørholm var aldrig givt, hun var paa Vestbirk Højskole hos Grønvald Neilsen. Tjente et Aar paa Fyen, kom saa hjem til Brande, gav sig til at vaske for Folk, det blev saa til Vasteriet Frøknerne Iversen og Nørholm. Efter at hindes Søsterdatter fra Grarup Andrea Iversen var kommen hinde til hjelp. Disse to danned et dejlig Hjem fik eget ny Hus at bo. i, og Arbejdede sammen i mange Aar. De sidst Aaringer var Kirstines Helbred ikke saa godt, det gik nedad men Andrea var omhygelig for Kirstine. Gæstfrie var der at komme, de havde mange Venner. Sygdommen tog til, og Kirstine maate indlæge paa Brande Sygehuset Hvor Kirstine døde. Andrea skrev i et Brev til mig om den sidste nat Andrea vaaged ved Kirstines Dødsleje. Jeg har jo kendt Kerstine i mange Aar, hun havde jo det lyse syn paa Livet. Trøsten for hinde i Sorg og Glæde, var at thy ind i Tro paa vor Gud og Frelser. Nr. 32 i Salmebogen, Han som har hjulpen hidentil, han hjelper nok herefter, den holt hun særlig af. Men hel forunderlig, var at høre at hun den sidste Nat, da hun laa og ikke kunde sige noget, pluselig frem=

Side {130}
sagde Ingemans Morgen Sang Lysets Engel gaar med glands gennem Himmelporte, for Gud engel straalekrands, flygter alle Nattens Skygger sorte. Den sidste Vers. Os har og Vorherre kær: ingen Sjæl han glemmer; i hvert Solglimt Gud er nær, og vor glade Morgensang fornemmer. - Det var det sidste Krestine sagde, mon denne Sang har staaet i Underbevistheden og saa pluselig brød frem.
{her mangler overskriften 104)}
Saa døde en søster Ane Sofie Neilsen. Hun var født i Nørholm den 25 Juli 1867. Efter sin Stemoders Død var hun i Nogle Aar Husbestyreind i Hjemmet. Siden fik hun Plads i Østeregnen, først som Pige paa en Gaard i Bjerlev, derefter som Husbestyreinde hos en Enkemand i Hvejsel. Var saa en Sommer Elev paa Vestbirk Højskole. I Efteraaret 1898 fløttede hun til Fovsing for at bestyre Huset for Ungkarl Gaardejer Mads Madsen, med hvem hun Aaret efter blev gift. Bryllupet stod i Gaarden i Fovsing hvor Mads Madsen var født 5 Juni 1861. At Gildet stod der, og ikke i Brande var af den Grund at hans gamle Mor, saa gerne vilde med, men som ikke kunde tænke sig. at komme ud paa saa lang en Rejse. Bryllupsdagen var 25 Juli 1899. I deres Ægteskab fødtes 5 Børn. Hans Madsen fd 3 Mai 1900 Anna Mary Madsen fd 14 August 1903

Side {131}
I 1904 fd en Søn Neils Peder, der døde som lillille.
Saa Neils Møller Madsen fd 17 November 1906.
2 Aar efter ved Juletid,- fødes en lille Pige der i Hjemmedaab fik Navnet Sigrid, hun levede kuns en Dag. Det havde nær kostet Moderen Livet, hun laa syg længe og var i flere Aar efter svag, men Mor kom over det. Hvor var det godt for Far og vi Børn, at vi fik Lov at beholde hinde. Hvilken Lykke for en Børneflok, at voks op i et Hjem med en saadan Mor. Vor Hjem var præget af Jævnhed. Krestendom var noget vi, i mit Hjem ikke talte ret meget om, heller ikke min Mor. Hun levede det bare i al Stilfærdighed, og viste os derved vejen. Fader Mads Madsen, var en munter Mand der kunde le saa hjertelig. Mor var mere stilfærdig, hun var flittig og nøjsom, forlangte ikke meget til sig selv, kunde faa meget ud af lidt, og var glad ved at give. Utrættelig var hun i sin Omsorg for os alle især naar der var Sygdom til Hus. Efter en tiltagende Svaghed paa grund af en Aareforkalkning, beverkede at hindes Sind formørkedes, hun maatte indlæges i Sindsygehospitalet i Middelfart. Her faldt hun til ro, og laa til sidst med et venlig Smil til alle, og stelle sov hun ind i Døden, den 14 Maj 1933 - 66 Aar Far levede mange Aar efte i Hjemmet. Han død ind under Jul i 1945 - 84 Aar
(Meddelt af Dateren Mary)

Side {132}
105)
Den ældste af de. Søskende i Nørholm døde 7-8-1951.
Neils Andreas Neilsen, født den 17 i 12-1863 - 88 Aar Træt og mædt af Dage.- Aarenes Tal gjør afmægtig og sløv de satte ogsaa spor paa Neils. Han Trin blev korte, hørelsen daarlig Hukommelsen kort, men Humøret var lys og let sydtes vi.- Neils kom ofte om til sin gamle Hjem til sin Søn og Svigerdatter, fuldte med i hvad der foregik, kunde han hjælpe var det ham en Glæde, det blev han ved med, og havde Kræfter til, saa at sige til sin død. Da de afstod Gaarden Neils og Maren i 1925, byggede de et Hus i Brandlund. Blev Nabo til Datteren og Svigersønnen Laurits Søndergaar. Et dejlig Hjem stor Have. Maren døde 1935 efter en svær Sygdom. Neils havde saa fremmede Husholdere til sin Død. Neils Nørholm fuldte stadig med i Menigheden gik meget i Kirke og til Foredrag, kom meget ud til Venner Familie og Naboer. Neils Nørholm var livlig og muntter, var velkommen hvor han vendte sig hen, han var en af de lykkelige, som der med Sandhed kan siges om, den mand havde ingen Uvenner. Vi var de sidste Aaringer i hans Hjem paa hans Fødselsdag, der var mange Fremmed. Præsten var altid med. Og saa inden vi drog hvær til sit, kom Neils med Salmebogen og bad os synge en Salme

Side {133}
106)
Søren Peter Sørensen fd den 7 Juni 1872. Efter at have lært Smedehaandværket, og rejst og Arbejdet forskjellige steder, bosatte han sig i Thyregod. By 1894, som Maskinsmed, det var særlig Maskinerne der havde hans interese. Det begønte i det smaa men voksede Aar for Aar.-
Søren Peter blev gift med Enke Mariane Knudsen fd den 19-12-1868 i Hindskov. Datter af Landmand Mads Peter Knudsen, fd den 27 Juni 1830. Moderen var fra Give, hun hed Else Neilsen fd den 23-12-1841. Far Far hed Knud Knudsen Mormor hed Ane Marie Hansdatter. Det var paa Fædrenes sid. Paa Mødrenes side ved vi ikke andet ind at Else Neilsen er født i Give Sogn og døbt i Give Kirke. Else Neils døde i Barselen den 17 Marts 1870. Da var den lille Mariane 2 Aar. Den sidste Barn Else Neils fødte, og døde fra, ved vi ikke noget om. Mariane fortalte om en Søster hun havde, hun døde som ung Pige. Hindes Brylups Dag var bestemt, men hun døde pluselig nogle faa Dage før, Mads Peter Knudsen giftede sig anden gang, I dette Ægteskab var der to sønner Knud Kristian Knudsen og Jakob Peter Knudsen, altsaa Marianes halv Brødre.
Mariane Knudsen blev gift med Smedemester Anton Meier, der var to Børn i dette Ægteskab Johanne Meier og Mads Peter Meier. (Men dette

Side {134}
Ægteskab gik i støkker) Anton Meier døde efter 10 Aar forløb. Mariane Knudsen giftede sig anden gang med Søren Peter Sørensen. (Søn af Søren Madsen og Petrine Thomasen i Thyregod) den 23 November 1901. De havde 2 Sønner. Sigur Sørensen fd 28-11-1902 og Henry Sørensen fd 14-9-1905. Mariane og Søren Peter Sørensen levede sammen i 48 Aar.- Søren Peter, priste og takkede Gud for de mange Aar de fik lov at leve sammen.
Mariane kunde gøre alt for mig, fortsatte Søren vi havde det godt sammen, hun var saa flittig og døktig, Hjemmet blev holt hygelig og propert, hun var en god Mor for hindes to Børn. Mariane havde et godt Helbred. Da hun var nær ved de 80 Aar ramtes hun af et styg Uheld hun faldt og brækkede den ene Laar. Mariane kom paa Sygehuset, var der i længere Tid. Hindes nærmeste tænkte at det kom hun aldrig over. Men Mariane kom sig, kom Hjem og optog sin Plads igjen, for en lille Tid. Men Mariane var jo over de 80 Aar og Kræfterne tog af. Søren Peter fortalte om den sidste gang, de var ved Vorherres Bord i Kirken. Mariane var saa optaget af Mødet med vor Herre og Frelser. Det havde været saa nærværende, saa virkelig, som det var Vor Herre og Frelser selv, der udtalte de Ord som hun trængte saa inderlig til at høre, af hans egen Mund. Saa tilsige

Side {135}
jeg dig, alle dine Sønders Forladelse i Navnet Gudfader Gudsøns og Gudshelligaands navn, og han som har begøndt det gode i dig han vil ogsaa fuldføre det.-.-
Det havde rørt Mariane saa dybt saa Taarene strømmede ned ad hindes Kinder.- Lad os Mindes den lille Salmeværs Han som elsker os saa saare, møder os ved første Skridt, kysser bort hver bitter Taare, trøster os med Aasyn blid. Den sidste Dag Mariane levede, hun havde ligget syg en Tid, Søren Peter var gaaet op i Værkstedet, saa kom Pigen og kaldte ad ham, da saa, Søren stod ved hindes Seng sagde Mariane, nu skal jeg rejse, jeg vilde gerne leve indnu en Tid ved jer, men nu skal jeg rejse. Det var de sidste Or hun sagde 12/2 1949

Side {136}
107)
En fortsettelse af Slægten fra Nørholm i Brande se side 70. Det er saa, Neils Martin Neilsen fd den 4-7-1865 død den 19 Juni 1938 i Vester. Gift med han Kusine Neilsine Marie Madsen fd i Vester, den 24-1-1869 død 13-12-1925. Sines Moder, Berte Marie Neilsen, og Martin Neilsens Fader var Søskende født i Lillerisager Vester Sogn. De stammer fra en af Vestersogns gamle Bondeslægter. Sines Fader, Mads Jørgensen fd den 3-10-1828 død den 4-6-1915. Sines Moder Birte Marie Neilsen fd den 7-1-1827 død den 17-10-1913. De havde tre Døttere. Maren, Sessel Marie, og Sine Marie Madsen. Mads Jørgens og Birte Marie boed tet ved Kirken i Vester, i en lille Ejendom som heder Krestenseballe. Mads Skræder som han blev kalt, var Skreder, det havde han lært, han var en livlig og mundter Mand, god til at fortælle, de havde en Hyggelig og god Hjem, de var begge to flitige og døktige Landbruget blev ikke drevet saa vidt. Men de havde gode Kaar. Da den yngste af Døttrene blev Givt overtog de Landbruget i 1889. Nu kom der en rigtig Bonde til Krestenseballe. Martin forlangte Alborum, det fik han, der blev i Tidens løb købt Jord ind til Gaarden, saa der blev et tilligende paa 40 Td Ld. Husene blev om byget, en flot Stuehus 1915. Besetningen voksede Aar for Aar, til 12 Kør og tilsvarende Opdræt. En dejlig Have skød frem, og blev

Side {137}
passet med omhu. En itereseret Vejsfarenden kunde ikke blive fri for, at se, at her boede en Familie som havde orden og Plan i Arbejdet. Det gjaldt, det udvendig, men kom man inden for, saa mødte man Hygge og Gærstfrihed. Martin Neilsen og hans Hustru glemte ikke at se opad, de var Aandelig indtereseret, de søgte ind til Vorherre og Frelser i Tro og Bøn. De slutede sig til Indremision.-. Da Pastor Bierring, nuværende Provst Bierring Sønderborg var Præst her i Thyregod omkring 1900. Ved han forkyndelse fik de hjælp til at komme igjennem Livet mang Prøvelser og Sorger, som de maate opleve. Martin Neilsen tog Modgang saavil som Medgang i Tro, paa Guds førelse. (Han altid kun det beste vil og han har Almagts Kræfter). En stor Sorg ramte Hjemmet en Gift Datter, Marie døde i Barselseng 27 Aar i 1923 Martin Neilsen og Sine havde tre Døttere. Maren Neilsen, Birte Marie og Magda Maria Neilsen. Det var en stor Sorg, da Marie døde for dem alle. Men samtidig var Deres Moder Helbred saa daarlig, hun havde været paa Rekreations Hjem flere steder. Sine led af en slem Nervesygdom, og var heller ikke Hjemme, da Datteren døde. De sidste 3½ Aar havde hun ophold i Viborg.-. Der døde hun af Lungebetendelse den 13-12-1925
Det var en haar slag for Martin Neilsen, men han bar det.

Side {138}
rolig han lod sig ikke trøkke ned, men tog det rolig. Men Aarene gik, den store stærke Mand som han havde været. (Martin havde været Soldat, og blev mod hans Vilie taget til Underkorparal). Nu var han 70 Aar og Alderen gjorde sig gjældende. Hans Datter Magda blev givt {tom plads} Med Krestian Hansen fra Thyregodlund saa tog den tredie Slægt Led fat, paa Krestendseballe. De har tre Børn, de er snart Voksne. Det er ud til at den tredie Slægt ogsaa træder dybe Spor paa den gamle Slægts Gaar. Den Ældste af Magda og Kristans Børn en Dreng blev opkalt efter Martin Neils det var den gamle meget Lykkelig ved. Den gamle leved 1½ Aa efter den unges Fødsel. Men de sidste 2-a-3-Aar var den streng Tid for Martin Neilsen. Hebredet gik tilbage. Den stærke og Arbejsomme Mand blev bonden til sygesengen, men tros dette vilde han følge med i hvad der foregik i Mark og Stald. Den sidste tid var svær at komme igjennem, men tros det var Fader aldtid tilfreds og Taknemlig. Vi har de allebeste, Minder om Fader og vi maa sige Gud Tak for, hvad han gav os gjennem ham. En Søndag Morgen da Kirkeklokken ringede til Gudstjeneste fik Fader hjemlov den 19 Juni 1938. Stor følge og mang Blumster og Kranse smøkede hans Grav. - Den sidste del er fra hans Datter Magda, et Mindeblad.
fortseter

Side {139}
Mads Jørgensen Fader hed, Jørgen Madsen, Moder Else Marie Børgesdatter. Boede paa Rørbæk Mark. Mads Jørgensen Veteran fra 1850
Her fortsetter Nørholm slægt, en halv Broder til min Hustru Line fra Nørholm.- Martinus Neilsen født i Nørholm den 10/12 1874 død 7/12 1948. Gift med Gerda Petrine Neilsen født Petersen, den 18-4-1903. De kom til at bo i Dørslund, men fløtede siden til Hyvild i Brand. Da de overtog Gerda Petrine Petersen føde Hjem efter hindet Faders død Hans Navn var. Fribor Ivers Andreas Petersen født 2/5 1853, død 12/2 1907. Hans Hustru, Marie Petersen født Markusen født 7/8 1844 død 16/9 1929. De blev Givt den 6/10 1880. Friborg var Elev paa Galtrup Højskole, Mors Vindteren 1878-79. Marie Elev i Ryslinge Højskole Aarstallet vides ikke. Deres Datter Gerda var Elev i Vestberk Somren 1902. Friborg Iver Andrea Petersen var søn af Gaardejer Peter Kjeldsen og Hustru Pernille, der var 9 børn i dette Ægteskab. Marie, Petersen (Friborgs Hustru) var født i Skovbøling Datter af Gaarejer Markus Temsen og Hustru Petrine. De havde 10 Børn, der iblandt en som hed Thomine, der var Oldemor til Firlingerne i Brith.

Side {140}
Martinu Neilsen og Hustru Gerda Petrine fød Petersen deres Børn. Neils Julius Neilsen født den 23/12 1904. Gift den 28/5-1932 med Asta fød Petersen den 18/11 1910. Datter af Husmand Peter. f. Petersen og Hustru. Ane, Amlund Skov Lindeballe.
{resten af siden tom}

Side {141}
{her mangler overskriften 108)}
Fra Side 6
Her fortsætter min Faders Slægt fra Dørslund i Brande. Fader Broder Peter Madsen, var fd 1841 {tom plads til dødsdato} han var lille og Pukkelryget men energisk og dyktig en drevtig Landmand hans Hustru var fra Assing og hed Ida, hun var et eje god Kvinde hindes Datter Line, sage, jeg har aldrig set Mor vred. Peter Madsen havde 7 børn. Men jeg ved saa lit om dem. Den Ældste Mads Overgaard Petersen fd den 11 i 6-1869, død den 23-7-1945 fik Fødegaarden Han blev givt med Syersk Maria Elisebeth Nielsen fd den 5-4-1879 død den 13-2-1943. De blev givt den 31-3-1908. Marie Elisbeth var født i Vium ved Trolhede. Hindes Fader var Landmand og hed Søren Neilsen, hindes Moder hed Anna Maria i dette Hjem var der 4 Sønner og en Datter.-.-
Maria Elisebeth kom i sylære da hun var 14 Aar. De rejste den gang rondt fra Gaard til Gaard og syede for folk. Siden rejste hun til Vejleegnen og tog tjeneste. Kom saa til Brande Sogn og Uhre der drog hun saa en Tid omkring og syede for Folk. Saa tog hun Plads som Husbestyreind i Borup. Kom saa til Mads Overgaar som Husbestyreind i 1907. Mads Overgaard og Maria Elisebeth var livlige Mennesker bege to, men Maria var især

Side {142}
et bevægelig og livlig Menneske rigtig et Solskins Barn. Mads gjorde sig ofte unødig Bekymringer. Men det var tungt for Mads da hun døde, et par Aar før ham. Mads og Maria havde kuns et barn som fik Far Mors Navn Ida Madsen fd den 27-4-1909. Hun blev givt med Arnold Julius Søndergaard født i Halundbæk Ejstrupholm den 6-12-1904, Søn af Landmand Christian Søndergaard og Hustru Anna Kirstine Madsine Mikkeline Sørensen.
Ida og Arnold Julius Søndergaards Børn.
Martin Overgaar Søndergaard fd 8-6-1933
Edith Søndergaard fd 12-5-1935
Maria Søndergaard fd 14-4-1941
Men, Peter Madsen og Ida havde 7 Børn, de andre ved jeg saa lit om. Mad Overgaard var den Ælste og fik Fødegaarden. Den næste Stine Madsen blev Givt med en Forretnings Mand i Brande som hed Borgaard
Ane
Karen Marie omkom ved et Ulyketilfælde i Norge
Line blev givt med en Gaardejer i Hesselbjere
Kresten
Maren blev givt med Gardejer Martin Sørensen Grarup

Side {143}
109)
se Side 4
Søren Madsen og Karen Peters Datter fra Sandfæld.
Deres Tvillinger, de blev fød 1853. Deres Fader Søren Madsen f-1827-d- i Thyregod 1888. Deres Moder hed Karen Petersdatter var fra Sandfæld -f-1827-d- 1856 i Thyregod. De blev givt da de var 25 Aar 1852, købte en Ejendom i Thyregod, som er i Slægtens eje nu 100 Aar efter 1953. I 1853 blev saa de to børn født, og fik navnene Kirsten Sørensen og Anne Kirstine Sørensen. Saa i 1856 fik de et Barn mere, men det kostede Karen Livet, hun døde i Barselseng, til stor Sorg for Fader.-
Der er fortalt mig, at de gik til Præst sammen og fra den tid var de Kjærester.- Søren Madsen givtede sig igjen, med en Pige fra Skjærris. Petrine Thomasen, nu fik Tvillingerne Stemoder. Men Petrine har vist været god imod de to smaa Pigebørn ef hvad man kan forstaa. De to voksede saa op i det lille Hjem i Thyregod og holdt stadig forbindelse vedlige med Hjemmet til deres død, trodt de store omskivtelser. Søren Madsen og Petrine Thomasen, var meget forskjellig i Sind og væremaade, men et var de fælles om, og det var deres Tro deres Gudsforhold. Og det kom senere til at præge de to Tvillingers Hjem mange Aar efter. De voksede op var livlig og godt begavede, tjendte i nogle Aar, de var døgtige. de lignede hinande saa bestemt ja selv

Side {144}
deres Børn tog fejl af Mor og Moster. De blev tidlig voksen allerede da de var 20 Aar blev de givt. Der var dobbelt bryllup i Hjemmet i Thyregod. Den 3 Degsember blev de viet i Thyregod Kirke 1873. De to par Unge fik saa eget Hjem, og kom til at bo lit Øst for Brande By i Grarup. Der iler og løber en lille Bæk den Dag i Dag, som heder Goldbæk. Ja gold var det, for 100 Aar siden, da var det Hede og Moser. Nu er det hel forandret og Bækken ogsaa, den blev i Aarenes løb taget i tjeneste. Industrien kom ogsaa til Brande, og den lille bæk blev temmet, før den naaede ud i Aaen, og den maa gøre gavn den dag i dag. Den lille Bæk løb midt imellem to ejendomme to Hjem en Nor for og en syd for. Den Familie der boede syd for Bæken var velhavende efter den Tid. Den Familie Nor for Bækken var knap saa vil velsitueret, men begge Familier var nøjsomme og hæderlig Folk. Dem paa sydsiden, Manden hed Jens Klemsen Thomasen, hans Kone hed Karen, de var særlig oplyste Folk. Dem Nor for Bækken, Manden Kresten Jensen hans Kone hed Karen Marie. Deres Ejendom var maaske den ringest, der var meget Hede. Besetningen var en Tyr og en Stud som trækkraft Kresten Jensen var Tyreholder, saa 3 a 4 Kør og nogle Faar. Ejendommen syd for Bækken var en Ko mere men Stude som Trækkraft Men paa børn var de lige rige, hvær en Søn, men

Side {145}
livlige og begavede var de begge to. Og saa gik det sadan at, Tvillingsøstrene fra Thyregod blev givt med de to unge Mænd. Anne Kirstine Sørensen blev givt med ham fra syd for Bækken, Klemmen Peter Jensen, og Kirsten Sørensen blev givt med den unge Mand nor for Bækken Thomas Krestensen. De to unge Mænd fik saa hvær deres Barndoms Hjem. Kræsten Jensen og hans Hustru kom paa Aftægt. De to gamle Jens Klemmesen og Karen var begge døde, da deres Søn blev givt.
De unge tog saa fat og sled taper i det, Jorden var daarlig det gjalt begge Ejendomme. Efter faa Aars forløb soldte Thomas Krestensen hans Ejendom i Grarup til et Selskab som lod det tilplandte, med Gran og Fyr under Hedeselskabet vejledning. Thomas Krestensen købte en Ejendom i Skibil Arnborg Sogn, den var paa 40 Td Ld, mest Hede men det var bedre Jord ind han Barndoms Hjem. Besetningen 4 Kør og et par Stude og nogle Faar. Det var rigtig en Hede Egn. De hørte under Arnborg Kirke en Mils Vej igjennem Heder. Mange Aar efter fik Skibild en Kirke og Byen eller Kirken fik Navneforandring, og kom til at hede Fasterholt. Saa kom Brande Herning Bane, og saa blev der Stasion. Da Thomas Krestensen fløttede til Fasterholt, var hans Forældre døde. Men Familien voksede de fik mange Børn

Side {146}
her følger saa Thomas Krestensen og Kirsten Sørensens Børn.- Karen Marie Krestensen f. 1874 en dyktig og begavet Pige, blev givt med Husmand Søren Sørensen fra Lovlund ved Grindsted. De havde 2 børn, Karl Sørnsen og Pige Thora Sørensen. Karen Marie døde som ung Kone 34 Aar. Saa en søn Kresten Jensen f -1875- {tom plads} Givt med Johanne Jørgensen Tanderup Sogn Fyen. De fik Johannes Fødehjem. De havde en Datter Thora Krestensen, Moder og Datter bor sammested. Saa en søn Søren Krestensen f -1877 givt med Mine Jørgensen Tanderup Sogn Fyen, de har 3 Børn Aksel Krestensen, Kaj Krestensen, og Marie Krestensen. De boer i Tandrup. Søren Krestensen er baade Blind og Døv. Søren og hans Hustru var i Amerika i deres Ungdom, der ovre blev de givte den 13 Sebtember 1909 i Amerika.
Saa en Datter Karen Sandfæld Krestensen-f-1879- død samme sted 13 Aar gammel
Saa en Datter Petrine Krestensen f. 1881 død 1907 i Blaahøj.
Saa Tomine Krestensen f den 11-2-1883 død 19 {sidste to tal ikke læselige i kopien}. Givt med Neils Kristian Poulsen Vonge. De kom til at bo i Gauslund ved Børkob en forstandig og døgtig Mand

Side {147}
110)
Kar Krestensen f-den 4-6-1878 Givt 1912 med Marie Thomasen f- i Skibild 1883 død 1940 paa Fyen Karl Krestensen og Marie Thomasen var Nabobørn i Skibild. De saa allerede den gang, mild til hinanden men hindes Fader Neils Thomasen som ejede en god Gaar og var en rigtig Hedebonde hvis lyst det var at brække Hede op, og bringe det i Kultur. Han saa ingen Lys i den Blumster Gartner, nej i skal have et stor Hedegaard, det er der da hold i. Men Karl og Marie holdt ud. Og da Karl kom Hjem anden gang fra Amerika, gav den gamle efter. Karl købte da et lille Ejendom paa Fyen 4 Td Ld. Neils Thomasen røstede de gamle Lokker og sagde hvad vil du da med det lille støkke Jord.-.- Men den gamle fik at se hvad Karl og Marie fik ud af den Fynske Jord. Gartneriet Solvang blev til, og der blev Arbejdet, under Velsignelse fra det Høje. Marie var en god og elskelig Hustru og Moder. De havde 7 Børn. Karl Krestensen gaar nu rundt mellem Børnebørn og Blumster, paa hans gamle dage lykkelig og glad i Gartneriet Solvang. Marie Thomasen stammer fra Nørholm og Dørslund Slægt. Nørholm Ejer i 1848 hed Kresten Hansen han blev givt dette Aar med en ung Pige fra Dørslund hun hed Maren Madsen (se side 5) f 1825 død 1871 i Nørholm kuns 46 Aar, hindes Fader Mads Sørensen og Moder Ane Kirstine

Side {148}
boede i Dørslund. Kar Krestensens Bestefader, Søren Madsen i Thyregod og Marie Thomsen Skibil Bestemor var søskende. Men saa de to Kresten Hansen og Maren Madsen som blev givt 1848, som boede i Nørholm, fik en Datter som hed Kirstine Hansen. Hendes Fader Kresten Hansen døde før Datteren blev født. Den lille Kirstine kom saa til Dørlsund til Besteforældrene. Blev der til hun blev givt, med Neils Thomasen i Skibild 1874.-
Her er saa Karl Krestensen og Marie Thomases Børn
Den førstefødte. Halvor Krestensen f. 1913. givt med Karen Eriksen. de har 3 børn Karl Gunner Krestensen Jørgen Krestensen og Gerth Krestensen. De bor i Solvang
No 2 Agner Krestensen -f-1914 givt med Agnes Madsen fra Knapperup. Deres Børn er, Henning Krestensen og boer i Grartneriet Solvang og en Dater Margit Kretensen
3- født 1917 Martha Krestensen givt med Barberer Kravtvald de boer i Midelfart. Deres børn er Anne Kraftvald, og Karen Kraftvald
4- Lydia Krestensen f-1916 ugivt bor i Gartneriet Solvang 5- Sigurd Krestensen f 1919 givt med rudth Madsen fra Odense. Deres børn er Inge Marie Krestensen og Jytte Krestensen. De bor i Garneriet Solvang 6- Nelly Krestensen f-1922 ugivt 7- Svend Aage Krestensen f-1925. givt med Norma Godiksen og boer i Frederisia.

Side {149}
Thomas Krestensen og Kirsten Sørensen havde 7 Børn i den lille Hjem i Skibild. Men saa blev Thomas syg i 1883 og det var Lunge Tuberkulose. Den unge Mand bukke snart under, han døde den 13 Januar 1884, kuns 33 Aar. Det saa eller ud til at gaa fremad, Thomas var godt paa vej med at faa Heden under Plov men saa kom den snigende Sydom og han maatte til Doktoren. Han rejste da til Silkeborg til en Læge der. Men sygdommen var for langt fremskreden.- En af hans Børn fortæller om den Rejse, at det blev som et vende Pungt i hans Liv.-.- I toget hjem var der to Kvinder der sang en Salme, der gjorde saa dybt et indtrøk paa hans Fader saa den blev ham en Himmelstig. Hans Børn lærte Salmen og sang den ofte Nu sad Kirsten ene med de mang smaa Børn, og i smaa Kaar. Men Livet skal jo leves, og naar hun saa ind i de mange Øjne der søgte hindes, og som trænte til hindes Hjelp, det gav hinde Kræfter. Kirsten var en Gudhengiven Moder der viste hvor hun skulde hendte hjelp og Trøst. Men det var nær ved at overstige hindes Kræfter. Men Naboer og Venner hjalp og støttede hinde. Et Barnløs Ægtepar tog to af Børnene i Pleje. Kirsten var en god Moder hun lærte sine Børn at folde deres Hænder i Bøn til deres Himmeske Fader. De kom saa ud at tjene saa snart de kude gøre Gavn

Side {150}
Men de hang ved Hjemmet, deres Moder fuldte dem med Tillid og Bønner. Det gik Børnene godt de var velbegavet og døgtige. Kirsten givtede sig igjen med Ungkarl Kræsten Ramskov Andersen. I dette Ægteskab var der 3 Børn. Else Ramskov Andersen, Laura Ramskov Andersen og Signe Ramskov Andersen. Kresten Ramskov var en stor og kraftig Mand en døgtig Arbejder. Det var jo en vanskelig stilling, Stefader til saa mange Børn, men ro og aarden blev der i Hjemmet.- Men maaske for haarhendet. Børnene fik lært at lyde. Stebørnene kom jo ud at tjene efter som de voksede til.- Det er underlig saa vidt omkring de Børn kom fra det lille Hjem i Skibild To af dem var i Amerika i flere Aar, Søren og Karl, men de vendte Hjem til Danmark igjen, hvor de udført en døgtig Mandom Gerning, den ene som Gartner den anden som Landmand. Men de er, de eneste der er levende af de 7 Børn nu i 1953. Saa i 1895 døde Kirsten Sørensen kuns 42 Aar. Kirsten Sørensen har ikke danset paa Roser, men hvilken mægtig indsats og Opgave denne Kvinde har løst og udført under smaa og vaskelige Kaar, i den lille spand af Tid paa 42 Aar.- Men Kirsten søgte op til Gudfader og fra ham har hun faaet Kraft og Styrke til den Gerning der blev hindes.

Side {151}
111)
Mathis Sørensen Hustru. Ane Kirstine Arvad Søndertoft Kirstine blev født den 3 i 9- 1880 paa Gaarden Søndertoft Brande Sogn, død i Thyregod den 27-12-1930 kuns 50 Aar gammel. Hindes Fader Neils Søndertoft blev født den 15-3-1831, død den 19.11.1913. Hindes Moder Karen Søndertoft, født den 25-8-1847, død den 19-2-1927. Karen Hansen som hun hed, var N. S. anden Hustru Der var 4 Børn i dette Ægteskab, Else Marie, Lars, Jørn og saa Kirstine. Karens Barndoms Hjem var i Dørslund en Nabogaard til Søndertoft. Kirstine var den yngste af de 4 Søskende. Det var et god Kristelig grundtvigs=præget Hjem de 4 børn voksede op i Sang og Bøn var Hjemmets Højtidsstunder. De havde Syn og Sands for mere end det Materielle Ting, som saa let smuldre væk. De 4 Unge var med til at oprette en Ungdomsforening i Brande Sogn, hvor bland andre døgtige Højskole Mænd førte Ordet. Saa Ungdommen ved disse Møder, "fik Øjet, som det skabtes himmelvend lyvaagen for al stort og skjønt hernede, og med de dybe Længsler velbekekendt, kun fyldestjgort af Glands fra Evigheden. Kirstine var Elev paa Ollerup Højskole Sommeren 1904, det var hun meget glad ved. Krestine var en stemningsfuld Kvinde; somme tider højt oppe til andre Tider langt nede; Men hun var en god og

Side {152}
kærlig Hustru og Moder. Blid og godhjertet, dydig og from blev der sagt om, Digterens Viktor Rybergs Moder.- (Jeg synnes ogsaa det kan siges om Kirstine) og det er vil noget af det beste Eftermæle, vi kan faa.- Mathis Sørensen og Ane Kirstine Arvad Søndertoft blev givt den 28-12-1906. Sommeren derefter blev vi syge af Tyfus og laa en længere Sygeleje i Give Sygehus, i 3 Maaneder laa Kirstine meget syg hindes Helbred fik en Knæk som hun aldrig kom fra. Kirstine blev Moder til 3 Sønner. Svend, Ejner, og Tage.- Naar jeg skriver at hun var dem god, vil de sikker give mig Ret.- Tit var hun syg! men det skal sige til hindes roes, at tros Sygdom og Modgang var hun god til at holde Humøret oppe. Den sidste Maaned=Tid var meget svært for hinde: især de dage ind under Jul. Juleaften blev Bordet dækket i Sovkamret ved siden af hindes Seng. Jeg kan ikke rigtig glæde mig til Julen sagde hun, jeg vilde saa gerne være glad, men kan ikke, og det forstaar man.- Hun spiste lit af Julemaden og derefter sang vi en salme; Hun som altid før ledede Sangen med Liv og Løst, - hun kunde ikke synge mere. Saa husker jeg at det brød ud af Munden paa mig, du synger ikke med Mor, aa jeg kan ikke. (uforstaalig jeg kunne sige det) Med hindes Haand i min bad vi Aftenbønnen, hun faldt snart i Søvn. tredie Juledag om

Side {153}
Dørslund Slægten
111)
{Overskriften Dørslund Slægten og 111) hører til på næste side 154} om Morgenen var hun meget daarlig! Hun var selv klar over at Afskedstunden var nær.- Ved Middagstid bad hun om at kalde paa Børnene, og saa gav hun hvær af dem Haanden til det sidste Farvel, vær saa god til at hjelpe Far. Hun døde samme Dags Aften ved 19 Tiden. Dagen før vor Bryllupsdag. En god og Kærlig Hustru og Moder Gerning var til Ende, her paa denne Jord. Ved at se paa Hindes Ansegt efter Døden, syndtes jeg, at det var som hun i Dødsøjeblikket havde set noget skønt, noget saa vidunderligt stort og herligt som ingen ved Ord til at udsige. Noget af det samme kunde siges om Kirstine (som der staar i Slutningen af Bogen ved Dødens Port. Der skildres en ung Mands Sydom og Død). Over hans høje Pande hvælvede der sig noget af en Stjerne=Nats Højhed og om hans Læber stod et Smil, som han i Dødsøjeblikket havde set noget skønt. Ja jeg tror at Kistine med Sjælens Øje har set sin Herre og Frelser Jesus Kristus. Medelt af hindes Mand Mathis Sørensen

Side {154}
Her fortsetter Dørslund Slægt fortsat fra Side 10
Meddelt af Helge Madsen Overgaard.
Min Fader Iver Madsen, var fød i Dørslund den 15 Degsember 1878 - død en 19 Marts 1951. Han var Søn af Jakob Madsen der ejede Slægtsgaarden her, og Ane Brande Iversen der var fra Krogagergaard i Ringive. De blev givt i 1867. Fader havde en søster Kirstine, hun var 9 Aar ældre hun døde den 2-1-1954 - 83 Aar.
Fader er paa den maade næsten opdraget som ene barn. Han ejede noget af sin Faders Jakob Madsen store godhed, og har altid omtalt sine Forældre paa en særlig øm og respektfuld maade. Far var kuns 15 Aar da hans Fader døde. Noget af det sidste han Fader sagde før han døde var, vær god ved din Moder." Dette har gjort sit til at Fader aldrig har været uden for Hjemmet, ud over den Tid da han var Soldat i 1900. En del Aar var der Bestyrer paa Gaarden her, det gik vil ikke altid lige godt, men Fader havde jo saa lejlighed til at bedømme mange Ting. Far er vokset op paa en Egn som var barsk, det var ritig det Jydske flade Land hvor Vinden havde fri fart. Man kunde se viden om. Det var Naturlig at Plandnings Sagen vagte indteresse, hos den unge Landmand.

Side {155}
Far var med til at plandte de første Læbælter i 1895 Det var 4 rækker hvid Gran. Far havde ogsaa indteresse for Kvægavl, som 17 Aarig rejste han til Vestbirk og købte et par Kvier, var med til at oprette en Kvægavlsforening. I 1914 købte Far den Hoppe som blev Stammoder til den Hestefamilie, der nu 50 Aar efter staar paa Gaarden. Far var ogsaa Jæger det glædede ham da Raavildtet tog den 20 Td Ld store Plandtasi i besidelse, der havde Far løbet som Dreng, og passet faarenen. Den Plandtasi havde han været med til at Plandte, og set vokse op.
Den 25 Oktober blev Far og Moder gift. Moder Julie Petrine Madsen var fra Uhre fød 14 Juli 1882 - død den 3 September 1948. Morder Forældre var Niels Madsen han stammer fra Langkær. Moderen var fra Skovbølling ved Jelling hun hed Maren Markusen, hun blev 90 Aar hun døde 1929. Moder Julie Petrine Madsen, var vokset op under Kaar, der var præget af Arbejde og Nøjsumhed. Morder var fortrolig med alt Arbejde ude og inde, som det formede sig i et Bondehjem paa den Tid. Moder var en meget opvakt Kvinde i sin Ungdom, og indtereserede sig meget for det Folkelige. Hun var Elev paa Testrup Højskole ved Aarhus 1906

Side {156}
hos Forstander Frede Nørregaar. Livet paa Skolen har i mange maader præget Moder, saa det har været en Ballast for hele hindes Liv. Gennem Breve jeg har fonden fra den Tid, giver hun tydelig Udtrøk for den Krestne Tro, hun var i besidelse af. Hun siger et sted til Fader, som hun da var Forlovet med ... Vor Barne=Tro kan bære os over meget mens vi er unge, lad os haabe at vi kan bevare den, til den Tid vi bliver gamle." Saadan har Mor altid set Fremad. Egenlig ønsked Mor ikke at blive saa gammel at hun skulde blive sig sel og andre til Byrde. Det blev heller ikke saadan, da Sygdommen jo meldte sig forinden. Moder var en udpræget Hjemmets Menneske der aldrig svigtede sit Arbejde der. Far var ogsaa med i Arbejdet og Fulgte det med stor Indteresse fra Dag til Dag. Men han var med ude i Sognet og Byen det lagde stor beslag paa hans Tid. Han var Sognefoged en del Aar, og Lægsmand blev han i 1919 og var Lægsmand i 30 Aar. - Og blev i 1949 dekoreret med Dannebrogsmædenes Hæderstegn. I 1930vernes Krisetid var det haart nok at klare for Fader, men han fik meget rettet op i de efterfølgende Aar. Men saa kom, som fader sagde Hitler og slog det hele i Støkker. Far og Mor fortalte meget om den første Verdens Krig. Da den anden Verdens Krig

Side {157}
brød ud, førte det med sig at der blev fonden Brunkul paa Gaarden Jorder. Der blev i de Aar gravet Kul i 30 Td Ld. Der blev gravet ca. 230,000 Tons Kul som blev betalt met 1 Kr. per Tons. Gravningen begøndte her i Februar 1943 og slutede i August 1947. Far var ikke glad ved at faa saadan et Saar i sin Ejendom, men det kunde næppe undgaaes. Der er nu begønd at plandte, en gang i Fremtiden vil Saarene blive lægte. - Kulene laa indtil 3 Lag og maalte tilsammen 3 til 4 Meter i Tykelse, og hvor der var mest Overjord, blev Gravene 15 Meter dybe. Samtidig med Krigens gang blev ogsaa Modstandden, i det skjulte mere og mere omfattende. Mange af de Mænd der Arbejdede i Kullene var med i Bevægelsen og paa en ganske naturlig maade, gled vi alle med ind i Bevægelsen her paa gaarden. Her har været mange Vaaben og mange Tons Ammunition og Sprængstof gemt her i Kulgavene, og i Platasien, og paa Gaarden har flere Mennesker, der var gaaet under Jorden haft deres tilhold. Det var svæt for saa nasionalt og folkelig indstele Mennesker som Far og Mor at se hvodan Løgn og Ringeagten for Menneske Liv regerede Verden i den Tid. - Men den onde Tid fik end for Danmark. Og saa kom 5 Mai 1945. Far og Mor var med i den store Glæde, som

Side {158}
det var for hele vor Folk. tiden kom da Moder Helbred svigtede, og efter at hun havde ligget i Sengen en tid hjem, blev hun indlagt paa Sygehuset i Brande, hvor hun laa i 10 Maaneder før hun døde, den 3 Sebtember 1948. Efter den Tid gik det ogsaa ned ad med Faders Helbred. Han døde i sit Hjem den 19 Marts 1951. Naar Mennesker er mærket af Døden, kan man ligesom lærer noget af dem, (Livsvisdom).-
Den Tid da Fader sad ved Moder Sygeleje, og læste de Salmer, som de elskede mest, og den Tid, da Fader herhjemme fik Besøg af sine gamle Venner der kom for at tage Afsked, vil altid for mig staa som Udtrøk for noget af det beste Mennesker kan eje: Gudsfrygt og Menneskekærlighed. Fader og Moder lærte os at sige Tak, og at bede. Den gang vidste vi vil ikke helt hvilken Værdi der er i det, nu da vi kuns har Minderne tilbage om Far og Mor, kan vi bedre forstaa det.
Dørslund "Overgaard" i April 1954
Helge Overgaar Madsen

Side {159}
Ved Karen Henriksens Baare den 21 april 1956.
Der var mange Folk forsamlet ved Karens Begravelse, Pastor Nyholm sagde følgende.
Et lille Værs som passer saa godt her i Dag ved Karens Baare.-
Fader Tak for Kirkegang, for Bøn og Salmesang, tak for dit Ord ved Daabensbad og Naadens Bord.
Ja, det var det bærende i Karen og Peter Liv, de fuldtes ad til Kirke i de mange Aar, saa længe Karen kunde. De levede med i hvad der foregik i Kirke og Foredrags Forening i mange Aar.-.-
Men Karen s Helbred blev med Aarene daarlig, og den Tid kom da Karen ikke kunde være med i Kirken, men saa delte vi Kirkens gode i del lille Hjem i Karens Stue, med Bøn og Salmesang og Altergang. Ja, hvor velsiget kan det forme sig ved saadan Lejlighed, det er som Vorherre har sagt Hvor to eller tre er forsamlet i mit Navn der er jeg selv tilstede. Sandheden i disse Or, følte vi med hinanden, saa værdifuld. Jeg blev ofte kaldt der ned, Karens Sygeleje blev jo af lang varighed, og endte jo med at hun fløttede Hjem til de Unge i hindes og Peters gamle Hjem. Karen blev spurt om hun ikke var ked af at fløtte, men hun svarede. Nej, jeg fløtter jo hjem. Det samme Svar vilde vi

Side {160}
have faaet, havde vi spurgt om den Rejse der forestod, Nej, for jeg rejser jo Hjem til min Gud og Fader i Himlen. Karen var beredt ved Guds Naade. Karen var meget svag den sidste Tid, hun hørte jo saa daarlig, og tale kunde hun snart ikke. Ejner og Gerda var gode i mod hinde. Men omside kom Døden, saa stelle og tyst. Vi har mange og gode Minder fra Karens lange Liv baade som Ungpige, og det samme har hindes Børn og Mand, en god Hustru og Moder. Ja, Ære vær hindes Minde.
se tilbage til no. 99 hindes Slægt-.-. {side 107}

Side {161}
En Jule Salme af Poul Lakur, Askov

Kerlighed kom til Jord
fra Guds høje Himmel
svøbtes som en lille Nor
blandt tabtes Milioner Vrimmel

Kærlighen favned ømt
Stakler til sit Hjærte
Favtag var det ej paa Skrømt
glippe end ej under Korstes smærte

Du Guds Søn som elsked os,
varm os saa her inde
at vor Hjerte, Tvivl til Trods
i din Tro kand aldtid Fristed finde

Lad som yndig Morgenskjær
Kælighedens Lykke
over al vor Daad og Færd
Haabets himmellyse Hvælving byge

Kælighedens stæke Arm
om vor Liv du slynge
Før os saa tros Dødens Harm
Did hvor Paradisets Fugle synger.

{En kommentar er nødvendig her. Thomas er i 1956, hvor han skriver dette digt ind, blevet så gammel, 86 år, at han ikke rigtig kan mere. Se billederne nedenfor hvordan hans skrift forandrer sig over tiden. I 1956 er skriften tydeligt usikker og rystende. Det gør indtrøk at læse i hans dagbog året efter, at han ikke kan regne mere og føler sig gammel og tilovers. Men et interview, da han er blevet 90 i 1960 i Vejle Amts Folkeblad, har spændvidde, er bevægende og afnøder respekt.}

Thomas Sørensens digt Moder Minde ca. 1935.
{Thomas Sørensens skrift ca. 1935, 65 år gammel. Se ovenfor side 66.}

Thomas Sørensens skrift 1956.
{Thomas Sørensens skrift ca. 1956, 86 år gammel. Se ovenfor side 161.}

Side {162}
Efter 43 Aar Ægteskab sprang pluselig den lille Blumst ud til dig min kjære Line. Nu er der gaaet 13 aar siden nu skal den skrives ind i Slægts Bog. Den 16-11-1956.

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
Jeg husker din Løkke din Taare fin
Dengang du lagde din Kind mod min

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
vi knæled sammen i Kirken Kor
der hente vi Freden ved Herrens Bord

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
Vi delte sammen baade stort og smaat
i Sygdom Sot til al blev godt

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
Du tog din Tørn i Arbedets Dyst
at tjene og ofre var aldtid din Løst

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
du ofred dig hel for min gamle Mor
vi husker at Tak var hindes siste Or

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
for Modes plegter for Børne Skat
for Sygepleje ved Dag og Nat

Tak min Trofaste Mage
for alle de blide Dage
Nu er vi gamle nu er vi graa
Vorherres Naade vi stammer paa

{her ender Thomas Sørensens optegnelser}

Side {163}
{indklæbet kopi af artikel i Vejle Amts Folkeblad, 1960, i anledning af at Thomas Sørensen blev 90 år gammel: "Vesteregns-bondes glæde over træer og læbælter. Besøg hos den 90-årige hedeopdyrker og planter Thomas Sørensen Thyregod"}

Side {164}
{indklæbet kopi af artiklen.}

Side {165}
{indklæbet kopi af artiklen, desuden en spalte fra Vejle Amts Folkeblad i februar 1963 "Dødsfald" om Thomas Sørensen.}

Side {166}
{Teksten nedenfor i Dagny Sørensens skrift, Thomas Sørensens datter:}

Far skrev følgende Vers, som han sagde var kommet til ham en Nat i en Drøm:

Fader Tak for Kirkegang,
for Bøn og Salmesang,
Tak for dit rige Ord,
ved Døbefondt og Nadverbord.

Dette Vers citerede Pastor Nyholm ofte, ogsaa over den sidste Kirkegang vores kære Fader var med til.



{SLUT på optegnelserne.}