Først oprettet 28. april 2021
Sidste ændring 29. april 2021


Sagnet om Skalde-Lars.
Engang for længe siden levede en mand i Ejstrup sogn i Vrads herred, som hied Lars. Han havde været soldat i Holsten, hvor han var med i Napoleonskrigene og var en gudsforgået krop, da han kom hjem. Sagde aldrig nej til en snaps, og var stolt af at kunne drikke hvem som helst under æ burd.
Da ham og konen skulle flytte til Givskud i Nørvang herred, fik hun ham te føst å sværg, at han ikke ville drikke på turen, og så til at gå til alters i Nørre Snede kirke for den hellige ed. Han svor, hvordan fanden skulle tage hver jenest hår på hans hoved, hvis han så møj som kiget o en snapsglas. De kørte afsted med flyttelæsset ned til Vester Mølle, op forbi Rørbæk, op over Øster Nykirke og ned til Kollemorten. Læsset var tungt, vejen lang, hestene tørstige og Lars og konen sultn. De spiste så på kroen i Kollemorten, for Lars havde jo svoret snapsen af og taget den hellige nadver på det.
Men i hjørnet sad lærer Sivertsen fra Givskud, der kunne se dybere end de fliest i en glas. Hun kunne mere end hans fadervor, sagde man, og frygtede intet andet end trolde og djævle. Han sagde – ikke til nogen specielt, men sådan ud i krostuen – da Lars og konen var ved at gå, at han kunne drikke enhver mand under bordet og så gik det som det æ ku ant ikke kunne andet. Konen blev gal, tog tømmen og kørte væk med flyttelæsset og overlod Lars til skæbnen, Kollemorten Kro, lærer Sivertsen og Fanden, som også fik æ kram o ham i den rækkefølge.
Lars og lærer Sivertsen svirede en hiel daw og det miest af en nat indtil der ikke var mere snaps i Kollemorten Kro. Ingen af dem var gået under bordet dog var de grow medtawn. I de små timer stavrede de ud af kroen og op ad vejen mod Givskud. Det var bælgravende mørkt og vinter. Og det var koldt uden måne. I den dunkel hulvej li før Tremhusevejen og li før det blev lyst begyndte Lars å skrig. Lærer Sivertsen krøb i ly af sin stok og forblev der til det gryede. Lars, som ingen stok havde, rendte hujende og vrælende ud over marken ind mod Givskud med den Onde i hælene. Lærer Sivertsen kunne høre ham skrige længe.
Næste dag i det første frikvarter – lærer Sivertsen havde ladet børnene undervise sig selv og forsøgte at holde sig vågen – kom jen af Lasses unger renden, snappen atte loft, at lærer Sivertsen sku kom mæ det sam. Lars var forgjor. Lærer Sivertsen var svær medtagen, men han kom. Han fandt Lars liggende ubevægelig i forbandelsens pine i sengen, der lugtede brændt og af svovl. Hovedpuden var kulsort omkring Larses Hoved, og det afsvedne hår lå som en ring om hovedet. Selv øjenbrynene var svedet af. Lars var blevet fuldstændig og komplet skaldet som et pillet æg, og sån kom han til at hedde Skalde-Lars.
Men han kunne slet ikke bevæge sig, havde svoren jen gang for møj. Det var mere end lærer Sivertsen kunne klare, selv om han ku både det jen å det ant og mier end hans fadervor. Nu var den klog mand i Birkebæk godt nok en farlig figur, en sku pas o mæ. Han spillede underfundigt, forvovent med ord og havde urter under den høje filthat, og var i med unaturlige og overnaturlige magter, men det gik ikke andet end at sende bud efter ham, for det her kunne ingen anden klare. Han kom, så sig den stive Lars an, funderede og gryntede, sendte folk ud og løst over ham. Det forløst allyvel Skalde-Lars og han kom te sig. Øjenbrynene kom efter en tid igen men håret var og blev væk.
Den klog mand havde to „romaner“ i hans høje filthat. Det var små bøger, han læste i når folk ville høre en historie vel bemærke når den klog mand overhovedet havde lyst til fortælle. Efter en tid havde Jørgen Birkebæk, som han hied, en „roman“ til i hatten. Den hed „Skalde-Lars“.
Gamle folk i Givskud kender sagnet om Skalde-Lars endnu og kan bekræfte det.