THOMAS SØRENSEN
Tilbage til Nørvang-Herred.

Top
Thomas Oversigt
Slægtsbog redigeret
Slægtsbog Originaltekst
Thomas Aner
Thomas Bearbejning
Thomas Breve
Thomas Biografi
Thomas Tuberkulose 1901
Thomas Barndomsminder
THOMAS BIOGRAFI

Top
Barn i Thyregod 1870 - 80
Skerris i Brande 1880 - 84
Thyregod Knægt 1884 - 87
Røgter i Dons 1887 - 88
Hjemme Lerbjerggaard 1888 - 98
Skøde Lerbjerggaard 1899
Thyregod September 1944
BBC London 1944 - 45
Fra Dagbøger 1952 - 63

Thomas som romanfigur

Dokumentation:
Fra Folketællinger 1890 - 1921
Trykte tekster om Thomas
Kilder
 


Først version 2014
Sidst opdateret 08. august 2017

Thomas Frandsen Sørensen Biografi


Indholdsfortegnelse



Thomas Frandsen Sørensens liv

Thomas Frandsen Sørensen kom til verden den 23. maj 1870 på hans forældres gård, der ligger en halv km sydøst for Thyregod By. Gården blev af hans søn Søren Madsen Sørensen omkring 1920 opnævnt Lerbjerggaard - navnet ses første gang i folketællingen af februar 1921 - efter banken Lerbjerg i den syd-østlige kant af gården, der ligger på den sidste istids hovedstilstandslinie, hvor isen stod mere eller mindre stille nogle tusinde år. Øst for gården er det bakket, vest for fladere og mere sandet, der hvor vandet er løbet vestpå væk fra isen. Gården er omkring gennemsnitsstørrelse for egnen og jor­den er blandet - ikke så sandet som blot et par km vestpå og ikke så leret som nogle km østpå i mo­ræ­nebankerne.
Opkaldt er Thomas efter sin mødrene bedstefar Thomas Klemmensen og efter sin mors lillebror Frands Klemmensen. Frands døde 23 år gammel af lungetuberkulose, da han var indkaldt i 1864 og blev begravet på Holbæk kirkegård. Han var fuld af spilopper. Thomas' mor Petrine fortalte, hvordan Frands fik en spinderok "forgjort" ved at få den til at bevæge sig og manede trolderiet væk for at be­ro­lige pigen der spandt. Bevægelsen kom gennem en snor om hans storetå. Thomas fik sine navne ved då­ben den 3. juli 1870 i Thyregod kirke.
Begge forældrene stammede fra Brande sogn. Faderen Søren Madsen kom fra Dørslund tre km nord for Brande på den anden side af Skjern Å. Han havde købt Lerbjerggaard i 1852, da han giftede sig med sin første kone, som døde i barselseng efter deres tredje barn blev født i 1856. Enkemanden lod bejle til Petrine Thomassen fra Skerris gennem en kone, der var født nabo til Skerris i Sønder Askær, Ane Helvig Jensdatters mand An­dreas Nees Mathiesen i Hindskov i Thyregod. Hun tjente dengang ved købmand Sperling i Brande By. De blev gift i Skerris i april 1857 og bryllupssangen findes stadig, den opfordrer Petrine til at tage sig af de små børn. Thomas var den sjette af deres ni børn. Den førstefødte døde spæd, det fjerde Thomine døde med 13 år og det ottende Martin døde som niårig. Alle andre børn blev voksne og alle gamle undtagen Masine kaldet Sine, der døde af barselsfeber 38 år gammel. Faderen var 43, da Thomas blev født, moderen 34.
Faderen Søren Madsen havde købt gården på 40 tønder land den 28. juni 1852 for 400 rigsbank da­ler. Han fik sin arvepart i fødegården i Dørslund udbetalt og købte Lerbjerggaard for pengene, samtidig gif­tede han sig med sin første, elskede kone Karen Pedersdatter fra Sandfeld i Brande. De fik tvillinger i 1853 og datteren Karen i 1856, der blev døbt ved moderens kiste. Hun blev givet til en moster i Harrild i Brande at opdrage, hun lignede senere hendes far og var ham kær.
Af de 40 tønder land var 10 mod syd hede, som faderen dyrkede op. I 1852 var der to små byg­nin­ger på gården. Et stuehus mod nord og en stald i vest til dyr og avl Thomas skriver i hans slægts­hi­sto­rie, at ejendommen var forsømt på den tid - det skal vel gælde både for bygninger og marker. Søren fik en lille smedje indrettet øst for gården. Et nyt otte fags stuehus ni alen vidt blev bygget allerede i 1854. Sten­ene blev brændt sammen med naboen på Skovlund - gården der ligger lige vest for Lerbjerggaard kun 500 m væk. Af dyr var der senere hen, da Thomas var knægt 4 køer, 2 stude, 8 får og nogle få svin.
Mens Søren havde haft sin første kone som kæreste lige fra da de gik til præst sammen i Brande, var hans andet ægteskab med Thomas' mor "arrangeret." Thomas nævner flere steder, hvor forskellige hans forældre var. Faderen ordknap, streng, proper og pellen (jysk: meget penibel med klædedragt og ud­seende). Moderen som "en dag i april" - højt oppe og langt nede; men sjældent med lejlighed til at ud­folde sig. Thomas tvinger låg på sagen ved at sige, at de var fælles om troen. Ja, såmænd, men der er mange, der er fælles om tro uden lige at være gift.
Ægteskabet var fornuftigt: Søren kunne ikke gå ene med en gård og to små piger. Petrine havde la­det sin første kæreste Mathis Jensen fra Grarup gå, fori han drak - umådeholden med stærke drekke, for­mulerer Thomas. Mathis giftede sig så med hendes søster Johanne og blev en "sky på hendes him­mel". Sørens og Petrines ægteskab var ikke dårligt efter alt at dømme, men de har været forskellige nok til ikke at stå hverandre alt for nær. Thomas har tydeligt taget efter hans far med sit humør, mens han til gengæld ikke var ordknap. Thomas var på den anden side ikke ordrig, men kort og særdeles præg­nant.
Thomas første erindring er, hvordan faderen kunne få børnene til at lyde, og hvad der ellers skete. Thomas fik ris i enden, da han i byen (dvs. på besøg et sted) havde slået en vippepind, så den knuste en rude i et stuehus. Man spiller jysk veppind ved at lægge en pind over en mellemstor sten, så den ene ende rager et stykke ud over stenen i luften, mens den længere ende ligger på jorden til den an­den side. Med en større gren eller stav slår man på den korte ende af pinden så den flyver gennem luf­ten. Som set ovenfor flyver pinden ikke altid derhen, hvor den skal.
Et andet billede står stadigt lysklart for Thomas, da han beskriver det 50 år efter. Broderen Søren Peter, der var to år yngre, og Thomas gik uden forlov ind i huggehuset, hvor træ og kvas - grene og kvi­ste hugget i korte stykker - bliver kløvet. De kom op og slås om et brædt. Pludselig blev det mørkt i halv­døren; faderen kom ind og lukkede den nederste halvdør; fandt en kæp og gav Thomas et par rap og smed ham ud; Søren Peter fik samme tur.
Skolen begyndte Thomas ikke i Thyregod - i 1836 var skolebygningen blevet solgt og om­funk­tion­eret til fattighus, først i 1880 blev en ny skole bygget - men i Dørken, hvor han gik et år ved Lærer Mad­sen. Derefter kom han til Enkelund skole, hvor gamle Sørensen var lærer. Thomas husker gamle Sørensen bedre i korsdøren i kirken, hvor han hvidhåret og ærværdig, ærbødigt med hænderne om sal­me­bogen og bad før og efter gudstjenesten uden bog.
I 1878 døde søsteren Mine, 13, og Thomas kan huske, han sad ved hendes seng, når forældrene var ude at malke. Thomas har skrevet en del om hendes død, men det er næsten alt sammen ting hans mor har fortalt ham senere, hvilket ses af hvem Mines spørgsmål er rettet til.
Som tiårig var Thomas med sin far på en tur ned til farbrødrene Jakob Madsen, som havde fø­de­går­den, og Peter Madsen, der havde fået 85 tønder land hede udstykket fra den. Beskrivelsen af denne tur er blevet til 54 år efter og her skal kun nævnes meget stærke indtryk, der kan overleve et sådant tids­rum. Husene var meget større og på møddingen, der i modsætning til hjemme lå midt i gården, spa­serede mangfoldigheder af høns, gæs, ænder og duer. Og i stalden var der mange køer, kalve, stu­de og fede heste. "'Sikken er herlighed." Da det er sjældent Thomas bruger så impulsive udtryk, har op­levelserne gjort et overmægtigt indtryk på den tiårige dreng. Da far og søn kommer ind i stuen er "alt så stelle" og efter lang ventetid går "endelig" en dør op, som bringer tanten kaldet "faster" til syne. Hun "glider" snart lige så stille ud igen og Thomas bliver mere og mere sulten. De sad "en hel time" før fa­ster endelig begynder at dække bord. Derefter går de med farbror ud i hans rige.

Skerris i Brande 1880 - 84

Nu kom der en stor forandring i Thomas' liv. Ane Thomassen 1826 - 1896 var Petrines ældste søster alt­så Thomas' moster. Hun var 1855 blevet gift med Kresten Hahl Krestensen og de fik et stykke af hen­des fødegård i Skerris i Brande og købte hede til og begyndte meget småt med et enkelt hus eller en længe rettere sagt. De havde tre piger, som alle havde forladt hjemmet før 1880 foruden Jens, der var død 1878 af hjernebetændelse. Nu havde søster Petrine i Thyregod mange børn, så Kresten gik en dag før sol stod op til Thyregod og enden blev, at Thomas skulle til Skerris til november. Den første no­vember vekslede tjenestefolk fra gård til gård, men Thomas skulle hjælpe med dyrene og være til op­mun­tring ikke tjene som sådan. Men man bemærker alligevel denne dato. Der er ikke fundet no­gen­som­helst hentydning til løn, Thomas selv taler sådan om det, at Ane og Kresten lånte et barn i fire år. De havde lige mistet et og havde ingen flere hjemme og Petrine havde nok. Kresten sagde til for­æl­drene "Vi ska nok lær ham o bestell nøj," det er en jysk vendig som ikke bare sigter på arbejde men og­så opdragelse.
Ane og Kresten var begyndt med en ko, et par får og nogle høns i 1855 og kun lidt opdyrket jord, re­sten var hede. Kresten gik nogle år i dagleje og Ane spandt for folk. I 1880 var der næsten ingen he­de tilbage men 2 stude, 2 køer, 3 får og en flok høns. Der stod fire kornstakke ved gården. De havde in­gen gæld, men bygningerne var ikke storslåede. Tagene, som var af lyng og strå, var dog blevet for­ny­et.
Gården var en vinkelbygning med stuehus mod nord og kreaturer mod vest. Stuen var to fag over he­le huset og tjente som både dagligstue og vævestue. Ane havde en stor væv, som Kresten også kun­ne betjene "så huset rystede." Desuden var der et sovekammer på 3 x 5 alen, et spisekammer med stampet lergulv, køkken og forstue med små toppede sten mod vest, og til sidst et lille gæ­ste­kam­mer med stampet lergulv.
Det var småt med Thomas' humør, da hans forældre kørte ham med stude de ti lange kilometer fra Thy­re­god til Skerris i 1880. Han kendte ikke Ane og Kresten, men det udviklede sig vel og Thomas blom­strede. Han kaldte Ane mor og hun var "så ejegod man kunne ikke nænne at gøre hende imod." Tho­mas gentager dette nok engang i hans beskrivelse af hende og siger som halvfemsårig i et in­ter­view hun var "et af de beste mennesker, jeg har kendt." Hun kunne hygge et hjem og det var trygt i hen­des nærhed. Hun var en prøvet kvinde og Thomas bryder ud: "hvor var moster tålmodig!" Han så hen­de aldrig vred eller fornærmet. Selv om hun var gammel og hendes ansigt furet var hendes "kjære an­sigt lige ren og skjøn." Thomas' kærlighed skinner ud af hans beskrivelse.
Morbror Kresten, som Thomas kaldte hans onkel, havde derimod et "mærkeligt dobbeltvæsen." Han kunne være hidsig og streng, men kunne også snart glemme igen. Kresten havde "mange fejl" og var et "stort barn." Der var noget ved ham, som ikke var rart. Ved hans båre blev sagt: et heftigt sind er en stor byrde. Thomas karakterisering af Kresten er usædvanlig, da Thomas altid er sober til­ba­ge­hol­dende med sine ord. Der kan ingen tvivl være om, at Kresten har været opfarende og hidsig. På den anden side kan han ikke have været ondskabsfuld, for Thomas har ikke lidt under ham. Ellers ville Tho­mas med sikkerhed have skrevet om det.
Moster Ane har fra sin ungdom fortalt Thomas historien om Stodderkongen, som han noterer i slægts­bogen i sammenhæng med hans bedstefars Thomas Klemmensens gård: Omkring 1850 hed stod­derkongen i Brande sogn Peder Krænsen. Han skulle holde fremmede tiggerede ude af sognet. Fra 1818 fremad forsøgte fattigvæsenet - forløber for sogneråd - at komme tiggeriet til livs ved at vælge en fattigfoged som først fik løn, senere i 1825 for et år 6 alen vadmel, 4 alen tosel, et par strømper, et par træsko og et par vanter (Brande Sogns Historie, s. 159). På den tid gik han på omgang, dvs. han fik afvekslende kost og logi på de store gårde efter hartkorn. En søndag, da forældrene Thomas og Ka­ren var i kirke, var stodderkongen i Skerris og hans bukser var gået i stykker. Ane syede bukserne, mens stodderkongen sad for bordenden i en vadmelsfrakke, der gik til knæerne men uden bukser. Pe­der Krestensen, som han egentlig hed, syede sin utætte tobakspung imens. To urolige drenge, Anes lil­le­brødre, røg forbi bordet og strøg tobakken på gulvet. Peder Krænsen op og efter drengene ud i går­den uden bukser og frakken flagrende om benene til drengenes drilske fornøjelse. Ane fik tobakken sam­let op, men stodderkongen var gruelig gal.
Kresten med sit røde hår og skæg og stærke, bredskuldrede legeme og den furede Ane havde som sagt tre piger. Huset genlød af sang når de kom hjem, de havde alle tre været på højskole. "Tænk så fra den lille Fatige Hjem." Thomas skriver vigtige ord med stort, her ligger vægten på fattig. Grethe og Mine var ved Dahl i Aale, den ældste datter Karen var ved den Christen Kold, der satte højskolen om i praksis; ikke til Grundtvigs fulde velvilje for øvrigt, der ikke ville have religion i højskolen! Karen må have være på Dalum mellem 1863, da Kold begyndte at holde sommerhøjskole for piger, og 1870 da han døde. Hans metode var fri, beåndet, inspirerende fortælling, som blev banebrydende for den dan­ske folkehøjskole og senere også for folkeskolen. Det var i høj grad "det levende ord" imod "det døde skrev­ne ord" i de sorte eksamensskoler. Selv de folkehøjskoler, der begyndte i andre retninger, gik se­ne­re over til Kolds maner.
Den største indflydelse på Thomas havde læsemulighederne og foredrag. Ane og Kresten havde man­ge bøger og holdt avis og blad: Vejle Amts Avis og Husvennen, som udkom 1873 - 1901 dels med sko­le­læ­rerlitteratur dels med husflids artikler og altid billeder. Ingen af disse fandtes i hjemmet i Thy­re­god. Hans moster Ane læste højt i bøger og fik ham interesseret, både Ane og Kresten var "lysvågen" og fulgte med i verden. På den tid havde højskolebevægelsen taget fat i Brande. Den korte liste Tho­mas angiver i "Barndomsminder" er i hovedsagen børn fra større gårde i Brande sogn. Der var ingen for­samlingshus i Brande, så præsten Uffe Birkedal holdt møder om aftenen i skolestuen. Thomas me­ner, dette var i 1882.
Selv 62 år senere husker Thomas et sådant møde. Han kunne endnu "se Uffe Birkedal stå ved ka­te­dret og læse op." Før påske læste Birkedal "Påskeliljen" af Grundtvig, et versdrama om Jesu op­stan­delse. Når de skulle afsted til aftensmøder, løb Thomas "snart foran snart bagved" moster og on­kel og syntes det var herligt. På hjemvejen skulle Thomas løbe tilbage til gården, når de var halvvejs og tæn­de lys og fyre i kakkelovnen, så huset var lyst og varmt, når de gamle kom hjem. Moster sagde, "det var så rar" at se lys i huset, når de kom over Brande Å. Dette træk nævner Thomas såvel i "Barn­doms­minder" fra 1944 som i interviewet med Holm 1960.
Uffe Birkedal (1852 - 1931) var ingen almindelig sognepræst. Hans berømtere far, Vilhelm - forfatter og præst - havde i Ryslinge på Fyn som huslærer ansat Christen Kold, der 1851 startede højskolen i Rys­linge støttet af Vilhelm. Faderen var allerede tidlig blevet tilhænger af Grundtvig. Uffe blev født ind i den religiøse grøde. Han var sognepræst i Brande 1879 - 84, det dækker nøjagtig den tid Thomas bo­ede i Skerris hos Ane og Kresten. Med Uffe kom med sikkerhed ny og grundtvigske tanker til Brande. Præ­sterne i Thyregod var, som vi senere skal se, af en anden gammeldags støbning. Uffe blev 1884 - 93 sognepræst i Ribe, men tog sin afsked dels af døvhed dels "overmæt" af Grundvigianismen, han gik så over til unitarismen, for hvilken han blev præst, og ernærede sig som forfatter og visedigter og udgav tre bind viser. Desuden oversatte han Victor Hugo og engelske digtere til dansk. Thomas har været hel­dig i at have en opvækket og vidsynet præst og har siden næppe vidst, at Uffe forlod grundt­vigianismen, selv om Thomas siger, han fulgte denne mands vej gennem mange år med vedmod.
Men folkehøjskolens indflydelse i Brande skyldes ikke bare Uffe Birkedal, da som set fx Ane og Kre­stens datter Karen allerede før 1870, ti år før Uffe kom til Brande, havde været på højskole. Ane og Kre­sten må have været aldeles oplyste folk, hvad Thomas også mener.
I 1880 blev der bygget biskole i Askær, der kom Thomas til at gå til skole fra Skerris. Stednavnene Sker­ris og Askær har Thomas aldrig udtalt på den måde, derimod Skjærris og Askjær, som er de kor­rekte jyske former. Han havde 10 lærere i sin skoletid, hvoraf to er nævnt ovenfor under skoletiden i Thy­re­god. Han må have gået i skole tre år i Thyregod før han kom til Brande. Thomas nævner navnene på ialt syv af de ti lærere. Først Jakobsen og Andreasen fra Jelling seminarium, så en husmandssøn fra Brande Lars Larsen fra Gedved seminarium og til sidst Tøstesen Kristensen og Jakob Hansen. Disse unge lærere bragte frisk nyt til børnene, hvad der ikke skete i Thyregod; så Thomas mener, han ab­so­lut i de fire år i Askær skole havde en stor fordel frem for sine søskende. Blandt andet af den grund blev der først røre om højskolen i Thyregod ti år efter Brande. Man må her huske på, at det spil­ler ind, at Thomas gerne vil stille sig selv ud som noget specielt.
I hans fars lille smedje i Thyregod havde Thomas lært at håndtere med loddejernet. I Skerris blev der en hel forretning ud af det. Han reparerede folks hullede bliksager og potter og fik 5 eller 10 øre for det. Da Thomas kom tilbage til sin far havde han sparet en del kr op på den måde, Thomas tenderer til at angive for høje beløb for sig selv, så de 40 kr han angiver til Frifeldt tre og fyrre år efter er for­mo­dent­lig rundet en del op. (Med gennemsnitligt 7,5 øre per reparatur ville 40 kr betyde 530 reparaturer, det er et altfor højt tal. Måske har Ane og Kresten i Skerris givet ham penge efter de fire år.) Thomas køb­mands­regning for tre måneder i regnskabet 1897 var på 40 kr, det var mange penge. Men sagen viser i alt fald tydeligt, at Thomas ganske tidligt holdt på hans penge og var sparsommelig.
Thomas vedblev at blikkenslagre hele hans liv. I 1944 fremstillede han seks mejerispande og en kande til hans bror Mathias' søn Ejner Sørensen, der havde en nabogård til Lerbjerggaard.

Thomas Sørensen lavede seks mælkespande i 1944.
Thomas Sørensen var en habil blikkenslager, han lavede i 1944 seks mælkespande af denne slags.
Låget var lidt mindre og overfladen ikke helt så glat, men de holdt i over tyve år.

Selv med 83 år i 1953 lodder han en vandkande til Johannes Hansen på Skovlund nabo til Damhuset, men han døjer med syreosen fra loddejernet.
Thomas gik til præst sommeren 1884 i Brande ved Uffe Birkedal, der indførte Richters sangbog med sange af Grundtvig, skriver Thomas. Konfirmanterne lærte bl. a. disse sange udenad og Thomas kan dem stadig 60 år efter. Det er ikke af vejen at bemærke, at hvis Thomas var udvandret til Amerika med 20 år, ville han næppe have kunnet huske blot et enkelt vers. At han kan huske dem kommer me­re af, at han i de 60 år bestandig har sunget dem. I kirkebogen er han en af ni drenge konfirmeret ef­ter­året 1884 og han nævnes allerførst med den bedste karakter mg+ i kundskab, der er to mg resten er g og tg. Pigerne er lidt bedre. Opførsel gider Uffe ikke beskæftige sig med, han giver alle mg. Thomas har været en opvakt dreng og opholdet i Skerris har gjort ham godt.
I 1884 fik Thomas udstedt en skudsmålsbog for "Thomas Frandsen Sørensen af Skærris, Brande Sogn, Nørvang herred, Vejle Amt," hvori den første indførelse lyder:

Thomas Frandsen Sørensen
er født d. 23de - tre og tyvende -
maj 1870 - syvti -, døbt d. 3de juli s.a.
Efter at være udskreven af skolen
Konfirmeredes han i Brande
kirke søndag efter Mikkelsdag,
d. 5te oktbr. 1884. ved
U. Birkedal, sognepræst

Den næste indførelse i skudmålsbogen beender så at sige Thomas' barndom:

Meldt Afgang fra Brande
Sogn til Thyrgod sogn
den 4/11-84 (lø No 1253)
Chr. P. Pedersen

Igen er det flyttedagen 1. november, hvor tjenestefolk gik fra en husbond til den næste.
I hans notitsbog "Dagbog, Poesi og Mindebog" skriver Thomas 1942:

En Dagbog.-.-
Den har jeg længe tængt paa at føre, nu er jeg 72 Aar, og jeg skal nu bebønde saa vel Bogen eller Dagene blive faa og korte, jeg er jo langt hen paa Eftermidagen og det mod Aften stunder, ...
Jeg vel begønde med en Tur tel Brande ...
Jeg mindes da jeg blev Konfirmeret her i Brande, inde i den gamle Kirke. Da jeg først var med ved herrens Bord da disse Or lød, og han som har begønt det gode i eder, han vel ogsaa fuldføre det indtel Jesukristis Dag, han giver jer bestandighed i eder Tro, eders Sjæl tel Salighed disse Or blev ved at lyde tel mig, og trøster mig endnu.
Saa, saa jeg en Mand gaa forbi ude paa Gaden, jeg kendte ham som ung, da var han en løststig Fyr, var af gammel Hedebonde Slægt. Jeg husker hans Fader, det traf sig jeg kom forbi hans Gaar han var gammel han bar en Rød tophue paa hans hvide Haar. Nu Sønnen som gik forbi ude paa Gaden, ham saa jeg da vi var unge til i en løsttig lag, men nu var han bleven lille krombøjet, ja en Skyge af ham den gang. Jeg ville saa gerne have talt med ham, ikke fordi vi saadan have delt noget sammen eller været Venner.

Det blev ikke til en dagbog i 1942 og i den form i notitsbøgerne, men senere skrev Thomas hver dag i hans almanak. Det næste kapitel beskriver hans ungdom i Thyregod.

Thyregod som ung knægt 1884 - 87

Thomas far skønnede pengede han bragte med fra Skerris, så han fik naturligvis lov at blive ved med at lod­de og klinke. Da den gamle klokke med loddeoptræk ikke ville mere, fik Thomas lov at forsøge sig på den. Han fik den renset og sat igang igen med den konsekvens, at han fra nu af fik alle klokker, der ik­ke gik i omegnen og havde en væg fuld af dem. Det eneste sted han fortæller om dette er i in­ter­view­et med Frifelt ca. 1927 eller fyrre år efter. Thomas kaldes en "ren bråen" - enorm dygtig - til at sætte klok­ker i stand. Da han var lille og spinkel og ikke nogen stærk karl, ville han nu være urmager.
Men han er intensivt med i landbruget også. Han får lov til at plante en mark med turnipser — jysk tor­nips —, som er en aflang roeart, der ikke ses meget mere (men billeder af turnips på nettet viser en anden roeart. Tornipser er aflange ligesom en flaske uden hals, kålroer — jysk kolleroer — er runde og har en lang hals.) Mens han var syg 14 dage passede lillebroderen roerne. Da Thomas kom op igen, var det første han gjorde at se til roerne og han græd af glæde over at se, hvor godt de var vokset. Året ef­ter så faderen at kornet stod dårligere på marken efter roerne, "så var vi færdig med at dørke Roer".
Ud over at reparere klokker og klinke bliktøj er der overleveret en episode fra barndommen. De yng­re brødre Søren Peter, Mathias og så Thomas byggede en lille tohjulet vogn og lavede seletøj til et får, som skulle trække vognen. Første gang fåret blev spændt for vognen sprængte den staks seletøjet og løb bløkende væk (fortalt af Thomas' datter Dagny).
I "Minder fra min Barndom" i afsnittet om højskolen, kommer Thomas ind på denne tid i Thyregod sogn. Han kan endda fatte, at hans forældre ikke holdt blade, som hans moster og onkel i Skerris gjor­de; man han standser ved, at to unge præster, der havde studeret i København, ikke så meget som omtalte denne mærkelige mand Grundtvig, der skænkede den danske menighed alle "de herlige sal­mer". Der er tale om C. C. R. Dohn, præst i Thyregod 1880 - 86 og Niels Kjersgård 1886 - 93. Bebrejdelsen kan ikke opretholdes. På den tid var Grundtvig, hvad teologi angår, omstridt. Salmerne blev udgivet et bind i 1837, det næste bind 1870 og tre bind efter Grundtvigs død. Salmerne var ved at sæt­te sig igennem, det kan endda tænkes at nogle af Grundtvigs salmer blev sunget i kirken i Thy­re­god. Men det Thomas egentlig efterlyser, er at disse to præster ikke prædikede om dåben, nåden og an­dre grundtvigske kernesager. Her går der ideologi i sagen og Thomas projicerer hans stærke grundt­vigianisme tilbage i tiden, hvilket ikke dur. Hvad grundtvigianismen angik var Thomas partisk og i det lys skal hans undren over de to præster ses.
I et landsogn som Thyregod er præsten den eneste, som har besøgt et universitet. Degnen var selv­følgelig også lidt klogere end folk flest, men præsten har et stort ansvar og her forlanger Thomas bed­re service. Mange år senere - da Thomas er blevet gammel - er forholdet omvendt. Han modtager alt hvad præsten Nyholm siger næsten ukritisk - med nogle få undtagelser, der dog aldrig drejer sig om direkt teologiske emner.
Hjemme på gården gik det tilbage. Thomas far sagde: "Da jeg kom gav jorden meget mere. Den gam­le danske rug gav 8 skæpper af traven og giver nu kun 3 skæpper." Thomas foreslog, at de skulle be­gynde at mergle jorden. Der blev også taget overjord af en mergelsgrav, men længere kom de ikke. Da Thomas tres år efter skriver om det, siger han: "Nu kan jeg bedre forstå Fader." Hverken han eller bør­nene havde kræfter til at kaste mergel og penge var der få af. Denne forklaring slår vel ikke til. Kan man ikke sprede meget mergel, kan man sprede lidt; men Søren har sikkert ikke haft lyst eller energi til det, og var svækket af alder; han havde ikke længe at leve. Thomas siger "Far forstod ikke det nye", spe­cielt rodfrugterne eller roerne. Dette syn er ikke begrundet.
Grunden til tilbagegangen lå ikke hovedsagelig i udpint jord men helt uden for faderens indflydelse i A­me­rika og Australien. Fåreholdet blev halveret over 30 år under tryk af australske priser. De store frugt­ba­re sletter i Amerika kunne avle hvede meget billigere end små marker i Europa, og da jernbaner og dampskibe kunne befordre kornet billigt, faldt prisen på 100 kg hvede fra 20 kr i 1870 til 14 kr i 1887. Derfor gik det faderen Søren skidt. I perioden 1885 - 89 blev der for første gang indført korn i alt for 7,7 millioner kr i Danmark, selv om avlen af korn voksede 20% fra 1880 til 1900. Kornet blev brugt til at fodre svin og kvæg. Dette medførte en grundlæggende omstilling af dansk landbrug fra primære af­grø­der som korn til forædlede dyreprodukter som bacon, smør, ost og æg. Her trådte an­dels­be­væ­gel­sen til med mejerier og slagterier. Thyregod Mejeri blev først oprettet 1888, da Søren allerede var død. Den­ne omstilling fandt til Sørens uheld sted 1880 - 90, netop da han var gammel og svag.
Thomas var dengang ung og modtagelig og kunne al sin tid som landmand drive sin gård efter det sam­me system. Den næste store omstilling kom først 10 år efter han forlod gården og det var me­ka­ni­se­ringen og reduceret folkehold. Det var en prøve Thomas ikke blev stillet på, at skulle grundlæggende æn­dre produktionen i alderdommen - hvilket er en streng prøve at bestå.
I 1954 nævner Thomas i hans dagbog, hvordan han gik ud og reparerede ure 1885-86:

... mange minder dukker op, fra min Ungdom, da jeg var 15 Aar, da gik jeg ud til Folke og satte de gamle Urværk i gang igjen, det tog en Dag, og det fik jeg 50 Ører og saa Kosten, det var i 85-86. Da var det min Fremtids Drøm. Jeg vilde være Urmager.

Julen 1886 skildrer Thomas tres år efter i hans slægtsbog. Lille juledag den 24 december havde al­le travlt - børnene med at hjælpe far og mor. Gaverne var tøj til børnene og en uldtrøje til far, som han fik hvert år til jul. Middagsmaden var grønlangkål og flæsk, men selve juleaften serveredes høn­se­kød­sup­pe og æbleskiver og moderen bad altid bordbønnen:

Fader tak for dagligt brød,
tak for sjæleføde,
giv os altid nådens brød,
lad os møde hisset ved dit højtidsbord,
når vi flytte skal fra jord,
frælste af din nåde.

Faderen i bænkekrogen med hænderne for ansigtet bad denne jul mod sædvane videre højt:

Om det er din vilje, kære himmelske fader, at en af os skal ikke bære blandt os til næste jul, om en af os skal dø, tag os da hjem til dig vor Herre og frelser.

Tårerne løb ned af hans hænder og kinder: dette blev faderens sidste jul. Det skal ikke påståes, at Tho­mas kan huske bønnen ord for ord, men kernebudskabet, at en i familien følte han skulle dø, kan slet ikke betvivles.
Broderen Søren Peter var to år yngre end Thomas. Da han gik til præst i 1886 blev han meget syg. En eftermiddag efter at lægen havde været der lå Søren Peter i en kamp om livet og hans læber blev helt blå. Moderen græd, Thomas græd ogsa, da han med sin far gik for at fodre kreaturerne. For­æl­dre­ne var visse på Søren Peter ville dø; men han kom sig langsomt igen. Hen på sommeren, da Sø­ren Pe­ter var blevet helt rask igen, sagde faderen til Thomas, at han nu måtte ud at tjene. Søren Peter kunne nu være hjemme, så Thomas var fri til at gøre andet.
Thomas ville, som nævnt ovenfor, i urmagerlære, da han havde anlæg for det. Faderen sagde nej, for­di han ikke havde råd til at understøtte en læredreng i fire år. Thomas blev tindrende gal - vred er Thomas' ord for det lang tid efter - på sin far. Det har været alvorligt, for Thomas glemmer ikke at hu­ske at skrive, at han snart glemte det. Nu ville han som trodsreaktion selv bestemme og langt væk, man mærker hans viljestærke her. Han fik plads i Dons ved Augustinus Sørensen, der var gift med Grethe Krestensen, kusine og datter af moster Ane og Kresten i Skerris, hvor Thomas jo tilbragte fire år før konfirmationen. Faderen syntes ikke om, at han tog så langt væk - men det var netop Thomas hen­sigt. Han ville selv bestemme, selv tjene penge til urmagerlæren, så kunne ingen holde ham fra det. Skudmålsbogen melder:

Meldt Afgang fra Thyregod til
Alminde Sogn den 31/10 87
No 787
H. Frederiksen

I Dons ved Kolding som rygter 1887 -88

Dons ligger 7 km nord for Kolding og 44 km fra Thyregod. Thomas kalder dette kapitel "ude i verden", hvil­ket selv dengang er lidt stort slået op; hvad vi har set Thomas har en tendens til. På den anden si­de holdt Augustinus Sørensen og hans anden kone Grethe Krestensen syv aviser, Augustinus stillede tre gange op til folketinget for Venstre, men blev ikke valgt; dette var efter Thomas var der. Han holdt fo­re­drag. Han havde været med vækkelsesprædikanten Peder Larsen Skræppenborg som kusk og for­san­ger på en tre ugers vækkelsesrejse. Desuden havde han været soldat i krigen 1864 og var meget na­tion­alistisk efter tabet af Nordslesvig, som ikke hed Sønderjylland endnu. Han fik Dan­ne­brogs­mæn­de­nes Hæderstegn i 1909, se hans levnedsbeskrivelse. Det var et potent hjem med politiske dis­kus­sion­er, Thomas var kommet til. Lønnen var 110 kr. for et år (han nævner dette i dagbogen i 1962).
Thomas har to forskellige skildringer af tiden i Dons og hver af dem med et bestemt mål - en be­stemt hen­sigt. I slægts­bo­gen er målet at gøre Thyregod og julen i Thyregod så skøn som muligt ved kun at lade lidt negative ting nævne om Dons. Ingen nævnelse af at det er hans kusine, der er kone på gården, at familien tog ham med til foredrag etc. Nej, han fik nu lov at fodre med roer og det var knokkelarbejde. Da hans ene ben svulmer op, skal han selv gå til den kloge mand, som beder ham sige husbonden, at det var me­get forkert denne ikke kørte ham, for han kunne knap gå. Thomas pointer i den fortælling i slægts­bog­en er at hjemme i Thyregod var det skønt og han længtes hjem. Hensigten med dette er at lede op til løf­tet til faderen om at tage hjem efter dennes død.
I skriftet "Minder fra min Barndom" ser det hele ganske anderledes ud. Dons skal fremstilles bedre end Thyregod. Et sted hvor han lærte ting han ikke kunne have lært i Thyregod. Thomas blev straks ind­lem­met i familien og livet der, blev medlem af skytteforeningen, var med til møder, grundlovsfest, skyt­tefest, høstgilde og efterårsmødet i Kolding. Der var forsamlingshus, hvor der ikke blev sviret og slås­set til fester sådan som på kroen i Thyregod. Folk drog ham med ind i det fælles liv og Thomas blus­ser op. I dette skrift er Thomas mål også at fortælle og næsten belære folk, at Thyregod var langt bag­ud på det tidspunkt. Pointen der er at gøre Dons bedre end Thyregod. Thomas var en fortæller, en god historiefortæller, og han underordnede indholdet under pointen, han ville bringe.
Thomas blev rygter og fodrede kreaturerne med roer, som han selv skulle hente i en trillebør om vin­ter­en. Det er hårdt arbejde og hans mod sank og han skrev lange breve hjem. Julen to måneder ef­ter den 1. november var naturligvis en svær tid for ham og han ser syner af, hvordan alt er så skønt i Thy­re­god. Men så kom skytteforeningen, hvor Thomas bemærker, at alle er lige, som om han ikke hav­de forventet det. Husbond og karl deltager på lige fod. Formanden for Skytteforeningen i Dons hed Hans Jørgensen af Dons Mølle, selv om Thomas kalder ham Krestensen. Denne mand så vel ikke så godt, men der var præmier til alle ved skyttefesten og Hans Jørgensen fik en lommekniv, som han ær­bø­digt tog imod for fem forbiere i fem skud.
Sidst i maj får han brev hjemme fra, at hans far ligger for døden og vil han se ham, skal han komme snart. Thomas fortæller i slægtsbogen:

Jeg fik brevet om Midag og fik strags lov at rejse Hjem. Der var 2½ Mil tel Vejle jeg var ikke sikker paa jeg kunde naa Dagvognen før den kjørt fra Vejle, jeg gik saa lige end fra Dons over Vingsted Mølle Bræstengaarde Bræsten tel Harisø Kro der plejed Dagvognen at bede. Saa med Dagvognen tel Hjortsballe Kro. Gik saa den halve Mil tel Thyregod. Jeg naaede Hjem mellem 10 og 11 om Aftenen det var en drøj Tur det blæste og Ruskregnede jeg havde Vinden lit i mod skraat paa siden.


Thomas Sørensens tur til sin fars dødsleje fra Dons til Thyregod.
Thomas Sørensens tur til sin fars dødsleje fra Dons til Thyregod.
Han går først 30 km til fods fra Dons til Harresø Kro.
Derefter med dagvognen til Hjortsballe og så igen 4 km til fods.
Det er en stram tur. Det tog 10 timer ialt hvoraf vel 2 timer
kan regnes fra til dagvognen. Der forbliver 8 timer til 34 km,
hvilket er godt 4 km i timen, som godt kan passe.

Far var meget syg kunde jeg forstaa. Det var saa stelle alle var saa tause. Jeg var lige inde hos ham, men der blev ikke talt ret meget. Fader var bleven saa bleg. Jeg skulde afsted næste Morgen Kl 5 med Dagvognen tel Vejle. Moder kaldte paa mig i god Tid. Jeg var saa inde for at sige Farvel tel Fader for siste gang. Sovekamret var mod Øst. Solen var lige staaet op. Da jeg aabnede Døren og traate ind Sovekamret var et straalend Lys. Fader Seng stod med Hovedenden ved siden af den ene Vindue. Jeg blev hel betaget ved Synet, det var som laa der en Glorie af Straaler om Fader. Og Fader saa, saa ubeskrivelig Lykkelig ud. Jeg havde aldrig set Far saa glad. Fader sagde, vel du tage hjem tel din Mor om November. Jeg græd gav Fader min Haand.- Lad mig nu se du er en god Dreng. Saa vel vi bede Vorherre om, at han vel lade sin Naades sol oprinde for os, saa vi maa samles Hjemme hos ham. Det er siste gang vi ses her. Jeg sagde Ja tel Fader Bøn, trøkede hans Hand for siste gang, tel Farvel. Jeg glemmer aldrig saa glad og Løkkelig som Far saa ud. Og saa at han viste at han snart skulde Dø.-.-

At faderen beder Thomas komme hjem for at passe gården er langt fra selvfølgeligt. Broderen Mads var to år ældre, 20 år gammel og større og kraftigere end Thomas, der jo var lille og spinkel, som han si­ger. Faderen må have følt, at Thomas kunne magte gården og havde en stærk vilje, desuden havde han bevist, at han var sparsom og kunne spare penge op. Desuden havde de to, Thomas og faderen, skænd­tes, men nu vendte det sig som det jo sker, da faderens blik på dødslejet blev afklaret fra de min­dre betydende ting.
Faderens død er et stort tema for Thomas. Moderen fortalte om hans død: "Nu kommer Jesus og hen­ter mig" hviskede han og løftede sine arme som til omfavnelse. Og Thomas skriver "det er ligesaa sik­kert Fader har set Vorfrælser inden hans øjne brestede" og mener det bogstaveligt.

Jeg var saa med Dagvognen tel Vejle. Gik saa de 2½ Mil tel Dons. Kom der i Midagstunden. Men jeg havde Smærte i venstre Ben, og den var hovnet saa jeg ikke kunde have Støvlen paa. Dagen efter var det være. Min Hubond viste mig over tel en Klog Mand i Alminde. Jeg maatte gaa, men jeg havde nær aldrig kommen hjem igjen. Den kloge Mand sagde det var Rosen jeg havde i Benet. Jeg skulle gaa tel Sengs, og han gav mig Medesin tel min Syge Ben. Saa skule jeg hilse min Hubond fra den Kloge Mand, at det var meget forker han ikke havde kjørt for mig. Det var en dejlig varm Sommer Dag, men jeg frøs saa Tænderne klaprede i Monden paa mig. Men tel Dons kom jeg da omsider. Saa laa jeg i Sengen. Benet blev saa tyk hel ud over Tæerne, en Dag jeg var staaet op for at rede min Seng, da jeg saa fik Benet ned ad, gik der hul, og der løb ligesom Vand og andet Væske ned paa Gulvet.
Fader døde 3 Dage efter jeg havde sagt ham Farvel. Jeg naaede at blive rask saa jeg kom hjem tel Begravelsen.

Thomas var med til kapskydning på de militære skydebaner i Fredericia, hvor han nogle år efter var sol­dat. Ved skyttefesten og det fælles høstgilde blev der dækket op i forsamlingshuset og lige meget hvil­ket bord man gik til lød det "væsgue, spis!" på korrekt jysk. Kort før han rejste hjem til den 1. no­vem­ber 1888 gik han de 8 km til Kolding for at købe billetter til Augustinus og hans kone og ham selv til efterårsmødet i Kolding Højskolehjem. Poul la Cour fra Askov Højskole, der begyndte udviklingen af den moderne vindmølle til at generere strøm, talte:

Jeg husker Manden tydelig staa paa Talerstolen Midelhøj Skjægløs, nærmes tønd, men saa Ærlig og Ydmyg et udtrøk i Mandens Ansegt. Ja han talte om Guds Kærlighed tel vi Mennesker. Poul Lakur brugte udtalelser fra en Biskob i Edingeburg i Engeland, han omtalte Bønnen ogsaa Forbønens betydning, og sagde lad os tænke et Telfælde, vi har faaet et Brev, fra en Familie, vi ved at brevet bringer Bud fra en af vore Kære der liger Syg, og vi aner, at det er Liv eller Død det bringer Bud om, kand det saa nøtte før vi aabner Brevet da at gaa ind i en anden Stue og der i stelhed og Tro, bøje Knæ og bede for udfaldet af Budet som Brevet bringe. Lakur svared ja det kand.-.

Dette med forbønnen og brevet kaster nogle filosofiske spørgsmål op. Skal vi sige at et overnaturligt væ­sen har kraften til at ændre det skrevne og samtidig ændre tilstanden af personen i familien, så ville det­te overnaturlige væsen kunne indflydes af en forbøn. Hvis forbønnen var god overlede personen el­lers ikke. Skal vi sige, at det der står i brevet ikke kan ændres, så er det svært at se at en forbøn kun­ne bevirke noget som helst, for spørgsmålet som stillet implicerer ja, at det går om indholdet i brevet. Man kunne argumentere, at en forbøn kan forbedre tilstanden af personen, hvis det overnaturlige væ­sen er venligt stemt, uden at brevets indhold ændres, men det er ikke problemstillingen her.
Fællessangen begejstrer Thomas, der var lidt benovet ved som røgterdreng fra vesteregnen at kun­ne opleve sådanne vidnesbyrd, hvilket er hans ord for ophøjet sandfærdige beretninger om livsvigtige ting.

Hjemme i Lerbjerggaard 1888 -98

Thomas drog hjem til Thyregod i november 1888. Der findes et billede af ham som 18-årig meget ung mand, som hans datter Dagny bag på har dateret til den 1. nov., det er lavet i Løsning, se nedenfor. På billedet fem år senere som soldat, ser han med 23 år meget mere moden og mandig ud.

Thomas Frandsen Sørensen 1. nov. 1888.
Thomas lige efter Dons den 1. nov. 1888.
Billedet optaget i Løsning.



Thomas Frandsen Sørensen som soldat i Fredericia 1893.
Thomas som soldat i Fredericia 1893.

Broderen Mads, der tjente i nabogården kom efter faderens død i juni hjem det halve af tiden og den 16-årige Søren Peter sprang ind for ham. Vinteren 1989 var Thomas, Mads og Mathis, som kun var ti år, hjemme. Men Mads skulle ind som soldat i april 1990. Thomas selv var soldat i 1893 i Fredericia, en af de andre brødre formodentlig Søren Peter må have været hjemme i den tid.
Vinteren 1890 var Madsine (Sine) hjemme - hun var da 29 år - og Thomas og Mathias. De havde en tje­ne­ste­pige Karen Jensen 13 år gammel født i Brande datter af Petrines steddatter Ane Kirstine Sø­ren­sen og Klemen Peder Jensen i Grarup. Hun var således Petrines steddatterdatter eller anderledes ud­trykt Thomas halvsøsters datter.
I en almanak fra året 1886 skriver Thomas forskellige ting ind i de følgende år, fx midt i regnskaber den­ne tekst, der er skrevet ca. 1891:

Jeg ved ikke hvordan det henger sammen for jeg er saa sær somtider jeg kan da neppe kjende mig selv jeg er en sær én, for jeg er ikke som jeg burde være der mangler saa meget jeg tror aldrig jeg bliver en mand i Ord og handling.-.-

En sådan ung selv-tvivl ses kun dette ene sted, aldrig senere, hvor Thomas blev meget sikker på sig selv, så sikker at han kunne være svær i omgang med andre mennesker. Han var ingen formidler.
Thomas havde planer og luftkasteller, som hans mor og søstre var bange for kunne let gå galt. Mo­de­ren sukkede så: "Ja det hjælper nok ikke, du gjør nok ligesom du selv vel!" Denne viljestærke fulgte Tho­mas livet igennem og hvor det drejede sig om personer i hans direkte omgivelse var der kanter.
Søren Peter stod i smedelære ved Anders Christoffersen på en nabogård, den senere Højgaard som broderen Mathias købte 1906, og Mads tjente ved præsten Kjersgaard i Thyregod og flyttede med den­ne til Udbyneder ved Randers i 1893, men kom senere tilbage til Thyregod og flyttede derefter til Løs­ning. Mathias kom i murerlære i Brande By omkring 1894 og blev murer med svendeprøve i april 1901, senere blev han murermester men vekslede i 1906, da han giftede sig, til landbruget idet han køb­te en nabogård.
Omkring 1900 ville broderen Søren Peter som mange andre udvandre til Amerika. Han syntes ikke, det kunne blive til noget i Danmark. Men Thomas talte med ham en hel nat og snakkede ham ud af det.

Gift og stifter familie 1899 - 1920

Overtager Lerbjerggaard 1899 og gifter sig

Pouline (kaldet Line) Nielsen, hans kusine - kom fra Hvejsel til Thyregod sogn i 1898 (nævnes i fol­ke­tæl­ingen 1921), vel til den normale flyttedag 1. november. Ifølge datteren Dagny var hun husholder et år for Thomas - selv om han havde moderen, som var 63 år. Da Line skulle rejse til næste november i 1899 ville Thomas ikke gerne af med hende og fik sig mandet op til at fri til hende — Thomas nævner se­ne­re hvordan hun slog armene om hans hals. Første tillysning i kirken var den 21. oktober så det var i sidste øjeblik. De blev gift den 15. november 1899 i Thyregod kirke. Det første barn kom 11 måneder se­ne­re, så alt havde sin orden, det var ikke derfor. Thomas ville bare ikke lade hende væk. Thomas var 29 år og Line var 30, så det var sent for begge. Hun bragte 1.000 kr med i arv fra hendes hjem i Nørholm i Brande, som blev brugt til at betale de andre søskende ud, da Thomas fik skøde på gården sam­me år.
Den første søn født i oktober 1900 fik navn efter Thomas' far Søren Madsen og naturligvis ef­ter­navn­et Sørensen, men kort derefter skete en katastrofe: Thomas fik lungetuberkulose, som blev anset for dø­de­lig.

Tuberkulose 1901

Thomas skrev i 1944 - 43 år efter - en ti siders dramatisk håndskreven fortælling om dette. Man mærker han har fortalt historien mange gange. Thomas havde en svær hoste i foråret 1901, så svær at sen­gen rystede når han hostede. Moderen huede ikke den hoste og ville have ham til doktor, men der var så meget Thomas skulle havde gjort og ordnet. De sædvanlige husmidler virkede ikke.
En dag var han ved at tærske med en håndtærsker, hvor man står lige ved tærskeværket og derved kun­ne han ikke undgå at sluge en masse støv. Hosten blev værre og han blev trættere. Næste dag om for­mi­dagen skulle der lægges cement i bryggerset, hvilket broderen Mathias gjorde, men Thomas skulle ar­bej­de til og cementen var knoldet og skulle findeles hvilket igen støvede. Over middag kørte han en grund­plov (dyb undergrundsplov) han havde lånt tilbage til den anden side af Thyregod By. På vejen hjem kom han forbi kirkegården og så et ligtog som et syn, det var hans kiste de kom med.
Da han kom hjem skulle den dårlige fod på en af hestene vaskes, men den tog benet fra ham og han blev gal, overanstrengte sig og fik munden fuld af blod. Så var et hold grise brudt ind til den store so, som ville bide en af indbryderne men ramte Thomas' ben i stedet for, for han ville skille grisene ad.
Da Thomas fik sig slæbt ind og vaskede sig fik han munden fuld af blod for anden gang, kiggede ud i gården, alle ting han så bevægede sig og sagde farvel, farvel. Da han kom i seng kogte blodet ud af ham som lyserød skum, det var en blodstyrtning og broderen Mathias sprang på cyklen for at hente den nærmeste læge i Give, men cyklen gik i stykker på vejen. Mathias gik ind på den nærmeste gård mel­lem Dørken og Hjortsballe og lånte en hest, hvorpå han red til Give.
Distriktslægen afdækkede omkring 10 sogne. Han var til sølvbryllup den lørdag, men hans kusk hen­te­de ham og kørte ham direkte til Thyregod, Mathias ventede i Give og fik morfin med hjem til at be­ro­li­ge patienten.

Petrine Thomasen, Thyregod, ca. 1904
Petrine Thomasen, Thomas mor ca. 69 år, ca. 1904.
Billedet optaget i Brande.
Petrine Thomasen, Thyregod, ca. 1904
Petrine Thomasen
Omkring 1904 formodentlig, ca. 69 år gammel.


Thomas Sørensen, Line og søn Søren Madsen Sørensen ca. 1904.
Thomas Sørensen, Line og søn Søren Madsen Sørensen ca. 1904.

Breve 1904

I efteråret 1904 var Thomas lillebror Mathias på et to måneders tegnekursus i København, den 17. oktober skriver Thomas til ham på et stykke papir, som han putter i et brev moderen sender.
Mathias var 10 år da faderen døde, hvorefter Thomas, der var otte år ældre, blev en slags far for Mathias. Thomas kommanderer Mathias straks til Vartov kirke, som for ham længe efter stadig genstråler i Grundtvigs lys. Thomas selv er stænget inde i Thyregod. Mathias beordres i folketinget og skal lægge mærke til Borbjerg, K. M. Klausen, Anders Nielsen og Niels Th. Neergaard.

{Thyregod 17. okt. 1904}
Kjære Broder
Nu vil jeg sende dig et par Or. Har du være i Kirkke der over, se du besøger Vartov Kirke hvor Pastor Hof er Præst og hvor Grondtvig har Prædiket i saa mange Aar. Og Marmokirken hvor Morten Larsen er bleven Præst efter Monrad. Jeg haaber kære Broder at du kommer hjem med mange gode indtrøk og Tanker. Kunde jeg have gaaet med dig for at se og høre noget af det, hvor vilde jeg gerne, men jeg er stenget. Men nu haaber jeg naar du kommer hjem at jeg kan faa noget at høre. Lad mig se du besøger Folketinget. Og læg mærke til de Personer som vi læser om i Bladet herhjemme Mænd som Sosialisterne {socialdemokrater} Borbjer. K. M. Klavsen. Reformpartiet Orfører Ander Neilsen, en af de Moderate Neergaard. ikke af forglemme Ministerne.
Jeg har da skudt en Hare mer men den kom jeg nem ad jeg pløjede i Søndermarken, Jørrens Dreng pløjede ogsaa, saa ser jeg en gang han vender Ploven at der rejser sig en Hare lidt fra ham han saa den ikke, men Haren kravler et Bøsseskud syd paa og lægger sig der. Vi savner dig om aftenen, ogsaa Søndagen gid det maa gaa dig godt det er min Ønske venlig hilsen fra os din Broder
Thomas

Moderen skriver om efterårsmødet 1904 i Thyregod bl. a:

Thyregod 27. O{kt. 1904}
Kjære Søn
... det var jo M Nielsen Vinding {Højskole} og Pastor Tannig {Georg Tanning, grundtvigsk præst i Øster Nykirke} det var nok rigtig got men Bjerring {den indre missionske præst i Thyregod: Thorvald Biering} var jo udreist som sædvanlig han faar jo ont når han hører en Høiskolelære man skulde da tro det han fik det at vide den Dag {den 6. okt. 1904} Du reiste saa det var da tids nok ...

Der var strid mellem grundtvigske og indre missionske i Thyregod, dette er citeret for at give lidt mere mening til Thomas udtalelser i næste brev nedenfor.

{Thyregod 27. okt. 1904}
Kjære Broder
Tak for Brevet, du kan tro at Moder var glad for det du skrev det kan du tro jeg er ogsaa. Nu har jeg da faaet Vognskuret ferdig saa nu er jeg da over det Bygeri for den gang, havde du ikke været hjemme siste Vindter havde jeg næppe faaet saa meget Byget i Sommer. Igaar var der saa Efterårsmød i Thyregod hvor er det god at faa et andet Or at høre {underforstået end det missionske fra præsten} jeg ved ikke hvem af dem jeg syntes best om Tanning eller Martin Neilsen, det var godt begge to. Det var Livet dybeste Spørsmaal de søgte at forklare for os: døden og Opstandelsen og de Evigeliv, hvor var det godt. Beirring var jo udrejst det ser snart ud som vil han ikke være hjemme naar der rigtig er noget at høre fra den anden side. Misjon folkene er der selfølgelig heller ikke. det kan man nok forstaa når {eneste eksempel på bolle å i Thomas skrifter} Præsten løber fra det
venlig hilsen fra os og lykke og Velsignelse med dit fær og gjerning din Broder
Thomas

"... når præsten løber fra det." Der gik et dybt skel i sognet mellem missionske og grundtvigske.

Grundtvigske og Indre Missionske

Halvtreds år senere i min barndom (1950, Villy M. Sorensen) vidste man stadigvæk hvilke gårde var missionske og hvilke grundtvigske, men kampen var da længst forbi. I hans Barndomsminder nævner Thomas et ordskifte (når Thomas bruger ordet ordskifte er der nærmest tale om et slet skjult skænderi) med en indre missionsk mand:

Jeg kand ikke lade være med a notere enkilde ordskivte jeg havde. Det var ikke Fantaster nej slet {ikke} det var agtet og Æret Mænd. En Samtale jeg havde med en af disse Mænd han var Ældre end jeg. Vi havd talt om Indre Mision og om det Grundviske og om Højskolen. Men Manden slutede med at sige
Nej hellere vel jeg da se mine børn i Kroen, ind paa en Højskole.

Ordvekslingen har været hård, indædt og modstridende og disse ord har krænket Thomas dybt, var dog højskolen det store ideal og kroen fordærvelse. Ingen i Thomas familie gik på kroen, for folk drak der. For missionske folk var kroen naturligvis syndig. Og at et menneske var i stand til at afsky højskolen sådan, at han hellere ville begå en synd, det har chokeret Thomas dybt.
Man ser af broderen Mathias dagbøger fx 1908, at Thomas lod sig betale 8 kr i februar og 10,70 kr i april for ost og en tønde. Mathias og Thomas låner hverandre alt muligt frem og tilbage, men det er altid Thomas der får penge. Det er en smule usædvanligt i forholdet til en bror; der er ingen tvivl om at Thomas kunne lide penge og brugte alle mulige lejligheder til at få dem.
Folk er forskellige. Mathias havde aldrig penge. Thomas havde altid penge og man ser hvorfor. Når Thomas skriver om hans morbror Jens Thomasens børn i Skerris at "de lærte tidlig at indteressere sig for Penge" med nogen underforstået misbilligelse, så falder det i øjet at Thomas selv havde en lignende stor interesse i penge, som han bebrejder andre.


Billede af Thomas og de fire børn 1914c

Thomas Sørensens børn ca. 1914 foran hans grantræer.
Thomas Sørensens børn ca. 1914 foran hans grantræer.
Til venstre: Thomas Sørensen 44 med pegefinger.
Bagest: Søren Madsen Sørensen, 14.
Mellemst: Marie 8, Dagny 5.
Forest: Niels Martin 2.


Billede af familien 1919

Thomas Sørensens familie 1919 foran stuehuset på Lerbjerggaard.
Thomas Sørensens familie 1919 foran stuehuset. (Rækker fra venstre).
Bagest: Thomas Sørensen 49, Søren Madsen Sørensen 19, Line 50.
Mellemst: Marie 13, Petrine 84, Dagny 10.
Forest: Niels Martin 7.
Thomas skrev bag på billedet: "Fotograferet {1919 tilføjet i anden skrift} for 26 Aar siden. Saadan saa vi ud dengang. Det er saa hele Familien, den mindste af Drengene er nu Ejer af Gaarden. Det er saa min Mor midt for, da var hun 83 Aar."
Den mindste dreng er Niels Sørensen, som overtog gården 1944. Thomas må have skrevet teksten bag på billedet i 1945.
Marie var døv vist fra fødslen af. Hun blev senere blind, men på billeder op til hun er tyve eller så, kan hun tydeligvis se. På dette billede fikserer hun kameraet. Omkring 1948 var hun med sikkerhed blind.
Læg mærke til bedstemor Petrines fine rokkestol, der glænser.



Den ældre Thomas på Lerbjerggaard 1920 - 1943

I kartoffelmarken ca. 1924

Thomas Sørensens Kartoffelmark 1924c.
Thomas Sørensens kartoffelmark ca. 1924. Fire heste for kartoffeloptageren. Thomas står til venstre.
Årstallet fra 2. person fra venstre: vel sønnen Niels Martin ca. 12 år.
3. fra højre datteren Dagny 15.
Læg mærke til hunden foran Dagny, som er den samme som på billedet 1919, så billedet er ikke taget ret længe efter 1919.
Klik på billedet eller her for et stort billede.


Børnene på højskole

Undtagen Marie var vist alle Thomas børn på højskole. Datteren Dagny har fortalt, hvordan hun var på højskole og korrespondere med hendes veninder fra derfra. Hun indbød dem til Thyregod vel omkring 1938 og der kom tre. De hilste først på familien på Lerbjerggaard og Dagny havde så bagt kager og lavet kaffe, som de skulle have i hendes værelse så de kunne snakke uforstyrret.
Men hun havde gjort regning uden vært, for hendes far Thomas kom uopfordret med, for han skulle rigtignok høre højskolesnak. Højskolen var ham hellig. For pigerne og Dagny var det naturligvis pinligt, at sidde der med en gammel mand fornarret i højskolen og skulle udsige de gode ord de dog havde hørt og taget til hjerte der.
Dette viser på en kant en hensynsløs side af Thomas, der tromler hen over hans datter aldeles uden hensyn til hendes ret til og behov for privatliv. Og det viser en normativ mand, der fastlægger betydningen af højskolen også for andre uden egentlig at kende samværet der. Til sidst viser det mere end noget andet, hvor uendelig højt han satte højskolen, som ikke var tør universitær lærdom men læren om livets kilde. Forventningerne var meget større end virkeligheden.

Sønnen Søren Madsen Sørensen

Han ville egentlig have været boghandler, men det fik han ikke lov til. Han var mest hjemme som karl, men var på højskole og har tjent nogen tid ude. Han var et bevæget, lebendigt menneske med vide interesser, som ung fuld af spilopper. Hvorfor han ikke forlod Thyregod er svært at vide lang tid efter, man kunne formode, at han ikke havde let ved at tage beslutninger. Han var et blødt menneske.
I tiden hvor det gik om at overtage gården, var Søren naturligvis den der normalt skulle overtage, han var den ældste søn og lidt under 40 på den tid omkring 1938. Men Thomas kunne ikke tåle ham.
Søren havde en anden seksualitet og Thomas kunne, ville og var ikke i stand til at omgås bare tilnærmelsesvist fornuftigt med det. Det var helt uden for hans univers og han ville ikke tillade det ind. Det var en streng intolerance. Thomas var ikke dum, han har vist, hvad det var. Opvokset i samme sogn senere ville jeg sige, at have en anden seksualitet dengang var en social fordømmelsesdom, det blev anset for noget helt unaturligt og perverst. Man kunne spotte over dem der havde det på den værste måde og det blev godtaget, jo værre, jo bedre så at sige. Røvpulere. De var kasteløse, havde ingen rettigheder andre end at blive sladret om, talt ned, vist med fingre ad. At leve en anden seksualitet i et lille sogn som Thyregod var nærmest umuligt undtagen for dem, der kunne forstille sig. Det kunne Søren ikke.
Søren har lidt meget under hans fars ringeagt og egentlige fordømmelse som var knaldhård, radikal og skånselsløs. Dette kom også ud på en anden måde, når han fortalte om hvordan brødrene Thomas, Søren Peder og Mathias sad sammen og snakkede i Damhuset om søndagen. Det var Thomas, der var meningsdannende. Men bagefter, sagde Søren, kunne Søren Peder og Mathias godt have en anden mening. Søren nød, at hans far blev sat på plads.
Søren tjente så ved broderen Niels Sørensen, der overtog gården og blev sognerådsformand. Søren tjente penge nok — han boede jo billigt og fik maden, så fortjenesten var rent netto efter skat — til at kunne rejse til udlandet mange gange, da dette var sjældent. For eksempel til Rom og andre steder i Europa allerede i halvtresserne. Hans hobby var at tage billeder af stederne han rejste til og specielt blomster. Han viste så lysbillederne for familie og venner som en slags foredrag.
I 1955 var han den første på egnen til at få fjernsyn, mægtig antenne på taget, hans værelse ovenpå blev udstyret med 15 stole og alle i nærheden telefonerede for at få lov at se udsendelser der interesserede. For mit vedkommende var det Perry Mason, som var meget amerikansk og imponerende. Ved udsendelsen til Ungarn hjælpen i 1956 var hele hans værelse fyldt og nogle stod. Sørens omdømme steg adskillige grader i de år.
I 1961 flyttede Søren ned i Damhuset, hvor hans forældre levede med hans søstre Dagny og Marie. Thomas nævner det og skriver altid Søren Madsen, sådan lidt formelt. Der var stadig stor afstand mellem dem fra Thomas side, men han tolerede nu at Søren eksisterede.
Søren levede i Damhuset i 30 år og beskæftigede sig med haven og gårdhistorie specielt billeder. Entusiastisk, men ikke organiseret som hans far. Søren blev 91 år gammel og døde i 1991.

Legitimationskort 1941

Petrine Thomasen, Thyregod, ca. 1904
Line Sørensen, 72, Legitimationskort 1941.
Thomas Sørensen, Thyregod, 1941
Thomas Sørensen, 71, Legitimationskort 1941.

Thomas aktiv pensionist i Damhuset 1943 - 1963

Thyregod september 1944

Der var en øvelsesplads for tyske tropper i Hastrup i Thyregod, derfor kom der mange tyske soldater til Thyregod men kun i kort tid. Dette er skrevet sidst i september 1944, dansk politi var blevet arresteret d. 19. sep­tem­ber af tyskerne.
Nu er Sommeren snart forbi og indnu ser vi Tyskerne hvær Dag, der er mange her i Thyregod By. Vi ser at Posterne er Dobleret i den senere Tid. Og saa at den Tyske Værnemagt som det heder, for faa Dage siden har Aresteret det Danske Politi. ...
Kommer jeg tel Thyregod er det som en By, med meget Militær, og store Biler ruller igjennem Byen fuld af Soldater Kanoner og Tank. ... Den lille Lyshaared Dreng skal du ogsaa engang naar du bliver stor, lære at slaa i hjel blive tvongen ind i noget saa grusom, som nu den unge Tysker der, han er ikke mere ind 16 eller maaske 17 Aar, han har et Barne Ansegt indnu ogsaa er han allerede draget med ind i det grufulde. Igennem Gaden kom et Afdeling Soldater slæbende paa en Kanonen de havde været tel Øvelse, det var meget Varm. Det var bilandt dem en del Unge paa overnævnte Alder saa er der en som ikke kand længere, Sveden løber ham ned ad Kinderne han slipper sit Tag, strags er Befalingsmanden over ham, han maa have fat igjen. Befaling Manden Pisker paa den Dreng for andet er han ikke, han faar klask efter klask ind paa Laarene af Befaling Manden. Drengen Græder. Folk stanser og Folk kommer ud paa Gaden ser sky efter Optrinet, Aa saa ond saa brutal.

Fra BBC London i efteråret 1944 til foråret 1945

Fra oktober 1944 indtil maj 1945 skrev Thomas næsten hver dag en ti til tyve linjers resume af ny­he­der­ne på BBCs danske service ind i i alt tre notesbøger. I foråret mod enden af krigen i 1945 skriver han mere, næsten en side hver dag. Det er mest meddelelser om, hvor der kæmpes og hvor mange fly­ve­maskiner blev sat ind mod Tyskland, men delvis også politik. Således følger Thomas Polens skæb­ne og behandler mødet i San Francisco hvor de Forenede Nationer blev grundlagt. Her er specielt ud­valgt de steder, hvor konzentrationslejrene omtales og man ser at det først er meget sent i krigen at de­res gru kommer rigtig bredt frem. Thomas nævner jøder flere gange, men han har ikke i 1945 op­fat­tet, at der foregik et folkemord.
Af og til nævner Thomas ting fra Thyregod under krigen. Han er naturligvis glad som alle andre, der træf­fes om morgenen den 5. maj 1945 i anlægget og synger, men han synes overhovedet ikke om at un­ge "frihedskæmpere" om eftermiddagen spiller politi og afhenter folk på en lastbil. Det fører til uro mel­lem folk i Thyregod, nævner han. Thomas vil vente til ordentlig politi er der igen, han vil have lov og or­den ikke denne vilde selvjustits. Man mærker, at det går ham imod, at præst Nyholm er med til dis­se vilde arrestationer, men præsten har nok været en slags garant for at det ikke kom til store ud­ske­jelser.
Thomas holder en del afstand fra begivenhederne her, han kunne have fortalt lidt om hvor mange "fri­hedskæmpere", der var involveret og hvor mange der blev arresteret og hvem de var.
Thomas fortæller, at hans søn Niels Martin Sørensen, der havde overtaget gården i 1943, gav de ty­ske flygtninge mest fra Østprøjsen lov til at gå i plantagen på 4 tønder land, som tilhørte gården lige ned mod Thyregod by. Dette var ikke noget selvfølgeligt, for som Johannes Krusborg nævner i "Thy­re­god Sogn" s. 162, blev der uddelt flyveblade i Vejle med sådan en ordlyd:

Vi har ingen medlidenhed med disse flygtninge, de saar nu som de høstede. Tal ikke til dem, se dem ik­ke. Indprent jeres børn, at de ikke maa lege med de tyske flygtningebørn, baade af sund­heds­mæs­sige og moralske grunde. ...

Der menes vel "høster som de såede". Man ser at Thomas har medlidenhed med de "stakkels" men­nesker fra Østprøjsen, der har tabt hus og hjem og alt.
Thomas nævner det ikke, men jeg {Villy M. Sorensen} ved fra forældre og andre at der var grimme sce­ner hvor tyskerpiger i Thyregod fik alt håret klippet af og måtte gå med huer i nogle måneder. Det var mere skammen end håret, der betød noget; folk vidste i min barndom, hvem det var og nogle brugte og misbrugte denne viden.
27. Oktober 1944:
Saa meldes om grusomheder forøvet af Tyskerne mod Befolkningen i Holland. Saa grusom saa man kan ikke Tro at det er Sand. Ved en Lejer af de indspærede, var der rejst Galger, 24, og i Lejren Krematoriet, var der brændt, ja antalet blev nævnet.-.-
Ja gid det er Løjn.
12. November 1944:
Fra Ukraine fra Øst. Befolkningen er vent telbage, men der klages over at den Del af den Jødiske Befolkning er bleven borte og vender ikke telbage.
17. November 1944:
Saa hørte vi et Budskab fra Stalin. Sovjet vel ikke efter Krigen, Blande sig i de befriede Landes Forhold. Stalin nævnede 5 a 6 Pongter, det lød godt og var præget af Frisind. Landenes Indre Politik Handel mm. Men saa lød det i siste ende, at Sovjet vedblev at beholde det Østlige Polen.-.
16. December 1944:
Det oplyser os om hvad der foregaar i Konsirations Lejrene i Tyskland, der er nok Sandhed = farlig selv for unge stærke Mænd. Der meldes om 30 Dødsfald blandt vore Politifolk ja Lægere og Lærerer.
4. Januar 1945:
Saa forelaa der Kontroleret Oplysninger fra Belgien om Tyske grusomheder mod Alieredes Fanger 2 Vognladninger deriblant Jøder, en del Sabotører, der er bleven pint og plaget af Tyskene paa det grusomste. (Det passer vel ikke).
20. Februar 1945:
Saa meldes om at Fløgtninger strømmer ind over den Danske Grænse i Dag skal der være kommen en Sending til Aarhus. Det er mest Kvinder og Børn.
24. Februar 1945:
Fra Danmark. Mange Skoler er belagt af Tyskere, de har forlangt af Aarhus byraad at den skal stelle et Beløb tel raadighed for Tyske fløgninger, der vel vist blive Tale om flere Danske Byer.
03. Marts 1945:
De viser sig nu at der har været mange Jøder og Hollændere i Polen som Tyske Fange, anbragt i Arbejslejre, nu ved Rusernes ind Mars er bleven fri. Nu vel Sverrig søge at hjelpe disse Hjem.
6. Marts 1945:
Fra Danmark, der er kommen 1500 Fløgtning til Aarhus, de 500 sent videre til Æbeltoft. Tykerne har forlangt Plads i Viborg tel mange Saarede 5000 Mand.
15. Marts 1945:
Der medeltes i Radioen at 35,000 Fløgtninger var paa Vej til Danmark til Fods.
26. Marts 1945:
Fra Danmark. En Røstende Begivenhed er sket i Morges i Vejle. Overlæge Fældborg og Overlæg Buchholtz, ved Vejle By og Amt Sygehus er bleven Myrdet i deres Hjem tet ved Sygehuset. En stor Sorg brete sig over Danmark over denne Skjændsels Gjærning. Det var to Agtet og Æret Mænd. Og det vover Tyskerne samtidig med at de samme Dag sender 24,000 Fløgtninger og 10,000 Saarede Soldater tel København hvordan kand det passe sammen. Er det en Krigsførelse en Nasion kan være Bekendt.
28. Marts 1945:
I Silkeborg har Tyskerne beslaglagt alle store Lokaler Skoler Forsamling Misions og Sygehuse. Der skal være Tysk Lasaret og Fløgtninger Saarede skal Indkvarteret i Byen, og saa er det Tyskernes Mening at Erklære den for en Aaben By.
29. Marts 1945:
Manheim er den første By i Verden der har overgivet sig per Telefon. Der er nu kommet 100,000 Fløgtninger tel København. Der hørtes stor Skyderi forskjelige steder i København. Det var Ungarsk Soldater, som havde forlangt at komme Hjem de gjorde Oprør, der blev da sendt Politi af S.S. i mod dem.
31. Marts 1945:
Tyske Soldater trækker hjem fra Jyland. De skal settes ind paa Frondterne.
8. April 1945:
Der blev holdt Taler {Vel i BBC London} af vore Undergrunds Folk, men det er jeg ikke glad ved. De er for alvor Krigsgale.
16. April 1945:
Saa hørte vi en Øjenvidnes beretning fra en Tysk fangelejer. Som de Alierede havde befriet. Dens Navn er Bokenvad {Buchenwald}. Jeg {fortælleren i radioen} havde faaet lov tel at se Konsesions Lejren. Det havde før været en Hestestald, der var Plads tel 80 Heste, men siden havde der været stuvet 21,000 Mand, Jeg {Thomas som skriver det op} har hørt rigtig nu er Tallet gjentager 21,000 Fanger. Men der var 5 Mand i hver Bogs eller Seng. Fangerne saa uhyggelig magre og under Ernæret ud mange laa i Sengene eller Bogsene. De kunde slet ikke være oppe eller gaa omkring saa udmatede var de. Mange Drenge var der ogsaa men saa tønde og magre, der var kuns Knogler at se. En af Drengen kom og viste mig hans Arm den Højere, der var Drengens Nommer Tatoveret paa. Jeg blev ogsaa vist ud i Køkkenet, paa Vægen hang en Tavle paa den skulde Køkken Cjæfen føre oplysning om Dødfald Nr og navn. Under en Krig er det jo ingen der tænker videre over at Døden gør sin Høst men her var alt lagt terette paa at skal ske, saa at sig Daglig. I gaar var der død 20 medelte de mig. De kom hen tel mig følte paa mig tog mig i Haanden. Dem i Sengene klappede i Hænderne, det lød som smaa Børns Klapen, skjøndt det var Vogsne Mænd. Jeg fik ogsaa at vide, de Porsioner som der hørte tel en Dags Mads, og det skulde Køkken Cjæfen gjøre nøge rede for, et lille støkke Brød med lit Magerine smurt paa (Mere husker jeg {Thomas} ikke). Saa var der en af Fangerne som sagde vel de ikke se den lille Gaar. Man fulte mig ud paa Vejen til den lille Gaar, saa jeg to Gamle Mænd Kravlede i retning af Bete-raderne hvad de der vilde kand jeg ikke fortælle. Vi kom saa ind i den lille Gaar. En indelokket Plads, i en overdækket Skur ved den ene Side var opstablet Menneske Skeletter, ligsom Brænde. Det var kuns Ben, Kød var der saa godt som intet af. Det saa ud som det var tørren hen. Det jeg her har fortalt, har jeg gjengivet som jeg har hørt og set. Jeg kunde berette mere om den Uhygelige Fangelejer, men jeg kand ikke finde Or som kand udtrøkke det.
19. April 1945:
At koncentrationslejrene blev oprettet i 1933, da Hitler kom til magten, er rigtigt. Dachau var den første kon­cen­trationslejr og den dannede skole for resten med SS-grusomheder. Fx blev Rudolf Hoess, som Tho­mas senere citerer, og de fleste andre senere kommandanter skolet i Dachau. Det er den ene si­de.
Udryddelseslejrene som Majdanek og Treblinka og Auschwitz var en senere udvikling som foregik fra 1942 efter at beslutningen ("Endlösung") til at myrde alle jøder var faldet. Denne udvikling var et ra­di­kalt skridt, som aldrig var set før i en sådan massiv form. Stalin var ansvarlig for millioner af men­ne­skers død, men selv Stalin havde ikke sådanne lejre, selv om GULAG sultede millioner ihjel.
De Danskere som har været Tyskernes Haandlangere er ved at føle sig utryg, de har hentydet tel at gaa i Tjeneste efter Krigens ophør, imod Kumonisterne. Men det er vist ikke de Folk vi skal have tel at garentere for ro og orden. De vel faa deres fortjente Løn selv om de gaar aldrig saa langt under Jorden.
Diss Lejre som de Alierede har befriet, de er en Frogt af Nasistisk Styre. De blev oprettet, da Hitler kom tel Magten. I dem er der mang døgtige og gode Mænd og Kvinder døde. I Bukenvad {Buchenwald} var da Amerikanerne befriede de Fangne 21,000 Mænd foruden Kvinder og Børn. En af Lægerne sagde, der var flere som død da vi stod og saa paa Dem. Der blev ført tusende af Tyskere, som var taget tel Fange {nej, det var almindelige borgere i Weimar} gjennem Lejren.
En Dellegation fra London, er i Dag afrest tel de Erobrede Fangelejre. Det er Meninge at det skal afsløres saa skarp og omhygelig som Mulig, ved Fotografier og beskrivelse, af vederheftige Folk. En eller to fra den Engelske Parlament og flere højstaaende Personer, har af den Engelske Stat faaet dette Hverv.
Den 20. April 1945 men i dagbogen:
Nu sist i April er Tyskerne troken Syd paa, nu er der kuns 8 a 10 Mand her i Thyregod. Men saa har vi jo Fløgtningerne 50 siges der. De er indkvarteret i Skolen. Folk siger de ser daarlig ud især Børnene, det er Kvinder og Børn, vi ser ingen Mænd. De kjøbe Mælk Smør efter beviser hvad de maa kjøbe, det er bestem fra Værnemagten og De Danske Møndigheder. ... Nu er al Piktraa og Bilspæring ved Forsamlings Huset væk det har Tyskerne taget med sig. Og saa kom udløsningen. Der har været Forhandling i gang, i to Dage, men nu i Morges fortalte Posten at det var alvor nu var Vaabentelstanden vedtaget. Flagen kom ud her i Byen, og Skole Børnene fik fri ja der var stor Glæde over os Alle. Vi vente jo alle at nu om Midagen blev det saa bragt ud over hele Verden. Vi lytede med stor forventning da vi greb Røret.- Men ak, det var ikke Verkelighed indnu. Himler {Himmler} som havde telbut at give op havde nok ikke haft alle med i Tyskland, og det forlyder at Hitler vel Himler, det forsikre Himler. Ja det lød i Radioen, da de berettede om Himlers Overgivelse at Hitler laa for Døden, han levede ikke 24 Timer efter at Tyskland havde Overgivet sig Betingelsesløs tel Ruserne.
21. April 1945:
De to Fangelejre, som de Alierede har befriet, Benken {Bergen-Belsen} og Bukenvad {Buchenwald}. Der kæmper nu, de Amerikanske og Engelske Læger, for at redde saa mange som Mulig. Børnene, de fleste er Jødere er nu anbragt i en særskilt Lejer. Der er Meningen at der skal optages en Film, over alle enkelhederne, tel senere forevisning i Tyskland.
22. April 1945:
En Engelsk Delegasion er vent telbage fra Fangelejrene i Tyskland. De udtaler at det var meget være ind de havde forestellet sig.
23. April 1945:
Fra Danmark. Jærnbane Sabotage har naaet en omfang saa det nærmer sig en hel Katasropfe for hele Landet. Her i Thyregod er det hel brut sammer, tel Brande kan de ikke komme. Der siges at Midlerne tel at hele Skaderne er ved at sleppe op. Saa meldes om de mange Arestering og Mord paa Danske Stats Borgere.
24. April 1945:
Det ser jo ikke ud tel at Tyskerne godvilig vel trække sig ud af Norge. Vi skulde jo gjerne undgaa at faa alt for meget slaaet i Støkker. Hvad mon Sverrig vel, det kunde maaske dog faa indflydelse paa Tyskerne, om Sverrig ikke rolig vel se paa at Tyskerne slog alt det i Støkker de kunde inden de forlod Norge. Det var jo paa Tide at vi fik klar Besked fra Sverrrig.
26. April 1945:
Engelænderne har taget et Fangelejer, og Fangerne melde om Suldt og overanstrængelser. Det var Krigs-Fanger Rusere Franske Polske, og flere. De fortalte hvad de fik at leve af, lit Brød og Kaalrabi og lunken Vand. De var tel at begønde med 10,000 Mand men inden de kom tel bestemmelse Stedet kuns 1700. De maatte Marjere lange Strækninge, paa Grond af Rusernes Fremtrængning.
27. April 1945:
Der medeltes at Ruserne og Amerikanerne er mødtes i Torgau en By i Tyskland. En Premer Løjtenant med en Patrol fra Amerikanerne, mødtes med Ruserne den 25. April.
28. April 1945:
Himler {Himmler} har telbudt betingelsesløs Overgivelse men kuns tel Amerika og England ikke tel Rusland. Det blev afslaaet, det er Meningen at Tyskland skal knækkes.
30. April 1945:
Da Amerikanerne opdagede Fangelejren Stakhaus {? Mauthausen ved Linz i Østrig, men som først blev befriet fem dage senere den 5. maj, ingen af udlejrene til Mauthausen hed noget i retning af Stakhaus. Kan ikke være Sachsenhausen, som ikke blev befriet af amerikanerne}, gik tel paa den maade, de blev opmærksom paa nogle Biler de var fylt med Ben eller Knogler af Mennesker, saa fandt de Frem tel selve Lejren. Der mødte dem Frøgtlig Syn, Ovnen som Forbrændning var foregaaet var indnu Varme, der fandtes indnu Rester af Menneske Ben i Asken. Saa blev Lejren jo Besat af Amerikanerne, og der kom frøgtlige Mishandlinger frem af Fangerne. Der havde været fra først af 11000, men ved fløtning under Vejs paa Marts {march} af Mishandling og Suldt, var Fangerne Antal svonden ind tel det halve.
Der blev i de Engelske Blade, krævet at saa mange Tyskere som mulig blev tvongen tel at se, og høre de Grusomheder, som den Nasistiske Styre har øvet i de Frøgtelige Fangelejre.
2. Maj 1945:
Jeg havde ventet at vi havde faaet bekræftels paa at Krigen var tel ende, men i Aften er der gaaet Formørkelse i Fredudsigterne.-.-
Det meddeles at Hitler er Død, som følge af en Hjærneblødning. General Denigs {Dönits} har overtaget.
3. Mai 1945:
I Dag fik vi ikke noget at vide ude i den store Verden, der var ingen Lys {ingen elektricitet}, vor Radio var Taus. Saa der var stor forventning, spending øgedes. Om Natten hørte jeg Flyvemaskinernes Drøne, jeg kunde ikke sove, op ad Formidagen kresede Flyverne i stor Formasioner. Saa om Midag
den 4. Mai havde vi Lys, Saa fik vi Bud ude fra den store Verden.
....
.Men saa kom udløsningen Kl. 9,30 {21:30}. Da var afgjørelsen troffen Holland og Danmark var blevn fri og det traate i Kraft Lørdag Morgen Kl 8, den 5 Mai. ... Der er stor glæde blandt Befolkningen, der Flages overaldt i Thyregod.
5. Maj 1945 i dagbogen:
Der gik saa 2 Dage i stor spendig endelig den 4 Mai om Aftenen Kl 9 fik vi at vide i Radioen at Vaabenstelstanden for Danmarks og Hollands vedkommende træder i Kraft Lørdag Morgen den 5 Mai 1945. Hvor var vi glade nu gik Krigens sorte Skyge os forbi. Morgenen den 5. Mai samledes Beboerne i Thyregod til en Højtidelighed i Anlæget, Der gav de saa deres Glæde udløb i Sang. Det var saa herlig nu har vi Fred, alle Ønskede hinanden tel Løkke med Dagen. Ja den vel sikker blive Fejret Aar efter Aar.-.-
Men der kan ske meget før Sol gaar ned det fik vi at se her i Thyregod. Sist paa Eftermidagen kom der to Biler forrest en stor Kreatur Bil med Sejl eller Kalæs over, bag efter en Person Bil, og hvad skete saa. Alle havde været saa glade Sjungen Morgen Sange sammen og nu sket det, at Freden var pluselig brut. Det var ikke Desapo {Gestapo} nej det var noget af vore Friheds Kæmpere som havde været med i Anlæget om Morgenen. Men nu var de pluselig bleven udkomanderet til at agere Politi, og Aresterede nogle af Byens Borgere, de blev komanderet i den store Bil, selv tog de Plads i den lille Bil og saa gik det ud i det Blaa. Dete Optrin havde samlet mange i vor lille By. Stor bestyrtelse kunde mand se at det vagte, og enkelde stelle udbrud. Det er ikke for meget tel dem.-.-
Freden var brut det var Eftersletten efter Krigens Spøgelser. Skal det Aldrig faa ende, (som der staar i Sangen). Blodige Jord med ald din Søndebyrdede vogsende Vægt. Jeg er glad ved at ingen af mine Børn saa pluselig var bleven Politi.- Frihedskæmpere. Men denne optrin i Thyregod var lige ved at sette splid i mellem dens beboere. Ja jeg ved godt at der var nogle som havde været alt for vens med Tyskerne.- Og havde forraadt deres Danske Landsmænd tel Tyskerne, men kunde det nu ikke være lagt hen tel senere, tel Tyskerne var kommen ud af Landet og tel vor Politit var bleven det Lovlige Haanhævere af Retten. Det havde da ikke fremkalt saa stor en bevægelse, som nu var telfælde, da nogle plusselig duger op, af vore Unge og selv agere Politi. Og det midt i Glæden og Begejstringens Rus. Havde det ikke været sundere for de Unge, om de ikke havde faaet del i dette Efterspel. Dertel kom at vor Præst var med i denne Handling. Men Præsten er jo da en Mand som ved hvad han gjør og føler sit Ansvar.-

9. August 1945:
Saa kom Budskabet om det endelig Døds Stød mod Japan, som fik Kejseriget tel at vakle. Den siste store Offer var saa en af deres skjønne Byer, som blev udslettet i et Øjeblek. Amerikanerne har saa vist Verden, at de ikke viger tilbage for at tage det mest grusomste i Historien tel hjelp, ved at udslætte en hel By baade Onde og god i et Nu. Ja ved hjelp af det nyeste opfindelse "Atom Bomben". Hvad det engenlig er ved vi jo ikke, det holdes foreløbig hemmelig.

9. Nov. 1945 Flygtninge i Thyregod:
Nu er der jo væltet en uhyre Flok af Fløgtninger ind over Tyskland fra Øst. Ogsaa tel Danmark er der kommen mange Tusende Fløgninger, fra Østprøjsen, sejlende i Skibe tel København, og derfra fordelt ud over Danmark. Mange kom ind fra Syd. Slevig er i den grad besat med Fløgtninger saa der er en hel Fare for Egnens Befolkning. Her tel Thyregod der 250, som er indkvarteret i Forsamlinghuset og Skolen. Det er under Forhold som Fanger. Sygdom graserer imellem dem. De maa jo ikke gaa ud i Omegnen eller komme i forbindelse med Folk paa nogen maade. Møndighederne er jo bange for at de skal sprede Tyfus eller andre farlige Sygdomme ud i Befolkningen. Men saa at forbyde dem at færdes ude i den dejlig Sommer Vejer, det er jo hel Umenneskelig. Saa Gik Neils Martin (min Søn) tel Møndighederne, og telbød at Fløgtningerne maatte færdes i hans Plantasi. Omsider fik de lov tel det. Ligesaa i Peder Hansen Plandtasi. Det blev jo en stor Glæde, da de saa kom ud i Skoven 2 gange hvær Dag. Men der gaar jo Vagt hvær Dag og Nat, for at være sikker paa at det overholdes. Neils Martin ejer en bekrivelse som han fik en af Fløgtninger tel at optegne om deres Flogt fra Hus og Hjem i Østprøssen og saa da de kom tel Danmark. Hvor er det forfærdelig det de Stakler har døjet. Og saa er de visnok for stedsse skildt fra Hus og Hjem. Hvor naar vi bliver dem kvidt, er jo et stor Spørgsmaal. Vi er nu hen i Sommeren og der ingen der ved noget om Fløgtnings Spørgsmaalet.-.-
Saa hen i Sebtember blev Fløgtningerne bragt fra Thyregod de blev bragt sammen i større Lejre, det heder sig at de skal blive her Vindteren over, her i Landet. Det er nok et stor Opgave for de Alierede, som det synnes, at de ikke kand enes om. I det Vestlige Tyskland er der ingen Fløgtning Spørgsmaal, der fik Befolkning, lov tel at blive ved deres Hjem, Men fra Øst er det hel galt, der bliver de dreven fra alt hvad de ejer. Tyskerne ødelægger alt, paa deres telbage Tog. Ruserne er nok heller ikke humane over for Befolkningen. Det er grufulde Skilding af hvad de har maattet døje, de Stakkel Kvinder og Børn, under deres Flogt, midt i Vindterens Kulde og Sne. Aviserne har bragt, de forferdeligte beretninger om Konsendtrasions Lejrene i Tysklnad, saa gruful saa forfærdelig.- Og her Hjemmer er vid vidt i udrensningen, det er ogsaa forfærdelig det som kommer for Dagens Lys. Hvor naar vel vi komme tel ende. Vi er hen i November og der jo kuns falden Dom i enkilde Telfælde, der er langt tel Enden.
Der staar i Dag den 9 November 1945 i Vejleamts Folkeblad at der findes 320,000 Fløgtninger i Danmark fordelt i 700 Lejre.

Dato efterår 1945. Hvad skete der Hiroshima og Nagasaki.-
.. Det der ramte Heroshima var Lofttrøkket. Det var som en Kæmpemæsig Fluesmækker af 3 Kilometers bredte svippe ned over Byen, der bestod af halvraadne Træhuse og skrøbelig Muerstensbygninger. Den udtværede saa at sig Byen i et Smæk, og begravede 200,000 mennesker i Ruinerne.
{Pastor Niemøllers prædiken om medskyld citeres.}
Saa er her en anden Thysker. Komandant i Auschr {Auschwitz} Konsentrasions Lejer Rudolf Hoess. Hand udtalte da Sagen mod ham afslutedes.- Jeg bærer det fulde Ansvar for Auschvits.- Jeg foretog mit indtet paa eget Indtiativ. Jeg handlede udlukende efter Ordre. Imedlertid nægter jeg ikke, at jeg har Ansvaret.- Det oplystes under Ressagen, at Hoess i sin Ungdom havde beslutet at blive Hedningemisionær.
Hedningemisionær er noget nær toppen af Thomas rangpyramide, bedre kan det ikke blive.



Thomas og Line guldbryllup 1949 i Damhuset

Thomas og Line Sørensens guldbryllup 1949 i Damhuset, Thyregod.
Thomas og Line Sørensens guldbryllup 1949 i Damhuset, Thyregod. (Rækker fra venstre).
Bagest børnene: Marie 43, Dagny 40, (Henny Kleist 27 gift med Niels), Niels 37, Søren Madsen Sørensen 49.
Mellemst med børnebørn: Poul, Line 80, Thomas 79, Finn.
Forest: Barnebarnet Ruth.
Et meget sjældent billede, hvor Thomas næsten smiler.


Fra Thomas dagbøger 1952 - 63

Thomas bliver 82 i løbet af året.
Mandag d. 28. januar 1952:
Frossen 9 Gr. i Nat i Dag 2, det laveste Temperatur hidtil i Vindter. Det har Rimet, Træerne hænger fuld af Rim. Nu kniber det for Vildtet Harene har besøgt Grønkaalene der er saa mange Haresporrer saa det ser ud som der har været en hel Flok. Var det saadan for 50 Aar siden saa havde jeg sat mig med Bøssen paa lur efter dem, men nu krauler jeg under Dynen.
Torsdag d. 31. januar 1952:
Det har frossen 7 Gr i Nat i Dag paa 0, Sneen er falden af Træerne, det drysser fra Tage og træer, mon det ikke vil blive Tø. Kjørmus Tø giver mange Hundrede Læsser Hø, siger de Gamle, men ogsaa Kjørmus Knud holder her ud med æ hvid Stud. Det sidste betyder det er Vindter med Sne.
Onsdag d. 13. februar 1952:
... Jeg har sidet inde og stryger Simmer paa den gamle maner, til en Maatte. Det er nu et arbejde jeg aldrig rigtig har faaet lært at stryge Simmer. Og derfor gjør det ikke af lyst, men det er et Arbejde man kan øve inde ved Kakkelovnen en Vindter Dag som denne.- Ogsaa naar man er bleven gammel og ikke kan andet.
Onsdag d. 29. februar 1952:
... i Eftermidag havde vi Fremmede, Neils Magnus {Niels Magnus Nielsen *1899 Nørholm, Brande} og hans Kone Stinne {Abelone Kirstine Jensen *1900 Kærby} var her. I anledning af at jeg havde sent dem et Brev om nogle Oplysning om Slægten i Nørholm. Jeg har jo syslet med at optegne det jeg kan faa fat i om vor Slægt. Det er hel mærkelig saa lit indteresse der er iblandt de unge, om viden om, hvordan ders Fædre og Mødre har levet. Jeg læste saa lit op for Neils Magnus og Stinne om hans Mors Hjem {Maren Mathiasen *1866 Grarup, Brande datter af Thomas moster Johanne Thomasdatter *1833 i Skerris, Brande} i Grarup, det havde han aldrig hørt før.
Mandag d. 25. februar 1952:
... Foraar i Luften, Rugen ligger saa fin og grøn, som det saa aldrig havde frossen eller sneet, og ja, jeg kan jo ikke høre Lærken det har jeg ikke kunet i de sidste 18 Aar men de er der oppe i den klare Luft og ringer Vaaren ind ...
Fredag d. 25. april 1952:
... Jeg har gravet 62 Æbletræer op og smidt i Risdyngen. Harerne havde gnavet Barken af dem. Sorgen var ikke saa stor som den kunde være blevet, Frogtæerne er ikke til at sælge ... {2. verdenskrig var den store tid for Thomas æbleplantage på Lerbjerggaard, men efter krigen kunne importeres}
Fra den 12.-24. juni ingen dagbog ført, Thomas var syg med feber.
Fredag d. 25. juni 1952:
Nu er Feberen falden 37 i Morges men saa 38,9 i Aftes. Jeg sover og Hvile saa dejlig, Apetiten er mind{r}e god. Men jeg Drømmer og Fantaserer. Jeg er saa optaget, jeg genoplever i Drømme, men det er dog med det forbehold, nu kan jeg ikke taale selv at tage fat mere, jeg er stadig oppe i vor gamle Hjem. ...
Lørdag d. 2. august 1952:
... Jeg var i Thyregod inde ved Foderstof Uddeler for at betale en Regning, for Hønsefoder den var stor vi har 75 Høns og 50 Kylinger, og Regningen var paa 345 Kr 26 Øre. Ja, min Fodertofregnin er snart det same som da jeg var Gaarmand med 12 Kør og Mange Svin. Kornet er saa dyr. Saa var jeg inde i Komunekontoret for at betale Skat, det var paa 42 Kr og nogle Øre. Det var blot ¼ Aars Skat. Jeg bestildte ikke andet i Dag ind at pase Hønsene.
Søndag d. 31. august 1952:
Vi var i Kirke i Dag, det var dejlig Vejer: Der var mange Folk i Kirke i Dag. Vor forhenværende Præst Pastor Berring {Thorvald Biering} Prædikede i Dag, det er 50 Aar siden han blev indsat som Ung mand eller da Præst, hans Hustru var med. Pastor Berring er ligesaa god til at tale som for 50 Aar siden. Man kan ikke høre paa hans Stemme at han er 82 Aar. Han er en opritig og djærv {se breve ovenfor fra 1904, hvor Thomas bedømmer ham en smule anderledes} Præst Nidkær i sin Gerning er han undnu.- Der var Altergang vi var snart til Alter alle som var i Kirke. Pastor Nyholm gik Bjerring til Haande.
Torsdag d. 25. september 1952:
... Jeg var oppe i Præstegaarden, jeg manglede nogle datoer i min Slægtsbog Pastor Nyholm hentede mig og kjørte mig Hjem igjen. Vi fik en del snaket om forskjellige Ting.
Mandag d. 29-30. september 1952 (Thomas er så fortryllet at dyrlægen tog ham med, at han fortæller det to dage i træk, her fra d. 30.):
... Jeg gik en tur op over Markerne i vor gamle Hjem. Jeg var lige kommen paa Vejen til Give, saa kommer Dyrlæge Laursen han aabenede bildøren, og bød mig kjøre med, det kan jeg ikke, jeg er jo i mine gamle Klæder, og Hjemme ved de jo ikke hvor jeg bliver af. Det hjalp ikke jeg maate med. Saa gik det ud i det Blaa. Vi var saa, inde ved en Gaarmand paa Ris Mark. Krestoffer Ipsen. En Ko med en daarlig Patte og 1 Læg Grise blev behandlet.
Søndag d. 2. november 1952:
... Søren Peter og Mathis {Thomas brødre}, var her i Eftermidag. Det er jo godt at vi gamle Brødre bor saa tet sammen. Ja vi kommer her jo tit sagde Søren Peter. Det sagde jeg ja til, men vi ved jo ikke hvornaar vi ikke kan samles her, og derfor lad os brug den Tid vi har. Det sagde de begge ja til.
Torsdag d. 6. november 1952:
... Jeg har været ved at grave fra nogle træer som staar for tet paa Æbletræerne i Frogthaven, det er Birk Eg og Ahorn, de gror saa volsom, ja, jeg kvier mig ved at fælde saadane Træer, men de rager ind over Æbletræerne og de skal have. Plads, nej jeg kan ikke selv fælde dem jeg Magter ikke at svinge Øksen med den Kraf der skal til.
Fredag d. 14. november 1952:
... I Formidagen var jeg ved at fælden en stor Gran i Hønsegaarden, Dagny og Marie havde travlt inden Døren, jeg vilde saa selv prøve med det tog lang tid, men den kom da ned.
Tirsdag d. 27. januar 1953:
... jeg blev færdig med min Skatteskema. Nu skal den ud af Huset det Dævl. Det sagde Min Nabo Tærkel Møller til mig en Dag for mange Aar siden. Da var det nylig bleven paalagt os at være med ved Skatteansettilsen. Det vagte hos os mange kvaler i førstningen. I, de gode gamle Dage da Sogneraadet besørgede, det for os.
Fredag d. 30. januar 1953:
... ja selv Frogttræerne er ved at faa Foraarsfornemmelser. Jeg kan ikke høre Lærken det har jeg ikke kundet i de sidste 20 Aar, men Lærken har begøndt at ringe Foraar ind. Vi minde det gamle Ord, at lige saa mange Dage den har sjunget før Kjærmus lige saa mange Uger vil den komme til at tie efter, men det kommer da vil ikke til at passe i Aar.
Tirsdag d. 3. februar 1953:
... Vi har i Dag taget 5 Td Kartofler ind, det var dem alle af Bentie {Bintje} de er i god behold. Vi har saa en Kule med 2 Td Sydens Dronning de skal ikke ind foreløbig. Dagny kørte dem hjem paa Trillebør. Jeg syndtes det var saa besværlig, da jeg begøndte at tag Jorden af Kulen. Men det gik inda, saa fik jeg en Trillebørful og begav mig hjem ad, men jeg naaede kuns halvejs, saa maatte jeg hjem efter Marie, jeg kunde ikke magte at kjøre længere.
Tirsdag d. 24. februar 1953:
... ja sikken en dejlig Dag, jeg har saaet Konstgødning, i Haven. I syd Haven har jeg saaet til Kartofler, i mellem F{r}ogtbusker Stikkels Solbær Fosfosyre og Kali i Jorbær og Græsplænen. Jordbær fik kuns Superfosfat. Og saa til tidlig Gullerøder begge Gødninger. I Nørhave har den vestere Rad faaet Kali og Fosfosyre (Frogtræer) Jeg har købt 100 Kilo Kali og 100 Kilo Foforsyre eller Superfosfat.
Onsdag d. 25. februar 1953:
2 Gr Varme i Nat i Dag 9 Gr Varme i Dag har Vinden rørt sig lit. Jeg har i Dag sprøjtet i syd haven først Stikkelsbærerne 8% Vindter Karboliniom 7 Busker Solber fik af 8% Karboliniom (Triump) 1 Sprøtfuld. Saa en Sprøtfuld Svoulkalk til 3 Rækker Solbær, saa 2 Sprøtfulder Blaasten 8% til resten af Solbærene. Rebsbuskene fik kun 7 Busker fra Vest. Jeg var træt i Aftes. I Formidag rensede jeg imellem Hyben Roserne og Rønne Træerne ved Vejen ad Thyregod til.
Onsdag d. 18. marts 1953:
... Vi var i gaar ude for at se Neils Martin {Thomas søn der havde overtaget gården 1944} nye Hest, de pløjede lige uden for Skoven {nær ved Thomas hus, Damhuset}. Ja, jeg havde ikke troet at der skuld komme en Traktor til at gaa for Plov og Harve eller Møgvogn. Da jeg begøndte var det Studene, saa en hest til sidst 3 Heste. Nu kuns en Hest.
Fredag d. 20. marts 1953:
... I Eftermidag har jeg saaet Gulerøder, de sidste. Nu er der saaet 1100 □ Alen {ca. 430 kvadrat meter, eller fx 10 x 43 m} med Gullerøder.
Onsdag d. 1. april 1953:
... Marts Grøde kan April øde ...
Fredag d. 10. april 1953:
Det har frosen 1 Gr i Nat Jorden var haar, der blev 9 Gr Varme i Eftermidag, det var hel godt Vejer vi har lagt de sidste Kartofler. Der er 19 Rækker og 200 Plandter i hvær i alt 3800 Kartofler eller 17 Skjæpper, og saa er der lagt 4 Sk Sydens Dronning. De første var Bentier.
Søndag d. 7. juni 1953:
... Saa kommer der pluselig en aldrende Kone og banker paa og træder ind, med en lille Pige paa 4 Aar ved Handen.- vi kendte hinde ikke men det var Vilhelm Norstands hustru de har boet som vor Nabo i flere Aar, saa kom ogsaa Norstrand {Peter Vilhelm Nielsen (Norstrand) havde Skovlund 1914-18, nabogård til Lerbjerggaard}. Og vi fik en stor overraskelse. De var ude at køre i Bil de bor nu i Hørup ved Vejle.
Søndag d. 14. juni 1953:
... Søren Madsen {Sørensen, Thomas første søn *1900, var karl hos broderen Niels Martin, rejste og fotograferede meget, usædvanligt dengang i Thyregod} var her i Eftermidag og han fortalte om sin Rejse til Rom. Søren havde saa mange Kort og Fottografier, saa vi fik noget at se, han havde oplevet meget i den gamle Stad.
Fredag d. 26. juni 1953:
... Og saa har jeg faaet besøg af en Sværm Bier, men jeg kunde ikke begribe hvad de Bier fejlede de sloges, jeg tror der har været 1 Sværm som vilde ind i en Kasse, men der laa mange døde Bier i Morges.
Søndag d. 5. juli 1953:
... Dagny er til Elevmøde i Ry Højskole Neils og Søren {Thomas børn} er ogsaa med og Henny {Niels kone, Thomas svigerdatter}, det er nok første gang hun er paa Højskole.
Det er en lidt spids bemærkning fra Thomas side. Henny var københavner og rap i munden ikke den tænksomme, overvejende type som Thomas. De to var ikke på bølgelængde.
Torsdag d. 16. juli 1953:
... Vi har været ude at kjøre, vi var nede i Dørslund {i Brande sogn} i vor gamle Slægtsgaar. Fader Søren Madsens Barnsoms Hjem. Nu var jeg oppe paa Norbjerg for at se ud over Egnen. Den første gang jeg stod der var i 1880 da var jeg 10 Aar, anden gang var i 1943 og nu i 1953 ser man nu ud over Egnen, saa er det Granner og atter Ganer man ser. Lyngen er forsvunden.
Mandag d. 17. august 1953:
... Vi fik en sørgelig Meddelelse nu i Eftermidag, om at Ejner Sørensen {Thomas bror Mathis' søn på Højgaard, en anden nabogård mod syd til Lerbjerggaard} var kommen alvorlig tilskade, hans heste, tog Magten fra ham da han var ved at høste Luserne, med Slaamaskinen, blev baaren Hjem slaaet bevistløs, og liger stadig bevistløs, Kl 3 i Nat kom han til sig selv. {Hestene blev skræmt af posten på cykel, løb løbsk, han blev slæbt i tømmen, stjærten gik i jorden og han blev slæbt ind i bagenden af slåmaskinen og fik en hjernerystelse, der tog tre måneder til at fortage sig, og et ar over højre øje.}
Tirsdag d. 18. august 1953:
... Ejner Sørensen er da lit bedre Lægen var der i Eftermidag.
Søndag d. 30. august 1953:
... Nu er Ejner Sørensen bedre han kan nu sidde op i Sengen og tale med Venner og Naboer.
Torsdag d. 3. september 1953:
... Jeg var oppe at se til Ejner Sørensen han har det godt er oppe, men maa ikke Arbejde de første 14 Dage.
Søndag d. 18. oktober 1953:
... Og saa kom Neils og Henny med Børnene til Kaffe, saa havde vi hoverov {Howrow: fornøjet tidsfordriv, se Jysk Orbog, ODS hovro}, eller Selskab.
Tirsdag d. 8. december 1953:
... Jeg er ved at lave en Vandkande til Johannes Hansen {på gården Skovlund}. Men det falder mig saa svær, og saa den Syre Os, naar jeg bruger Loddeboldten det har jeg ondt ved at taale.
Søndag d. 3. januar 1954:
... I Eftermidag var vi oppe i vor gamle Hjem. Nye Folk nye Skikke siger det gamle Ord. Det er der syn for i vor gamle Hjem {en tilbageholdende kommentar fra Thomas, han syntes de unge gav for mange penge ud}.
Torsdag d. 7. januar 1954:
... mange minder dukker op, fra min Ungdom, da jeg var 15 Aar, da gik jeg ud til Folke og satte de gamle Urværk i gang igjen, det tog en Dag, og det fik jeg 50 Ører og saa Kosten, det var i {18}85-86. Da var det min Fremtids Drøm. Jeg vilde være Urmager.
Søndag d. 27. juni 1954:
... Da taler Jesus til et stor Skare Mennesker som fuldte ham. Da han siger disse mærkelige Or til Skaren. Dersom nogen kommer til mid{g}, og ikke Hader sin Fader eller Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Disipel.
Det er sjældent Thomas nævner bibelen, hans religion var salmerne, nadveren og det levende ord. Men disse mærkelige ord har fanget hans opmærksomhed i radioen. Der skal uhyre mængder af teologi til at (bort-) forklare dem blot en smule, man kommer let derved ud i kierkegaardske dimensioner. For to tusinde år siden faldt ordene i en anden situation, en anden tid, en helt anden kultur med ørkenprofeter end et grønt land med salmer og det levende ord og en længst etableret religion.

Lerbjerggaard set fra luften 1957

Lerbjerggaard 1957 set i retning Thyregod By.
Lerbjerggaard 1957 set mod nord i retning Thyregod By.
Lerbjerg selv ligger omkring 500 m bag billedet et stykke til højre.
Halvdelen af gårdens jord lå bag ved billedet, den første del var leret den sidste sandet og det var der længst væk fra gården at der var 10 tønder land hede, da Thomas far kom til gården i 1852.
Med undtagelse af maskinhuset og svinestalden ser gården på billedet ud som i 1944, da Thomas forlod den. I æbleplantagen snakkede Thomas med træerne nogle måneder efter han havde forladt gården, som fortalt i interviewet 1962 med Axel Holm. Stedet hvor Thomas og Axel Holm skimter gården er angivet med den røde plet.
Urtehaven var sænket ca. en halv meter måske så der var mere læ.
Vejen fra Thyregod til Give gik dengang i højre øverste hjørne, hvor den røde skellinie har det første knæk, man ser kun lige et kort stykke af den. Damhuset, hvor Thomas levede sin alderdom, kan ikke ses bag træerne.
I 1990'erne blev gården solgt ud af familien og stod nogen tid tom. En dag mens den stod tom så en hjemmehjælper fra asfaltvejen mod øst, at gården brændte. Det lykkedes at redde stuehuset og det meste af huset der kaldes "svin, hønseloft", som senere blev lavet om til kontor.
I 2014 er meget forandret. Det meste af jorden bag gården blev omkring 1980 solgt til kommunen, nemlig alt bag ved en linie tværs over billedet ved teksten "lav jord", det kaldes nu Skovlunden og har gader og huse. Skoven er der stadig. I selve gården er kun stuehuset og udhuset tilbage, svinestalden, kostalden og maskinhuset er væk. Urtehaven og æbleplantagen er væk. Så vidt vides bliver jorden lejet ud mest til korn. Gården er nu kun et nummer og hedder prosaisk, tabellarisk "Thyregodvej 15", hvilket passer meget godt til dens formindskede karakter.
Thomas havde det held, at han kun var udsat for een omvæltning i dansk landbrug, nemlig overgangen til kunstgødning, roer og stort dyrehold, da han var ung og istand til at optage nyt.
Tak til Finn Sørensen 2014 for hvad de forskellige huse var.
Klik på billedet eller her for et stort billede.


Lørdag d. 2. februar 1963 (Thomas sidste dagbogsnotits):

Det er Vindter, nu er Landskabet pudre og dækket med Sne, det har sneet hele Dagen, men saa fin og let. Men kold har det været, 14 gr kulde i Nat, i Midag 8 gr, 10 gr i Aften. Vinden fra Norøst. Søren var oppe ved Neils, de har havt en mand med en stor Tærskemaskine, de var 6 Mand til at betjene den. Jeg har sidet inde i Varmen, læst og skrevet. Men Dagny og Marie har havt travilt. Det er jo Lørdag.

Næste dag fik Thomas feber, tre dage senere talte han i vildelse - familien skulle ud at rejse og klæ­des godt ind - og en uge derefter den 12. februar 1963 har han mærket at det gik mod enden, han bad uafladelig hele eftermiddagen, bad for alle hans kære hisset og bad om snart at få hjemlov og døde lidt før midnat. Som man ser var han ved klar forstand til en uge før hans død. Han blev 92 år, 8 måneder og 20 dage gammel.
På hans gravsten står død den 13.02.1963, men datteren Dagny lå på en sofa ved siden af ham og hun vågnede kl. 2:30 og da var han kold, så han må være død før midnat. Graven måtte sprænges på grund af frosten, som var -20° dagen før begravelsen. Han blev naturligvis begravet fra Thyregod kirke, hans kirke. Fredag kl. 14:30 kimede klokkerne til jordefærd og kirken var næsten fuld. På af­holds­ho­tel­let bagefter kom 99 mennesker for at mindes ham.
Hans kone Line var sløj og kunne ikke være med til begravelsen, hun døde fem må­ned­er senere 93 år 7 måneder gam­mel.
Thomas Fransen Sørensen havde et bredt og imposant liv og virke, havde drevet en gård op, plantet, skildret slægten han kendte og sig selv, en nøgtern mand undtagen hans re­li­giø­sitet, en rigtig god ø­ko­nom der og­så pralede, en kan­tet mand for hvem sandhed var absolut, slet ingen diplomat, en høj­sko­le­mand der aldrig kom på højskole hvor livets dybeste mening blev udsagt, en pas­sion­eret jæger der som gammel un­der harerne hans grønkål, en jysk mand, en alvorlig mand der ikke kun­ne med vås, en mand der tiede en anden seksualitet i familien ihjel, en så grundtvigsk mand at han prak­tisk ikke ænsede de an­to­lo­gi­ske bibliske skrifter kun det le­ven­de ord og salmerne, en autoritær mand i familien, en mand der rø­ren­de snakkede med hans træer.



Thomas Sørensen som romanfigur

En ny tid

Figuren Peter Carlsen i romanen En ny tid, der udkom 2015 (Gyldendal, ISBN 978-87-02-17288-1. 209 sider), er blandt andet inspireret af Thomas Frandsen Sørensen.
Og bogen gengiver næsten direkte fra Thomas fortælling om hans tuberkulose i 1901. Det er siderne 67-72, som udgør et vendepunkt i romanen, for hovedfiguren Fru Bagge skal begrave hendes mand, der var uden tro og ret kynisk, og hun læser beskrivelsen som tro og håb og mening med livet. Det smerter hende at læse det og det gør godt. Se gengivelse af tuberkulosen.
Romanen er skrevet af Ida Jessen.
Peter Carlsen er en god mand, han er hovedfiguren frøken Høys (den senere fru Bagge) hemmelige ven, så hemmelig at han ikke ved det. Et sted i romanen former han en kvindefigur og giver den til hende. Hendes mand distriktslægen Bagge kendte ikke kvinder nok til at kunne gøre det, siger hun. Han har ikke begæret hende. Peter og frøken Høy har begæret hverandre kort, lige før det blev kødeligt, men han var forlovet og anstændig. Men denne er en sidefigur i romanen.
Hovedrollen har den foretagsomme friskolelærerinde frøken Høy, der blev giftet af lægen Bagge og bliver helt afhængig af hans meninger i skikkelsen fru Bagge og efter hans død langsomt genvinder hendes uafhængighed og kort før romanen ender bliver til en egenstændig, livsgarvet kvinde Lilly.
Den mandlige hovedrolle har lægen Vigand Bagge, der har beundringsværdige sider som redde liv, behandle næsten uden betaling, lover en kone-mishandlende mand tæsk, men som ikke mener livet er noget værd og man skal ikke prøve at være sødladen og give livet en mening det ikke har. Han er ikke en partner, han vil dø alene og gør det, arrangerer at blive brændt uden at informere hende, tillader ikke at fru Bagge sørger og hun står så tilbage med et tomrum, der kun langsomt og med uendelige genvordigheder fyldes.
Romanen spiller i 1904 og 1927-32 i dagbogsform.
Hertil var talen om skelettet, men kødet i romanen er beskrivelser af følelser af forladthed, af ikke at være begæret, af enker der udgør en egen kaste, af Carl Carlsen der er lidt af en særlig og fotograferer, af skoleklasser, smække lusinger, småhistorier på vestjysk, Johannes V. Jensen, sortere tøj ud efter en afdød partner, morgenkåben Bagge forærede hende, hans ord skrål i kirken, markkonen på Thyregod Mark, præstegården 1760 da kartoflen kommer til egnen, skove med træer i ordentlige lige rækker, højskolen, grundtviske og indre missionske, forbitrelse, sandflugter, hede, lugten i et gammelt hønsehus, blomster som Jomfru Marias sengehalm, moderen med øjne som staldvinduer, købmanden der kurtiserer med papkasser, harerne om vinteren, Bagge som et dumt svin, individuelle høns, og til sidst en tilsvarende garvet mand, der gerne vil være sammen med hende og de vil gerne have hverandre. Ikke en Happy End for den varer kun et øjeblik — problemerne begynder derefter — men et vedvarende partnerskab, villet og godt.


Dokumentation

Fra folketællinger 1890 - 1921

1890 folketælling:
Thyregod By 1 gaard
Petrine Thomasen 54 aar, enke, * Brande, Husmoder, Avlsbruger
Madsine Sørensen, 29 aar, ugift, *Thyregod, Tjennetyende
Tomas Frandsen Sørensen, 19 aar, ugift, *Thyregod, Barn, Avlsbruger
Matias Sørensen, 11 aar, *Thyregod, Barn, dito (Avlsbruger)
Karen Jensen, 13 aar, *30.06.1876 Grarup, Brande, Tjenesttyende, dito (Avlsbruger)

1901 er Thomas tæller i folketællingen Thyregod By og Mark.
Thomas Frandsen Sørensen *25.05.1870 Thyregod, husfader, Landmand
Pouline Nielsen *05.04.1869 Brande, i sognet siden 1899, Husmoder
Søren Madsen Sørensen *01.10.1900 Thyregod, Barn
Petrine Thomasen *10.11.1835 Brande, i sognet siden 1857, Moder, Aftægtsnyder
Rasmus Jørgensen Møller 03.02.1886 Give, Tjenestekarl, ved Landvæsenet

1906 Thyregod matr. 4B.
Thomas Frandsen Sørensen *1870, gift, Husfader, Gmd. Landbrug
Pouline Nielsen *1869 , gift, Husmoder, Landbrug
Søren M. Sørensen *1900, barn
Petrine Thomsen *1835 Farmoder, Aftægt
Mathias Sørensen *1878 slægtning {bror til husfader}, Murmester
August Iversen *1892 tyende, tjenestekarl
Søren Jensen *28.11.1892, Slægtning, tjenestedreng

1911 folketælling Thyregod 4B (tæller Mathias Sørensen)
Thomas Frandsen Sørensen *1870 Thyregod, Husfader, Gaarmand ved Landbruget
Pouline Nielsen *1869 Brande, 1899 Thyregod, Husmoder, Husgerning
Søren Madsen Sørensen *1900 Thyregod, barn
Marie Petrine Sørensen *1906 Thyregod, barn
Dagny Sørensen *1909 Thyregod, barn
Petrine Thommesen *1835 Brande, 1857 Thyregod, Aftægts=Enke
Kristine Madsen *1892 Thyregod, Tjenestepige
Anton Andersen *1894 Give, 1901 Thyregod, Tjenestekarl

1911 folketælling Thyregod 5B
Mathias Sørensen *30.07.1878 Thyregod, Husfader, Husmand Landbruget
Ane Kirstine Arved Nielsen Søndertoft *1880 Brande, 1906 Thyregod, Husmoder, Husgerning
[Mette ]Marie [Andrea] Lankjær {Langkjær} *01.09.1899 Brande By {1900 fejl i folketællingen} Brande, 1909 Thyregod, Tjenestepige, {datter af landpost Peder Larsen Langkjær og Ane Laura Laursen. Han blev gift 2. gang med Mathias søster Karen Sørensen.}

1916 folketælling Thyregod 4B
Thomas Fr. Sørensen *23.05.1870, gift, Husfader, Landbrug, indkomst 1681, formue 13.700 statsskat *20,25 kr kommuneskat 92,12 kr.
Line Sørensen *05.04.1868(9!), gift, Husmoder
Dagny Sørensen *22.11.1909, Barn
Niels Martin Sørensen *25.07.1912, Barn
Kathrine (Petrine!) Madsen (Thomasen) *20.11.1835, Enke, Bestemoder
Martine Iversen *16.07.1896, ugift tyende
Laurids Henriksen *1897 ugift, tyende.

1916 folketælling Thyregod 5B, 1. februar 1916
Mathias Sørensen *30.06.1878 (30.07!), gift, Husfader Landbrug, indkomst 1300, formue 5000, statsskat 10,75 kr, kommuneskat 58,80 kr
Svend Ingemann Sørensen *04.05.1909, Barn
Einar Sørensen *05.04.1913, Barn
Karen Søndertoft *25.08.1847, Enke, Bedstemoder, (midlertidig, hjemsted Søndertoft, Brande)
Aksel Chr. Magnus Nielsen *17.10.1899, ugift, Tyende

1921 folketælling Thyregod 4B, Lerbjerggaard
Thomas Fr. Sørensen
Pouline Sørensen tilflytter Thyregod 1898 fra Hvejsel
Niels Martin Sørensen, 9 aar.
Dagny Sørensen, 12 aar
Kathrine (Petrine) Sørensen (Thomassen!) 86 aar
Johannes Nielsen *21.01.1899 Give tyende
Kirstine Nielsen *26.08.1876 Brande, tilflyttet 1920 fra Brande, slægtning

1921 folketælling Thyregod 5B, 1. februar 1921, Højgaard
Mathias Sørensen *30.07.1878 Thyregod Husfader, Landbrug,
Kirstine Sørensen *03.09.1880 Brande, gift, Husmoder, 1907 til Thyregod
Svend Ingemann Sørensen *04.05.1909 Thyregod, barn
Einar Sørensen *05.04.1913 Thyregod, barn
Tage Sørensen *08.05.1917 Thyregod, barn
Mette Marie Iversen *24.11.1903 Thyregod, tyende

1921 Folketælling, Matr. 5A, Skovlund
Lars Peter Hansen *12.04.1876 Give, tilflytter 1909 fra Give, husfader landbrug
Ane Cecilie Hansen *08.02.1883 Thyregod, Husmoder
Karen Cecilie Jensen *09.05.1908 Thyregod barn
Klaudina Petrea Hansen *12.04.1912 Thyregod, barn
Johannes Hansen *25.10.1915 Thyregod, barn
Martine Hansen *24.07.1918 Thyregod, barn
Klaudiane Thomsen *14.03.1887 Thyregod Slægtning

Trykte tekster om Thomas Sørensen

Frifelt om Thomas i "Gennem de jydske Udmarker" 1927-28

Der er to store problemer med Frifelts tekst nedenfor om Thomas Sørensen:
1. Frifelts oppustede stil.
2. Thomas hang til at overdrive lige i underkanten af praleri.
Først den oppustede stil som gengiver Thomas i et falsk lys og med følelsesdrevet vilje, det rammer ikke Thomas, som selv var ret nøgtern. Thomas lod folk tro andet. Hvad var det Thomas gjorde anderledes i markerne og i stalden? Frifelt nævner kun mærgel, men det var jo de unævnte roer, som tillod en meget større besætning med foder nok om vinteren.
Thomas var meget langt fra at være en hedebonde. Gården havde praktisk ikke hede, da han fik den. Thyregod og specielt Thomas gård Lerbjerggaard ligger lige på sidste istids hovedstilstandslinie - øst for er der banker delvis med ler, vest for begynder det flade vestjyske land som før 1800 var hede, hundrede år før vores periode. Gården ligger under en leret banke - derfra navnet Lerbjerggaard - der går som en stribe tværs over gården fra øst til vest, nord for gården dels sandet dels lavt, syd for gården mest sandet.
Thomas vidste at opdyrke hede havde stor status, det var en bedrift, så han lod folk tro han var hedebonde. Men det er en myte.
Teksten er formodentlig skrevet 1927 - 28, hvor Frifelt var fuld af forfattermod og 38 år ung og jonglerer kraftigt med ord - man mærker, at han ikke helt behersker det. Han var godt nok ægte jyde fra Ølgod, men han står delvis under mindre heldige østdanske indflydelser. Når han skriver Thomas far på dødslejet skulle have sagt "Vil Du det Thomas?" er det aldeles ujysk. Ifølge Thomas slægtsbog sagde faderen: "Vil du komme hjem om november?" Desuden er Frifelt højskolemand i traditionen, hvor entusiasmen går over fakta og her løber den over. Det var et instrument, som Thomas forstod at spille på.
Thomas var en af de tidlige til at plante hegn, men det greb hurtigt som sig, det gjorde mange bønder på egnen. Det var værdifuldt arbejde men nogen større hæder er ikke at hente der. Thomas frugthave var usædvanlig stor og kom til fortjent ære i krigstiden 1940-45 og kort derefter, hvor der blev solgt mange æbler fra den.
I indstillingen til sølvmedaljen i begyndelsen af teksten har Thomas angivet at have i gennemsnit gjort 41% gevinst over seks år, det er så udsædvanligt, at det rejser øjenbryn. Som interviewet i 1962 viser, skal man være mere end forsigtig, når Thomas angiver pengebeløb. Den samlede gevinst over seks år 1914-19 skulle altså være kr. 28.000. Men folketællingen 1916 viser hans indkomst dette år til kr. 1681! Til de andre fem år forbliver så 26.129 kr eller gennemsnitlig 5.226 kr per år, det er for meget af det gode. Dette var tilgivet verdenskrigsår, hvor det gik dansk landbrug rigtig godt. Thomas byggede i 1914 et stort nyt stuehus - som i 2012 stadig står - det vil have kostet ret mange penge, og ud fra Thomas andre angivelser om penge er de ikke fradraget i gevinsten. Thomas regnede sådan at det stuehuset kostede, det var hans ejendom, som han stadig havde. Men han angiver i 1920 at have 20.000 kr kontant formue, hvorved det kontante i hans hovede også indeholdt kontante stuehuse.
Nu kunne man sige 28.000 kr minus 8.000 kr til et nyt stuehus giver de 20.000 kr., men Thomas regnede ikke på den måde, som det ses i 1962. Bygningernes værdi var i 1920 10.400 kr (hvis det passer med ejedomsskyld minus grundværdi) for en ret ny stald, et gammelt hus og et vognskur fra 1904 og det nye stuehus, som kunne skønnes til 7.000 kr. måske. Han regner også hans børns penge med, hvilket i 1920 har været nogle tusinder til sønnen Søren, der da var 20 og arbejdede hjemme mest. Min regning, som det tillades at kritisere, er at Thomas har regnet omkring 7.000 kr for stuehuset, ca. 2.000 kr resterende løn til sønnen Søren som "kontant" formue, hvilket giver de restlige omkring kr. 13.000 i banken og en gennemsnitlig gevinst på 2.200 kr om året eller 19%, hvilket er ret så meget men ikke synes helt usandsynligt. I 1916 i folketællingen angiver han formuen til 13.700 men det er i den opstilling med gård og huse.
Det er ikke muligt i dette tilfælde at sige, hvad Thomas egentlig mener med hans tal. Da hans indkomst i 1916 er 1.681 kr. er et gennemsnitsoverskud for 6 år omkring dette år på 4.687 kr. per år ganske simpelt ikke muligt. Det ligger snarere lidt under 2.000 kr. per år, men selv det er en virkelig god fortjeneste, det er omkring 11.000 kr over 6 år. At Thomas overdriver vildt skal ikke forhindre det nøgterne, at hans økonomiske resultatet var rigtig gode.
Hvis man antager at ordet gennemsnit er forkert og at overskudet er for alle seks år, så ville overskudet per år være 781 kr, hvilket er for lidt.
Dette pengepraleri er uheldigt, for Thomas var en grundsolid og god økonom, der købte 18 tønder land jord til og var sparsommelig uden at være nærig. Lidt før 1943 byggede han et middelstort aftægtshus kaldet Damhuset på 4 tønder land jord. Han var, hvad man på tysk kalder "findig", rigtig god til at finde sager der kunne sælges og som der kunne tjenes noget på. Da han flyttede fra gården ned i Damhuset 1943 ved den ene ende af gårdens marker, kan man ikke sige, han gik på aftægt. Der blev avlet grønsager i den meget store have dels til gartnerier og dels til folk i Thyregod, de 75 høns lagde æg, som blev solgt i Thyregod By. Det var før folkepensionen og Thomas kunne brødføde sig selv og konen og datteren Marie. Datteren Dagny, der også var flyttet med, tjente egne penge i smørudsalget på Thyregod Mejeri. En nabokone (Irma Søbye) sagde: "Dagny blomstrede op, da hun fik eget arbejde på mejeriet", før den tid var hun blevet brugt af familien.

Citeret fra Salomon Jensen Frifelts "Gennem de jydske udmarker", 2. oplag, Aschehoug, Kbh., 1929 ss. 256 -265 og s. 419.

To navne paa een Medalje.
Thomas Sørensen og Pouline (f. Nielsen), "Leerbjerggaard", Thyregod, Nørvang Herred, Vejle Amt.
Indstillet 1920 af Brande-Thyregod Landboforenig:
"Født paa sin nuværende Ejendom 1870. blev 1888 efter sin Fars Død Bestyrer for sin Mor. Ejendommen var da 40 Td. Ld. nøgen Sandjord — deraf 5 Td. Ld. Lyngbanker dannet ved Sandflugt — Daarlige Bygninger, 2 Stude, 2 Køer, 7-8 Faar. Avlen 1888 var 28 Traver Rug, 35 Traver Havre, 23 Td. Kartofler.
Gift 1889 {1899!} med Pouline Nielsen fra Nørholm i Brande. Hun medbragte 1100 Kr. Samme Aar overtog han Gaarden. Siden er flere Parceller købt til Gaarden, saa dens tilligende nu er 58 Td Ld. Husdyrholdet er 14 malkekøer, en Del Ungkvæg, 5 grisesøer, 40-50 Svin. Ejendomsskyld 21,400 Kr. Grundværdi 11,000 Kr. Ingen Gæld men 20,000 Kr i kontant formue. Der er 4 børn. Gennemsnit af 6 Aars Regnskab fra 1914-19: Indtægt 11,456 Kr. Udgift: 6769 Kr. Overskud: 4687 Kr. "


I Kanten af "Sølvmedaljen for Landboflid" indgraveres Navnet paa den Mand, som faar den tilkendt. Her skal fortælles om en Medalje, der kom til at bære to Navne —.
Mindst af alt drømte Thomas Sørensen i sin Opvækst om at blive Hededyrker. Hvad Kaar, Heden gav: Slid og Slæb og Armod, havde han som Dreng for Øje hver Dag. Det fristede ikke til at gaa ind i samme Skure og slide sin Tilværelse bort for nogle sandede fortørrede Rødknæagre med sort Lynghede til alle Sider. Den var jo saa overmægtig stor, Heden her omkring Thyregod. Lyng og atter Lyng, saa vidt een kunde se. Blot hist og her en forblæst Vaaning med nogle Spærgel- og rugagre som en lille Ø ude i Lyngsletten. Men det gjorde kun Indtrykket af Hedens Overmagt end stærkere. At drive med Faarene derude, stod for Thomas som en mørk Trusel. Og tænke sig, at han, naar han engang blev stor, skulde sætte bo i en af disse smaa, nøgne Hedegaarde, det kunde gi Drengen Kuldegys. {Denne paragraf er ren opfindelse, der var mange gårde om Thomas gård, som kun lå en halv km fra byen Thyregod.}
Helst stod han og smaapønnede {? Ikke i ordbøgerne, ikke ellers at finde, skal måske være "pønse" eller "pønske"} ude i den lille Smedje, der laa ved hans Fars Gaard som ved de fleste afsides liggende {gården lå overhovedet ikke afsides, se ovenfor} Hedegaarde paa den Tid. Og han blev smaakræng {der kan sysle med lidt af alt eller er »smaakræng« som det hedder, naar Fingrene sidder rigtig godt} og fingernem til at haandtere Dril {bor til procellæn eller stentøj for at klinke} og Loddetøj.
Da han var 10 Aar, kom han over til Brande til en Morbror {Moster}. De var jo nok til Føden derhjemme endda. {Grunden var at mosteren havde mistet en dreng og ingen børn havde hjemme til at arbejde.} Ogsaa omkring Brande var der rigeligt med Hede, men den trykkede dog ikke Drengens Sind slet saa meget som derhjemme i Thyregod. Morbroren syntes godt om den kvikke Dreng og hans Husflid og lod ham fortsætte dem i alle fritimer og i de lange Vinteraftener. Og efterhaanden fik an en hel lille forretning med at lodde og klinke {samle ved små metalbøjler eller lime - porcelæn, stentøj} for Folk.
Det var egentlig noget, som passede Thomas helt godt. Han tog imod folks hullede Bliktøj og skaarede Potter og leverede det tæt og helet tilbage igen og gemte paapasselig de 5 og 10 Ører, han fik som Vederlag. Da han var 14 Aar og skulde tilbage til Hjemmet, havde han paa den Maade sammensparet sig 40 Kr. {Se teksten om dette beløb.}
Hans Far nikkede anerkendende, da han saa de rare Penge, og han gav Thomas Lov til at fortsætte Forretningen i sin Fritid. Ja, han viste endog sønnen den sjældne Tillid at betro ham til at gøre den gamle Klokke i Stand. Den var ellers et Klenodie, man omgikkes med ærbødig varsomhed. Ingen andre end Manden selv vovede at røre Messingkæderne og trække de tunge Blylodder op. Naar han hver Aften ved Sengetid forrrettede denne ansvarsfulde Handling, gik der som et Pust af Højtidelighed gennem Stuen — Det var den kommende Nat og Dag, der viedes ind. Og Kædens skratten over Værkets Hjul var som Skellet mellem dette Døgn og saa det næste. Trofast havde det gamle Værk stykket tiden ud nu gennem mange, mange Aar. Det sindige Tik-Tak var som en Borgen for, at Tiden retsindig randt, som den rettelig burde. Men nu var Hjulene kørt trætte. Ælde, Støv og Tørverøg havde vel slaaet sig paa Værket og gjort det trægt. Og det føltes der i Gaarden, som var det selve Tiden, der var rokket i sit faste Leje.
Saa stor og ansvarsfuld en Opgave havde Thomas aldrig før været stillet over for. Og han gik i Lav med den med Lyst, dette her var alligevel mere spændende end at lodde en Lyseform efter et gammelt Pottemaal. Og Kuren lykkedes. Det var, som Dagen igen blev til at lide paa, da Klokken atter hakkede sit troværdige Tik-Tak ud i Stuen. Det rygtedes snart i Sognet, at Thomas nok var en "rejn Braaend" {forfærdelig god til det} til at lave Klokker i Stand. Og det var jo en sær Nemhed at faa dem standet {stå eller befinde sig et bestemt sted eller i en bestemt situation, poetisk} her hjemme i Stedet for at karme {overhovedet ikke fundet som verbum?} dem helt til Vejle og saa endda risikere at blive trukket rent ukristeligt op af en snu Klokkemager. Og Thomas kunde glæde sig ved god søgning, saa den ene Stuevæg derhjemme næsten stedse var tæt overhængt med gamle Klokker rundt om fra hele Thyregod Sogn.
Og nu vidste han, hvad han vilde være — Urmager! Det var da en spændende og snild Haandtering, værd at lægge sig efter. Men hvordan? — Det var ingen let Sag. Hjemmet var fattigt, og de var 9 Søskende. Hans Far og Mor havde ikke Raad til at holde ham i Lære gennem 4 Aar. Det var haabløst at tænke sig — Havde det endda være Smed eller blikkenslager, saa var det ligesom lettere at se Udvej. Men Thomas vilde være Urmager, den Ting var afgjort.
Og tavs og stædig satte han sig for selv at føre det igennem uden Hjælp fra Hjemmet. Nu var han 17 Aar, og han vilde ud at tjene. Og saa vilde han tjene saa længe som Karl, til han magtede at staa Læretiden ud. Han fik Plads som Karl ude i Dons. Det var det første Skridt frem mod Læretiden og Fremtiden som Urmager — Saadan havde han selv tænkt sig sin Fremtid. Men et andet sted var det lagt anderledes til Rette. Da han havde tjent i Dons godt et halvt Aar, fik han ved Midsommertid Brev hjemme fra. Det var ganske kort:

Kære Thomas! Din Far er meget syg, hvis Du vil snakke med ham endnu en Gang, maa Du se at komme, saa snart Du kan, at det ikke skal blive forsilde.

For 17 Aars Knøsen var det et trist Budskab. Hans Husbond forstod det og lod ham tage afsted med det samme. Det var jo ingen Smutvej den Gang. Først maatte han gaa 3 Mil for at naa Dagvognen. Og igen en Mils Vej fra Dagvognsruten og hjem. Han naaede hjem Kl. 10½ om aftenen og skulde afsted igen Kl. 4½ om Morgenen. Det var kun en kort Hvile og saa en tung Afsked. Om Morgenen, da han skulde afsted, var han inde at sige farvel til sin Far. Solen var lige staaet op da. Den lyste ind i Sovekammeret. Sengen med den syge stod lige i Solstriben. Det var at se som en hel Forklarelses-Glorie {forklarelse her synes at være en ordskabelse af Frifelt} af Lys omkring Sygesengen.
Og det Syn og den Stund fæstede sig i Knøsens Sind, saa intet Aaremaal kunde slette det ud igen. Manende og styrkende følger det ham Livet igennem. — "A ka se ham for mig endnu, som han laa der lige midt i Solstriben. Aldrig har a set Far saa køn og saa glad." —
"Ja, nu ses vi jo ikke mere her nede, Thomas" — Faren snakkede, som var det bare en Rejse, der stod for — "Men lov mig, at Du vil ta hjem til Mor nu til November og hjælpe hende at drive Gaarden. Vil Du det Thomas? Saa ka a mere roligt lægge mig til."
Hvad skulde Thomas vel svare andet end Ja — Selv om det Ja slog en brat streg over alle hans Fremtidsplaner. Det fik ikke hjælpe. Løftet var helligt som den Stund, der krævede det. Det var deres sidste Haandtryk og de sidste Ord, de skiftede, før han maatte haste afsted til Dagvognen. En Uge efter var han igen hjemme til Jordefærden. Og til November flyttede han hjem som Bestyrer for sin Mor. Var det en tung Forsagelse for ham at slippe sin Fremtidsdrøm og gaa ind til en Livsstilling, som han savnede Lyst til? — Ingen fik det at vide. Han var stærk nok til at bære det hos sig selv.
Men skulde han være bonde og Hededyrker, saa vilde han være det til Gavns, det satte han hele sin Vilje ind paa. Det Aar, han var ude, havde han lært en Del, og han havde set, at de her hjemme i meget var bagefter andre Egnes Bønder. Her som de fleste andre Steder paa Hedeegnene gik hele Driften og alle Bestræbelser ud paa eet eneste: at spare og atter spare. Hver Skilling, man møjsommeligt havde faaet bjærget sig, blev vendt og drejet mange Gange og kun nødtvungent givet ud igen. —- Marken udpintes. De 2 Stude og 3 Køer sultfodredes. Og de faa Redskaber var klodsede og forældede. Denne haarde Sparsommelighed var Tidens Kaar, en simpel og tvingende Nødvendighed paa disse magre Hedegaarde, hvor næsten intet lod sig udbringe {Frifelt bruger ordet udbringe sært} i Penge. — Udbetalingen fra Mejeriet var i Thomas's Hjem for hele Aaret 1888 kun 90 Kr. Samme Aar var den samlede Købmandsregning 150 Kr. Det var kun smaa Penge og smaa Muligheder, der var at regne med. Men Thomas havde Ungdommens Mod til at tro paa de større.
Det, som var værst at strides med, var Sandfoget. Hvert eneste foraar den samme Plage: piskende tæt, graa Sandknog ind over de tørre, nøgne Marker, saa folk tit nødtes til at køre sanddriverne væk fra Husene i Snesevis af Læs. Tænke sig, om der var Hegn til at læ! — Og Thomas begyndte at plante. Og de golde, udpinte Marker trængte sørgeligt haardt til Mærgel og Gødning, det maatte der ogsaa bødes paa, derfor stillede han an med Mærgelgrav. Saadan prøvede han efter fattig Evne lidt af det, han havde set og lært derude.
Og det rygtedes i sognet som forhen, da han lavede Klokken i Stand. Og Folk begyndte agtsom at vogte paa hans Færd. De gamle Hedebønder nigrede {negrede - ryste med hovedet på grund af alderdomssvækkelse} ynksomt med Hovedet: "Hæ, sie kuns til ham! Sie, sie endda - Ja, o den Fasown ska han snaar fo Trine saat fræ æ Stej!" De kunne jo ikke se rettere. For dem var den blotte Tanke om Indkøb af Kraftfoder, Gødning eller Redskaber til Markarbejdet en Vederstyggelighed, der fik dem til at gyse og se sort Ruin foran sig. Ogsaa de yngre havde deres Betænkeligheder og gode Raad: "Det er saamænd ikke værd at ofre Arbejde eller Bekostning paa det Knygesand. Rejs saa hellere til Amerika, for det er da Synd og Skam, Du skal øde din Ungdom og arbejdskraft paa det sølle Kram!"
Men Thomas lod baade de ældre og de yngre snakke. Han havde i det Stykke sin egen Tro, som han havde sin egen Vilje. Kun i een Retning havde han arvet de gamles synsmaade og stærke trang til at staa frit: Han skyede Gæld. Og han lavede aldrig forbedringer ved at ta paa borg. Derfor kan han som ældre mand sige med stolt Selvfølelse: "A har aldrig laant Penge!" {Regnskaberne siger noget andet.}
I disse Aar skete det, at Fr. Hansen {Hans Frederik Hansen, forsøgsleder, specielt forsøg med grøngødning af sandjord, kultivering af højmose, staldgødningens opbevaring og sædskifte}, Askov, kom paa Egnen at holde Foredrag. Han talte tre forskellige Steder, og Thomas Sørensen fulgte ham alle tre Aftener. For her klaredes det for ham, meget af det han uvis og famlende havde gaaet og prøvet sig frem med. Nu hørte han denne Mands Ord for, at han var paa ret vej og trøstig kunde fortsætte fremad. Det gjorde han. Og ret mange Aar varede det ikke, før Fremgangen var saa iøjnefaldende, at ogsaa hans Sognefæller maatte anerkende den.
Da han havde bestyret Ejendommen i 11 Aar, fik han den tilskødet imod at svare sin Mor Aftægt og udbetale 1000 Kr. til deling mellem sine Søskende. Og da var der allerede sket store forandringer: En Have var anlagt. Læ og Hegn var plantet. Der holdtes nu 2 Heste, 5 Køer og mange Svin.
Samme Aar hjemførte han sin Brud, Pouline Nielsen fra Nørholm i Brande. Og nu stod han og hun først ret ved Indgangen til deres Livsgærning med Fremtiden æggende og vinkende af Planer og ventende Arbejde — Hurra! — Nu skulde der Skub i sagerne, som aldrig før set {Thomas ville aldrig have sagt hurra på den måde, det er for eksalteret til at være godt jysk}. For nu var de to til at hjælpes ad. —
Og saa kun halvandet Aar efter Bryllupet kom Ulykken ufatteligt brat og knugende: Thomas blev ramt af en pludselig og ondartet Lungetuberkulose, der truede hans Liv. Det kom med en voldsom Blodstyrtning. Ingen regnede med, han stod det igennem. Folk ude i Sognet havde allerede meldt ham død og beklagede højlydt, at den unge, dygtige Mand skulde gaa bort saa tidligt. Men inde i Sygestuen stred Thomas for sit Liv. som han før satte hele sin Vilje ind paa at fylde den Livsstilling, han nødtvungent førtes ind i, saaledes satte han nu al sin Vikjestyrke ind paa at leve og blive rask. Og Line stod ham trofast bi baade inde i Sygestuen og ude i Gaardens Drift. Og en Dag kunde han saa — uventet for de fleste — rejse sig fra Sygesengen og støttet af Line svingle de faa Trin tværs over Gulvet til en Stol.
Der sad nu den før saa kraftige og virksomme Mand som en Svækling, mærket af Sygdommen for Livstid, mens alt hans Arbejde og alle hans Planer raabte til ham fra Stald og Mark. Det var en Lod, der kunde ha kuet stærke Mænd og slaaet de fleste ud af Kurs. Men først nuviste det sig ret, hvad Mandsvilje formaar. Selv at arbejde med som før var han afskaaret fra, men inde fra Sygestuen ledede han nu Arbjedet og førte sine Planer frem.
Han havde mangfoldige Gange under sit arbejde følt, at han savnede tilstrækkelig viden og og Indsigt i de Ting, han daglig havde mellem Hænderne. Nu i de følgende aar, mens han langsomt stred sig frem til Helbred og Kræfter igen, nyttede han Tiden nøje til at læse lat, hvad han kunde overkomme, om sit Fag og dets mange Grene. Og fra nu af genneførte han et grundigt og solidt dobbelt Bogholderi.
Da Kræfterne igen strakte til, rejste han ud og besøgte forsøgsgaarde og Mønsterbrug. Og altid havde han Udbytte med hjem. For mange var det mærkeligt at se, hvorledes denne svage, sygdomsmærkede Mand alene ved sin vilje og sin Indsigt stadig kunde drive sin Gaard bedre og bedre frem og naa mere end de fleste sunde og stærke Mænd. —
Nu er Thomas Sørensen en rask Mand, ikke stærk som før sin sygdom for 30 Aar siden, men altid i travl Virksomhed i sin Gaard, i sin store Frugthave eller inde ved Skrivebordet. — Denne Frugthave er noget af et Særsyn her ude paa den forhen forblæste, skarpe og usle Hedejord. Og man kan rejse vidt gennem Landet uden at finde dens Mage. — — Det er en Julidag nær Aften, at Thomas Sørensen følger et Par Gæster omkring i Haven — eller Haverne, for der er med Tiden blevet flere. Og det er ikke af Høflighed eller paa skrømt, naar de fremmede hvert Øjeblik maa standse og give Udtryk for Undren og Beundring.
Af Havens 125 store Frugttræer er der kun 4-5 Træer, som ikke ser sunde og grokraftige {et Frifelt ord} ud.
Lerbjerggaard, Thyregod, æblehaven ca. 1930.
Æblehaven Lerbjerggaard, Thyregod ca. 1930.
Stuehuset til højre for flaget mellem træer.

Og Frugt! Alle Vegne Frugt! paa alle Træer hænger de smaa nyskabte Frugter. Sparsomme, tætte eller i overdaadig Mængde, som nu Træets Natur er. Og Ejeren kender hvert eneste Træ ved Sortsnavn {et Frifelt ord} og kan i korte, hastige rids give dets Fortrin og Mangler, dets Historie, hvert har jo sin.
Uden for Havehegnet, men læet af høje Granhegn, duver en Bygmark som et Tæppe af grønt silke og rødt Aftenlys {kombinationsbilledet funktionerer vist slet ikke - tæppe af rødt aftenlys?} - frodig og tæt her paa det fordums Knygesand som var det fed Hvedejord. Inde paa Gaardspladsen rasles med Mælkespande. Og i Stalden staar 14 røde Køer og venter efter Malkerne — —
Forandringen i disse 40 Aar synes næsten ufattelig. Og større endnu maa den vel føles af de, som har været med i denne Udvikling — Manden og Kvinden, der endnu kendes ungdommelig spænstige i Tanker og Færd trods Arbejde og Sygdom.
— Inde i Thomas og Sørensens og Lines pæne stue hænger et Oliemaleri af Thyregod Kirke og By, som det tog sig ud for 25 Aar siden:

Thyregod set fra Skovlund aarstal 1820c?.
Thyregod kirke set fra Skovlund ca. 1800. Artiklens årstal ca. 1900 er året billedet blev malet.
Gården foran kirken blev kaldt Bredgaard, og det er den, der lige omkring året
1800 flyttes til Skovlund ca. 500 m bag ved malerens standpunkt.
En "skaldet kirkegaard" ses ikke.
Billedet malet af sognepræst i Thyregod 1893 - 1902 Jens Kjær Carlsen.

Den store Kampestenskirke med Taarnets Pyramidetag og en skaldet Kirkegaard. I Forgrunden en lille lukket Hedegaard og ude i Baggrunden en anden lille Gaard — forfatteren C. A. Thyregods Barndomshjem — ellers intet andet end mørk Hede til alle Sider. Kun for 25 Aar siden! Den, som første Gang ser Thyregod By i Dag, forstaar det ikke, at denne smukke, livlige Stations- og Forretningsby er vokset op af Heden i mindre end 25 Aar! Men saaledes har Jyllands Hedeegne i disse Aar været under Forvandlingens Lov.
Og at Forvandlingen er sket: Fra Knygesand til Bygmarker — fra Lyngbrinker til Frugthave, det skyldes Mænd og Kvinder som Thomas Sørensen og Line. "For vi har været to om det, uden hende der havde jeg ikke naaet ret meget." — Da Thomas Sørensen modtog "Sølvmedaljen for Landboflid", lod han sin Hustrus Navn gravere ind i Medaljens Rand ved Siden af sit eget. Derved blev denne Medalje den smukkeste og sandeste af de 232 Sølvmedaljer, der til denne Dag er uddelt. For hvem trækker vel det tungeste Læs i alle disse Bondehjem Landet over, Manden eller Hustruen? — Tør nogen mon afgøre det.
Mon ikke Kvindens Indsats her er lige saa værdifuld som Mandens — Hun, som føder Børenene og ofrer sem af sin knapt tilmaalte Nattesøvn, plejer alt det spæde i Gaarden og vogter det spirende Liv. Trøster, styrker og støtter — Hun, hvis Dag tit er den længste, først oppe ved daggry og sidst i Seng ved Aften, fordi alle har Krav paa hendes Hjælp og Omsorg — Tør nogen sætte hendes Gærning under Mandens? — {Det er betegnende, at hun ikke får et ord ind. Hun bliver ikke interviewet.}
Ligestillet er deres Arbejde som de selv, for kun i trofast Samhjælp kan de naa frem. Hvi skal da ikke hendes Navn nævnes sammen med Mandens og staa ved Siden af hans rundt Medaljens Rand? Var de fælles om slid og Savn, Møje og Fremgang gennem Aarene, saa maa de vel ogsaa ha fælles Part i Hæderen derfor. Kun den Medalje, der lig Thomas Sørensens og Lines bærer to navne i sin rand, hædrer udelt og sandt.


Nedergaard om Thomas i "Dansk Præste og sognehistorie"

Fra Paul Nedergaard: "Dansk Præste og sognehistorie". bind 9A Ribe Stift, 1960, s 51:

Nedergaard om Thomas Sørensen

Der var adskillige særprægede personligheder ("Enere") blandt de gamle her {Thyregod sogn}. Thomas Sørensen, († {19}63), Lerbjerggaard, fejredes af Otto Henriksen {af Brande sogn} med en artikel i "Vejle amts folkeblad", da han fyldte 90, og da Thomas S læste det, skrev han til Otto H. at hvad der var skrevet, passede, og hvis det ikke havde gjort det, "will a da ha waat møj kyw a'et" {Ikke korrekt jysk: Thomas ville ikke have sagt waat men waen, vill istedet for will; men Thomas ville jo slet ikke have skrevet sådan, det ville han have sagt}. Udtrykket var karakteristisk for hans redelighed. Da Thomas S i 17-aarsalderen mistede sin fader, tænkte han paa at rejse til USA. "For herhjemme kan det ingentig blive til". Moderen græd. Hun følte sig bundet til stedet. Da kom statskonsulent Fr. Hansen, Askov, hertil for at fortælle om sandjordens opdyrkning. Thomas S lyttede, hørte det samme foredrag 3 gang, og han gav sig til at opdyrke sandjorden. Folk kom for at se og høre, og han strøede sine erfaringer ud til alle sider. Han blev bundet af det praktiske liv, og kunne beklage, at han ikke var kommet paa højskole som sine søskende. Vi gik ture sammen, skriver Otto H. Det var noget andet end vor tids bilture. Han ville tale alvorligt om det, han havde læst, og om det han var gaaet glip af, og satte mig ofte i forlegenhed med sine kloge spørgsmaal. Og sikken hukommelse han havde! Naar en prædigken eller et foredrag optog ham, kunne han gaa hjem og nedskrive det. Ville man takke ham, viste han tilbage til andre kilder, i hjem, i folk, i den kristne menighed. (Se iøvr ndf). Mindesten i Kongenshus mindepark {Det er for en anden Thomas Sørensen fra Bording sogn *1875 †1965 gift med Kirsten Margrethe, ikke Thomas Frandsen Sørensen fra Thyregod}.

Axel Holms interview med Thomas i 1962

Axel Holms artikel nedenfor om Thomas er første klasses journalistik. Han lader få af hans spørgsmål indlede en paragraf om et bestemt emne. Der har været flere spørgsmål, som han lader væk for ikke at forstyrre tankegangen, han glænser ved sin fraværenhed og lader Thomas skinne. Enhver, der har prøvet at omsætte en mundtlig samtale til en skriftlig artikel, ved hvor svært det er at få sammenhæng i sætningerne og tankegangen. Man tror, at opleve Thomas direkte, men det er ved hjælp af Axel Holms kunst.
Dette interview blev anledning til en del snak i nabolaget: "Thomas snakker med træer!" og en øjenbevægelse opad og en bevægelse til siden med hovedet. Men det er jo netop skønheden deri at Thomas, som ellers var konservativ tilbageholdende — ein Herr, ville man kalde ham i Tyskland — lod sine følelser få frit løb. Trods myten hedebonde, som han ikke var, og overdrivelser med penge er det rørende, at se hvor forbundet Thomas var med hans hjem og planter og dyr og denne jord.

Fra Kristeligt Dagblad, 16. juli 1962 (genoptrykt samme måned i Vejle Amts Folkeblad), ved Axel Holm.

Vesteregns-bondes glæde over træer og læbælter

Besøg hos den 90-årige hedeopdyrker og planter Thomas Sørensen, Thyregod
Endnu én af de gamle hedeopdyrkere og plantere, én, der tillige har kunnet udvikle et åndeligt liv, optaget af det grundtvigske, en slider og en poetisk mand, der kan skrive et digt og kan blive henrevet af træer. Det er Thomas Sørensen i Thyregod. Han og hans kone, Line, er nu 90. Da han i 1888 overtog sin fødegård, Lerbjerggård, var der 45 tønder land, deraf 10 hede, tre køer og to stude. Han afstod gården i 1943 til sin yngste søn, og da var hedestykket opdyrket, ny jord taget ind, der var 14 køer og tre heste - mekaniseringen var jo dengang ikke rigtig begyndt - gården bygget helt om fra tre til fire længer. Der var plantet læbælte om alle marker og anlagt frugthave med 125 træer omkring gården. Han kunne give hver af sine fire børn 9000 kroner og havde endda 90.000 i sparekassen {sparekassen overstreget af datteren Dagny Sørensen og tilføjet: "i Hus og Formue", på forespørgsel 1987 lod hun vide at denne sum også indeholdt beløbet på hendes sparebog}. Desuden havde han bygget et hus til sin og Lines alderdom, omgivet af én tønde land plantage, Damhuset, i nærheden af gården. Thomas Sørensen havde ikke villet skille noget ud fra gården, og derfor havde han allerede i 1918 købt fire tønder land fra en gammel købmandsgård i Thyregod, noget elendig, gruset jord med en dam, som ingen troede, der kunne gro noget i af betydning, men han gav sig til at plante og udtørre dammen, og det danner nu den frodigste ramme om Damhuset. I plantagen findes rødgran, lærk birk, endog bøg og den flotteste ædelgran, jeg har set. Den ældste søn {Søren Madsen Sørensen} hører også hjemme på gården. De to døtre bor i Damhuset, den ene {Marie} kan ikke se, men den anden, {Dagny Sørensen}, passer sin søster og husholdningen foruden at hjælpe sin far med have og et hønseri med 75 høns —
Thomas Sørensen er stadig en lille, mager og hurtig mand med spillende øjne og han fortæller om sin barndom:
— Vi var ni børn, og vi havde det småt. Far og mor forstod at spare, men far havde ikke øje for, hvilke muligheder, der var i landbruget, og han var heller ikke rask og stærk fra han var 61 år. Da jeg var 10 år, kom jeg hjemme fra til en moster og hendes mand, Ane og Kresten Hale, syd for Skjærris {Skerris}. De havde haft tre piger og en dreng, men drengen døde, da han var 13 år, og pigerne var fløjet af reden. Til erstatning ville moster og hendes mand gerne have én af os drenge i Thyregod. Valget faldt på mig. En novemberdag kørte far og mor mig derover med stude. Jeg lagde godt mærke til vejen, for jeg ville hjem til jul, og da skulle jeg gå de 10 kilometer alene. Ane og Kresten havde for 25 år siden fået en hedelod fra mors hjem. Engang havde de ikke foder nok til én ko. Nu havde de to stude, to køer og fire får. Jeg skulle hjælpe med at passe dyrene og være de gamle til oplivelse. Det var et prægtigt hjem, jeg var kommet i, nøjsomt og gudfrygtigt, åbent for alt stort og skønt. Moster og hendes mand fulgte med i, hvad der skete i skole, kirke, menighed, fædreland og verden. De havde mange bøger og holdt Vejle Amts Folkeblad. Det var på den tid en sjældenhed - i mit hjem i Thyregod havde vi det ikke. Desuden holdt de Husvennen, som jeg blev meget optaget af. Jeg fik i det hele taget i dette hjem en vældig interesse for at læse. Moster var et af de bedste mennesker, jeg har kendt. Jeg kaldte hende mor i de fire år, jeg var der. Morbror var en klog mand og god til at synge. Morten Eskesens sangbog og salmebogen blev brugt. I det hjem mødte jeg den åndelige strømning, der stammede fra Grundtvig. Højskolebevægelsen havde taget far, især i Brande sogn. I Thyregod havde den ikke slået rod endnu, men fra Brande kom mange på højskole. Mosters tre piger havde været på højskole. Den ældste havde været elev hos Kresten Kold. Når pigerne kom hjem, fyldtes huset med sang til glæde for de gamle.
På den tid var Uffe Birkedal præst i Brande. Der var ikke forsamlingshus i Brande, men Birkedal holdt møder om aftenen i skolestuen. Moster var dårlig til bens, men når Birkedal holdt møde, skulle alle tre af sted. Møderne var ofte store oplevelser. Der blev min sans åbnet for det levende ords værdi. Nar vi var halvvejs på hjemturen, løb jeg i forvejen hjem og tændte lys og fyrede op, for moster blev så glad, når hun kom til broen {over Brande Å} og kunne se, at der var lys i huset.
I den tid var der ni skoler i Brande sogn. I to af skolerne var der faste lærere i Brande og Ure. De andre steder var der unge seminarister et halvt år ad gangen. De unge lærere bragte noget til børn og hjem i Brande, som man i Thyregod ikke fik del i. For far og mor var højskolen et ukendt begrev, men med hensyn til deres kristenliv har jeg de herligste minder fra dem.
— Det var vel givet, at de skulle være landmand?
— Det var ikke min mening. Jeg ville være urmager, men min fader sagde, at det krævede fire års læretid, og det havde vi ikke råd til. Nå, så ville jeg ud at tjene, og det skulle være et sted langt borte. I 1887, da jeg var 17 år, rejste jeg så til Dons ved Kolding for at tjene hos Augustinus Sørensen, hvis kone var en datter af Hales i Skjærris, som jeg havde været hos. I Dons havde det grundtvigske rigtig fået fat med foredragsforening, højskole, gymnastik, og skyttesagen var næsten det vigtigste. Husbond og karle mødtes på lige fod på skydebanen. Et år var der ved en kapskydning præmie til alle deltagere. Formanden det år var Hans Kristensen {Hans Jørgensen havde Dons Mølle 1875 - 1913, se Poul Lindholm "Landsbyen Dons", Kolding, 1922}, Dons mølle. Han gik med briller og så måske ikke så godt, men han fik alligevel en dejlig lommekniv i præmie, skønt hans præstation kun var fem forbiere i fem skud. Han tog mod præmien med lige så stor værdighed og ydmyghed, som den, hvormed de andre modtog deres præmie. Han var med, og det var nok. Sådan var begejstringen og sammenholdet i skyttesagen.
— Blev Thyregod ved at være bagefter?
— Der skete en vendig, da lærer Nørregård og pastor Kjær Carlsen kom her til. Der kom sang og spil i skolen og orgel i kirken. Der kom fremmede talere, ikke just højskolemænd. Vi fik sat en mindeplade op i kirken for Grundtvigs kornfirmation, og en grim plet midt i byen blev omdannet til et anlæg med C. A. Thyregods minde. Flere unge i Thyregod tog på højskole. Alle mine søskende kom der. Jeg ville også gerne have været der, men jeg var hjemme, fik ingen løn, og vi havde ikke penge til højskoleophold for mig. Jeg holdt Højskolebaldet og fulgte med, så godt jeg kunne. I seks år var pastor Bjerring her, og i den tid voksede Indre Mission, og missionshuset blev bygget. Det grundtvigske voksede også. Vi fik bygget forsamlingshus, højskole i Give og en friskole i Thyregod.

¤

— Hvornår overtog De Lerbjergård?
— Da jeg var 18 år blev jeg bestyrer for mor, og nogle år efter overtog jeg gården. Jeg blev gift i 1899. Min mor boede hos os på aftægt. Vi havde en tjenestedreng og mor hjalp os, så godt hun kunne. Vi syntes, at alt tegnede godt. Vi arbejdede hårdt. Hen på vinteren 1901 havde jeg meget at bestille, og jeg kunne blive så træt. I marts havde vi tærsket på maskine. Vi havde ikke fået hestegang {også kaldet hesteomgang, en hest udenfor går i kreds og trækker over aksel og tandhjul tærskemaskinen}. Jeg havde lånt en håndtærsker. Det var strengt at trække den, men det værste var, at når man arbejdede med den, kom man til at sluge en masse støv. Jeg blev forkølet og fik en forfærdelig hoste — og så trætheden. Mor sagde til mig: "du tager for stærkt fat, Thomas, og det går ikke med den hoste, du skal til doktor." Jeg slog det hen og brugte det gamle husråd for hoste: hyldete. En dag havde vi særlig travlt. Der skulle lægges cementgulv i bryggerset, og jeg findelte {fin-delte, vel over en rist, en slags kasse-siv} cementen, som støvede, og jeg blev gennemrystet af hoste. Over middag kørte jeg en grundplov jeg havde lavet {formodentlig i broderen Søren Peters smedje i den anden ende af Thyregod By} hjem. Jeg kom forbi kirken, og pludselig så jeg et ligtog, og det var mig, de kom med.
— Mener de, det var et varsel?
— Det var Vorherres advarsel til mig. Det er sket flere gange, at jeg har anet noget. Da jeg havde set det syn, tænkte jeg, at der måske ikke var mange dage tilbage. Jeg foldede mine hænder og bad min himmelske fader tage mig i sin hånd. Så kom hosten, og kuldegysninger fulgte efter. Jeg jog på hestene. Der var så meget, jeg skulle have ordnet. Mor sagde til mig, da jeg kom hjem, at jeg skulle gå i seng. Ja, men jeg skulle have hoppens ben vasket, og jeg skulle skille et hold grise fra den gamle so, og jeg blev bidt i benet. Så var jeg klar til at lægge mig. Da jeg gik ind gennem køkkenet og stuen og så ud i gården, var det, som om alle ting rørte sig og sagde farvel til mig. Jeg hostede så sengen rystede og blodet flød i store strømme ud af min mund. Doktoren blev hentet, og der var jo ikke tvivl om, at jeg havde fået tæring {lunge-tuberkulose}, som dengang ansås for en uhelbredelig sygdom. Hosten blev bundet, men jeg kunne ikke tale, så man kunne høre mig. Præsten havde været her, og jeg havde modtaget nadveren. Men våren var i vente og kom tidligt det år. Jeg blev lagt ud i haven. Det var heldigt; at jeg havde begyndt at plante allerede som dreng. Far brød sig ikke om plantning, men jeg fik lov at begynde, da jeg var 15 år. Nu kunne jeg ligge både i læ og skygge fra mine egne træer. Jeg kom så vidt, at jeg kunne passe kreaturerne. Jeg måtte holde en karl. De legemlige kræfter var små, men så tog jeg mig sammen og brugte forstanden.
— På hvilken måde?
— Jeg førte regnskab, så jeg kunne se, hvad det betalte sig at drive. Jeg holdt blade og kom i med konsulenterne. Jeg har ikke udført mirakler, men jeg har udnyttet de muligheder, landbruget gav. Mine børn har fået løn for deres arbejde hjemme og har været på højskole. Jeg synes, det er lykkedes for os. Nu udnytter jeg haven. Folk kommer her og køber grøntsager. Der er jo mange nu i Thyregod, der ikke har have.

¤

Med Thomas Sørensen går jeg gennem hans have og plantage. Han ser på alle træerne, nogle rører han, som er det er barn han med hånden stryger over hovedet. Vi kommer ud af plantagen. "Der ligger så Lerbjerggård," siger han. Jeg ser marker med høje, tykke hegn. Den hvide gård skimtes mellem et værn af træer.
— Hvordan var det at forlade gården?
— Slemt. Nu er det ovre. Jeg har jo fået så meget andet at se til — så mange skønne træer og planter. I den første tid var det hårdt. En dag var vi gæster i vort gamle hjem. Da vi havde spist, gik jeg ud for at se til dyrene. Det var kun to måneder siden, jeg havde passet dem, men mange af dem var blevet ukendelige for mig. Så jeg gik ud i Søndermarken. Her kendte jeg hver bakke og hver sænkning. Hegnenen var blevet klippet, men de stod, som de havde stået, siden jeg stak dem i jorden som små planter. Jeg har set dem gro vår efter vår. Jeg har glædet mig, når de spæde lysegrønne knopper foldene sig ud og granerne fik ny kåbe. Jeg har sørget, når solen bagte og stegte og tørken satte ind. Nogle bukkede under, men her står nu dejlige graner, som i mange år har skærmet for vinden for korn, roer, græs, dyr og mennesker. Jeg vendte hjem til gården. Det var, som om alt her hviskede til mig: Forbi, forbi, din tid er omme, snart er du glemt.
En anden dag kom jeg til gården for at se til bierne. Da jeg åbnede lågen ind til frugttræerne mødte der mig noget forunderligt. Jeg syntes, at alle træerne blev levende, så på mig og spurgte: "Hvor har du været så længe. Du har plantet os. Du kom til os om aftenen, før du gik til ro, når vi stod i vort fulde flor. Du har glædet dig over os, og vi har set dig folde dine hænder og hviske: Det er paradis på jord." Jeg svarede træerne: "Jeg har intet glemt. Jeg husker også dig, min ven, som står der. Jeg husker, jeg en aften før pinse stod og betragtede dig og så, hvor fin du var, og jeg så, at en lille fugl havde sat sig til ro inde i din krone med hovedet under sin vinge. Jeg hentede min mage og vore børn og viste dem den sovende fugl i den skønne blomsterseng. Mine kære venner i frugthaven, I ser, at jeg græder. Det forstår I ikke, for kun mennesker kender gråden."


Dødsfald

Fra Vejle Amts Folkeblad, februar 1963:
En af Brande-Thyregod-egnens kendte landmænd, fhv. gdr. Thomas Sørensen, Lerbjerggaard, Thyregod, er død, godt 92 aar.
Thomas Sørensen var i mange aar en af de fremtrædende personligheder i det praktiske landbrugs- og plantningsarbejde. Med sine mange spørgsmaal og en grundig uddebattering af emnerne fik han sagkundskabens bistand til at klare en hel del af problemerne, som han i øvrigt i det daglig selv tumlede med i sit landbrug.
Han havde rige traditioner at se tilbag paa, ikke fordi han var vokset op i et velhavende hjem, Der var smaa kaar og stor børnerigdom, men det var et godt hjem, hvor man kendte til flid og nøjsomhed. Da han var ti aar gammel, kom Thomas Sørensen i pleje hos en moster i Skjerris ved Brande. Her blev han sat til at passe dyrene og i øvrigt gaa til haande med han fik ogsaa lov til at vøre med ved de møder, der den gang blev holdt i brande under pastor Uffe Birkedals ledelse. I hjemmet i Skjerris var man stærkt højskoleinteresseret og grundtvigsk præget. Her blev læst og sunget meget, og hele dette liv har sidenhen præget Thomas Sørensen. Medvirkende til hans indstilling var ogsaa nogle {ét aar} aars ophold i Dons ved Kolding, hvor han var med i skytte- og gymnastikforeningens arbejde.
Men Thomas Sørensen var kun godt 18, da han kom hjem for at bestyre Lerbjerggaard for sin mor. Nogle aar senere overtog han sin fødegaard og blev gift i 1899. Alvorlige sygdomsperioder nedsatte hans arbejdskraft i det daglige med landbruget, man han fik gode medhjælpere, og gennem dem kunne han drive sit landbrug efter de teorier, han havde opbygget paa grundlag af de erfaringer, bl. a. statskonsulet Fr. Hansen, Askov, var kommet frem til. Thomas Sørensen førte nøje regnskab over sin bedrift og en omhyggelig dabog over arbejdet paa ejendommen, og resultatet blev en taktisk landvinding, som han har modtaget megen anerkendelse for. I 1920 modtog han foreningen af Jyske Landboforeningers sølvmedalje for landboflid.
Allerede som dreng tog Thomas Sørensen fat paa et plantningsarbejde, og det har han passet til langt op i aarene, ogsaa efter at han og hans hustru for en snes aar siden afstod Lerbjerggaard for at flytte in i det nærliggende "Damhus". Thomas Sørensen glædede sig over at se det trives. —
Gennem et langt liv levede han ikke blot med paa landbrugets omraade, men ogsaa i dansk folkeliv og menighedsliv. Thomas Sørensen var lille af vækst, men han var en rank personlighed, hvis indsats man længe vil mindes.
Afdøde efterlader foruden sin hustru fire børn, sønnen Niels Sørensen, der nu er sogneraads-formand, fører arbejdet paa Lerbjerggaard videre bistaaet af en broder. To døtre flyttede med forældrene ind i "Damhus" og har her kunnet være til gavn og opmuntring.


Det grundtvigske, beskrevet 2008

Fra Jensen og Jessen "Thyregod Vester sogne - Træk af skole- og kirkehistorien" side 99.
Pastor Jessen har på fire sider i bogen beskrevet det grundtvigske i Thyregod og Vester. De første to sider handler om Thomas Sørensen. Her er gengivet den del af teksten, der ikke er fra Thomas selv i hans "Barndomsminder".
Nedenfor beskrives hvordan brødrene Thomas Frandsen Sørensen, Søren Peter Sørensen og Mathias Sørensen havde deres faste plads i kirken nedenfor prædikestolen. Thomas' datter Dagny fortalte ofte historien, hvordan Søren Peter skråede og spyttede skråen ud på kirkegulvet. Pastor Nyholm var mindre begejstret for dette, men ville ikke frastøde hans flok. Der blev så, diplomatisk, anbragt en spyttebakke et stykke foran Søren Peters plads og den kunne han ramme og alle var tilfredse.
Det er en misforståelse, at Thomas kunne stenografere, det kunne han ikke (det var hans bror Mathias der stenograferede), men han var en hund efter prædikener og skrev mange op i normal håndskrift.
Thomas Sørensen havde to brødre i Thyregod, der ligesom han var virksomme indenfor grundtvigsk folke- og menighedsliv. Mathias Sørensen, som havde en gård på Thyregod Mark, og Søren Peter Sørensen, der var smed og fremstillede vindmotorer og siden centralvarmeanlæg. Om søndagen havde diesse tre brødre med familie gerne deres faste plads i kirken lige under prædikestolen. Fra indre missions side kaldte men dem med et udtryk lavet af Vilhelm Beck for "Guds riges grundtvigianere".
Lerbjerggård blev overtaget af Thomas Sørensens yngste søn Niels, som gennem mange år var sognerådsformand. Selv boede Thomas Sørensen og hans Hustrue Line i deres sidste år i det lille hus "Damhuset", ikke langt fra Lerbjerggård. Her boede også deres tre ugifte børn Søren, Dagny og Marie. Marie var født døvstum og mistede siden hen synet. Men hun var ikke af den grund lukket ude fra åndslivet. Så længe hun endnu kunne se, stenograferede hendes far ofte prædikener og foredrag, som han havde hørt, og renskrev dem, når han kom hjem, så Marie kunne læse dem. Og da Marie havde mistet synet, lærte hendes trofaste og velbegavede søster Dagny fingersproget, så de to søstre kunne komme i kontakt med hinanden. Da Marie døde i 1970, lod Dagny på gravstenen over hende sætte ordet "effata", der betyder "luk dig op". - Jesu ord til den døvstimme iflg. Markusevangeliet, 7.34..


Kilder


Trykte kilder


Skrevet af Thomas Sørensen selv:
1. "Pæjes Hau", 2 sider, i Krusborg: "Thyregod Sogn, Uddrag af sognets historie", 1980, Jelling Bogtrykkeri. (Stærk redigeret formodentlig af Thomas søn Niels Martin Sørensen). Skrevet januar 1945. Handler om Peder Pedersen på nabogården Skovlund og hvordan han plantede. Træerne han plantede i haven findes stadig.
2. "xxxxx død", Kirkeblad Fyn (år ikke kendt, formodentlig gennem bekendtskab med K. L. Aastrup.)

Skrevet af andre om Thomas:
3. Fem sider i Salomon Jensen Frifelts "Gennem de Jydske Udmarker", Aschehoug, Kbh., 1929 ss. 256 -265 og s. 419. Citeret ovenfor.
4. Vejle Amts Folkeblad 1949. Thomas og Lines guldbryllup.
5. Nedergaard: "Dansk Præste og sognehistorie". bind 9A Ribe Stift, 1960, s. 514, ½ spalte. Citeret ovenfor.
6. Otto Henriksen: "Thomas Sørensen 90 aar, (titel usikker)" i Vejle Amts Folkeblad, 1960.
7. Kristeligt Dagblad, 16. juli 1962 "Vesteregns-bondes glæde over træer og læbælter", 7 spalter.
8. Vejle Amts Folkeblad, juli 1962, genoptryk af "Vesteregns-bondes glæde over træer og læbælter"
9. Vejle Amts Folkeblad feb. 1963, dødsfald.
10. Krusborg: "Thyregod Sogn", 1980, s. 249 en paragraf om plantning.
11. Poul Erik Jensen og Peter N. Jessen: "Thyregod – Vester sogne. Træk af skole- og kirkehistorien", KINdeR, Thyregod 2008, 144 sider. I kapitlet Det grundtvigske i Thyregod og Vester, side 98 og 99 (inkl. billedet af familien i 1919). En god del af teksten støtter sig på Thomas skrift "Min Barndom", se nedenfor. Del af side 99 citeret ovenfor.

Manuskripter

Thomas Sørensens Slægtsbog Originaltekst udskrevet, 1934 - 56. Kopi ved Villy M. Sorensen. (Lokalarkivet ville uforståeligt ikke have bogen.)
"Min Barndom", ca. 1944, 8 A4 sider tæt beskrevne. Give Lokalarkiv.
"Lungetuberkulose", ca. 1944, 12 A4 sider tæt beskrevne. Give Lokalarkiv.

Følgende tilstand blev noteret 1989, om disse skriftstykker stadig findes er uklart.
Breve:
Brev fra broderen Mads til Thomas som var soldat i Fredericia, 1896.
Brev fra broderen Søren Peter til Thomas som var soldat i Fredericia, 1896.
Udkast til skattevæsenet, ca. 1940.
Udkast til sagfører for testamente efter broderen Mads, ca. 1952.
Til korrespondenten domprovst K. L. Aastrup, Fyn, ca. 1955.

Notesbøger

Tilstand 1989, om disse notesbøger stadig findes er delvis uklart.
Personbog 1884-88.
Almanak 1886.
Regnskab 1890 - 1900.
Regnskab 1897 - 98. Kopi ved Villy M. Sorensen.
Aarsregnskaber B 1916 - 43 ( fra 1921 36 fortrykte sider per år). Give Lokalarkiv.
Optegnelser fra BBC juni 1944 - maj 1945.
Almanakker, lommebøger, dagbøger 1904 - 51.
Kasseregnskaber 1908 - 43
Kasseregnskaber 1944 - 63
Landbrugsregnskaber 1911 - 43.
Dagbøger i større format 1952 - 63

Originaler ved Villy M. Sorensen:
Pengeregnskab 1916 - 34. (Lokalarkivet ville ikke have dem, men meget værdifulde)
To korte Breve fra Thomas til broderen Mathias i København. 1904. Se Igaar var der saa Efterårsmød et stykke nede i teksten om præst Thorvald Bierring.
Tre breve til Helge Overgaard Madsen, Dørslund, Brande, 1952 - 54.
Kopier ved Villy M. Sorensen:
Skudmaalsbog Thomas Frandsen Sørensen.
Skudmaalsbog Karen Sørensen (Thomas søster, ikke halvsøsteren).
Almanak 1886 (brugt 1887 - 91).
Regnskab 1897 - 98.
Aarsregnskaber B 1916 - 43 (fra 1921 - 36 fortrykte sider per år, af begrænset værdi, kasseregnskaberne fortæller mere.)
Thomas Sørensens Slægtsbog skrevet 1934-56.
Optegnelser fra BBC juni 1944 - maj 1945.
Dagbøger i større format 1952 - 63.